Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Collegium Juris: Kulturudveksling og nørderi på Nørrebro

Tour de chambre — Du behøver ikke være jurastuderende for at få et værelse på det lille Collegium Juris, hvor danske og internationale studerende deler deres kultur og hverdag med hinanden.

Collegium Juris er placeret lige i hjertet af Nørrebro, men det er der nok ikke mange andre end kollegiets 53 beboere, der ved. Det er heller ikke alle, der er klar over, at man ikke behøver læse jura for at bo på kollegiet – selvom jurastuderende har fortrinsret i ansøgningsprocessen.

Collegium Juris

Adresse: Nørre Allé 6, 2200 København.

www.collegiumjuris.com

Månedlig husleje: 4.000-5.800 kroner.

Gennemsnitsalder: 24 år.

Ansøgningsproces: Motiveret ansøgning gennem kollegiets hjemmeside. Man skal være indskrevet på en lang videregående uddannelse og have bestået 120 ECTS med 7 i snit. Fortrinsret til jurastuderende.

Inde bag den lidt anonyme bygningsfacade fra 1917, hvor der end ikke skiltes med kollegiets navn, deler en blanding af danske og internationale studerende hverdag (og køkken – men ikke toilet og bad!) med hinanden. Kollegiet åbnede i 2012 efter en renovering af det samme firma, som står bag Tietgen Kollegiet på Amager.

Man skal have 7 i snit … men søg alligevel

Collegium Juris er stiftet med tanken om, at det skulle være både akademisk og internationalt præget.

»Selvfølgelig samtidig med, at det også er socialt,« siger beboer Henriette Lyngkrogh. Derfor har kollegiet både læserum og et mål om 50/50 danske og internationale studerende.

Det er også på grund af kollegiets akademiske fokus, at der – teknisk set – er et krav om, at man skal have bestået 120 ECTS med et snit på 7 eller derover for at bo på kollegiet.

»Men bare søg alligevel, ikke,« siger Emilie Løbner Schefferling, som sammen med Henriette Lyngkrogh sidder i den såkaldte nomination committee, der bedømmer ansøgninger.

»Det handler meget mere om, hvem man er som person. Om man har lyst til at bo på kollegium, og hvorfor man har lyst til at bo på kollegium. Ikke, om man lige har det der 7 i snit.«

Værelserne varierer i størrelse, men kommer alle med eget toilet og bad.
billede: Anna Trads Viemose
Der er adgang til en række fælleslokaler i kælderen.
billede: Collegium Juris

Risiko for græshoppe-ormesalt til middag

Der er et stærkt socialt sammenhold på kryds og tværs af de fire etager, siger Emilie Løbner Schefferling.

»Det betyder ret meget, at vi ikke er så stort et kollegium. Det gør en forskel. Jeg flyttede ind under corona, så jeg kom ind i sådan en boble, som var vokset sammen til en lille familie, der bare gik og aede hinanden.«

SERIE: TOUR DE CHAMBRE

Uniavisen besøger Københavns kollegier.

LÆS OGSÅ: Sådan skriver du ansøgningen, der får dig ind på et fedt kollegie

Beboerne kommer hinanden ved i hverdagen, men også gennem filmaftener, fester og fællesmiddage herunder international dinners, hvor de mange udvekslingsstuderendes madkundskaber udnyttes til fulde. For eksempel har en beboer fra Mexico medbragt græshoppe- og ormesalt til Henriette Lyngkroghs køkken. Udenlandske højtider og helligdage fejres også ofte på køkkenerne, og fodboldkampe er mere spændende end normalt, når man hepper på forskellige landes hold, fortæller Henriette Lyngkrogh.

Værelserne, der alle er udstyret med eget toilet og bad, varierer i størrelse, og den månedlige husleje spænder mellem 4.000 og 5.800 kroner. Herudover har man som beboer adgang til et fælleskøkken på hver etage, hvor hver beboers skab i ægte kollegiestil er pyntet med avisudklip og billeder, der kendetegner ejermanden. Køkkenet fungerer også som stue med sofa og fjernsyn, og derudover er der fællesrum, vaskerum, træningslokale og læsesal i kælderen. Første etage er udstyret med en altan med grill og hængekøje, der åbner ud til kollegiets fælles grønne have.

Fælleslokalerne udnyttes også til den årlige gallafest, hvor gæsterne udover beboerne selv tæller alumner, eforen og en taler – sidste år var det jurist og debattør Jacob Mchangama. Også ’Fellow’s Day’, hvor beboerne uddeler poster i de forskellige sociale og akademiske kommittéer, der organiserer livet på kollegiet, holdes årligt.

»Dem, vi får ind, er nogle, som rigtig gerne vil være med til at tage initiativ og feste. Nogle, som gerne vil bo her for kollegielivet og ikke bare for at have et værelse.«

Til gengæld behøver man ikke gøre andet rent end sit eget værelse. Betalt rengøringshjælp på køkkenerne og de andre fællesarealer er nemlig med i købet, når man skriver under på lejekontrakten.

LÆS OM FLERE KOLLEGIER: Den store kollegieguide

Seneste