Corona må have udryddet ledernes skepsis over for hjemmearbejde, siger bestyrelsesmedlem

Selvfølgelig lider det administrative personale under de samme kvaler som resten af det nedlukkede Danmark.

Mange sidder halvdårligt på hjemmekontoret og mærker ryggen knirke mere end normalt, de fleste længes efter det sociale samvær med kollegerne, snakken ved kaffemaskinen, den faglige sparring, for ikke at tale om fredagsbaren og julefrokosten.

Der er også dem, der slet ikke kan arbejde hjemmefra, sådan nogle som håndværkere og de fleste laboranter.

Men den største åbenbaring, som Dorte Brix, bestyrelsesmedlem for TAP’erne og tillidsrepræsentant for laboranter, har fået under corona er faktisk opmuntrende:

»Corona har vist noget, som jeg har på fornemmelsen, at ledelsen ikke var klar over, nemlig at rigtig mange TAP’er sagtens kan arbejde hjemmefra. De er effektive og gode til det,« siger Dorte Brix.

Hun kender det fra sig selv.

Man kunne blive udsat for kommentarer som ’nå, skal du nu arbejde hjemme’ og ’hvad skal det til for’

Dorte Brix, laborant og bestyrelsesmedlem

Normalt sidder hun på kontor med tre kolleger, lige ved siden af printerrummet på Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi. Hvis en fjerde kollega vandrer forbi på gangen og spørger dem om noget, hvis en af deres telefoner ringer, eller hvis printeren begynder at brumme, får hun brudt sin koncentration.

Det sker ikke i samme grad, når hun sidder på hjemmekontoret, hvor hun har ro til at fordybe sig i sine opgaver.

Og det samme, fornemmer hun, gælder en stor del af hendes TAP-kolleger, hvis skriveborde normalt er plantet i storrums- eller delekontorer.

Det er en væsentlig erkendelse, siger Dorte Brix, for før coronakrisen blev mange TAP-ansatte mødt af skepsis fra deres ledere, når de bad om at arbejde hjemme.

»Det kunne være svært at få lov til det, selv om man sad med opgaver, der krævede ro og fordybelse. Man kunne blive udsat for kommentarer som ’nå, skal du nu arbejde hjemme’ og ’hvad skal det til for’. Det har mange af mine kolleger haft problemer med. Den overordnede holdning har været, at forskere kan arbejde hjemme, det kan TAP-ansatte ikke.«

LÆS OGSÅ: Top-tillidsrepræsentant: Universitetet bliver ledet, som om det var en margarinefabrik

»Min forventning er, at vi ikke behøver at fedte rundt i det efter corona. Skibet er ikke ved at synke, biksen kører videre, selv om vi er hjemsendt. Og mange oplever faktisk, at de bliver mere effektive.«

Det gælder ikke for alle, gentager hun flere gange. Men:

»Jeg tror godt, jeg kan sige det her, uden at jeg bliver hængt af mine TAP-kolleger: Corona har vist, at der er nogle muligheder for os, som har været ikkeeksisterende før, men som nu er realistiske. Også når coronakrisen er slut.«

Et a- og et b-hold

Hvor nogle har oplevet en større frihed under corona, er andre dog havnet i en form for ingenmandsland.

Det skyldes, at der er opstået to kategorier under nedlukningen: Der er de medarbejdere, som sagtens kan udføre deres arbejdsopgaver på hjemmekontoret, og så er der de medarbejdere, der har kritiske funktioner og derfor fortsat møder på campus.

Men der er også en stor gruppe af ansatte, der er havnet et ubestemmeligt sted mellem kategorierne, siger Dorte Brix. Og de medarbejdere har følt sig særligt udsatte under corona.

Ledelsen skal have blik for dem, der følger sig usynlige, og tage ansvar for deres arbejdsvilkår

Dorte Brix, laborant og bestyrelsesmedlem

»Jeg oplever en a- og b-holdsmentalitet, som bekymrer mig som tillidsrepræsentant. Der er gået lidt prestige i at kunne arbejde hjemme eller alternativt at være en af dem, der får lov til at blive på campus og have reelle arbejdsopgaver,« siger Dorte Brix.

»Dem, der falder imellem de to kategorier, bliver lidt tabt. De føler sig usikre og tænker: Er der slet ikke brug for mig i organisationen? Det er ærgerligt og synd for de mennesker, det drejer sig om, at de skal føle sig usikre på deres ansættelsesforhold. Og de har svært ved at løfte deres bekymringer helt op til ledelsen, for så er de bange for, at de bliver set som overflødige. Det er vanvittigt bekymrende.«

Hvem kan de her ansatte være?

»De findes overalt i alle faggrupper i TAP-organisationen. Det er nogle, hvis arbejdsopgaver ikke bliver set som kritiske nok til, at de kan arbejde på campus, men som heller ikke har opgaver, der kan varetages lige så godt hjemmefra,« siger Dorte Brix.

»Den utryghed, de føler, kunne jeg godt tænke mig, at ledelsen fik manet i jorden. De skal have blik for dem, der følger sig usynlige, og tage ansvar for deres arbejdsvilkår.«

I det hele taget skal kommunikationen fra top til gulv være bedre, siger Dorte Brix.

Hvor en besked fra den øverste ledelse på Københavns Universitet i sig selv kan virke krystalklar, kan den blive udsat for så mange fortolkninger på vej ned ad rangstigen, at det ikke er sikkert, at den er let at forstå, når den havner hos de ansatte på gulvet. Det kan handle om restriktioner og afstandskrav, eller hvad man skal gøre, når ens børn er hjemme i arbejdstiden – for eksempel.

»Der er meget, der lyder fint, når det kommer helt oppefra, men jo længere ned informationerne kommer gennem lagene, jo sværere bliver de at forstå. Det kan være frustrerende for mange,« siger Dorte Brix.

Håber på tillid

Da hun stillede op til bestyrelsen i slutningen af 2019, gav hun udtryk for, at arbejdsmiljøet for TAP’er på Københavns Universitet var blevet værre i de seneste år. Stoltheden over at være KU-ansat var truet, loyaliteten var ved at smuldre.

Som bestyrelsesmedlem ville hun være med til at give en stemme til de TAP-ansatte, der ofte har følt sig oversete på universitetet.

LÆS OGSÅ: Ansatte kritiserer ledelsen for topstyring: »Vi får kun lov til at rette kommaer«

Og det føler hun, at hun indtil videre har haft held med efter et år i bestyrelsen.

Jeg oplever en a- og b-holdsmentalitet, som bekymrer mig som tillidsrepræsentant

Dorte Brix, laborant og bestyrelsesmedlem

»Jeg synes, at vi har fået snakket om, hvor skoen trykker henne i organisationen, og det er jeg ret tilfreds med,« siger Dorte Brix.

»Især når det handler om medarbejderinddragelse. Det er jo også en del af et godt arbejdsmiljø, at man føler sig set af ledelsen og høres i store beslutninger – at ledelsen lytter til personalet. Det har været et stort fokus i bestyrelsesarbejdet i det seneste år, og jeg mener, at det har gjort en forskel, at der har siddet nogle i bestyrelsen med meget stort hjerte for det her.«

Hvad med den loyalitet og stolthed, du sagde var ved at smuldre. Hvordan går det med den?

»Det er for tidligt at sige. Det er stadigvæk en proces, vi arbejder med, men det jeg kan sige er, at der har været stort fokus på medarbejderinddragelsen, som er helt afgørende. Det næste er, at det gerne skal kunne ses og mærkes i organisationen.«

Hvad håber du set fra TAP’ernes synspunkt, at Københavns Universitet vil tage med sig videre fra coronakrisen?

»Jeg ønsker, at det bliver tydeligt, at ledelsen fortsat viser den tillid, som vi har levet op til gennem coronakrisen. Og så ønsker jeg, at man har større fokus på de dele af TAP-personalet, der er lidt usynlige, og får blik for deres arbejdsvilkår.«