Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Top-tillidsrepræsentant: Universitetet bliver ledet, som om det var en margarinefabrik

Interview — Samarbejde, fleksibilitet og gensidig respekt er afløst af topstyring, magtfuldkommenhed og regelrytteri på Købehavns Universitet, hvor klimaet mellem ledelse og medarbejdere nærmer sig et kogepunkt. Ifølge fællestillidsrepræsentant for HK Ingrid Kryhlmand kommer coronakrisens hjemmearbejdspladser derfor som et tiltrængt frirum for mange.

Ingrid Kryhlmand er en dame, man bemærker på Københavns Universitet, og det skyldes ikke kun hendes smarte briller og højhælede gummisko. Hun er (og det er hendes egne ord) ikke en person, der holder sig tilbage, og den gejst har bragt hende fra udkanten af Danmark til et centralt kontor i Nørregade på Københavns Universitet.

Her sidder hun i dag for bordenden i Hovedsamarbejdsudvalget, hvor hun er udpeget af de ansatte. Rektor sidder for den anden bordende, han er formand, og hun er næstformand i det 24 personer store udvalg, der skal få samarbejdet mellem universitetets ledelse og medarbejdernes tillidsrepræsentanter til at glide.

Desværre er afstanden fra den ene bordende til den anden blevet længere og længere i de senere år, siger Ingrid Kryhlmand. Det vender vi tilbage til.

Ingrid Kryhlmand blev ansat som lægesekretær på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet for 33 år siden. Hun ville gerne opleve storbyen efter en opvækst i Sønderjylland og et arbejdsophold i Grønland. Selv om det er længe siden hun forlod hjemegnen, kan man stadig tydeligt høre, hvor hun kommer fra, for når hun taler, bliver ’g’ til ’ch’, for eksempel bliver sagt til sacht, et typisk sønderjysk dialekttræk.

I dag er hun fællestillidsrepræsentant for et par tusinde HK-ansatte (alle HK’ere undtagen laboranter) på Københavns Universitet. Hun siger, at hendes far, der arbejdede som chauffør, gjorde et nummer ud af at lære sine tre døtre, at fagforeningsbogen skulle være i orden. Og hun har været optaget af det faglige arbejde alle de steder, hun har sat sin fod.

Fra sekretær til leder

Da Ingrid Kryhlmand i 1989 havde været ansat på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i to år, var stillingen som viceinstitutleder på valg. Hun styrede sekretariatet på et institut for arvelige sygdomme med en klinik, der modtog patienter udefra.

Hun havde været væk på barsel i fem måneder, alligevel opfordrede hendes kollegaer hende til gå efter posten i ledelsen. Det hed institutbestyrer på det tidspunkt, TAP [teknisk-administrativt personale] kunne også vælges, og dengang valgte medarbejderne deres egne ledere.

»Det var faktisk VIP’erne [det videnskabelige personale] på instituttet, der opfordrede mig til at stille op, fordi man mente, at hvis institutbestyreren var VIP, så måtte vi have en TAP på den post.«

Ingrid Kryhlmand blev valgt. På spørgsmålet om, hvordan man får demonstreret lederpotentiale på så relativt kort tid, lyder svaret:

»Det er min natur, at jeg ikke holder mig tilbage. Folk på instituttet kendte mig, og alle vidste, hvad jeg stod for. VIP’erne er jo ikke kendt for at give ved dørene, så når de mente, at det var noget for mig, var det jo nok fordi, at de havde mærket, at jeg kunne. Desuden havde jeg også påtaget mig hvervet som tillidsrepræsentant for den lokale HK-klub.«

I 1993 kom en ny universitetslov, der indvarslede et opgør med ansattes og studerendes omfattende demokratiske indflydelse på landets universiteter, som blandt andet var et resultat af ungdomsoprørets opgør med professorvældet.

»Da den lov kom, kunne jeg så ikke være leder længere, det kunne kun VIP,« siger Ingrid Kryhlmand.

Hun var ellers klar til at tage det ansvar, der fulgte med magten, fortæller hun. Selv den tunge del, for eksempel stod hun for en fyringsrunde grundet nedgang i økonomien som næstkommanderende på instituttet, fordi den daværende leder var på forskningsophold i Australien.

Men da TAP-medarbejderne ikke længere kunne blive valgt som ledere, måtte de skaffe sig indflydelse andre steder, siger Ingrid Kryhlmand:

»Oven på den nye styrelseslov besluttede vi, at vi måtte have samarbejdsudvalg op at stå både på institutter og fakulteter. Det var nogle andre, der var de bærende kræfter i at råbe politikerne op dengang, men jeg gik mere og mere ind i det faglige arbejde.«

Fortrolige forhandlinger

I 1997 blev Ingrid Kryhlmand valgt som fællestillidsrepræsentant for HK. Og hun er blevet genvalgt hvert eneste år lige siden, så hun nyder stor opbakning, men der er heller ikke ligefrem rift om posterne, fordi man skal trives med et vist konfliktniveau, siger hun:

»Folk siger, at de ikke gider slåskampene, at de ikke gider være uvenner med nogen. Og det gider jeg sådan set heller ikke, men jeg gider slet ikke, at andre skal tage beslutninger på min og andre faggruppers vegne. Og det er måske nok det, jeg kan. Jeg er ikke bange for at sige: Det her er ikke godt nok.«

Et eksempel: I 2010 ville Ingrid Kryhlmand, der dengang var TAP-repræsentant i universitetsbestyrelsen, ikke godkende budgettet, før der blev strikket en god ordning sammen for de medarbejdere, der blev fyret på grund af nedskæringer. Aftalen kom igennem.

Vi vil ikke nøjes med at rette kommaer i ledelsens færdige plan.

Ingrid Kryhlmand

Tillidsrepræsentantkollegaer, Uniavisen har talt med, siger, at Ingrid Kryhlmand er målrettet og god til at bide sig fast og forhandle på alle niveauer. Så hvordan gør hun det?

»Jeg går meget op i relationer, og jeg giver lederne en chance. Jeg kan gå ind i et fortroligt rum med en leder af enhver art og sige: Skulle vi ikke lige få den her sag landet, for det er ikke til gavn for nogen, at den kommer ud i det åbne,« siger hun og trækker en parallel til De Radikales offentlige slåskampe i kølvandet på deres politiske leders exit i vanære:

»Jeg bryder mig ikke om at se folk tabe ansigt. Man kan jo kun snyde modstanderen én gang. Og hvis man har gjort det, kommer man aldrig ind i et fortroligt rum igen.«

Og på Københavns Universitet har der været en lang og god tradition for at medarbejdere og ledelse i gensidig respekt har undgået større konflikter, siger Ingrid Kryhlmand og fremhæver især sit meget tætte samarbejde i Hovedsamarbejdsudvalget med den tidligere rektor, Ralf Hemmingsen (2005-2017), nuværende rektor Henrik C. Wegeners forgænger.

LÆS OGSÅ: Uniavisens afskedsinterview med Ralf Hemmingsen

»Vi kunne tale fortroligt om tingene og forhandle en løsning på plads, som alle kunne se sig selv i. Og når man kan løse sagerne uden ballade, får man jo credit, man kan bruge i andre sammenhænge. Så kan man sige: Vi fik fikset den der sag, kan vi så ikke også fikse den her?«

»Ah, det var godt, nu kommer kaffen,« siger Ingrid. Hendes mand Jørgen, der er pensioneret optiker, serverer den.

Ledelsen er magtfuldkommen

Ingrid Kryhlmand tager en dyb indånding:

»Jeg vil så sige, at det bliver sværere og sværere, for ledelsesstilen er blevet en helt anden med den nye rektor. Og det må du gerne skrive. Der er ikke et ordentligt samarbejdsklima længere, hvor ledelsen accepterer kritik og en dialog med forskellige holdninger frem imod en enighed,« siger hun. Og så sætter hun trumf på:

»Det er faktisk ligegyldigt, om vi er en margarinefabrik eller et universitet med den måde vi bliver ledet på i dag. Ledelsen glemmer, at det er medarbejderne, ikke mursten, der udgør Københavns Universitet. Især VIP-medarbejderne, for uden dem var der slet ikke noget universitet. Alligevel lytter man ikke til de folk, der driver butikken. Hvad har de af indvendinger eller ønsker?«

LÆS OGSÅ: Bestyrelsesmedlem et år efter valget: »Nu må rektoratet vise, at de kan leve op til det, de har lovet«

Ingrid Kryhlmand peger på, at der står i universitetsloven, at ansatte og studerende skal inddrages og have indflydelse på væsentlige beslutninger.

»Rektor hævder, at medarbejderne skam har indflydelse. På det seneste bestyrelsesmøde sagde han, at der er 340 fora på universitetet, hvor medarbejderne inddrages. Men han taler om den formelle inddragelse, ikke den reelle.«

Når ledelsen præsenterer deres beslutninger for medarbejderne, er de sådan set allerede taget ifølge Ingrid Kryhlmand.

»De siger: Vi bruger den her uge på at overveje om jeres bemærkninger kan have nogen som helst indvirkning. Og så bliver beslutningen ellers ført ud i livet ugen efter. Det er ren staffage.«

Hun nyder heller ikke længere den samme fortrolighed med rektor:

»Han er jovial og flink, men jeg har kun været på tomandshånd med ham ganske få gange, for der er altid embedsfolk omkring ham.«

Medarbejdernes ramaskrig

Det er en del af samme udvikling, at det er det blevet sværere at gennemskue, hvem der egentlig er afsender på hvilke beslutninger, mener Ingrid Kryhlmand:

»Det er ikke længere rektor eller universitetsdirektøren, der driver processen, for der er opstået et entourage af vicedirektører. Dekanerne er også gledet i baggrunden. Det kan godt være, at topledelsen kommer med idéer, men i dag sidder der et akademisk mellemlag på deres kontorer og skriver lange epistler om, hvordan det skal foregå. Medarbejderne skulle have været inddraget, inden de akademiske skriverkarle gik i gang, men det bliver vi ikke. Og vi vil ikke nøjes med at rette kommaer i deres færdige plan.«

I slutningen af oktober skrev vi en artikel i Uniavisen, hvor Ingrid Kryhlmand bliver bakket op i sin kritik af topledelsen af to professorkollegaer fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

LÆS OGSÅ: Ansatte kritiserer ledelsen for topstyring: »Vi får kun lov til at rette kommaer«

Historien handlede om den såkaldte helhedsplan, der blandt andet går ud på, at Københavns Universitet skal indskrænke sit areal, fordi den samlede husleje til staten har kurs mod skyerne på grund af skandaleramte nybyggerier. Lokale campusudvalg skal nu vurdere, hvordan man så kan gøre det.

Om det sagsforløb sagde Ingrid Kryhlmand i Uniavisen, at »der rejste sig et ramaskrig« i Akademisk Råd og samarbejdsudvalget på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, da ledelsen præsenterede sin overvejelse om at flytte tusinder af studerende, forskere og ansatte fra Indre By til Amager. Og hun angriber ikke mindst måden, forslaget blev kommunikeret på:

»Det blev offentliggjort ved en nyhedsopdatering på KUnet (intranet for studerende og ansatte, red.) – ingen medarbejdere havde hørt noget om det før offentliggørelsen,« siger Ingrid Kryhlmand.

Ingrid Kryhlmand kalder udviklingen trist. Og det lyder som et nødråb, når hun siger:

»Vi skal have styr på det her, ellers koger det over. Ledelsen er forpligtet til loyalt at gå ind og tage en drøftelse med medarbejderne, ligesom det er en grundsætning i tillidsrepræsentantaftalen, at vi som tillidsrepræsentanter er forpligtet til at holde ro på arbejdspladsen. Men det kan vi jo ikke, hvis ledelsen ikke inddrager medarbejderne. Så bliver det en kamp mellem dem og os.«

Tavshedskultur

Fra hjemmearbejdspladsen ved et tungt egetræsbord i en villalejlighed i Gentofte går dagene stærkt. Ingrid Kryhlmand kan godt lide at arbejde hjemme, selv om hun savner alle cykelturene fra møde til møde, der holdt hende fit før corona, ikke mindst til et årligt cykelløb på 110 kilometer med veninderne kaldet Tøserunden.

En stor del af dagen går med Zoom-møder.

»Til folk, der gerne vil snakke, siger jeg altid: Jeg er tilgængelig, hvis du kan finde et tidspunkt at booke i min kalender.«

Hun fortæller, at der er mange, der hiver fat i hende og siger: Du er efterhånden den eneste, der kan sige noget. Folk er bange for at blive fyret, hvis de stiller sig på tværs:

Der er ikke et ordentligt samarbejdsklima længere.

Ingrid Kryhlmand

»Det bliver sværere og sværere at få folk til at stå frem. Jeg har for eksempel ikke kunnet finde nogen, der ville udtale sig om sexisme. Folk vil ikke have deres navn ud.«

Tavshedskulturen og frygten for fyring er ikke ny, siger Ingrid Kryhlmand. Hun synes dog at der blandt de universitetsansatte er en gruppe, der bærer et særligt ansvar:

»Det er professorer og lektorer, der skal gå ud og føre ordet, for de mange mennesker med midlertidige og prekære ansættelser på universitetet kan jo ikke gøre det. Jeg opfordrer VIP’erne til at gå forrest, for de sidder lige så fast i sadlen, som jeg gør.«

I Hovedsamarbejdsudvalget arbejder Ingrid Kryhlmand for at vise VIP’er og TAP’er, at deres interesser dybest set er ens:

»Der kan godt sidde forskere med trætte øjne, når vi snakker om noget, der ikke vedrører deres område. Men så siger jeg: I støtter op om det her, for lige om lidt kommer der nok en sag, som det vil gavne jer, at vi støtter op om. Den ene vinkel er lige så vigtig som den anden for at få det her universitet til at køre.«

Ulideligt regelrytteri

Den tid, vi har booket med Ingrid Kryhlmand, lakker mod enden. Hun skal snart afsted til et møde på Panum, men hun stiller tålmodigt op til alle fotografens indfald. Hendes mand Jørgen er selv ivrig amatørfotograf, så han kigger med fra sidelinjen.

Hun når lige at runde følgerne af den centralisering, der er foregået på Københavns Universitet, som hun kalder en kedelig udvikling:

»En del af mine folk, der tidligere sad ude på institutterne og arbejdede, er i dag rykket sammen i store sekretariater på fakulteterne, derfor har de ikke længere den direkte berøring med det akademiske miljø. Og så er det, jeg mener, at man lige så godt kunne arbejde på en margarinefabrik.«

Arbejdsglæden forsvinder, når detailstyringen stiger, siger Ingrid Kryhlmand. Tidligere herskede en omgangsform, hvor de administrative medarbejdere kendte forskerne og kunne være fleksible over for deres forskellige behov. Men det er også slut:

»I dag er der mange, der ikke har føling med institutmiljøet, og det setup synes jeg er så utrolig kedeligt. Og medarbejderne må ikke gøre noget, der ikke er en del af deres opgavebeskrivelse, uden at snakke med deres leder om det.«

Hun nævner en kollega, der af egen lomme forærede de studerende en karamel, når de kom og afleverede en større opgave ved skranken. Det fik hendes leder sat en stopper for. Og det går ud over trivslen.

»Det er jo hul hovedet. For et års tid siden ønskede vi at indkalde til et frokostmøde om den nye ferielov og søgte, som man skal, om tilladelse til det. Men det måtte vi ikke holde i arbejdstiden, for folk kunne jo bare læse om det på KUnet. Det har vi aldrig oplevet før.«

»Selvfølgelig skal vi overholde lovgivningen, det er ikke det, jeg siger. Jeg siger bare, at der kommer noget ind ad fordøren, som vi skal følge, men derfor kan vi jo godt tage en forhandling nedenunder og spørge, hvordan vi så gør det smartest.«

Og her er coronakrisen kommet som en uventet håndsrækning, der sætter medarbejderne fri. For når man arbejder hjemmefra, har man ikke nogens øjne i nakken:

»Nu er minuttyranniet og kontrollen fra alle de ledere, der skal have en berettigelse for at være der, forsvundet. Nu gør folk det, der giver bedst mening.«

På Ingrid Kryhlmands hjemmearbejdsbord står et skilt, hun har fået af sin søn. Teksten lyder MY DESK, MY RULES.

Rektoratet på Københavns Universitet er blevet forelagt kritikken og har takket nej til at kommentere den.

Annonce
Annonce

Seneste