Dansen på æggeskallerne: Bred enighed om at ændre KU’s nultolerancepolitik

Mens julefreden sænker sig over landet, er KU fortsat centrum for en ophedet debat om krænkelser, værdipolitik og nultolerance. Det har rektor Henrik C. Wegener og universitetets Hovedsamarbejdsudvalg taget konsekvensen af og indkaldt til et internt debatmøde om den retningslinje for håndtering af krænkende adfærd, der satte hele mediestormen i gang tilbage i september.

Selv om det er den 20. december, er forelæsningssalen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet stopfyldt. Studerende, ansatte og en håndfuld journalister klemmer sig ned blandt hinanden og spidser ører. Alle vil have en bid af krænkelseskagen.

Henrik C. Wegener får lov til at åbne ballet og præsentere de retningslinjer, som han de seneste fire måneder har skulle forsvare. Han ved udmærket, hvad der er på spil:

»Vi skal lykkes med at have klare, kendte og tidssvarende retningslinjer – men vi skal også sikre den akademiske frihed. Det store spørgsmål i dag er, om vi er lykkedes med begge dele.«

Retten til at sige fra

Panelet består af nogle af mediernes yndlingskombattanter udi krænkelser: Forperson for Studenterrådet Amanda Büchert, Professor Flemming Dela, Lektor Thomas Brudholm, Studerende Anders Mortensen, Formand for Personalepolitisk Udvalg og teologidekan Kirsten Busch Nielsen og VIP-fællestillidsrepræsentant Thomas Vils Pedersen. Foran dem sidder trehundrede af universitetets profiler klar til at spidde deres argumenter.

Vi skal lykkes med at have klare, kendte og tidssvarende retningslinjer – men vi skal også sikre den akademiske frihed. Det store spørgsmål i dag er, om vi er lykkedes med begge dele.

Rektor Henrik C. Wegener

Derfor belægges ordene med stor omhu af kollegerne i panelet, som for en gangs skyld ikke skal beskyde hinanden fra debatsektionerne i landets dagblade. De er enige om i hvert fald én ting: Retningslinjen mod krænkende adfærd skal revideres. Spørgsmålet er bare hvordan.

Flere af deltagerne i panelet har selv været med til at formulere retningslinjen. Ingen af dem havde forestillet sig, at især én sætning kunne få den identitetspolitiske debat til at stikke af, nemlig at »Det er medarbejderens eller den studerendes oplevelse af at have været udsat for krænkende adfærd, der er udgangspunktet«.

Det siger Kirsten Busch Nielsen:

»Debatten i medierne har vist, at man har kunne læse retningslinjen på en bestemt måde. Nemlig sådan at retten til at sige fra er lig med retten til at indskrænke ytrings- og forskningsfriheden. At man har kunnet læse det sådan, må vi tage til efterretning. Det er i mine øjne mere et spørgsmål om formulering end om indhold,« siger dekanen.

Professor Flemming Dela var blandt de tre tillidsrepræsentanter fra SUND, der kritiserede retningslinjen i Berlingske. Han er langt fra tilfreds med formuleringen, og han mener, at den skal begrænses så meget som muligt.

»Kritik er universitetets dna – det vil sige til og fra forskere og studenter; det er kernen i alt, hvad vi laver. Man skal kunne tåle kritik, også hård kritik. Selvfølgelig er der grænser. Vi går altid efter bolden – ikke efter manden. Og svinger det over i, hvad man oplever som krænkende, så er vi ude i det rene gummi,« siger professoren.

Dialog frem for tjenstlige samtaler

KU’s egen grundlov siger det højt og tydeligt: Personalepolitikken skal sikre ytrings- og forskningsfrihed på universitetet. Det understreger rektor Henrik C. Wegener flere gange og peger på de ti personalepolitiske råd, der ligger forud for og over enhver retningslinje.

Kritik er universitetets dna – det vil sige til og fra forskere og studenter; det er kernen i alt, hvad vi laver

Professor Flemming Dela

Det er tydeligt til debatmødet, at netop den akademiske frihed er den største bekymring hos de studerende og ansatte. For hvordan sikrer KU, at forskere kan undervise og forske uden at få en krænket studerende på halsen?

For fællestillidsrepræsentant for det videnskabelige personale og lektor Thomas Vils Pedersen handler det især om at få indskrevet undervisningsfrihed og forskningsfrihed i retningslinjen. Og så vil han i det videre arbejde lægge vægt på, at sagsprocessen aldrig må starte med en tjenstlig samtale:

»Jeg er enig i, at ikke-kriminelle krænkelser aldrig må føre direkte til tjenstlige samtaler. Men det er vigtigt, at vi har en dialog om ikke-kriminelle krænkelser og skaber et rum for at håndtere dem,« siger han.

Det er gået for hurtigt

Lektor på Institut for Regionale og Tværkulturelle Studier (ToRS) Thomas Brudholm underviser blandt andet i racisme og hadforbrydelser. Han er som udgangspunkt begejstret for initiativet om at forbedre universitetets håndtering af krænkende adfærd. Men han mener også, at retningslinjen har for vidtrækkende konsekvenser:

»Jeg viste retningslinjen til en juraprofessor fra London, og for ham at se er den lidt mere end en retningslinje. Den fremlægges som et meget blødt dokument, men giver i virkeligheden hjemmel til mere. Den etablerer en mulighed for og et pres på ledelsen for at indkalde til en tjenstlig samtale.«

Problemet her – som også har været tilfældet på andre universiteter – er, at det går lidt for hurtigt. Processen skal følge med

Lektor Thomas Brudholm

Der er bred enighed i panelet om, at universitetet skal være dialogsøgende i sager om krænkende adfærd. Både dekan Kirsten Busch Nielsen og Studenterådets forperson Amanda Büchert understreger, at det også var intentionen med retningslinjen.

Men lektor Thomas Brudholm savner større klarhed om dette og påpeger, at processen med at få produceret retningslinjen nok er gået en tand for hurtigt:

»Selvfølgelig skal sagsgangen starte med, at man lytter til den, som føler sig krænket og starter en dialog. Men derefter har vi brug for at vide, hvornår skal hammeren falde. Problemet her – som også har været tilfældet på andre universiteter – er, at det går lidt for hurtigt. Processen skal følge med.«

Derfor foreslår han, at man kigger mod tiltag på andre universiteter som University of Chicago og University of Sussex, når man i det nye år skal revidere retningslinjerne. Her kan man blandt andet finde mere præcise definitioner af de former for adfærd, som universitetet vil sætte ind over for.

Må man bruge køn som eksempel?

Hvornår skal hammeren så falde? Det er et velkendt spørgsmål i en identitetspolitisk debat med mange gråzoner og grænser. Et spørgsmål fra publikum går på en meget konkret situation.

Det drejer sig om en underviser på Biologi, der har brugt sondringen mand/kvinde i et eksempel i sin statistikundervisning. Nogle studerende har kritiseret dette for at kunne være stødende over for de studerende, der ikke passer ind i en binær kønsopfattelse. Ingen studerende har klaget, men det er blevet diskuteret til et personalemøde.

Spørgsmålet fra salen går på, om det ikke sætter forskningsfriheden under pres, at de ellers apolitiske biologistuderende har oparbejdet så høj en grad af ‘hverdagssensitivitet’. Dekan Kirsten Busch Nielsen mener ikke umiddelbart, at det er tilfældet:

»Udtrykket med apolitisk hverdagssensitivitet er meget godt. Normer kan flytte sig, uden at vi mærker det. Man må så tage bestik af en muligvis ny situation. Det er velkomment at høre eksemplet, men jeg kan ikke på stående fod se, hvordan det skal give anledning til at rykke på retningslinjerne. Det er også et eksempel på, at der blev fundet en konkret udvej. I talte om det og alle var klogere efter mødet. Det vender egentlig din advarsel om.«

Professor Flemming Dela kalder situationen for et direkte skræmmeeksempel, der truer den akademiske frihed. Han bliver spurgt til, om der ikke findes situationer, som er så upassende, at ledelsen skal være klar til at tage hånd om det.

»Jo, men der er jo næsten ikke et kursus på tre timer, som ikke skal evalueres i dag. Hvis en underviser bliver kritiseret gentagne gange, så vil det blive håndteret af en institutleder eller andre. Vi kan ikke have nogen, som står og taler sort i undervisningslokalerne, men det skal føre til dialog og ikke en tjenstlig samtale,« siger professoren, der altså mener, at det nuværende evalueringssystem er godt klædt på til at håndtere krænkende adfærd.

Voldemort-effekten

Frygten for en eksplosion i tjenstlige samtaler er ikke grebet ud af den blå luft. Den refererer blandt andet til en nylig historie fra Weekendavisen om en lektor på HUM, der blev genstand for en undersøgelse efter anonyme anklager om racisme, sexisme og eurocentrisme i undervisningen. Selv om KU ikke anerkendte anklagerne, fik det store konsekvenser for lektoren.

Du skal have lov til i undervisningssituationer at sige ting, der kan virke krænkende på Københavns Universitet. Men jeg tror ikke på, at vi kan lave en facitliste på forhånd over, hvad man må og ikke må

VIP Fællestillidsrepræsentant Thomas Vils Pedersen

Èt af de ord, som lektoren angiveligt skulle have ytret, startede med n. Og debatten om bestemte ladede ord er betændt, blandt andet fordi nogle teoretiske kræfter ikke mener, at det skal være tilladt at sige det ord uanset sammenhængen.

»En kollega kalder det Voldemort-effekten, når man opfatter et ord, som en form for vold eller gift, der fastholder strukturel racisme uanset intention og kontekst. For en der underviser i netop racisme og hadforbrydelser, skaber det en underlig situation. Der er nogle teoretiske strømninger, der udvider traume- og voldsbegrebet og nivellerer forskellen mellem den krænkelse, der kan ligge i en truende, forhånende eller nedværdigende ytring, og den oplysning og omsorg, der kan ligge i udforskningen af den selvsamme ytring.«

Det er Thomas Brudholms svar på et spørgsmål om, hvorfor vi i dag har en anden holdning til ytringsfriheden end dengang Muhammedtegningerne kom frem. Et spørgsmål som i øvrigt blev stillet af professor emeritus Eva Smith. For lektoren er det essentielt, at studerende og undervisere ikke gør deres fælles saglige undersøgelse af fx hadefulde ytringer til en dans på æggeskaller.

Fællestillidsrepræsentant Thomas Vils Pedersen nævner muligheden for, at man skal kunne dokumentere, at et ord er anvendt på en krænkende måde. Løsningen er i hvert fald ikke en dosmerseddel med de sætninger, der er tilladte og forbudte at sige i undervisningslokalet, pointerer lektoren:

»Du skal have lov til i undervisningssituationer at sige ting, der kan virke krænkende på Københavns Universitet. Men jeg tror ikke på, at vi kan lave en facitliste på forhånd over, hvad man må og ikke må.«

I det nye år vil Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) og Det Personalepolitiske Udvalg (PPU) drøfte retningslinjerne blandt andet med udgangspunkt i input fra debatmødet den 20. december.