Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

David Dreyer Lassen skal lære at gå på line

Tiltrædelse — Som Københavns Universitets nye rektor skal David Dreyer Lassen balancere mellem interne spændinger, eksternt pres og samfundets forventninger til universitetet. En vanskelig kunst – men han er klar til opgaven.

En brydningstid.

Blå bog

Født 5. oktober 1973

Ph.d. i økonomi fra Københavns Universitet 2002

Professor i økonomi siden 2012

Prorektor for forskning på Københavns Universitet 2021-2025

Vicecenterleder, Danmarks Grundforskningsfond Center for Economic Behavior and Inequality, KU 2017-2020

Centerleder, Center for Social Data Science (SODAS), KU 2016-2020

Bestyrelsesformand for Danmarks Frie Forskningsfond 2019-2020

Vinder af EliteForsk-prisen 2016.

Sådan beskriver den nye rektor David Dreyer Lassen den aktuelle periode på Københavns Universitet.

For knapt har han nået at indtage sin nye plads, før han står over for en af sine første store opgaver: At styre Københavns Universitet sikkert igennem omstillingen af en helt ny administration.

Den nye organisering af administrationen trådte i kraft samme dag, som David Dreyer Lassen havde første arbejdsdag som KU’s 260. rektor.

LÆS OGSÅ: Så er den her: Velkommen til KU’s nye administration

Samtidig med den store omkalfatring af universitetets administrative lag har han en personlig mission om at sikre, at Københavns Universitet forbliver en samlet institution, der både er i stand til at tage del i den offentlige debat og håndtere interne spændinger.

»Et universitet lader sig lynhurtigt trække i alle mulige retninger,« indleder David Dreyer Lassen.

»Det er en vigtig tid, hvor vi skal forsøge at komme sikkert igennem den her transformation. Men jeg fornemmer en positiv indstilling, og jeg glæder mig helt vildt,« siger han.

Politisk navigation

Hører man David Dreyer Lassens beskrivelser af rektorrollen på Københavns Universitet, kan man på mange måder få associationer til en linedansers kunst.

Ud over at være agil og kunne træffe hurtige beslutninger er det ifølge den nye rektor nemlig vigtigt at kunne balancere universitetets rolle i samfundsdebatten.

Senest har KU sammen med landets øvrige universiteter været en del af diskussionen om universitetsreformen (også kendt som kandidatreformen), hvor den tidligere rektor, Henrik Wegener, offentligt udtrykte kritik, men siden måtte acceptere de politiske realiteter.

»Det er en vigtig pointe. Når beslutningen er taget, skal man kunne sige: ‘Nu er det sådan, det er’. Vi er en statsinstitution, og vi har en masse ekspertviden, men vi skal også forstå, hvordan systemet fungerer. Der er nogle interne kræfter, der altid vil ønske, at vi går helt op på barrikaderne og bliver der til sidste blodsdråbe – men det er ikke sådan, systemet fungerer,« lyder det fra David Dreyer Lassen.

LÆS OGSÅ: Rektor David Dreyer Lassens tiltrædelsestale

Hvis man prøver at styre universitetet med top-down-ordrer, så har man allerede tabt som universitetsleder
David Dreyer Lassen, nytiltrådt rektor på Københavns Universitet

Samme balancegang gælder i forhold til studenterprotester, som senest har blusset op i forbindelse med konflikten i Israel og Gaza. Den nye rektor understreger, at studenteraktivisme er en vigtig del af universitetets kultur, men at der også skal findes en form, hvor universitetets funktion kan opretholdes.

»Jeg synes, at aktive studerende, der tager stilling til verden, er et kæmpe aktiv. Det er også en del af at gå på universitetet. Men vi må finde en måde at håndtere uenigheder på. Vi kan måske lære noget af den danske model på arbejdsmarkedet – en struktureret uenighed.«

LÆS OGSÅ: Rektor: Studenteraktivisme bør følge ‘strømpefods-princippet’

Fællesskabet som pejlemærke

For David Dreyer Lassen handler god universitetsledelse ikke om at udstikke ordrer fra toppen, men om at sikre, at beslutninger bliver forankret bredt.

»Hvis man prøver at styre universitetet med top-down-ordrer, så har man allerede tabt som universitetsleder. Man har brug for brede forankringer, brede beslutninger,« siger han og understreger, at hans ledelsesstil vil bygge på dialog med dekaner, institutledere, studerende og ansatte.

Den store opgave lige nu er implementeringen af administrationsreformen, der skal effektivisere universitetets administrative funktioner. Den nye rektor anerkender, at reformen vil føre til overgangsproblemer og kræve en del tilpasning, men han understreger, at det er en nødvendig proces for at sikre en velfungerende administration.

»Den skal køre, og der vil blive bøvl, og der vil være en masse ting, der ikke virker. Og det kommer vi til at bruge rigtig meget tid på de næste år også. Hvis ikke vi lykkes med det, så virker universitetet ikke.«

Det eksterne pres

Ud over at sikre fællesskabet på universitetet står KU’s nye rektor over for en række ledelsesmæssige udfordringer. En af dem er, hvordan universitetet skal positionere sig i en tid med stigende krav fra både politiske aktører og samfundet.

Hvilke lande kan man samarbejde med, og hvad er risikoen for, at eksterne fonde får for meget magt over forskningen på Københavns Universitet?

Der er da en reel risiko for, at KU bliver for afhængig af Novo Nordisk Fonden
David Dreyer Lassen, nytiltrådt rektor på Københavns Universitet

David Dreyer Lassen ser det som en balancegang mellem at værne om universitetets autonomi og samtidig tage ansvar for dets rolle i den bredere samfundsstruktur.

Hans erfaring fra Danmarks Frie Forskningsråd, hvor han fra januar 2019 var bestyrelsesformand i to år, har ifølge ham selv givet ham et indblik i, hvordan man skaber sammenhæng mellem forskellige faglige miljøer og administrative enheder.

»Der er da en reel risiko for, at KU bliver for afhængig af Novo Nordisk Fonden. Men den kendsgerning er jo også årsag til, at det er noget vi arbejder med i strategien for fremtidens universitet,« siger David Dreyer Lassen.

LÆS OGSÅ: »Tænk, at det hele gik.« Wegener takker af efter otte år som rektor

Fra Brøndbys boldbaner til rollen som rektor

Med en opvækst i Brøndby har David Dreyer Lassen brugt det meste af sin ungdomstid i fodboldklubben.

»Det var det, man gjorde,« som han siger.

»Mange af timerne i min ungdom blev brugt på stadion. Jeg kommer der desværre ikke så meget mere, men jeg forsøger at få set kampene,« siger han.

Overgangen fra Vestegnen til akademia var ikke uden kontraster. Da han begyndte på økonomistudiet på Københavns Universitet, blev han hurtigt opmærksom på de kulturelle forskelle.

»Rigtig mange af mine medstuderende kom nord for København. Det var en anden verden, man lige skulle lære at kende,« siger han.

Selvom hans vej siden har ført ham langt fra barndommens fodboldbaner, har han taget nogle vigtige erfaringer med sig. I både sport og universitetsledelse handler det om samarbejde, strategi og en evne til at navigere i uforudsigelige situationer.

Når han i dag trænger til en pause fra universitetspolitikken, finder han ro i de svenske skove, hvor han samler svampe.

»Det er jo ikke det mest ophidsende. Men netop derfor et meget godt sted at koble af.«

David Dreyer Lassen har taget hul på en balancegang, der kræver præcision. Universitetet skal både være uafhængigt og samarbejdsvilligt, internt samlet og eksternt åbent. De kommende år vil vise, om han kan holde balancen.

Seneste