Det store hjørnekontor i Museumsbygningen i Nørregade er fyldt med flyttekasser.

For i øjeblikket er Henrik C. Wegener ved at pakke sit liv som rektor ned, så han om få dage kan overlade pladsen til sin efterfølger, David Dreyer Lassen.

Det er lige dele vemod og lettelse, der fylder disse dage. Nedpakningen markerer afslutningen af otte hæsblæsende år, hvor han »fik lov« at stå i spidsen for Danmarks største universitet – og det har været både sjovt, vildt og lærerigt, siger Wegener.

Men samtidig er han lettet, for som han siger: »Tænk, at det hele gik.«

»Jeg husker tydeligt mine første dage som rektor. Jeg havde sommerfugle i maven og tænkte, kan jeg nu klare det? Hvad skal jeg overhovedet? Den slags,« siger han.

LÆS OGSÅ:  I hælene på Wegener

»Det er en helt anden stemning at afslutte et kapitel. Der er en snert af vemod, men også en stor følelse af mæthed. Og ro over, at det er gået, som det skulle. Jeg ser tilbage og tænker, det gik sgu da meget godt. Jeg overlevede, og jeg efterlader noget, som jeg er stolt af.«

At være rektor på Københavns Universitet er et hverv med en udløbsdato, mener Wegener. Han har været ambitiøs på institutionens vegne og kørt i højeste gear i otte år.

»Du kan ikke bestride det her job forever. Jeg kan i hvert fald ikke. Så for mig har det også handlet om at stoppe i tide, mens der stadig er benzin tilbage i tanken. Og inden andre begynder at sige, er det ikke på tide, at den gamle idiot stopper,« griner han.

Moderne tider

Henrik C. Wegener har stået i spidsen for en række gennemgribende forandringer på universitetet.

Forandringer, der ifølge den afgående rektor har haft det altoverskyggende formål at samle universitetet, som tidligere har været præget af stor fragmentering og en masse forskellige systemer, der ikke rigtig har kunnet tale sammen, siger han.

»Jeg synes, det er helheden, der står tilbage. Vi har lavet nogle gode, samlende strategier, som vi har leveret på. Og så har vi håndteret alle de ting, vi ikke havde kunnet forudse, og der har eddermame været mange.«

Debatten om mexicanerhatten – den krænkende sombreo fra 2018 – indvarslede en ny epoke med krasse værdidebatter på universitetet, som Wegener blev den første rektor, der skulle lære at håndtere.

»Vi stod pludselig midt i en helt ny diskussion om, hvordan vi forholder os til hinanden, omgås hinanden, taler til og med hinanden,« siger han og tilføjer, at der i hans tid har været mange strømninger inden for det, der er blevet betegnet som wokeisme.

»Og den seneste tid har ikke mindst debatten om Palæstina og Gaza fyldt rigtig meget,« siger Wegener.

Det har undret ham, siger han, at det især har været debatter om sprogbrug, omgangsformer og senest udenrigspolitik, der har fået den interne debat på universitetet til at koge over og give ekstern omtale i offentligheden og i medierne.

»Måske er jeg bare en gammel nisse, men jeg kan ikke forstå, at debatten om klima og klodens fremtid ikke har fyldt mere i forhold til til debatten om mexicanerhatten og Palæstina,« siger Wegener og ryster på hovedet.

LÆS OGSÅ: Henrik C. Wegener: Som rektor skal man ikke være bleg for at stå i lort til halsen

Han synes dog alligevel, at det i alle tilfælde er lykkedes universitetet at styre igennem stormene, når debatterne har raset.

»Jeg er ret tilfreds med, at vi er kommet ud på den anden side uden at gå på kompromis med universitetets grundlæggende principper, værdier og idealer. Vi er en oplysningsinstitution, der tager afsæt i akademisk frihed og uafhængighed. Det er værd at kæmpe for, og det synes jeg, at vi har gjort.«

Det har konkret handlet om, at universitetet – hvis man spørger Wegener – altid har givet plads til strømninger og tendenser, men aldrig har ladet sig underkaste nogen særlig ideologi.

»Universitetet skal ikke være en politisk kampplads, hvor det handler om at vinde et flertal og tvinge sin ideologi igennem. Det handler ikke om at få ret, men om at blive forstået,« siger han med slet skjult hentydning til studentergruppen Studerende mod Besættelsen, der ad mange omgange har demonstreret mod blandt andet KU’s samarbejde med israelske universiteter på forskellige, kreative måder.

LÆS OGSÅ: Ledelsens tålmodighed er brugt op: Nogle studerende må demonstrere, andre må ikke

»Jeg synes, dialogen kørte fornuftigt fra vores side. Og at de studerende fik deres ytringsfrihed så rigeligt tilgodeset. Fra de studerende side synes jeg måske, der var mindre forståelse for, at man på et universitet ikke påtvinger hinanden sine holdninger.«

Som rektor har Wegener måttet tilgodese mange interesser. I sin tid har han skullet navigere i nytænkende studerende, der på den ene side krævede nye omgangs- og tiltaleformer, og på den anden side højreorienterede politikere eller debattører, der mente, at nu måtte det snart være nok.

»Vi er ikke en opdragelsesinstitution, og jeg har altid syntes, det var befriende, at universitetet kunne give rum til at diskutere og eksperimentere. Også selvom der indimellem bliver råbt ad universitetsledelsen, at vi er slappe,« siger han og tilføjer:

»Og til det må jeg sige: Hvis man vil ændre samtalen på universitetet, må man lovgive mod det, så skal vi nok rette ind. Men indtil da flyder samtalen frit på universitetet.«

Institutionaliseret ledelsesskepsis

Når Wegener taler om en følelse af ’mæthed’ på jobbet, handler det dog ikke kun om at skulle styre skuden gennem tidens store strømninger.

Det handler også om at sidde på et universitet, der med en lang, demokratisk tradition til tider har forlænget og besværliggjort de mange udviklingspotentialer, han har set i institutionen.

Wegener kommer fra en fortid som prorektor på Danmarks Tekniske Universitet og er den første af KU’s mere end 250 rektorer, der ikke kom fra egne rækker. Da jeg spørger ham, hvordan det har været at være historiens første outsider, trækker han på skuldrene.

»Det er jo svært at svare på, for jeg har ikke noget at sammenligne med. Men jeg tror da, at det kan være en styrke for enhver organisation, at der fra tid til anden kommer en udefra, som kan se tingene på en anden måde,« siger han og tilføjer:

LÆS OGSÅ: Afskedsinterview med Ralf Hemmingsen: Nøglerne, tak

»Der har da været lidt skepsis omkring det. Og det understreger jo nok noget om historien på stedet. Du kan nok ikke finde ret mange andre steder i Danmark, hvor det ville være helt utænkeligt, at man hentede en leder ind udefra. Men lige her… « griner han og færdiggør ikke sin sætning.

Hvis han skal udpege en mærkbar forskel på DTU og KU, må det være den »institutionaliserede ledelsesskepsis,« der indimellem har sneget sig ind i de mange, oplagte forandringer, Wegener gerne har villet gennemføre, siger han.

»Da jeg kom, var fakulteterne meget forskellige, både administrativt og styringsmæssigt. Det var et gentagende tema, at det var svært at navigere i KU og svært at samarbejde på tværs. Man mødte hele tiden hegnspæle og grænsebomme. Det syntes jeg var en no-brainer at få gjort noget ved.«

»Men det er først nu, efter otte år, at vi er ved at være i mål med den forandringsproces,« siger Wegener og peger konkret på governance-reformen, der ensartede et strategisk årshjul for alle fakulteter, budget- og principreformer og endelig selvfølgelig administrationsreformen, der træder i kraft 1. marts, hvor Wegener ikke længere er i spidsen for institutionen.

Udfordret tålmodighed

Før Wegener blev universitetsleder, forskede han blandt andet i den type af sygdomme, som springer mellem mennesker og dyr. Derfor var det også velkendt territorie, da covid-krisen brød ud, og han skulle styre universitetet igennem den, fortæller han.

I virkeligheden befinder han sig nemlig godt i kriser og i situationer, hvor der skal tænkes og handles hurtigt.

»Der er mange ting i min tid som rektor, der har taget længere tid, end min tålmodighed har rakt til. Jeg har nogle gange skullet overbevise folk om, at det ikke var helt idiotisk, det jeg ville gennemføre. Men jeg synes, at vi har udviklet os meget på det punkt, at der opstået en fælles forståelse for, at vi alle sammen vil det bedste for universitetet,« siger han.

Og hvad angår administrationsreformen, som undervejs i den langvarige proces især har været kritiseret for ikke at have tilstrækkelig medarbejderinddragelse, siger Wegener:

»Jeg kan med sindsro sige, at jeg aldrig nogensinde har været med til noget, der har været så grundigt forberedt. Det betyder ikke, at vi ikke har lyttet til kritikken og taget den til os. Det har vi, og reformen er blevet justeret mange gange undervejs.«

»Der er nok nogle, der vil opleve det som provokerende, men jeg er faktisk stolt af den reform.«

LÆS OGSÅ: 300 millioner, hundedyre konsulenter og pissesure festgæster: Her er historien om reformen af KU’s administration

Grin ad dig selv

Som rektor skal man ikke kun stå på mål for de debatter, der florerer internt på universitet – indimellem bliver man også selv genstand for medieomtale og kritik. Det har Wegener oplevet flere gange – ikke mindst i Uniavisens spalter.

Så jeg spørger, hvordan det har været. Ikke mindst at være genstand for satire fra tid til anden.

»Jeg synes, kritik er helt fint. Så længe man forstår, hvad det er et udtryk for. Og satiren – den kunne jeg faktisk godt have ønsket mig mere af. Jeg bruger selv meget humor i mit ledelsesrum, nogle gange er det virkelig godt at stille sig ud på siden og grine ad sig selv,« siger Wegener.

Wegener syntes »faktisk det var sjovt,« da Uniavisen i efteråret udgav en historie med overskriften »Her er vores bud på KU’s nye (kvindelige) rektor,« hvor det bærende billede var af en photoshoppet Wegener med paryk og læbestift.

»Det var en anderledes måde at sige noget, som var alvorligt på. Men det var måske bare mig, der havde det sådan.«

LÆS OGSÅ: Her er vores bud på KU’s nye (kvindelige) rektor

Jeg spørger Henrik Wegener, om der er noget i rektorembedet, der blev sværere, end han havde forestillet sig. Og om han ville have gjort noget anderledes, hvis han kunne gøre det hele om.

»Nej,« siger han og slår en latter op.

»Ej, det ville måske være lidt arrogant at sige. Jeg synes, der har været tidspunkter, hvor jeg har savnet at have den nødvendige ledelsesinformation til at træffe beslutninger. Og nogle gange ville jeg gerne have været bedre oplyst, inden jeg tog en beslutning,« siger han.

»Men i virkeligheden synes jeg, at en succes skal måles på alt det, der ikke skete. Nogle ting kunne sagtens have eksploderet i hænderne på os, men det gjorde de ikke.«

Til sidst i vores samtale kommer det store spørgsmål, som Henrik Wegener endnu ikke har villet løfte sløret for. Hvad skal han lave nu, hvor han ikke længere skal være rektor?

»Jeg kan fortælle lidt, men ikke det hele … « indleder han.

»Først og fremmest skal jeg rådgive universitetssektorer i andre lande, blandt andet Polen og Tjekkiet. Nogle af de centraleuropæiske lande halter jo desværre lidt efter resten af Europa, og der er et behov for et løft,« siger han og fortsætter:

»Og så er jeg i dialog med en af vores fonde om at forberede en aktivitet omkring global bekæmpelse af smitte, som jeg arbejder ihærdigt på at realisere.«

Konkret skal den nye ’aktivitet’ handle om at understøtte verdens lande i at udvikle bedre beredskab til at overvåge sygdomme, der potentielt kan udvikle sig til nye pandemier.

Det er med slet skjult begejstring, at Wegener fortæller om alt det nye, der skal ske.

»Men selvfølgelig kommer jeg til at savne det her job. Jeg tror, at når jeg en dag kigger tilbage på det, vil jeg tænke, hold kæft, hvor var det vildt, at jeg fik den mulighed. At være en del af en så fantastisk organisation, der kan gøre så enestående ting. Det har eddermame været vildt.«