Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

De demonstrerede mod lukningen af stillerummene og talte både om racisme og om kærlighed

Slagord — Over 100 demonstranter mødte op foran rektoratet dagen efter lukningen af KU's stillerum.

Det trækker op til larm på Frue Plads i eftermiddagskulden 2. december. Studenterrådet har indkaldt til demonstration, fordi ledelsen har valgt at dreje nøglen om til KU’s syv stillerum dagen før.

»Stop David Dreyers knæfald for racismen« og »Hold jer væk fra vores stille- og bederum« står der på to store bannere, der vajer i den kolde blæst. Megafoner bliver pakket ud, og et par studerende dukker op med marchtrommer for at bakke kampråbene op.

LÆS OGSÅ: Prorektor efter lukning af stillerum: Vi er ikke lykkedes med at gøre dem til et sted for alle

Mens folk lige så stille drysser ind på pladsen og så småt begynder at varme stemmerne op til de helt store slagord, passerer en ældre dame:

Whose campus? Our campus!

Fælles slagord blandt demonstranterne

»Hvad er det, der foregår,« spørger hun fortørnet og får hurtigt forklaret, at de studerende demonstrerer mod ledelsens beslutning om at lukke KU’s stillerum.

»Det har jeg hørt om, og jeg synes, det er godt, de har gjort det,« siger hun, inden hun fortsætter over brostenene. Flere folk kommer til, og snart begynder det at gjalde over pladsen:

»Whose campus? Our campus!« og »David Dreyer, shame on you, you are Henrik number two.«

»Tegn på den stigende racisme«

Uniavisen fanger en af demonstrationens medarrangører, Özgür Yegah, som er pædagogikstuderende og medlem af Studenterrådets bestyrelse.

»Vi demonstrerer i dag, fordi vi er utilfredse med lukningen. Vi synes, det er et tegn på den stigende racisme, der er i samfundet, at man ikke tilgodeser sine muslimske studerende og i stedet bruger studerende med funktionsnedsættelser som undskyldning for at lukke rummene,« siger Özgür Yegah.

Özgür Yegah er selv neurodivergent, og det er deres oplevelse, at KU hverken tager hensyn til muslimske studerende eller studerende med funktionsnedsættelser:

Husk at holde fast i kærligheden

Jesper Gür, Studenterrådets medlem i KU’s bestyrelse og demoarrangør

»Efter man ryddede rummene for inventar i foråret, var der ingen steder, man kunne være. Siden har der ikke været mulighed for meget andet end at bede en bøn og gå igen. Det er KU’s egen skyld, ikke de muslimske studerende, at rummene ikke favner bredere,« siger de.

LÆS OGSÅ: Jeg har svært ved at se, hvilket konkret formål det tjener at lukke stillerummene

Ud over at være en del af Studenterrådets bestyrelse har Özgür Yegah også siddet med i den arbejdsgruppe, der undersøgte brugen af rummene, hvis konklusioner var med til at danne grundlag for lukningen.

»Jeg fik det indtryk, at ledelsen allerede havde truffet beslutningen, før de fik fremlagt rapportens konklusioner. Stort set alle i gruppen var imod, at rummene blev lukket,« siger Özgür Yegah og tilføjer, at arbejdsgruppen desuden manglede tid til at udføre arbejdet ordentligt.

»Arbejdsgruppens fordeling, hvor vi kun sad to studerende i en gruppe på syv personer, viser endnu engang, at de studerendes mening ikke er vigtig. Vi havde en klar oplevelse af, at meget af vores input ikke blev taget med i arbejdet.«

»KU skal passe på sine studerende«

Mens mørket falder på, støder flere til. Til sidst står der over 100 mennesker og råber slagord mod rektoratets døre. Det hele bliver dokumenteret af flere landsdækkende medier, der jagter den bedste vinkel. Også prorektor for uddannelse, Kristian C. Lauta, dukker kortvarigt op til demonstrationen for at tage imod de kritiske slagord, der er møntet på ledelsen.

LÆS OGSÅ: KU burde beskytte sit muslimske mindretal

De demonstrerende er en blandet skare af både studerende og folk uden for KU, som er dukket op for at støtte sagen. En af dem er Lamies Nassri, KU-alumne, der arbejder for Center for Muslimers Rettigheder i Danmark (CEDA).

»En af de ting, som gjorde min studietid rigtig god, var blandt andet, at jeg følte mig enormt inkluderet på KU,« siger Lamies Nassri, der selv gjorde brug af stillerummene i sin studietid:

»Det var et sted, hvor jeg kunne finde ro. Jeg oplevede rummets indretning som et eksempel på, hvordan man skaber god inklusion. Dengang havde jeg også indtryk af, at kristne studerende brugte rummet til andagt, og at der var plads til flere religioner.«

Hvad håber du, at I opnår med demonstrationen?

»Jeg håber, vi kan råbe ledelsen op, så de indser, at de skal passe på deres studerende. At lukke stillerummene går ud over studerendes trivsel og velvære. Jeg håber, demonstrationen kan hive dem ud af den boble af politisk pres, som jeg oplever, lukningen er et udtryk for.«

Hvordan synes du, ledelsen burde have håndteret det i stedet for?

»Jeg synes, KU burde have set på sine muslimske studerende som helt almindelige mennesker. Jeg synes, lukningen viser en mangel på respekt for de studerende.«

LÆS OGSÅ: Özlem Cekic om regler for bederum: »Jeg er enormt bekymret for den her glidebane«

Efter en lille time opløser Jesper Gür, som er Studenterrådets medlem i KU’s bestyrelse, demonstrationen. Han takker for opbakningen og sender folk hjem med ordene:

»Tak for god ro og orden. Husk at holde fast i kærligheden.«

Seneste