Den identitetspolitiske dagsorden er i konflikt med universitetets bærende idé

Jeg deler til fulde den bekymring, som Christian Bjørnskov, Hans Bonde og en række andre professorer udtrykker i Uniavisen for at danske universiteter bevæger sig ud på den identitetspolitiske glidebane, der har martret betydelige dele af den anglesaksiske universitetsverden.

Det identitetspolitiske pres udgør en alvorlig trussel mod universitetets bærende liberale principper – en trussel, hvis lige vi skal tilbage til 1968 for at finde. Jeg er også enig i, at danske universiteter bør tilslutte sig Chicago-principperne: At universitetets kerne er at være fristedet for den åbne, fagligt funderede debat af alle idéer, og at universitetet derfor ikke kan tage politisk stilling til eller aktivt deltage i den politiske kamp om sådanne ideer.

LÆS OGSÅ: Der er brug for et værn mod det identitetspolitiske pres på forskningsfriheden

Vi står formodentlig over for en lang sej kamp, hvor især universitetsledelsens ageren (på alle niveauer) bliver afgørende. Det synes i hvert fald, som om ledelsens vægelsind og i sidste ende reelt dens tilegnelse af identitetspolitikkens dagsorden – gennem krænkelsespolitikker, ansættelsen af mangfoldighedskonsulenter osv. – har været afgørende for udviklingen på mange af de anglesaksiske universiteter, hvor identitetspolitisk censurering af pensum, undervisning og debat har fået frit løb.

I sagerne om Lindsey Shepard fra Wilfrid Laurier University og Greg Patton fra University of Southern California, har en universitetsledelse disciplineret, forflyttet eller fyret undervisere, fordi enkelte studenter har fundet deres valg af pensum eller bare enkelte ord i undervisningen krænkende for deres identitet. Der er mange andre sager, søg fx på Google efter ’professor fired’ og se resultater fra USA.

Baggrunden er indskrivning af den identitetspolitiske dagsorden i universiteters vejledninger, politikker mv. Går man ind i sagernes substans, er der tale om forhold, der i dag ville være helt uproblematiske på et dansk universitet, og hvor man rent ud sagt tager sig til hovedet over, at det kan gå så vidt på grund af så lidt. Der er naturligvis også tale om ekstreme tilfælde, men det er ikke svært at forestille sig den disciplinerende og rent ud sagt destruktive virkning, et universitetsmiljø, hvor den slags kan forekomme, vil have på den åbne, fagligt funderede debat.

Vi har set det begyndende pres fra egne rækker de seneste år – senest med et krav (17 sept. 2020) om at Københavns Universitet går aktivt ind i den antiracistiske kamp, blandt andet ved at begynde at registrere de ansattes og de studerendes race.

Det forekommer måske lidt besynderligt, at racisme skal bekæmpes ved, at forskere og studerende skal fokusere mere på hinandens race, og ved, at vi og vores aktiviteter skal registreres og kategoriseres efter race. Vi har jo ikke rigtig tænkt på kollegers og studerendes race før, men bare forholdt os til, hvad de siger fagligt. Men – kunne man tænke – det betyder nok ikke så meget, og hvis de bliver glade for nogle data, kan vi da godt udsende nogle flere skemaer – der er jo så mange i forvejen.

Imidlertid er det vigtigt, at universitetsledelsen er sig bevidst, hvad de første umiddelbart uskyldige skridt ud på den identitetspolitiske glidebane kan føre til, når den forholder sig til disse og lignende krav. Se til den anglesaksiske verden og studér de forløb, der har været fra de første uskyldige skridt få år tilbage til den aktuelle problematiske tilstand på mange universiteter i denne del af verden.

Hvorfor skal de ansatte og studerende registreres efter race? Det skal de, fordi identitetspolitikken netop ikke går ud på, at race skal være irrelevant ved bedømmelser, stillingsbesættelser, pensum udvælgelse mv.

Hvorfor skal de ansatte og studerende registreres efter race? Det skal de, fordi identitetspolitikken netop ikke går ud på, at race skal være irrelevant ved bedømmelser, stillingsbesættelser, pensumudvælgelse mv.

Identitetspolitik går ud på at race skal gøres relevant i alle disse sammenhænge. Pointen er, at den racisme, identitetspolitikken leder efter, ikke er konkret, men i stedet en usynlig og såkaldt strukturel en af slagsen.

Det handler altså ikke om at undgå, at en konkret person bliver diskrimineret ved, at han på grund af sin race fx får en dårligere bedømmelse, end hans arbejdes faglige niveau tilsiger. Den slags racediskrimination er i frontal modstrid med universitets kerneværdi: At det kun er det faglige arguments bæredygtighed, der er relevant på universitetet.

LÆS OGSÅ: Forskere vil have Københavns Universitet til at gå ind i antiracistisk kamp

At undgå den slags er hele ideen med universitetet, og en sådan sag vil være dét, som hele universitetets normale faglige klagesystem er gearet til at fange og rette. Vejen frem, hvis man har mistanke om, at der sker konkret racisme ved bedømmelser, er at styrke klagesystemet og opfordre til, at der klages.

Hvis ledelsen øger sit fokus på faglighed generelt og ved bedømmelser i særdeleshed blandt andet for at undgå konkrete tilfælde af racisme, vil det være al ære værd.

Men, nej, det er ikke den slags konkret racisme, identitetspolitikken handler om, men i stedet en systemisk racisme, man ikke umiddelbart kan se gennem konkret diskriminerende adfærd. Den systemiske racisme kan i stedet være bagt ind i umiddelbart uskyldige ord eller tekster, eller bagt usynligt ind i systemer og organisationer.

Strukturel racisme kan fx findes, hvis andelen af den racegruppe, man måtte fokusere på, afviger fra gruppens andel i den danske eller europæiske befolkning. Evidens for den strukturelle racisme kan altså handle om, at fordeling af ansatte, studerende, pensumforfattere mv. efter race opfylder nogle kriterier, som identitetspolitiet opstiller.

Så vejen til at modvirke strukturel racisme er altså at indføre gammeldags konkret racediskrimination.

Hvis fordelingen er forkert – og dermed defineres som strukturelt racistisk – skal fordelingen rettes op. Og det kan jo kun ske ved netop at tage hensyn til race ved bedømmelser, stillingsbesættelser, pensum mv.

Så vejen til at modvirke strukturel racisme er altså at indføre gammeldags konkret racediskrimination. Jo, fagligt peger pilen på dig, men du har den forkerte race, så for at vores fordeling ikke skal fremstå strukturelt racistisk, giver vi jobbet til en anden.

Denne fagre nye verden, hvor racisme, man ikke kan se, bekæmpes med racisme, man kan se, forudsætter imidlertid, at personer, pensum osv. bliver registreret efter race. Kun ved at registrere efter race kan vi opdage, om vi er strukturelt racistiske. Raceregistreringen er også afgørende for, at vi kan gennemføre den gammeldags konkrete racediskrimination over for ansøgere, studerende, pensumforfattere mv., som er nødvendig for at rette op på den strukturelle racisme.

Det står formodentlig klart, hvor fundamentalt den identitetspolitiske dagsorden er i konflikt med universitetets bærende idé, men forhåbentlig også, hvor skæbnesvangert det kan blive, hvis universitetets ledelse i det store og i det små begiver sig ud ad denne glidebane.