Der er brug for et værn mod det identitetspolitiske pres på forskningsfriheden

Nu fik Heine Andersen brugt vores ryg som rampe til at udbrede sit relevante budskab om økonomisk pres på forskningsfriheden. Det er han velkommen til, og det har vi i bred nok ryg til at give. Men vi finder ikke, at der er nogen modsætning mellem at kritisere det politisk-økonomiske systems pres og det identitetspolitiske pres på forskningsfriheden.

LÆS OGSÅ: Forskningsfriheden er under pres, men ikke fra identitetspolitik

Det er to uafhængige problemer, der anbringer forskningsfriheden i krydsild. Heine Andersens kritik giver os lejlighed til i det følgende at fremstille essensen af vores artikel i Berlingske Tidende og dermed vores kritik af det identitetspolitiske pres på forskningen.

Universitetet er en central institution i det liberale demokrati. Universitetets natur er erkendelsen af sandhed(er), opnået gennem institutionalisering af uenighed, åbenhed, og, med Jürgen Habermas, det bedre arguments tvangfri tvang. Når det fungerer bedst, er universitetet dermed et idealt mikrokosmos af det åbne, liberale, og fredelige samfund, hvor det er argumentets vægt, og ikke magt og aggression, der afslutter uenighed og konflikter.

Denne forestilling om universitetet er ikke blot et idealbillede, men også en, over det store historiske stræk, ret ny forestilling. Den formuleres først for alvor for omkring to århundreder siden med Wilhelm von Humboldt. Fastholdelsen og udbredelsen af denne forestilling til global accept har været en succeshistorie, ikke mindst fordi universiteterne ikke blot har bidraget til almindelig oplysning og (ud)dannelse, men også i meget høj grad til økonomisk vækst og fremgang.

Men det har ikke været en problemløs udvikling: Undervejs har autoritære kræfter ofte søgt at afspore den og presse universitetet i retning af at virke for eksempelvis påståede klasse- eller endda raceinteresser.

Det nye illiberale pres på universitetet

Universitetet er under fornyet pres. Som tidligere handler det om at gøre universitetet til en politisk aktør. Som institution er universitetet upolitisk og ikke-partisk. Den enkelte forsker bør have sin fulde frihed til at engagere sig i den politiske debat, og bør også gøre det, når debatten handler om forhold som forskeren virkelig er ekspert i (hvilket typisk vil sige: har publiceret på højt niveau om det).

Men som institution har universitetet ingen politisk mening.

At forfølge specifikke politiske formål vil betyde, at forskningsfriheden sættes under pres, og det vil betyde at kriterier, der ligger ud over forskernes kvalitetskriterier vil blive indført.

Det vil skade den frie tanke og diskussion, som er universitetets natur. Og det vil give signalforvirring, fordi offentligheden vil være i tvivl om det er forskeren eller universitet der taler, når en forsker ytrer sig.

Med Butler og Foucault som løftestang

Det drejer sig for det første om pres indefra fra forsker-aktivister, der med Judith Butler, Michel Foucault og andres tanker som ballast, forkaster idealer om værdifri forskning og undervisning og eksplicit ønsker at stille deres virke til rådighed for ekstern aktivisme.

Det drejer sig i stigende grad om grupperinger med en identitetspolitisk dagsorden.

LÆS OGSÅ: Forskere vil have Københavns Universitet til at gå ind i antiracistisk kamp

Enhver med kendskab til 1970’ernes politiserede universitet vil genkende forskeraktivismen, der dengang florerede i samklang med universitetsmarxismen. Som dengang er der desværre også tale om, at tanker næret på universiteter aktivt bruges til at undergrave universitetet.

Et eksempel er den i offentligheden bredt diskuterede Ole Wæver-sag, hvor Wæver af forsker-aktivister blev gjort til genstand for helt forvrøvlede og usaglige anklager om racisme.

LÆS OGSÅ: Verdenskendt fredsforsker anklaget for racisme: »Jeg har aldrig haft det så dårligt med mit liv som akademiker«

Presset fra identitetspolitikken

Endelig kan der være tale om pres på universiteterne fra visse dele af den identitetspolitiske offentlighed og fra universiteternes stakeholders. Det kan dreje sig om forskellige videnskabelige samfund og foreninger, om fagforeninger for universitetsansatte, og om tidsskrifter, forlag, og lignende – og desværre også studerende.

Poster man på engelsk på sociale medier om emner relateret til ytringsfrihed eller forholder sig kritisk til tiltag som safe spaces, deplatforming af ‘kontroversielle’ oplægsholdere og lignende får man mails fra fortvivlede yngre kolleger fra engelske og amerikanske universiteter, der fortæller at de meget gerne ville like — men ikke tør.

Der er øjensynligt tale om et reelt identitetspolitisk meningstyranni og en meget høj grad af selvcensur. Identitetspolitikkens angivelige krav om ‘diversitet’ omfatter diversitetsmarkører som køn og etnicitet – men i påfaldende ringe grad diversitet af synspunkter og ideologier.

Det hævdes til tider, at evidensen for at der sker en reel udgrænsning af synspunkter, er sparsom og usikker. Det er tvivlsomt, om det er rigtigt. Der er stribevis af sager, og der eksisterer faktisk undersøgelser, der viser at den akademiske frihed er under pres (for eksempel den spritnye Academic Freedom in the UK-rapport fra tænketanken Policy Exchange).

Danmark kan udvikle sig i illiberal retning

I Danmark er vi – heldigvis – endnu langt fra situationen i akademia i særligt UK og USA.  Men det betyder ikke, at det er ligegyldigt for os, hvad der sker der.  For det første er forskningen jo international. Når for eksempel UK’s Royal Society of Chemistry i samarbejde med en række vigtige forlag meddeler, at man vil diversitetskvotere redaktører, referenter og forfattere på relevante videnskabelige tidsskrifter, er det direkte noget, der kan ramme danske forskere inden for kemi.

LÆS OGSÅ: Hvad vi på universitetet kan lære af Black Lives Matter

For det andet har det hidtil været sådan, at såvel godt som skidt fra USA og UK kommer til DK med en vis forsinkelse. Vi er reelt bekymrede for, at vi kan bevæge os i en mere illiberal retning herhjemme. Det kan gå hurtigt. Ingen havde vel forudset, at klimaet i USA og UK kunne bevæge sig så hurtigt og massivt, som det har gjort bare inden for de seneste få måneder efter drabet på George Floyd.

Ingen havde vel forudset, at klimaet i USA og UK kunne bevæge sig så hurtigt og massivt, som det har gjort bare inden for de seneste få måneder efter drabet på George Floyd.

Det giver mening at være på vagt og træffe foranstaltninger, der kan sikre universiteternes uafhængighed og forskernes reelle ytringsfrihed.  Det er hensigtsmæssigt at sikre ytrings- og forskningsfriheden i fredstid, før gemytterne hidses op.

Vi mener, at der er vigtig inspiration at hente i de såkaldte Chicago-principper. I 2014 nedsatte rektor for University of Chicago, USA, en arbejdsgruppe under indtryk af en række sager med studerende, der på forskellig vis havde blokeret talere, som skulle have talt ved forskellige universiteters ceremonier i forbindelse med dimittering af studerende.

Arbejdet udmøntedes i en markant understregning af universitetets tilslutning til principper om, at ideer frit kan diskuteres, selv om de måtte forekomme nogle at være anstødelige eller umoralske; at universitetet som institution ikke vil tage moralsk stilling til konkrete ideer; og at det er en del af universitetets uddannelsesmission at skærpe de studerendes evne til at engagere sig i respektfuld, men kritisk diskussion.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

En længere række universiteter i USA har efterfølgende tilsluttet sig Chicago-principperne. Vi mener, at danske universiteter også præventivt bør gøre det samme.

Man kan endda overveje, om lignende ideer, som Chicago-principperne udtrykker, bør gøres til dansk lov, ved at de indføres i universitetsloven. Det vil være det stærkeste værn om bevarelsen af et universitet med ægte diversitet. Men vi håber ikke, at det bliver nødvendigt at gå så vidt.