Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
Navne — Klassisk filolog og middelalderforsker fra KU hædret med den fornemme Gad Rausing Pris.
Sten Ebbesen, der er professor emeritus på Saxo-Instituttet – Arkæologi, Etnologi, Historie og Græsk og Latin, har fået Det Kongelige Svenske Videnskabsakademis prestigefulde Gad Rausing Pris for enestående humanistisk forskning.
Prisen, der også kaldes den lille Nobelpris og er på 1 million svenske kroner, blev overrakt ved en ceremoni i Kungliga Vitterhetsakademien i Stockholm den 20. marts.
Af indstillingen fremgår blandt andet, at:
»Professor Sten Ebbesen er alment anerkendt som den ledende forsker på sit område. Hans arbejde er af exceptionel betydning for forståelsen af en central del af den europæiske filosofis historie fra Platon og Aristoteles til Renæssancen. Ved siden af sine videnskabelige meritter har Ebbesen også formidlet sin viden til den danske offentlighed gennem utallige bøger og tekster.«
Sten Ebbesen
Født 1946
Dansk klassisk filolog og middelalderforsker, ansat ved KU i 1972, fra 1991 som docent.
Ebbesen har været gæsteprofessor ved mange universiteter. Han er medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og æresdoktor ved Göteborgs humanistiske fakultet.
På Københavns Universitet har Sten Ebbesen været leder og aktivt medlem i mange skandinaviske og internationale forskningsprojekter.
På spørgsmålet om, hvordan hans forskningsområde ser ud i dag, siger Sten Ebbesen til
»Den største fare for feltets fremtid er latin- og græsk-undervisningens forfald i mange lande. Man kan ikke studere ældre filosofi uden at kunne latin, og man skal helst også kunne græsk […] I det lange løb tror jeg, at mine udgaver af græske og latinske tekster, som aldrig før har været på tryk, vil være mit varigste bidrag til videnskabens fremme. Teorier bliver gerne helt eller delvis forældede inden for få årtier, hvorimod en god udgave beholder sin brugsværdi i mindst 100 år.«
Også i 2016 var det en KU-professor, nemlig Erik A. Nielsen fra Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, der strøg den fine pris. Se alle modtagere af prisen, der er blevet uddelt siden 2004, her.