Den mest berømte kvindelige studerende, du aldrig har hørt om

Mange navne fortjener at blive fremhævet i anledningen af 150-året for optagelse af kvindelige studerende ved universitetet, men få er så bemærkelsesværdige som Inge Lehmann (1888-1993). Hun var langt fra den første kvindelige studerende ved universitetet, men hendes faglige betydning rækker langt ud over Danmarks grænser. Alligevel har de færreste hørt om hende i skolen eller lært om hende andre steder.

Lehmann begyndte at studere matematik i 1908. Hun valgte det fag, fordi det faldt hende let. Allerede i de første år af sin skolegang havde hun talent for matematik, og det var det enkleste valg for hende at fortsætte med det.

Hendes barndom var formet af et hjem på Østerbro i København, hvor hendes far, Alfred Lehmann, arbejdede som psykolog og forsøgte at gøre sindet til genstand for målinger og eksperimenter.

Han havde en naturvidenskabelig tilgang til verden: Det, man ikke kunne veje eller måle, var uden værdi. Inge Lehmann tog dette verdenssyn til sig. For hende handlede det om at skabe klarhed, om at finde svar. Enten bekræftede observationerne hendes ideer, eller også gjorde de ikke. Der var ikke nogen mellemvej.

Rystelsen

I 1910 søgte hun optagelse på det britiske eliteuniversitet Cambridge. Hun blev optaget på Newnham College, et college kun for kvinder, og måske for første gang i sit liv trivedes hun.

Hun spillede tennis, gik på vandreture, roede på floden Cam, fik mange venner og havde det sjovt, men i efteråret 1911 mistede hun pludselig fodfæste. Et mentalt sammenbrud satte en brat stopper for opholdet, og i 1911 vendte hun rystet og deprimeret hjem til Danmark.

De samme aviser der havde skrevet store overskrifter, da hun blev statsgeodæt, forbigik hendes opdagelse i tavshed

Hanne Stager, biolog og forfatter

Inge Lehmann ville for enhver pris tilbage og fuldføre sine studier I Cambridge, men det lykkedes hende aldrig. Årene indtil hun genoptog sine studier ved Københavns Universitet i 1918 var en ørkenvandring mellem forskellige job som beregner i forsikringsselskaber og rejser til Norge og England for at finde et frirum og kunne ånde.

I 1920 blev hun kandidat i matematik fra Københavns Universitet, og otte år senere fik hun mag.scient.-graden i geodæsi og blev ansat som statsgeodæt ved Geodætisk Institut.

Det var en bemærkelsesværdig ansættelse, der førte til flere overskrifter i datidens aviser. Hun var den første kvindelige statsgeodæt, og den eneste kvinde på instituttet, der ikke var kontorassistent eller rengøringshjælp.

At det blev seismologi, som blev hendes livsopgave, var et tilfælde. Hendes chef, Professor Niels Erik Nørlund, havde overbevist regeringen om at oprette flere seismiske stationer i Danmark og Grønland.

Da de avancerede seismografer ankom til Geodætisk Institut, var der ingen der kunne få dem til at fungere. Ingen, bortset fra Inge Lehmann. Og fra den dag begyndte hendes livslange arbejde med jordskælv og jordens indre.

Opdagelsen

Lehmann mødte modstand. Ikke alle mente, at kvinder egnede sig til teknisk eller feltbaseret arbejde, og Geodætisk Institut var fortrinsvis bemandet med mænd fra militæret, som ikke var vant til, at en kvinde kunne have en akademisk position eller en chefstilling.

Af og til nævnte hun i et brev, at det var besværligt, og nogle gange ærgrede det hende, at hendes køn stod i vejen for forfremmelser eller forhindrede hende i at udføre sit arbejde bedst muligt. Det håndterede hun ved at rulle ærmerne op og arbejde med de forskningsmæssige aspekter af seismologien for at bevise sit værd.

Internationale stipendier gjorde det muligt for hende at fordybe sig i forskning, og i 1936 publicerede hun det arbejde, der skulle sikre hende en plads i videnskabshistorien.

Artiklen hed P’, og var trods sin beskedne titel banebrydende. Ud fra data fra seismiske stationer verden over, herunder især fra det tidligere Sovjetunionen, bemærkede Lehmann udslag i registreringerne fra et jordskælv i Murchison, New Zealand, som ikke burde være der.

Hun beregnede, at de kun kunne forklares, hvis der fandtes et lag inderst i jordens kerne, som ikke var flydende. P-bølger ville blive afbøjet på en anden måde i fast end i flydende stof, og det var den eneste måde, de afvigende observationer kunne forklares.

Hendes opdagelse blev hurtigt anerkendt i det internationale videnskabelige samfund, men i Danmark gik den stort set ubemærket hen. De samme aviser der havde skrevet store overskrifter, da hun blev statsgeodæt, forbigik hendes opdagelse i tavshed.

Forbigåelsen

Formentlig skyldes den manglende opmærksomhed at der ikke var andre, der arbejdede med seismologi i Danmark, og derfor heller ingen, der for alvor forstod betydningen af hendes opdagelse.

Først efter sin pensionering fra Geodætisk Institut begyndte anerkendelsen at tage fart.

Hun var den første kvindelige statsgeodæt, og den eneste kvinde på instituttet, der ikke var kontorassistent eller rengøringshjælp

Hanne Strager, biolog og forfatter

Inge Lehmann indledte et samarbejde med Maurice Ewing ved Lamont Geological Observatory ved Columbia University i USA. Han anså hende som en stjerne på den seismologiske himmel og stod bag en stor del af den anerkendelse, hun fik i form af priser, medaljer og udnævnelser fra 1960 og i årene fremover.

Hun blev æresdoktor ved Columbia University I 1965 og senere optaget i Royal Society i England. Da der først var gået hul, var det en kædereaktion, hvor den ene anerkendelse afløstes af den næste.

Men ikke i Danmark. I begyndelsen af 1950’erne søgte hun et nyoprettet professorat i geofysik ved Københavns Universitet. I bedømmelseskomiteen sad blandt andet hendes chef Niels Erik Nørlund og professor Niels Bohr, som i øvrigt var Nørlunds svoger.

Deres favorit var en anden forsker, og da han trak sig, udsatte man besættelsen af professoratet i 12 år. Inge Lehmann blev aldrig tilbudt stillingen.

Et vink med en vognstang

Da hun i 1965 modtog Videnskabernes Selskabs guldmedalje, var det på foranledning af hendes britiske kollega Harold Jeffreys, der skrev til Niels Bohr og forklarede, hvorfor medaljen burde tilfalde Lehmann.

I 1968 blev hun endelig æresdoktor ved Københavns Universitet. Men optaget i Videnskabernes Selskab blev hun aldrig. Det har helt sikkert spillet ind, at hun var kvinde, men den manglende anerkendelse i Danmark skyldes måske i højere grad, at der ikke rigtigt var nogen, der forstod hendes arbejde. De første mange årtier, hun arbejdede som seismolog, var hun den eneste i Danmark.

Inge Lehmanns opdagelse af den fast indre kerne, skaffede hende en plads i videnskabernes Hall of Fame. Det var en skelsættende erkendelse om sammensætningen af vores egen planet, og den blev til ved møjsommeligt at studere nogle små hoppende linjer på et seismogram.

Hun var, som en af hendes amerikanske kollegaer kaldte det, »en mester i sort magi, som alverdens beregninger næppe vil kunne erstatte« (a master of black art for which no amount of computerization is likely to be a complete substitute.)