Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

Den sjældne humanist i bestyrelsen

Ledelse — Der går år imellem, at humanister får plads i universitetsbestyrelsen, men sprogforsker Pia Quist har vundet en. Og hun vil sørge for, at ledelsen forstår vigtigheden af de humanistiske småfag – også når det betyder, at hun skal oversætte køns- og mellemøstforskningen for kollegaerne fra natur- og sundhedsvidenskab.

Turisterne stiller sig i kø til Fejø-færgen. De fleste af dem med cykelstyr i hænderne og hjelme på hovederne.

Det tager 18 minutter med færgen at komme fra Kragenæs på Lolland til Fejø. Det er her, sprogforsker Pia Quist har boet og arbejdet en stor del af sin tid de seneste måneder. I foråret købte hun øens gamle lægebolig.

I foråret ringede jeg til Pia Quist. Hun var netop gået i gang med et studie af, hvordan studerendes dialekter påvirker deres chancer for at gennemføre studiet og få et job bagefter. Det lød spændende.

»Jeg tænkte egentlig først, du ville tale om noget andet,« sagde hun, da vi havde talt længe om sprog, dialekter og magt og skulle til at lægge på.

»Jeg er jo faktisk den første fra Humaniora i universitetets bestyrelse i rigtig mange år.«

Hun har ret. Siden 2008 har ingen af de to VIP-repræsentanter, der altid sidder i bestyrelsen, været fra Det Humanistiske Fakultet. Sådan var det, lige indtil Pia Quist blev valgt ind som suppleant ved univalget i 2019. Da Eske Willerslev kort tid efter gik på orlov, tog hun over.

LÆS OGSÅ: Eske Willerslev forlader bestyrelsen og København

Hej, hej, hej

Et par måneder efter vores første snak er det blevet sommer. Eske Willerslev har udvidet orloven til en opsigelse af sin plads i bestyrelsen, og derfor er Pia Quist blevet fuldgyldigt medlem af den 11 mand høje forsamling i toppen af universitetshierarkiet. Jeg er taget til den lille ø i Smålandsfarvandet for at spørge Pia Quist, hvordan hun gerne vil bruge pladsen i sin nye stol.

Pia Quist

Født i 1971.

Professor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab.

Forsker i sociolingvistik, blandt andet i dialekter og bysprog.

Fuldgyldigt medlem af bestyrelsen fra juli 2021.

I bilen på vej fra færgen mod murstensvillaen i den anden ende af øen løfter hun venstre hånd til hilsen, hver gang vi kører forbi et andet menneske.

»Her på øen hilser alle på alle. Det er en slags regel,« siger hun.

På Fejø er Pia Quist på lang afstand af sine sædvanlige analyseobjekter. Hun har specialiseret sig i sociolingvistik og har siden sin ph.d. især forsket i byens sprog. Hun har studeret tosprogethed blandt unge med multietnisk baggrund på Nørrebro, og lige nu arbejder hun på et projekt sammen med Københavns Museum om, hvordan snakken i hovedstadens gader har lydt fra år 1400 og frem til i dag.

»Jeg har altid været interesseret i koblingen mellem sprog og samfund,« siger hun.

På Fejø er lydtapeterne malet med traktorer og ringeklokker, og øens fastboende taler med udpræget lollandsk dialekt.

Universitetets hjerte

Man kan hævde, at Pia Quist med sin bestyrelsespost er trådt ind i universitetets hjerte.

Det er bestyrelsen, der lægger universitetets strategier, fastlægger budgetter, ansætter rektor og beslutter, hvad han eller hun skal bruge sin rektortid på. De sidder altså med de helt store pensler, når universitetets fremtid skal males.

Men Pia Quist mener selv, at hun længe har tilhørt en særlig gruppe, der bør udgøre universitetets epicentrum.

»Jeg vil gerne arbejde for en kulturændring for ledere og ansatte, som handler om at tænke universitetets hjerte som bestående af forskere og undervisere. Vi har gennem mange år set, at der har været meget topledelse på KU,« siger hun.

Historisk har det været humaniora, der har stået for skud, når der har skullet spares og sammenlægges. Det er lidt en automatreaktion fra ledelsernes side.

Pia Quist, bestyrelsesmedlem

Den vision sidder hun ikke alene med. Det er hovedbudskabet hos den liste, som både hun, Jesper Grodal og Eske Willerslev er blevet valgt i bestyrelsen for, og som har det hertil passende navn Inddrag Forskerne!

Med listen i ryggen vil Pia Quist vriste beslutninger om forskningsstrategier og ansættelsesprocesser ud af hænderne på dekaner og institutledere og i stedet placere dem hos det videnskabelige personale.

»Vi adskiller os fra de andre store universiteter, vi ellers gerne vil sammenlignes med, ved at have en meget hierarkisk ledelsesstruktur. Men ledelserne er jo udgjort af få personer, og nogle af dem har måske kun været i organisationen i kort tid. Forskerne, derimod, investerer et liv i organisationen og kender til den. Hvis man skal tage gode beslutninger, så skal man bruge den viden, der findes i organisationen,« siger Pia Quist.

Fusionsfatigue

I universitetsloven står det skrevet, at bestyrelsen skal sørge for, at ansatte og studerende har indflydelse på »væsentlige beslutninger.«

Før hun kom i bestyrelsen, mærkede Pia Quist ikke meget til den indflydelse. I 2017 blev hendes institut, Nordisk Forskningsinstitut, lagt sammen med Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab til det, der i dag hedder Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab (NorS).

Det var ikke et kærlighedsbarn.

Pia Quists mobiltelefon bipper.

»Hov, nu har de solgt noget igen,« siger hun og spejder ud mod indkørslen. Hendes datter og en veninde har en bod ved vejen, hvor de sælger hjemmelavede smykker og duftposer med lavendelblomster fra haven. Pia Quists telefon er den digitale pengekasse.

Hun vender tilbage til fusionen.

»Jeg har som mange af mine kolleger været igennem en fusion, som var frustrerende, og hvor jeg har været ked af den måde, det blev håndteret på. Det var en beslutning, der blev taget oppefra. Den blev bare vedtaget og gennemført, men der blev ikke gjort tiltag for, at det skulle fungere,« husker hun.

Flueben og forskerklub

Både studerende, VIP’er og TAP’er har de seneste år luftet lignende frustrationer i Uniavisens spalter.

»Der har været en oplevelse hos medarbejderne af, at ledelsen har truffet store beslutninger, uden at man er blevet hørt. Ledelsen derimod har nok en oplevelse af, at man har hørt de her ting i processer i utallige organer. Forskellen i den opfattelse handler om, at de her høringsprocesser ikke opfattes som inddragende, i nogle tilfælde bliver de oplevet som fluebensprocesser. Hvordan får vi ændret det, så vi tænker institutionen som en der består af kloge indsigtsfulde forskere på gulvniveau, hvis indsatser bliver seriøst inddraget i beslutningsprocesser,« spørger Pia Quist retorisk.

Hun har et bud på en løsning: At etablere nye organer, hvor forskere på tværs af fagligheder kan diskutere og lægge forskningsstrategier. Hun kunne også godt tænke sig at ansættelser af nye forskere foregik i disse råd.

»Det er vores fornemste opgave på universitet at producere viden, men så sandelig da også at sikre, at den bliver overført til nye og yngre forskere for at sikre kontinuiteten.«

»Der mangler faglige organer, der afspejler forskerne på institutterne. De fora findes ikke i dag. Derfor vil en professor i islamforskning eller en professor i litteratur tage de her snakke om organisation og strategi en til en med en institutleder, og så foregår strategiplanlægningen i institutlederens hoved. Vi kunne lære noget af University of Cambridge, Stanford University og sådan nogle steder, hvor professorerne på tværs af fagene taler sammen og er med til at tage beslutninger, der er af central betydning for forskningen,« siger hun.

Når man stiller sig i en tæt rundkreds med nogen, vender man ryggen til andre. Manglende inddragelse er en kritik, som alle faggrupper på universitet rejser for tiden. Burde man ikke stå sammen på tværs af organisationen?

»Det er også virkelig vigtigt at have organer med studerende og TAP’er, men jeg mener faktisk, at det giver mening, at dele af strategiudviklingen skal forankres hos forskerne.«

»Så siger jeg det selvfølgelig«

Fejø er kendt for sine æbler og i haven bag familiens hus, står en lille lund af træer med grene tunge af frugt. Pia Quist plukker et lille, endnu umodent æble og smider det ned i et hul i en af stammerne. Det falder hele vejen igennem og lander i græsset for foden af træet. Når æblerne bliver modne, er hun nok tilbage på sit kontor på Søndre Campus.

Man bliver valgt af sine kolleger til bestyrelsen ved simpelt flertal. Det Humanistiske Fakultet taber i størrelse til dets natur- og sundhedsvidenskabelige søsterfakulteter, og derfor er det ofte repræsentanter fra SUND og SCIENCE, der sidder på posterne i bestyrelsen.

Vi bliver konstant mast op i et hjørne og skal svare på, hvorfor det er vigtigt, vi er her.

Pia Quist, bestyrelsesmedlem

»Jeg har et kendskab til universitetet fra en anden vinkel,« siger Pia Quist.

Og hun er klar til at have sine medhumanisters rygge.

»De andre i bestyrelsen vil gerne humaniora og de tørre fag. Det kan jeg mærke. Men historisk har det været humaniora, der har stået for skud, når der har skullet spares og sammenlægges. Det er lidt en automatreaktion fra ledelsernes side, når besparelser truer, at sige, jamen så er det de fag, der ikke er bæredygtige, der må ligge først for. Og det er de små, humanistiske fag.«

»Jeg er selvsagt meget uenig i, at det er der, man per automatik skal kigge hen. Man kan ikke dele universitet op på den måde, for de ubæredygtige fag er også med til at bære de bæredygtige fag. Det er diversiteten, der skaber den viden, vi har. Derfor skal den akademiske diversitet understøttes, også centralt. Hvis de glemmer det på højeste niveau, så siger jeg det selvfølgelig.«

LÆS OGSÅ: Bestyrelsesformand Merete Eldrup lavede fremdrift på sig selv

Den største trussel

At hun har et andet perspektiv end sine bestyrelseskolleger, har hun oplevet flere gange.

»Jesper Grodal arbejder benhårdt, og vi er et rigtig godt team. Der er en af hver, jeg er fra humaniora, og han er naturvidenskaben. Inden bestyrelsesmøderne vender vi de emner, der kunne komme op med de 12 andre forskere, der stillede op for samme liste som os, og jeg har oplevet at skulle forklare lidt, når der kommer nogle spørgsmål op, som man ikke diskuterer så meget på SUND og SCIENCE.«

»Senest har vi haft en diskussion om forskningsfrihed. Der har været en stemning af ’hvad er det nu med de kønsforskere og Mellemøstforskere, hvad er det nu lige, de laver.’ Jeg har oplevet, at jeg har skullet forklare, at al forskning er aktivisme. Og at man ikke kan køre positivistisk videnskabsteori ind over humanistisk forskning. Det kan være ret problematisk, hvis man gør det med en bred pensel. I sådan nogle situationer tror jeg, at det er ret vigtigt, at der er humanister i bestyrelsen,« siger Pia Quist.

Forskningsfriheden er tidens helt store trussel mod universitetet og dets forskere, mener hun.

»Vi bliver konstant mast op i et hjørne og skal svare på, hvorfor det er vigtigt, vi er her. Hvorfor det er vigtigt, der er forskningsfrihed. Det er enormt trættende. I den aktuelle debat om forskningsfrihed, har vi stået sammen i hele bestyrelsen om at stå bag vores udskældte forskere. Stå bag, at der er plads. Der er plads til Marianne Stidsen og Hans Bonde i den ene ende, og der er plads til kritisk forskning, som måske provokerer men også rykker til nogle etablerede forestillinger om fx køn. Det skal der være plads til på vores universitet.«

Seneste