Hun lavede fremdrift på sig selv …

»Dansk erhvervslivs mest magtfulde kvinde« er blevet formand for Københavns Universitet. Merete Eldrup hedder hun, og det var Berlingske, der gav hende den titel, da hun overtog posten som formand for Nykredits bestyrelse tidligere i år. »TV 2s guldkvinde« blev hun kaldt, da hun stoppede som direktør for TV 2, fordi hun vendte en økonomi på katastrofekurs, da hun tiltrådte i 2007.

Hun er velanset, og hun siger, hun godt kan lide besværlige opgaver.

Med prestigeposten – som folk ynder at kalde formandstjansen på Københavns Universitet, fordi anseelsen er større end betalingen – vender Merete Eldrup tilbage til et universitet, der er noget helt andet end det, hun forsøgte at finde for 38 år siden.

Fra Odense med skidegode karakterer

Hun var lige flyttet til København og måtte have et Krak-kort i hænderne for at finde Dronning Louises Bro, så hun kunne komme over søerne og til sin første forelæsning på Økonomisk Institut. Merete Eldrup var 19 og kom fra Odense og direkte fra gymnasiet »med skidegode karakterer«, som hun så ikke skulle bruge for at komme ind på drømmestudiet.

Klichéen drømmestudie virker måske ikke helt her, for det var mere rationelle tankemønstre end drømme, der førte til det studievalg. Merete Eldrup beskriver sig selv som et rationelt menneske, hendes far var cand.polit., og det virkede for ham.

»Jeg havde det sådan: Jeg ved ikke, hvad jeg vil lave senere, så jeg vil have noget, der åbner flest mulig døre. Jeg kunne ikke forestille mig at læse sådan noget som tandlæge, for så er man ligesom tandlæge,« siger hun.

I begyndelsen var det svært, siger hun. Hun havde været en af de dygtigste i gymnasiet, men det akademiske niveau var et andet, »abstraktionsniveauet,« siger hun, »det tog mig noget tid at spore mig ind på det. Det handlede om at sætte neglene i og hænge fast.«

Der var ikke mange kvinder på økonomistudiet dengang, flere af holdene var såkaldte munkehold, hvor alle de studerende var mænd. På et af dem var en mand, som Merete Eldrup blev kærester med. Efter at have arbejdet et stykke tid i en vuggestue ved siden af studiet – dengang var SU’en bestemt af ens forældres indkomst, og Merete Eldrups tjente for mange til, at hun kunne modtage – fik hun studiejob først i Miljøstyrelsen, siden i Finansministeriet.

Midt i studiet døde Merete Eldrups mor, hun blev kun 51.

Jeg var bange for at falde i en eller anden morgryde og aldrig blive færdig.

Merete Eldrup, bestyrelsesformand, Københavns Universitet

Kort efter blev Merete Eldrup selv forælder – sammen med fyren fra munkeholdet, som nu var gået fra kæreste til mand. »Jeg var 22, og jeg var bange for at falde i en eller anden morgryde og aldrig blive færdig,« siger hun. »Jeg var så optaget af at få et professionelt liv. Min mor var hjemmegående, og det betød noget for hende, at hendes døtre skulle have en god uddannelse og et job. Hun var ked at, at hun ikke selv fik det.«

Så Merete Eldrup kørte på, tog til forelæsning om morgenen og overtog barnevognen ude foran universitetet efter, så hendes kæreste kunne komme til sine forelæsninger. Hun afleverede sit speciale, få dage før hun fyldte 25.

»Det var fremdriftsreform af egen drift,« siger hun, for hun ville ikke spilde tiden.

»Andre følte sig nok mere udødelige i den alder, og alle mine venner fra gymnasiet havde været i Nepal eller lavet et band, men det har nok præget mig, at min mor døde. Det der med at få en familie, det var der ingen grund til at vente med, tænkte jeg. Jeg tror, at for alle, der er ude for noget så stort som at miste sin mor, bliver tingene anderledes.«

LÆS OGSÅ: Afskedsinterview med Mads Krogsgaard Thomsen (bestyrelsesformand 2017-2019 på Københavns Universitet):  »Vi hader, når politikerne går ind og micromanager på universitetet«

Fuldmægtig med to børn som 26-årig

Efter studiet blev Merete Eldrup ansat i Finansministeriet, og så fik hun endnu et barn. »Mine børn griner af, at da jeg var 26, havde jeg rækkehus og to børn og job i ministeriet,« siger hun, »nej, jeg spildte ikke tiden.«

Hun siger, at hun ikke mener, at hendes historie er et eksempel til efterfølgelse. Hun er hverken for fremdriftsreform af egen eller politisk kraft. »Jeg synes ikke, man skal bruge ti år og havne i en specialesump, det gør ikke noget godt for nogen,« siger hun, men hun siger også til sine egne børn, at der skal være plads til bruge et halvt eller helt år på noget andet.

»Vi kan diskutere længe, hvorfor vi ser de her trivsels- og stressproblemer blandt unge, og jeg hører mange i min egen generation sige, at unge i dag har det nemmere, men er følsomme. Bottom line er, at mange har det svært og føler sig voldsomt presset.«

Adgangskvotienterne er et problem, siger hun. »Det er hårdt, at den studentereksamen, du kommer ud med, er så afgørende. Min egen bror kom ind på Jura med langt hår og et elendigt snit, han var ung og umoden og lallede afsted de første år, og så pludselig tog han sig sammen og er endt som en god advokat. Der skal være plads til, at vi rykker i forskellig hastighed i forskellige livsfaser.«

Merete Eldrup siger, at hun også selv har været efter sine fire børn – tre af dem har læst/læser på Københavns Universitet – for, at de skulle få et godt karaktergennemsnit med ud af gymnasiet. »Ikke urimelig meget,« siger hun, »men når du nu kan få et godt snit, så få det, for Søren, for det giver dig alle valgmuligheder,« og hendes egne ord får hende så til at sige: »Men det er da også en mærkelig tendens, der er kommet, det der spørgsmål til dem med høje snit: Skal du ikke bruge det til noget?«

En grænseoverskridende ansættelsesproces

I foråret 2019 meldte Merete Eldrup ud, at hun ville stoppe på TV 2, når der var fundet en afløser. På det tidspunkt sad hun allerede i nogle bestyrelser, og planen var at gøre bestyrelsesposterne til jobbet.

»Det er ingen hemmelighed, at jeg blev opfordret til at lægge min ansøgning ind,« siger hun om formandsposten på Københavns Universitet, og hendes første reaktion på de opfordringer var »ansøgning?!«.

Hvor man normalt bliver spurgt, om man vil træde ind i bestyrelse, skal man på Københavns Universitet søge. Man skal skrive en good old ansøgning og til en good old jobsamtale. Et indstillingsorgan vurderer ansøgerne og sender et lille udvalg videre til et udpegningsorgan, hvis formand tager en samtale med kandidaterne, inden organet træffer sin beslutning (som så lige skal godkendes af uddannelses- og forskningsministeren).

Vi bliver nødt til at have en anden rødstrømpe-runde.

Merete Eldrup, bestyrelsesformand, Københavns Universitet

»Jeg vil gerne indrømme, at det var en smule grænseoverskridende at skulle søge,« siger Merete Eldrup. »Jeg tyggede på det, og så tænkte jeg, at det egentlig er fair nok. Der er en legitimitet over det. Jeg besluttede mig for at se processen som en fordel i stedet for en ulempe.«

Hvorfor vil du gerne være formand for Københavns Universitet?

»Københavns Universitet er enormt vigtigt for Danmark. Jeg kommer med en baggrund, som er en sjov blanding af det offentlige og private, så jeg forstår den reguleringsverden, universitetet befinder sig i. Jeg ville gerne have en post, som gav stor tilfredsstillelse. Ligesom jeg håber, jeg kan give noget, håber jeg også at få noget tilbage – man får en masse viden af at være så tæt på en stor vidensinstitution.«

Man hører om posten, at den er prestigefuld, men dårligt betalt, og at forskere er svære at lede …

»Hvis du tager bøvl i forhold til honorar, så er det en dårlig ratio. Nogen vil sige, at et honorar på omkring 200.000 kroner om året er mange penge for noget, der ikke er et fuldtidsjob, men i forhold til det ansvar du har, Københavns Universitets størrelse og bøvlet, så er det ikke en post, man tager for at sikre sin indkomst.«

»Selvfølgelig er der prestige, jeg er stolt af at være formand for Københavns Universitet – det kan man bare ikke leve af ret længe. Jeg kan godt lide svære problemstillinger, og jeg har ikke noget imod, at folk er lidt bøvlede. Jeg har været 20 år i mediebranchen med journalister, og forskerne kan måske ikke lide, at jeg siger det, men de er lidt på samme måde; passionerede, fagligt stolte og ikke lige til at komme udenom.«

Ved universitetsvalget sidste år gik flere forskere til valg på, at de savnede indflydelse, deriblandt Eske Willerslev og Jesper Grodal, som blev valgt ind på en kæmpe kritik af ledelsen. Mangler forskerne indflydelse? 

»Mit indtryk er, at der er masser af fora, hvor man som forsker, ansat og studerende kan få indflydelse. Jeg har en fornemmelse af, at det handler om kommunikation, og jeg kan godt forstå, at folk bliver frustrerede, hvis de oplever dårlige processer. Jeg opfatter ikke, at der er uvilje hos dekanerne eller rektoratet, men det, der er svært for rektor Henrik C. Wegener, er, at Københavns Universitet er meget større end fx TV 2. Hvis jeg kunne mærke, at det knirkede i en afdeling, kunne jeg bruge en time på at gå ned og lytte og fortælle. Der er lidt længere fra den ene ende til den anden på universitetet, så man er nødt til at stole på, at ledelseslagene virker og kommunikerer videre.«

Du er tiltrådt på et tidspunkt, hvor Københavns Universitet har store økonomiske udfordringer, blandt andet på grund af store byggesager. Hvad tænker du om det?

»Hvis jeg kigger hen over Københavns Universitet og skal sige, hvad problem nummer ét er, så er det bygningsområdet. Jeg havde et hilse på-møde med ministeren, og der sagde jeg det. Vi kan ikke regne med, at flere penge falder ned i vores turban, og skal de bruges på forskning og uddannelse eller på mursten?«

»Vi bliver nødt til at være mere effektive med de kvadratmeter, der er, og så skal vi se på, hvilke eje/leje-modeller der er bedst. Vi skal passe på, for nogle af modellerne virker måske okay for en stor del af byggemassen, og så har vi nogle særlige sager, hvor de ikke gør. Derfor har vi brug for at få løst de store sager som Niels Bohr Bygningen.«

LÆS OGSÅ: Afskedsinterview med Ralf Hemmingsen (rektor på Københavns Universitet 2005-2017): »Nøglerne, tak«

»Det her er en kritik af mig selv«

Dansk erhvervslivs mest magtfulde kvinde, TV 2s guldkvinde, en af Danmarks mest indflydelsesrige kvinder, den første kvinde i toppen af den danske finanssektor. Merete Eldrup er kvinde. Nærværende avis skrev sidste år, at hun ville være perfekt til formandsposten, blandt andet fordi hun er kvinde, og det ville klæde Københavns Universitet med noget kvinde i toppen. Hun er af journalister ofte blevet spurgt om ting, der handler om, at hun er kvinde.

Jeg kan godt lide svære problemstillinger, og jeg har ikke noget imod, at folk er lidt bøvlede.

Merete Eldrup, bestyrelsesformand, Københavns Universitet

»Jeg bliver ikke sur. Jeg siger ikke: Det skal du ikke spørge om, det havde du aldrig spurgt en mand om, heller ikke hvis de spørger om work-life-balance. Jeg har svaret, at jeg ikke er blevet diskrimineret, og jeg har sagt, at man da bare kunne se på mig; jeg var polit, ansat i Finansministeriet,« siger Merete Eldrup og afbryder sig selv. For i dag svarer hun anderledes på spørgsmål om køn. Hun er gået fra at være »ligeglad« til at »brænde for sagen,« siger hun.

»Jeg må bare sige – og det her er en kritik af mig selv – at bare fordi jeg ikke synes, at jeg er blevet chikaneret, men måske faktisk har haft en let gang på jorden, så er det ikke virkeligheden for alle kvinder.«

Så det er stadig relevant at tale om ligestilling i Danmark, siger Merete Eldrup.

»Jeg ser på alle kvinderne, der bliver uddannet – endda med tårnhøje snit og fra Københavns Universitet – og så tænker jeg: Hvor filan havner de henne, alle sammen? Når vi kommer op i rækkerne, så er de bare gone. Jeg synes ikke, det er synd for den enkelte kvinde, men det er synd for det danske samfund.«

Merete Eldrup siger, at hun tidligere blev lidt irriteret, når hun blev kontaktet forud for Kvindernes Internationale Kampdag og skulle kommentere dårlige ligestillingsstatistikker og være rollemodel. Nu gør hun det glad. Hun siger, at hun bliver nødt til at bruge sin position til at »opildne kvinder og se, hvad vi kan gøre ved strukturerne.«

»Så er der mange, der siger: Jamen, de vil ikke selv, og det skal du ikke blande dig i,« siger Eldrup. »Jeg mener ikke, at alle skal være direktører eller professorer, men jeg synes, at alle skal bruge den professionelle side, de også har – især når man får foræret en uddannelse inklusiv SU. Hvis man levede i USA, og ens forældre havde spinket og sparet for at få én igennem en uddannelse, så ville man ikke lade være med at bruge den bagefter. Der er det payback time.«

LÆS OGSÅ: Afskedsinterview: Hvis Peter Harder skulle gøre karriere i dag, var han ikke blevet forsker

At være og at have en rollemodel

Merete Eldrup siger, at hun også blev opmærksom på værdien i at være rollemodel, da hun selv tænkte over, hvem der havde været hendes. »Der var jo ikke ret mange af dem, for jeg ville gerne kombinere karriere og familie.«

Men hun fandt en. Københavns Universitets første bestyrelsesformand, tidligere nationalbankdirektør og en af de første kvindelige centralbankdirektører i verden, Bodil Nyboe Andersen.

»Hun er nogle og tyve år ældre end mig, en virkelig respekteret faglighed, og så læste jeg et interview med hende, hvor hun stod og lavede mad til sine børn. Hun var den første, hvor jeg tænkte, at sådan kunne man blive,« siger Merete Eldrup.

Hun nævner også sin bestyrelseskollega fra Nykredit, økonomiprofessor Nina Smith. »Jeg læste om hendes fire børn og hendes gård og tænkte, at det var et sjovt liv, hvor man kunne være dybt respekteret professor i kombination med familielivet.«

Merete Eldrup siger, at hun gerne stiller op som rollemodel. Hun tror, at der er nogen, der bliver skræmt, hvis de ser »en kvinde, som næsten ligner en mand, som render til møder hele tiden, mens børnene bliver passet,« og hun kan godt forstå, hvis folk ikke er tiltrukket af det. Og så må man vise dem alternativet.

»Tilbage til min egen fremdriftsreform og den anden: Alt går ikke i en lige linje. Man rykker lidt frem, så rykker man lidt tilbage, og så rykker man lidt frem igen. Man må tilpasse sig det liv, man står i, og får man børn, er man også to mennesker, der må tilpasse sig. Vi bliver nødt til at have en anden rødstrømpe-runde på den front.«