Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Alumnerne

»Der er mange stereotyper om muslimer, men jeg har feminismen fra min far«

ALUMNERNE — Imam og iværksætter Sherin Khankan var bragende forelsket, da hun startede på Religionsstudiet. Forlovelsen holdt ikke, men det gjorde kærligheden til islam.

Jeg er vokset op i et hjem med en kristen mor og en muslimsk far, men det var først senere i mit liv, at religion kom til at forme min vej. Inden da stod valget mellem psykologi, skuespillerskolen eller religionsvidenskab. Valget faldt på religion og filosofi, og allerede dengang havde jeg en længsel efter at udforske islam og min fars mellemøstlige kulturbaggrund. Jeg var rimelig young, da jeg startede på universitetet. Jeg var kun 18, og 18-årige Sherin havde aldrig forestillet sig, at hun skulle blive den første kvindelige imam i Norden.

På min 18 års-fødselsdag havde jeg og min forlovede annonceret, at vi skulle giftes, han hed Karim. På det tidspunkt havde jeg også min egen lejlighed, så jeg var meget settled. Jeg følte mig nok ældre, end jeg var. På rusturen på Religion sad jeg halvdelen af tiden og talte med Karim inde i den telefonboks, der var dengang. Jeg var så forelsket. Jeg var klar til alt med ham, men det gik desværre i stykker. Jeg elskede at danse, men jeg drak ikke alkohol. Jeg mødte en anden pige, der hed Gitte. Hun drak heller ikke, så vi fandt hinanden, fordi vi var lidt udenfor i studiestarten. Vi er stadig veninder i dag.

LÆS OGSÅ: Michael Schøt: Hvis du har et job, hvor du er tvunget til at være indenfor, når det er godt vejr, har du dummet dig

Sherin Khankan

Sherin Khankan (1974) er både imam, religionssociolog, forfatter, debattør, stifter og leder af Exitcirklen, der hjælper mennesker, der er ramt af psykisk vold.

Startede på Religion på Københavns Universitet i 1992 og blev siden cand.mag. i religionssociologi og filosofi.

Hun er Nordens første kvindelige imam.

Sherin Khankan blev i 2016 udnævnt til at være blandt verdens 100 mest indflydelsesrige kvindelige pionerer af BBC, og i 2018 blev hun inviteret til Elyséepalæet af Frankrigs præsident Emmanuel Macron for at fortælle om sit arbejde.

Jeg var en kæmpe stræber på universitetet. Jeg sad altid på forreste række og lavede alle mine ting. Jeg talte ikke arabisk, da jeg startede på religion, men min arabisklærer på Carsten Niebuhr Instituttet vidste godt, at jeg var halvt araber, så jeg følte virkelig, jeg skulle levere. Jeg skulle bare være den bedste i klassen. Det forpligtede. Jeg læste og læste og læste, og i små pauser under eksamenslæsningen gik jeg med en veninde ud på toiletterne og gik helt amok og dansede helt vildt.

Da jeg skulle skrive speciale, flyttede jeg til Damaskus. Det var den bedste tid i mit liv. Det er min fars hjemland, han er politisk flygtning fra Syrien, så det føltes som at komme hjem. Jeg boede hos min onkel Muhyiddin, som var dommer i byen, og hans kone Wafaa og børn. Hver nat sov jeg på børneværelset mellem de to små børn.

Hvorfor er det en mand, der står nede i moskeens hovedsal og taler? Hvorfor er det ikke en kvinde? I Damaskus begyndte jeg at stille de spørgsmål, og de kom til at ændre mit liv. Jeg boede lige ved siden af Abu Nour Moskeen, som var det største center i byen for sunnimuslimsk aktivisme. Når jeg kom i moskeen, sad jeg sammen med de andre kvinder på balkonen, og de var alle sammen så dygtige og inspirerende, så der begyndte tankerne om kvindelige imamer at spire.

»Du har allerede udgivet en bog, du har gjort det, mange drømmer om.« Sådan sagde min vejleder på mit speciale, Jakob Skovgaard Petersen, da jeg spiste frokost med ham en dag. Længe efter jeg blev færdig på studiet, overvejede jeg, om jeg skulle lave ph.d. eller starte Exitcirklen, jeg var meget splittet mellem forskervejen og iværksættervejen. Jeg kan godt lide at gå i dybden med noget og opnå den tyngde, som følger med det. Og jeg havde en stor intellektuel stolthed. Jeg fortalte Jakob Skovgaard Petersen om min tvivl, og han sagde, at jeg kunne skabe meget mere forandring ved at gå den praktiske vej – iværksættervejen.

Forestillingen om, at kvinder og mænd er væsensforskellige, har jeg set modbevist i min egen familiestruktur altid.

Sherin Khankan.

Jeg er aktivist. Hvis jeg skulle beskrive mig selv med et ord, skulle det være ’aktivist’, og det er jeg stolt af og glad for. Der ligger et kæmpe forandringspotentiale i aktivisme.

Det ville da være sejt at kunne sige, at jeg både var stifter og leder af Exitcirklen, imam og ph.d. Det ville give tyngde, så nogle gange er jeg da lidt misundelig på dem, der har en ph.d. Men når det kommer til forandringspotentialet, er begge dele jo vigtigt – både forskning og iværksætteriet. Det er rigtig nok vidensproduktionen, der skaber fundamentet for forandring, men der skal være nogen til rent faktisk at udføre den forandring.

LÆS OGSÅ: Kirsten Thorup: »Jeg følte mig enormt ensom og fremmed på universitetet«

Jeg har altid haft en længsel efter fællesskaber. Alt, hvad jeg laver, er centreret om fællesskaber. Mariam Moskeen, Exitcirklens terapigrupper for psykisk voldsramte. Jeg har altid haft en længsel efter at være en del af noget større. Jeg tror, det er fordi, min familie lever i diaspora. Fordi min mor er immigrant fra Finland, og min far er politisk flygtning, har jeg haft en meget lille familie i Danmark, men store familier i Finland og Syrien.

Jeg har feminismen fra min far i mit barndomshjem. Alt, hvad jeg laver i dag, handler i virkeligheden om at dekonstruere patriarkalske strukturer. I Exitcirklen og i moskeen, selv i mine egne kærlighedsforhold, har det handlet om det. Der er mange stereotypiske forestillinger om arabere og muslimer, men min far er feminist. På alle måder. Det er min mor også, men han har altid serviceret min mor, mig og min søster og alle kvinderne omkring os. Det er altid ham, der står i køkkenet. Han ville aldrig sætte sig ned, før alle sad ned, han kunne ikke finde på at spise som den første. Det var også altid ham, der vaskede op, det gør han stadig i dag. Det er ham, der er den følsomme, min mor er den rationelle. Så forestillingen om, at kvinder og mænd er væsensforskellige, som jeg prøver at dekonstruere i min aktivisme, har jeg set modbevist i min egen familiestruktur altid.

Seneste