Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Alumnerne

Kirsten Thorup: »Jeg følte mig enormt ensom og fremmed på universitetet«

Alumnerne — Forfatter Kirsten Thorup var i eksistentiel krise, da hun hvirvlede ind på engelskstudiet i 1962. Studielivet oplevede hun som så kaotisk, at hun fandt ro og orden i skriften.

Det var meget løst at gå på universitetet dengang, da jeg begyndte at læse engelsk i 1962. Det betød også, at jeg kom til at føle mig enormt ensom og fremmed. Som studerende fik jeg bare at vide, at jeg skulle møde op i et kæmpe auditorium på det og det tidspunkt. Der var vi så 200-300 studerende.

Jeg ved ikke, om man overhovedet kan kalde det undervisning, det vi fik – det var mere foredrag. Underviserne var bare sådan nogle statuer, der stod deroppe og talte. Det var ikke interessant for mig. Måske fordi jeg havde valgt det forkerte fag. Til gengæld fik jeg noget godt ud af et grundkursus i filosofi, “filosofikum”, som det hed. Det var obligatorisk at bestå, for at man kunne tage en universitetseksamen. Filosofikum havde en anden undervisningsform, hvor vi sad rundt om et bord. Jeg havde David Favrholdt, der var en fremtrædende professor dengang, og som var dygtig til at interagere med os studerende. Det betød noget for mig og var meget givende. Også på længere sigt.

Kirsten Thorup

Kirsten Thorup (født 1942) er forfatter.

Hun debuterede i 1967 med digtsamlingen Indenfor – Udenfor

Siden han hun også skrevet noveller, skuespil og dramatik til TV og radio, men hun er særligt kendt for sine romaner.

Kirsten Thorup har modtaget et hav af priser, heriblandt Det Danske Akademis Pris i 2000 og Nordisk Råds Litteraturpris i 2017.

I 1962 begyndte hun at læse Engelsk på Københavns Universitet, men droppede ud efter et år.

Jeg følte mig ellers så fortabt i det der studenterhav. Der var heller ikke noget fællesskab, hvis man ikke kendte nogen i forvejen, og det gjorde jeg ikke rigtigt. Så gik man bare til forelæsning og hjem til sit værelse bagefter. Man er selvfølgelig også selv med til at skabe situationen. Jeg skulle nok også selv have været mere åben, men jeg var i en choktilstand. Det var som om, at jeg med min landlige baggrund bare var blevet plantet et fremmed sted. Det havde jeg slet ikke forventet. Jeg var glad for at gå i gymnasiet og for at tage viden til mig. For mig virkede universitetet så kafkaagtigt stort, og håndtagene føltes så højt oppe. Jeg følte mest af alt at jeg blev så lille af at være der.

Jeg var egentlig mest interesseret i fransk i gymnasiet. Og havde fået en au pair plads i Nice, men når jeg ser tilbage i dag, kan jeg se, at det også er tilfældigheder, der har bestemt min bane. For efter jeg blev student, rendte jeg ved et tilfælde ind i en, der skulle have været au pair i Cambridge, men som havde fortrudt. Så tog jeg afsted i stedet for hende i et år og tog engelskkurser derovre, en slags forkurser til universitetet.

Der var ikke andet end fester i Cambridge dengang, og når de studerendes colleges med strenge regler lukkede klokken ti, måtte vi kravle over hegnet. Det var simpelthen et smørhul at være i Cambridge for en ung pige, fordi der var så oversvømmet af studerende. De var mere fremme med alle de stoffer, man tog derovre allerede dengang. Det var både skræmmende og fascinerende.

Jeg var ikke særligt interesseret i sprog, men jeg kom til at føle mig godt hjemme i engelsk, så da jeg kom tilbage fra Cambridge og stadig ikke vidste, hvad jeg ville læse, blev det engelsk. Jeg blev også forelsket i en englænder – det var jo befordrende for at vælge engelsk. Problemet er bare, at det ikke varer evigt, så det er ikke et godt motiv.

For mig virkede universitetet så kafkaagtigt stort, og håndtagene føltes så højt oppe. Jeg følte mest af alt at jeg blev så lille af at være der.

Kirsten Thorup

Jeg stod af, da vi skulle til at læse oldengelsk et år inde i studiet. Jeg droppede ud, og derfor kan jeg sige, at jeg dårligt nok var der, og at jeg aldrig rigtig følte mig som studerende. Jeg meldte mig til Litteraturvidenskab i stedet, men der dukkede jeg aldrig op.

Jeg begyndte for alvor at skrive, mens jeg studerede, fordi jeg var så utilpasset og i det hele taget havde svært ved at finde mig selv. Når det hele føles som kaos, griber man til noget, der kan skabe orden – og det kunne skriften for mig. Da jeg var i Cambridge, skrev jeg breve hjem, for det var for dyrt at telefonere fra udlandet dengang. Meget af det, jeg oplevede, kunne jeg jo ikke skrive til mine forældre, men så kunne jeg skrive noget andet, hvor jeg kunne smørre tykt på for at gøre det mere interessant – og så var jeg jo ovre i fiktionen. Og skriften tog for alvor fart, da jeg var studerende.

Selv om jeg ikke længere gik på universitetet, føltes ’68 som min tid. Jeg havde fået barn og lige udgivet min første digtsamling. Som ung forfatter blev jeg inviteret til at læse op af mine digte i Kannibalen et par gange – en slags kantine for studerende, der lå i en kælder ved Frue Plads. Den slags sociale arrangementer syntes jeg ikke, at jeg oplevede, da jeg studerede. Men det var jo så også på den tid, sidst i 60´erne at alle de store forandringer med Studenteroprøret skete.

I dag virker det som om, at der igen er kommet væsentlige politiske diskussioner på universitetet. At de studerende på CSS gør oprør imod, at de kun får én side af de økonomiske teorier, synes jeg er interessant. Det er jo en direkte kritik af deres pensum, der ikke kun berører universiteterne, men hele samfundet. Samtidig er der Den Grønne Studenterbevægelse, eller Den Grønne Ungdomsbevægelse, hvor man ser de studerende blive mere udadvendte og fokusere på store globale problemstillinger uden for universitetet. Det synes jeg også er meget positivt.

Seneste