Michael Schøt: »Hvis du har et job, hvor du er tvunget til at være indenfor, når det er godt vejr, har du dummet dig«

Det var slet ikke min plan at læse russisk- og østeuropastudier. Jeg skulle bare ind på Københavns Universitet, så jeg kunne hoppe over til statskundskab, som jeg ikke havde snittet til efter gymnasiet. Men jeg havde haft russisk, da jeg gik på Sorø Akademi, så jeg tænkte, at det var en nem løsning at fortsætte med det. Desuden elskede jeg historie og samfundsfag, så det passede mig egentlig meget fint.

Universitetet var pisse fucking kedeligt. Jeg gik aktivt på studiet i et enkelt semester, men der gik cirka et år, før jeg droppede helt ud. Jeg fik overhovedet intet ud af at gå der. Intet. Da jeg gik i gymnasiet, tænkte jeg at alle lærerne var super dumme, som man altid gør, når man er teenager. Jeg glædede mig til at komme ud i virkeligheden og møde nogle ordentlige, voksne mennesker. Så kom jeg ud i virkeligheden og fandt ud af, at de dumme lærere faktisk var ret gode. Jeg gik fra at have haft en fuldstændig genial historielærer i gymnasiet til at blive undervist af lærere på universitetet, der var trætte af livet og basically bare stod og sagde det, vi lige havde læst. Det var synd, for det handlede jo om hele Ruslands tilblivelse! Jeg åd alle bøgerne råt. Jeg havde læst hele pensum inden for den første måned. Men man kunne mærke på de gamle starutter, at de hellere ville ned og sidde på deres kontor.

Man skal ikke behandle nogen uddannelse på den måde, som jeg har gjort. Universitetet var noget, jeg valgte, fordi jeg ’skulle’. Det var nok et pres, der kom fra omgivelserne og mine forældre. Jeg kom ikke ud med et specielt godt snit fra gymnasiet. Jeg tror, det var på 8,2, men jeg havde heller ikke gjort mig umage overhovedet. Jeg elskede at gå i skole, men jeg gjorde så mange af tingene i gymnasiet med venstre hånd, og det fortryder jeg sindssygt meget i dag. Jeg kan tydeligt huske den dag, jeg blev student. Da huen rørte mit hoved, tænkte jeg: ’FUCK! Det her kan du jo ikke lave om. Du skulle have gjort dig umage!’ Og så startede jeg på universitetet samtidig med, at jeg blev fuldkommen suget ind i stand up-universet. Studierne kunne slet ikke konkurrere med at være ude og optræde og drikke øl. Derfor var det ikke en stor beslutning for mig at droppe ud.

LÆS OGSÅ: Jan Gintberg: »Jeg ramte kompetencemuren med 180 kilometer i timen«

Jeg er ikke naturligt morsom. Jeg har altid været rap i replikken. Jeg har været den, der sad bagest i klassen og kom med kække kommentarer, så hele rækken grinte. Men da jeg så standup for første gang, blev jeg helt forelsket. Det var da Standup DK blev sendt på TV2 i 1997. Og så har jeg min nørdede tilgang, som nok også har gjort mig god i skolen. Jeg tænkte: ’Hvad er det der?! Fuck, hvor grineren!’ Så begyndte jeg virkelig at dykke ned i det. Jeg havde en ven, der hed Samuel, som også interesserede sig for stand up, og hver eneste tirsdag tog vi toget sammen fra Sorø til København for at se open mic på Kulcafeen, der var stedet for unge komikere dengang. Det var også der, jeg debuterede i 3.g.

Mange fra min årgang på gymnasiet endte på universitetet. Jeg tror, at ingen af dem, laver det, de er uddannet til i dag.

Michael Schøt

Hvis man ser på en komikers materiale, ved man, hvad vedkommende tænker. Politik har altid været bærende for mig. Det var det eneste, jeg diskuterede med mine venner og det, jeg taler om på scenen. Til at starte med tænkte jeg ikke over det. Jeg fandt bare på sjove ting. Men så begyndte folk at sætte kontekst på, og sige til mig: ’Nå, men du laver jo nogle andre jokes end os andre.’ Så begyndte jeg at tænke, at der måske var noget om det. Jeg synes, det er sjovt at se, hvor avanceret politisk stof, jeg kan joke med. I mit nyeste show, Dæmonkrati, er det lykkedes at lave et stykke i midten, der handler om politikernes måde at misbruge statistik og data på. Det er jeg ret stolt af.

Jeg har lært mange gode ting af at blive komiker i stedet for at tage en uddannelse og komme ud på en lønmodtagerarbejdsplads. Jeg er blevet god til at kende mine egne grænser og sige nej til ting, jeg ikke gider. Måske kendte jeg grænserne ret godt i forvejen, da jeg sad på universitetet og tænkte: ’Det her er spild af tid. Ses.’ Men man bliver virkelig øvet i det, når man optræder. Og jeg synes generelt, at vi burde blive bedre til at tænke os om og tænke over, hvad vi vil finde os i. Det tror jeg, at alle folk, arbejdspladser og uddannelser ville blive bedre af.

LÆS OGSÅ: Rosa Lund: »Min første løn brugte jeg på Nik & Jay-koncertbilletter«

Hvis du har et job, hvor du er tvunget til at være indenfor, når det er godt vejr, har du dummet dig. Superduper fejl. Jeg tror, mange går på arbejde og på kompromis hele tiden. Mange fra min årgang på gymnasiet endte på universitetet. Jeg tror ikke, at nogen af dem, laver det, de er uddannet til i dag. De fik uddannelsen, de kom ud og fik jobbet. Så gik der kort tid, og så sad de inde på et kontor og var sådan lidt: ’Øh, hvad er det vi laver? Altså jeg skal under ingen omstændigheder det her!’ Nu har de jo cykelbutikker og kaffebarer og sådan noget. For de ville ikke være tvunget til at sidde på et kontor og glo.

LÆS OGSÅ: Kirsten Thorup: »Jeg følte mig enormt ensom og fremmed på universitetet«