Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Derfor har det altid været en fesen omgang at blive færdig på uni

Farvel — Fremover lander kandidatbeviset i e-Boks i stedet for i postkassen. Professor forstår godt de studerendes trang til en mere ceremoniel afslutning og mener, at nye kandidater kunne aflægge et smukt løfte om at bidrage til samfundet.

Studerende på Københavns Universitet får ikke længere deres kandidatdiplomer sendt med det fysiske postvæsen, når de er færdige med deres uddannelse, fremover bliver det sendt til dem i e-Boks. Det er Moderniseringsstyrelsen, der har truffet det valg som et led i en større digitalisering, og på Syddansk Universitet har det faktisk været sådan siden 2018.

Det vil nok skuffe en del, at punktummet for halve til hele årtiers slid fremover skal findes blandt kontoudtog og breve fra forsikringsselskabet, men noget tyder på, at enden på studielivet altid har været en fesen omgang.

I et debatindlæg bragt på Uniavisen.dk skriver medicinstuderende Younes Subhi, at de digitale beviser er »en yderligere udvanding af den allerede fattige universitetskultur, der hersker på Københavns Universitet.«

LÆS OGSÅ:Det er så fattigt, at Københavns Universitet dropper de fysiske kandidatdiplomer

Debatindlægget har i skrivende stund fået næsten 500 likes på facebook og mange støttende kommentarer. En skriver: »Fuldkommen enig. Det er i forvejen en flad fornemmelse, at kandidat-forsvaret mange gange er sparet væk, så afslutningen på den lange uddannelse består i, man en dag går ind på KUnet og kan notere sig, at man har fået en karakter. Det er så skuffende, at der bliver gjort absolut intet for at hylde de nye kandidatuddannede.«

Younes Subhi skriver også i sit debatindlæg, at når man leder i universitetets temmelig lange historie, finder man ikke festlige traditioner forbundet med færdiggørelsen af kandidatstudier.

Og det er sandt. Der har i tidligere tider (præ nye universitetslove, fremdriftsreformer, digitalisering, coronaepidemier og whatnot) heller ikke været store dimissionsfester på Københavns Universitet. Ingen fest er blevet taget fra nogen her.

»Traditionelt har man haft nogle ceremonier på universitetet – immatrikulationsfesten; man har altid fejret, at man begyndte på universitetet. Og så har man haft tradition for at fejre de studerende, der tager en grad, fx doktorgraden, og i dag får de stadig en reception og en doktorring,« siger universitetshistoriker for Københavns Universitet Morten Fink-Jensen.

Gamle dages studerende følte sig allerede bedre end andre, så de havde ikke behov for, at andre fortalte dem det.
Ditlev Tamm, juraprofessor og forfatter

De mindre fancy bachelor- og kandidatgrader har dog aldrig givet anledning til stor ståhej.

»Da man indførte embedseksamenerne i slutningen af 1700-tallet, etablerede man ikke nogen traditioner,« siger Morten Fink-Jensen. »Man fik et eksamensbevis stukket i hånden, efter man havde afsluttet sin eksamen. Det er muligt, at der har været en uofficiel fejring eller tale, men ikke noget, universitetet formelt har stået for.«

Faktisk er ordet dimittend ikke et ord, man altid har brugt om personer, der har færdiggjort et universitetsstudie. Det har været et ord, der beskrev færdige gymnasieelever, siger Morten Fink-Jensen.

»Det har senere sneget sig ind i sproget at tale om dimittender fra universitetet.«

Juraprofessor Ditlev Tamm, der blandt andet har skrevet en bog om Københavns Universitets historie, siger også, at »den mere spektakulære del af festlighederne har været knyttet mere til begyndelsen end afslutningen.«

Men hvorfor egentlig ikke go out with a bang? Ditlev Tamm giver flere bud.

Et er, at tidligere tiders studerende ikke havde brug for et ceremonielt skulderklap, når de færdiggjorde studierne.

»Gamle dages studerende følte sig allerede bedre end andre, så de havde ikke behov for, at andre fortalte dem det. Når de var kommet så langt, vidste de godt, hvor gode de var,« siger han.

Et andet bud er, at tidligere studerende – efter at have studeret i syv, otte, ni og ti år – gled ud i arbejdslivet og nogle gange nærmest havde svært ved at få lov at gå til eksamen og blive officielt færdige.

»I professorvældets tid gad professorerne ikke eksamenerne, og man kunne ikke få fat i dem, når man ville aflevere. Eksamen var ikke så vigtig, det var mere vigtigt, hvad man havde lært. Nogle gange var det simpelthen vanskeligt at blive færdig, og det var en mere glidende overgang, så der var ikke den samme trang til at markere den.«

Et tredje bud er, at afslutningen på en uddannelse ikke er en tid til fest, men en tid til alvor:

»Når man begynder på universitetet fester man, og så gennemgår man en modningsproces, som gør, at man ikke holder fest ved afslutningen – man er blev uddannet til et alvorligt menneske, som skal bruge det, man har lært, for andre mennesker og i samfundets tjeneste,« siger Ditlev Tamm.

I gamle dage var der så få studerende, at de kendte hinanden

Universitetshistoriker Morten Fink-Jensen er selv uddannet fra Københavns Universitet, og han kan godt forstå, at det kan føles lidt fladt ikke at få en fysisk kopi af sit eksamensbevis, men siger, at universitetet heller ikke i hans studietid gjorde meget ud af beviset.

»Jeg kan huske mit eget fra 90’erne, det var ikke prangende eller noget, man havde lyst til at hænge op på væggen.«

Han siger, at ligesom ordet dimittend har sneget sig ind i uni-sproget, så er dimissionsfesterne også ankommet flere steder på universitetet; medicinerne aflægger hvert år lægeløftet under en højtidelig ceremoni, og andre steder, fx på Det Teologiske Fakultet, finder man også forskellige typer dimissionsfester.

Jeg kan huske mit eget fra 90’erne, det var ikke prangende eller noget, man havde lyst til at hænge op på væggen.

Morten Fink-Jensen, universitetshistorier for Københavns Universitet

»Jeg tror, man har importeret nogle ting fra udlandet. Der er mange studerende, som – måske også under indtryk af, hvad de ved foregår på amerikanske universiteter – forventer, at noget lignende skal foregå på Københavns Universitet,« siger Morten Fink-Jensen.

Ditlev Tamm siger, at behovet for en ceremoni til dels kan skyldes udviklingen fra elite- til masseuniversitet.

»Vi skal ikke mere end hundrede år tilbage, før der var så få, at man vidste, hvem der var på universitetet. Ting, man tidligere udmærkede sig ved, udmærker man sig ikke ved længere, og så kan der komme et øget behov for at markere sig. Det individuelle arbejde er der stadig, man skal stadig studere, hvad enten man er én blandt mange hundrede eller alene – arbejdet skal stadig gøres,« siger han.

Et smukt – og alvorligt – løfte ville være godt

Derfor kan Ditlev Tamm også godt forstå, siger han, at de studerende gerne vil have en ceremoni. Sådan en bør have en vis tyngde, mener han, og han bruger lægernes og juristernes traditioner for at aflægge henholdsvis lægeløftet og juristløftet som eksempel.

»Jeg synes, det er udmærket, hvis dekanerne kan arrangere en fest, hvor der bliver holdt en tale om, hvor vigtigt det er, at man som kandidat bidrager til samfundet, og at man får og bekræfter et løfte. Jeg synes, at det med løftet er meget smukt,« siger han.

At selve diplomet ligger i e-Boksen og ikke postkassen bør ikke stå i vejen for det, siger Ditlev Tamm.

Vicedirektør i afdelingen Uddannelse og Studerende på Københavns Universitet, Rie Snekkerup, bekræfter, at digitaliseringen af kandidatbeviserne ikke påvirker institutternes mulighed for selv at holde ceremonier og festligheder. Hun kan godt forstå, at de studerende har lyst til at have sådan en, siger hun.

I en e-mail oplyser hun, at Københavns Universitet har en række »minimumsprincipper« for den gode studieafslutning:

»For uddannelser, der ikke har et mundtligt specialeforsvar, skal der mindst én gang årligt afholdes en lokal afslutningshøjtidelighed for de nyuddannede dimittender. For uddannelser med mundtligt specialeforsvar har den studerende mulighed for at invitere gæster med til forsvaret og dermed efterfølgende blive fejret,« skriver hun.

Rie Snekkerup opfordrer desuden studerende til at tage det op i deres studienævn, hvis der ikke findes en fejring på deres fag, eller hvis de har ønsker til dimissionsfestligheder.

Seneste