Drop fakultetsfusionene til en anden god gang

Det sidste tiår er der trukket hårdt på tid og kræfter hos VIP’erne til alt muligt andet end kerneydelserne, forskning og undervisning. For eksempel:

2003-4: De store teoretiske institutter på Sund brydes op, og nye kommer i stedet. Store opgaver med at etablere nye sammenhænge, og især med at få undervisningen på plads igen, rammer alle faste VIP hårdt gennem flere år. Formålet med øvelsen blev aldrig klart.

2003-6: En ny universitetslov vedtages i Folketinget og giver i sig selv anledning til større organisatoriske ændringer ved fakulteterne Der skal lægges meget VIP-arbejde i at etablere de nye strukturer.

2006-7: ”Store-universitetsfusion” rammer Danmark – og KU bliver et mega-universitet! Men der er ingen analyse og intet overordnet mål med fusionerne i sigte. På det organisatoriske plan er der for alle VIP et betydeligt arbejde med at tilpasse sig det ny system. En proces med såkaldte ‘temapakker’ skydes i gang med pomp og pragt i Falconercenteret, og processen stjæler efterfølgende rigtig meget VIP-tid. Men det hele løber ud i sandet, og det meste er spild af tid. Som forsvar for processer er anført de efterfølgende UNIK-midler. Men de kunne være uddelt alligevel med en klausul om, at tværfakultært samarbejde favoriseres. Så ville formentlig nøjagtig de samme modtagere have fået pengene.

2008- og videre så langt øjet rækker: Mega omrokeringer, centerindplaceringer, bygningsrenoveringer og nybyggeri på Panum placerer det halve fakultet i allehånde bygge-, planlægnings-, idé- og organisationsudvalg og grupper. Samtidig kører ‘fortætningsprocesser’ og registreringsprocesser med græsk/latinsk klingende navne som Cruris, Capatia, Fenris osv gennem systemet.

2011: Oveni kommer der så i september måned dumpende planer om et par hurtige fakultetsfusioner på KU, hvor Sund/Farma, Nat og dele af Life tænkes fusioneret.

Ro ønskes

Men nu er det nok. Et er, at fakultetsfusionerne virker Aarhus-agtige, hvis man ser det udefra – men det er dødsens alvorligt for dem, der skal lægge arbejdskraft i endnu en organisationsændring – og måske endnu værre, i ændringer som er inderligt uønskede, vanskelige at se nødvendigheden af endsige nytten i.

Hvad Sund har allermest brug for lige nu, er organisatorisk ro: Til at passe arbejdet, til at få inkorporeret og nyttiggjort de store nye centre for fakultetet og til at kunne absorbere det rod og kaos, som de kæmpe nybygninger, ombygninger og renoveringer har medført og uundgåeligt vil medføre i endnu mange år.

Så drop fusionerne til en anden god gang, når der er ro i lejren og fremdrift i forskningen. De ganske få eksempler på nytten af de påtænkte fusioner kan naturligvis sagtens håndteres på anden vis.

Mislykkede universitetsfusioner

Det er måske værd at erindre om indfusioneringen for små 25 år siden af Københavns Tandlægehøjskole i det daværende Lægevidenskabelige Fakultet. Det blev ingen succes. Hverken for den indfusionerede institution eller for værstinstitutionen.

Derfor er det bedste, man kan anbefale KU’s bestyrelse, at droppe fakultetsfusionerne. I stedet ville det formentlig være meget mere perspektivrigt for KU (og for landet) at arbejde politisk for en genrejsning af Life og Farma som selvstændige stærke universiteter med egen kultur og traditioner.

Universitetsfusionerne i 2006-7 var efter alt at dømme en misforståelse. Dels skete de stort set uden analyse af formål og konsekvenser, dels peger det faktiske forløb bestemt ikke på nogen gevinst, hverken økonomisk, undervisningsmæssigt eller forskningsmæssigt. Med andre ord ser det ud som om succesen med universitetsstordriften har været begrænset til den administrative sektor.

Forskerne samarbejder alligevel

Ligesom det sker nu i forbindelse med fakultetsfusionsplanerne, har der for universitetsfusionerne været slået kraftigt på, at betydningsfulde nye samarbejdsmuligheder inden for forskningen ville opstå.

Men det er med stor sandsynlighed ikke sandt. Om frugtbart forskningssamarbejde gælder nemlig, at det opstår spontant mellem grupper/personer, der har faglige interessefællesskaber, og det varer ikke evigt, men flyder dynamisk ud og ind mellem institutioner og industri både nationalt og internationalt. Derfor er institutions/fakultetsfusioner i bedste fald ligegyldige for forskningssamarbejder.

Det, der virkeligt tæller, er at institutionen har penge nok til at drive sin forskning og sin undervisning for. Her ligger bestyrelsens hovedopgave – jævnfør gode amerikanske universiteter.