Drop sjette SU-år og giv mig mit bachelorforsvar tilbage

Mundtlige eksamener, opgaveforsvar og feedback på skriftlige opgaver er en uddøende art. Det er mit eget studie, statskundskab, et trist eksempel på. Her er det efterhånden en sjælden luksus at kunne sætte sig ved det grønne bord eller at modtage en personlig vurdering af sin opgave.

LÆS OGSÅ: Vi bliver svigtet, når universitetet ignorerer vores vigtigste eksamener

Kortsigtede besparelser og ulogiske prioriteringer har frataget uddannelserne en uvurderlig ressource: Nemlig at studerende og undervisere mødes uden for forelæsningssalen, i eksamenslokalet, og når der gives feedback. Den slags møder er stort set sparet væk – og det går ud over de kommende generationers kompetencer og evner. Evner, der ellers ofte bliver omtalt som landets vigtigste eksportvare.

Fagligheden på universiteterne lider med andre ord under økonomisk knaphed. I det lys virker det tvivlsomt at forsvare det sjette SU-år. Hvis vi i stedet afskaffede muligheden for at forlænge studietiden på kollektivets regning, kunne ressourcerne bruges på at genindføre mundtligheden, bachelorforsvaret og den individuelle feedback. Derfor bør vi tage afsked med det sjette SU-år og i stedet investere pengene i at højne faglighed og uddannelse.

Du har stadig plads til at fejle

Et ofte hørt argument for at bevare det sjette SU-år er, at det giver de studerende mulighed for at blive forsinket, skifte studie eller have ondt i livet uden, at de bliver straffet økonomisk for det.

LÆS OGSÅ: Det sjette SU-år giver os rum til at fejle

Men skulle uheldet være ude, findes der allerede en aldeles rimelig mulighed, som man næppe kan betegne som en økonomisk straf: SU-lån. Lånet tilbydes til fordelagtige renter sammenlignet med andre lån og giver netop mulighed for at tage et ekstra studieår uden at blive kvalt i økonomiske byrder.

Jeg ville ikke selv finde det urimeligt at blive henvist til et SU-lån

Jeg ville ikke selv finde det urimeligt at blive henvist til et SU-lån, hvis jeg skulle få behov for at skifte studie eller udskyde min uddannelse. Universitetsstuderende er ressourcestærke borgere, der allerede er i gang med at investere i egen fremtid ved at tage en akademisk uddannelse. En uddannelse, der i de fleste tilfælde åbner døre til stabile og indbringende jobs efterfølgende.

Derfor må man også forvente, at vi, der drager fordel af uddannelsessystemet, vil kunne tilbagebetale et eventuelt lån forbundet med at lade studierne vare ud over den normerede tid. At se SU-lån som en økonomisk straf snarere end en gevinst er faktisk i mine øjne både forkælet og privilegieblindt.

Slacker-kultur på samfundets regning

Det er desuden mit indtryk, at det sjette SU-år for nogen bliver en komfortabel sovepude mere end en nødvendig forudsætning for at færdiggøre studierne. Allerede i min første uge på universitetet blev jeg eksponeret for den tilgang. Tutorerne fortalte nærmest stolt, hvilke fag de havde skubbet, og hvor glade de havde været for livet som deltidsstuderende. Man fik næsten fornemmelsen af, at det var lidt aparte at gennemføre på normeret tid.

På den måde skaber det sjette SU-år et uheldigt incitament til at forlænge uddannelsen med op til et helt år. Bare lige løfte foden fra speederen og lade kollektivet finansiere deltidsstudiet for en tid. Jeg tror, at dén mulighed skaber en slacker-kultur, hvor studerende, der godt kunne have afsluttet deres uddannelse inden for normeret tid, vælger at trække den ud. Nogle gange måske af nød, men lige så ofte af bekvemmelighed.

LÆS OGSÅ: Studerende demonstrerer: »Uddannelse er ikke en motorvej. Til SU-beskæringer siger vi nej«

Tag endelig ikke fejl! Jeg kunne da helt sikkert selv overveje at skubbe et fag eller to, hvis jeg skulle få lyst til det. Og det skal mine medstuderende da endelig også gøre. Jeg mener bare ikke, vi har ret til at kræve, at kollektivet skal betale gildet.

For skal samfundet virkelig betale for, at jeg kan trække studietiden ud – ikke på grund af bump i livet, ikke fordi jeg har trådt ved siden af, men simpelthen fordi jeg ønsker en længere periode med et ubekymret studieliv? Og skal vi betale for det med penge, der ellers kunne blive brugt på at genindføre bachelorforsvaret, afholde en mundtlig eksamen i ny og næ, eller måske bare sikre to linjers tiltrængt feedback på skriftlige opgaver?

Lad os ’tage ansvar for egen læring’

Universitetets ledelse og flere politiske reformer har længe negligeret og udvandet kvaliteten af vores uddannelser. Det er netop i sådan et tilfælde, at vi studerende må stå sammen, gå på barrikaderne og ’tage ansvar for vores egen læring’, som vi så tit har fået tudet ørerne fulde med.

Tutorerne fortalte nærmest stolt, hvilke fag de havde skubbet

Vi må sige: »Hej Københavns Universitet. Her er pengene. Kan vi så måske få højnet kvaliteten og fagligheden på vores uddannelser?« Pengene er her. Vi studerende har faktisk selv en del af dem mellem hænderne. De bliver bare ikke brugt rigtigt. Det, tror jeg faktisk, de fleste studerende vil være enige med mig i.

Pengene fra det sjette SU-år må ikke gå til spilde og forsvinde i intetheden. De skal forblive på uddannelserne, men gå til et langt bedre formål. Nemlig at forvandle vores uddannelser til et ynglested for faglighed og dygtiggørelse af højeste kvalitet. Til gavn for alle studerende og for samfundet som helhed.