Vi bliver svigtet, når universitetet ignorerer vores vigtigste eksamener

Hvis du er typen, der ser frem til din BA-skrivning med glæde og længsel, så vil jeg råde dig til ikke at læse videre. For jeg synes faktisk, at det har været brandhårdt og nederen at sidde alene foran skærmen og febrilsk lede efter teoretiske pointer og citater til mit bachelorprojekt.

Det har handlet om sanselig og auditiv inddragelse i kulturvidenskabelig praksis, hvilket jo nok lyder mærkeligt for de uindviede, men som jeg synes er meget spændende. Til gengæld har skriveprocessen og afslutningen derpå været – undskyld sproget – fucking kedelig.

Lad os skrue tiden en smule tilbage.

Den festlige afslutning er sparet væk

Mine koffeinrystende fingre bevæger sig hen over mousepad’en, mens sneen daler ned udenfor. Klik.

»Kvittering: Besvarelsen er modtaget,« popper op på skærmen.

Bip. Sådan ser bachelorafslutning ud anno 2021.

Sådan ser den faktisk altid ud for alle humaniorastuderende, da der ikke er sat penge af til et mundtligt forsvar eller anden markering af, at bachelorgraden er opnået. Dét, som mange forstår som hele deres uddannelses endelige svendeprøve, er slet og ret blevet nedgraderet til (endnu) en ufestlig tastaturdans med fingrene. Intet forsvar, ingen feedback, blot et tal. Sæt dig på din flade, skriv og aflevér, lyder det.

LÆS OGSÅ: Det er så fattigt, at Københavns Universitet dropper de fysiske kandidatdiplomer

Og det gælder ikke kun bachelorforsvaret. Mange specialestuderende på Københavns Universitet får heller ikke muligheden for at slutte af med et mundtligt forsvar, og det er en skam og en forsømmelse af universitetets opgave med at honorere studerendes kunnen.

Jeg ved, at den halvfesne fornemmelse af forløsning ved uddannelsens afslutning vil følge mig på min akademiske færd på de fremtidige universiteter, jeg søger ind på. Sådan er det nu engang at være humaniorastuderende.

Liminal limbo

Nu er jeg forhåbentlig snart bachelor i europæisk etnologi (bedømmelsen er ikke kommet endnu), og derfor kan jeg vel godt sige lidt om overgangsriter, for opnåelsen af en akademisk grad er sådan én, og riter har betydning for vores identitet.

LÆS OGSÅ: Derfor har det altid været en fesen omgang at blive færdig på uni

En overgangsrite er defineret ved, at den ved en symbolsk handling skaber overgangen fra en tilstand til en anden (for eksempel bachelorstuderende til jobsøgende). Den franske etnolog Arnold van Gennep (giv ham eventuelt en Google-søgning) har skrevet om, hvordan det virker. Hans bedrift er at inddele overgangsriten i tre faser.

I den første, udskillelsesfasen, bliver individet hevet ud af sine vante sammenhænge. Som i starten af læseferien, hvor man som studerende tages væk fra campuslivet og hjem i stuen for at komme ordentligt i gang med opgaven.

Den liminale fase, fase 2, er dér, hvor selve overgangen finder sted. Altså dér, hvor du har svedt over din sidste eksamen og endelig kan klikke ‘aflevér’ på Digital eksamen. Her kommer man som individ ind i en form for limbo, hvor ens egen status og identitet rammer et nulpunkt, hvor man formes på ny.

I den sidste fase, inkorporationsfasen, vil man indgå i den nye sammenhæng, som overgangsriten har skabt for én, og så bliver ens nye identitet den nye normaltilstand. Det kunne jo for eksempel være, at man efter afsluttet eksamen skulle på dagpenge, får nyt job eller starter på en ny uddannelse.

En overgangsrite er defineret ved, at den skal indeholde en form for ritual. Og det ritual manglede jeg, da jeg aflagde mit klik på eksamen.ku.dk. Det var lidt ligesom nytår uden bordbomber og fyrværkeri (selv om jeg havde sørget for champagne).

Det føles, som om jeg stadig sidder fast i den identitetskrise, som den liminale fase har udløst, fordi jeg aldrig rigtig fik min symbolske afgang. Jeg føler mig ikke sendt ordentligt afsted fra fase to til tre. Jeg sidder fast i en liminal limbo, hvor jeg ikke rigtig ved, hvad der skal ske. Det er selvfølgelig ikke kun på grund af det manglende mundtlige forsvar, men jeg skal da love for, at dets fraværen har taget noget af luften af ballonen.

Emotional support i form af veninder og hvedeøl

Det er hårdt at skrive bacheloropgave, især hvis man gør det alene. Mange dage gik med at stirre ind i skærmen, mens ordene i opgaven blev helt slørede og abstrakte, så jeg til sidst ikke vidste, hvad der var buh eller bæh.
Heldigvis blev det hele peppet op af emotional support fra veninder, rigtig mange study-snacks og billig booze.

Universitetet har foruden et kendskab til humanistisk tilgang og praksis givet mig nogle virkelig gode veninder. Du ved, dem som kommer hen klokken 19.30 med billige hvedeøl fra Lidl og siger, at nu skal vi altså have styr på den skide opgave og gider læse 25 siders vås for at finde de teoretiske huller.

Jeg prøver virkelig at lade være med at lyde for Sex and The City-agtig, men uden dem tror jeg ikke, at jeg var kommet igennem. Den bedste kur mod uni-stress er selskab kombineret med øl, Dua Lipa på anlægget og masser grin. Det er nok en af de vigtigste ting, jeg har lært i løbet af de sidste tre år på universitetet. Og jeg ved også, at det er noget, som mange har manglet i løbet af coronaens nedlukninger.

Klik, slut, færdig

Jeg ved, at corona har gjort mange uddannelser og deres afslutning til en sløj omgang. Nedlukningerne har understreget, hvor vigtig social kontakt er. Også i det lys virker det helt hul i hovedet, at Københavns Universitet tilsidesætter fejringen og forsvaret ved BA-projekterne og specialerne, som er en af de vigtigste overgangsriter fra ung til voksen.

Det er sgu da for kedeligt, KU.

Jeg sender mine varmeste tanker til alle jer, der stadig sidder og sveder over de sidste vintereksamener i den forhåbentlige sidste etape af corona-nedlukningen. Husk at fejre jer selv med impulskøb, bobler eller hvad, der nu skulle virke for jer. Opfind jeres egne overgangsriter og celebrations, nu hvor universitetet ikke gider.

You can do it.