Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

DTU har optaget forelæsninger i 10 år - hvorfor kan KU så ikke?

Københavns Universitet er et støvet museum. På DTU har man kunnet streame undervisningen i ti år, længere end man har kunnet streame Netflix.

Efter tre år på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) valgte jeg i 2020 at skifte til Økonomi på Københavns Universitet. Det har været et spændende skifte, og jeg er virkelig glad for mit nye studie og studiemiljø. Den nuværende debat om muligheden for at lægge forelæsninger online bekræfter dog også i høj grad et andet indtryk: Jeg er havnet på et støvet museum, for KU er stokkonservativt.

Jeg er sikker på, at de gerne deler deres guldkorn, hvis KU griber (fastnet?)telefonen og ringer til Lyngby.

Stine Eriksen, studerende

LÆS OGSÅ: Lektor: 3 grunde til, at det er en dårlig idé at optage undervisningen

På DTU har man optaget forelæsninger og lagt dem online, frit tilgængeligt på internettet, i ti år. Lad den lige synke ind: Ti år (!). For at understrege pointen, så blev Netflix lanceret  Danmark for ni år siden. DTU-studerende kunne altså streame deres forelæsninger før de kunne streame Netflix. Der er løbet meget vand i åen siden, men åbenbart ikke på KU.

Når DTU har gjort det i 10 år, hvorfor kan KU så ikke? Som Niels Agerbirk siger, så er professorerne på KU ikke ‘lavet af sten’. Det er professorerne på DTU altså heller ikke. Jeg er sikker på, at de syntes, det var grænseoverskridende i starten. At de var nervøse for at komme til at sige noget forkert. Og at de sikkert også var bange for, at de studerende ville klippe videoerne sammen, så de blev spredt på internettet og latterliggjort som det næste
meme.

Sværere end det behøver at være

Det skete bare ikke. Jeg har ikke hørt om én eneste underviser, der har oplevet én eneste af de ting, som Niels Agerbirk frygter. Til gengæld har jeg heller ikke mødt én eneste studerende fra DTU, som ikke var taknemmelig for at have muligheden for at se forelæsningerne online – og det er altså ikke, fordi vi er dovne og ikke kan komme ud af sengen om morgenen.

LÆS OGSÅ: Hvorfor er universitetet stoppet med at optage undervisningen?

Online forelæsninger giver os studerende virkelig stor værdi, og derfor bør det være en prioritet for KU. Som studerende med merit oplever jeg selv, at det er umuligt at få mit skema til at gå op uden overlap. Dette semester er jeg hver uge nødt til at skippe 20 procent af min undervisning, fordi jeg har undervisning, der overlapper hinanden.

Jeg synes, det vidner om en frygtelig ligegyldighed over for de studerende.

Stine Eriksen, studerende

Som en forelæser sagde til mig, da jeg påpegede problemet og spurgte, om han ikke ville gøre videoerne fra sidste år tilgængelige: »Nej, for det er KU’s politik, og desuden har der jo været studerende med merit før dig, som har klaret den.«

Jeg synes, det vidner om en frygtelig ligegyldighed over for de studerende. Jo tak, jeg skal nok bestå mine eksaminer – men hvorfor ikke give de studerende de bedste betingelser, når det ikke er sværere?

Ti år gamle problemer

Jeg oplever desuden til stort set alle forelæsninger medstuderende, som er forkølede, men alligevel møder op til forelæsning, fordi de ikke har noget valg. De kan møde op eller sakke bagud. Det sidste år har om noget vist os konsekvensen af at møde op med snotnæse og hosten i et proppet auditorium med dårlig udluftning.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

DTU har arbejdet aktivt med at forfine online-formatet siden det blev lanceret, og de forelæsninger, der nu bliver lagt op, er af meget høj kvalitet. På DTU kan man sagtens optage forelæsninger med seks tavler plus to skærme med Powerpoint.

Jeg ved ikke, om Niels Agerbirk har fået installeret ekstra store tavler, siden det ikke kan lade sig gøre at streame tavlernes indhold?

Alle de problemer, der bliver peget på, er løst for ti år siden. DTU har en dedikeret enhed, LearningLab, som arbejder for at forbedre undervisningen. De har arbejdet intensivt på at forbedre det digitale format, og jeg er sikker på, at de gerne deler deres guldkorn, hvis KU griber (fastnet?)telefonen og ringer til Lyngby.

Seneste