Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Efterlysning: 8.400 studie-boliger i København

Boligmangel — Ifølge Dansk Byggeri er der akut behov for mere end 22.000 boliger til studerende på landsplan og 8.400 boliger i hovedstaden. Radikale foreslår at stifte en almen fond, der skal bygge 20.000 nye studieboliger.

På Københavns Universitet fik 6.873 studerende i slutningen af juli at vide, at de havde fået en studieplads. Så langt, så godt.

Men efterspørgslen efter studieboliger er igen i år skyhøj – ifølge tal fra Dansk Byggeri er der akut behov for 8.500 boliger til studerende i hovedstaden. På landsplan er tallet så højt som 22.000 studieboliger.

Værst i København

Selv om der er bygget flere studieboliger de sidste par år, er det ikke nok til at dække behovet.

Ifølge Dansk Byggeri er der siden 2010 kun bygget 900 nye mindre boliger i København

Efterspørgslen er størst i København, hvor priserne på boligmarkedet stiger, mens antallet af små boliger på under 74 kvadratmeter falder. Ifølge Dansk Byggeri er der siden 2010 kun bygget 900 nye mindre boliger i hovedstaden.

Sidste års ændrede planlov i Københavns Kommune har gjort det muligt at opstille midlertidige studieboliger. Dem er der blandt andet 84 af på Refshaleøen med plads til 164 studerende, og Bjarke Ingels Group er desuden i gang med at opføre 72  flydende etværelseslejligheder ud for Refshaleøen.

6.000 nye boliger

De nye midlertidige boliger er et skridt i den rigtige retning, men det er langt fra nok.

»Det er en strategi, som går hurtigere, men det er slet ikke nok til at dække behovet. Der er jo også nogle, der fx bor til leje uden for byen, som gerne vil rykke tættere på København,« siger Andreas Fernstrøm, der er analysechef i Dansk Byggeri.

Alternativt kunne man skele til Aarhus, hvor man har indført boliggaranti for studerende
Andreas Fernstrøm, analysechef, Dansk Byggeri

»Alternativt kunne man skele til Aarhus, hvor man har indført boliggaranti for studerende. Det kan være med til at sikre at de nye studerende hurtigere får et sted at bo. Det ville kunne hjælpe dem med det allermest akutte behov. Det er jo ikke den fedeste måde at starte sit studie, at være nødt til at sove på en sofa,« siger Andreas Fernstrøm.

I Aarhus betyder boliggarantien, at nyoptagne studerende kommer foran i køen.

Forældrekøb skævvrider markedet

En del boligløse studerende får hjælp af deres forældre til at købe en lejlighed. Men mange forældre, der køber lejlighed til deres børn, opretter en udlejningsvirksomhed med barnet som lejer. På den måde slipper de billigere i renteudgifter og ejendomsskatter.

Boligmangel

Ifølge Dansk Byggeri mangler der 22.000 studieboliger på landsplan. I København er tallet 8.500.

Københavns Kommune har en målsætning om at opføre 6.000 nye studieboliger fra 2010-2027.

Ind til videre er der dog kun opført omkring 900 nye mindre boliger.

Når uddannelsen er færdiggjort, kan forældrene sælge lejligheden til deres barn til en pris, der er 15 procent lavere end den offentlige vurdering. Og de mange forældrekøb er med til at skævvride boligmarkedet, mener De Radikale, SF, Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti.

Ifølge De Radikale går statskassen glip af 285 millioner kroner om året ved de to skattefinter.

Statskassen mister 285 mio.

Derfor foreslår De Radikale, at pengene skal bruges på en fond, som kommunerne og de almene boligselskaber kan søge penge hos, så der kan bygges 20.000 almene ungdomsboliger over de næste ti år.

Det kommer alle unge til gode, hvis vi skaber en permanent løsning som en ungdomsboligfond

Sofie Carsten Nielsen, De Radikale

»De skattefordele, der findes, vil vi afskaffe, fordi det kommer til at finansiere den her fond. Det kommer alle unge til gode, hvis vi skaber en permanent løsning som en ungdomsboligfond,« siger uddannelsesordfører for De Radikale, Sofie Carsten Nielsen til DR Nyheder.

Ifølge Dansk Byggeri kunne etableringen af en almen boligfond være med til at løse problemet med manglen på studieboliger i hele landet.

»De sidste mange år er der blevet bygget større, dyre lejligheder i København, som studerende ikke har råd til. Så det ville da være en del af en løsning, hvis der kom flere almene boliger,« siger Andreas Fernstrøm fra Dansk Byggeri.

Seneste