Eksamensperioden skuffer hver gang, men det kunne være så godt

Juleferien er for længst forbi. De sidste sørgelige vidnesbyrd er rester af julespot i Netto: et kilo pebernødder og tre poser skumjulemænd til en femmer. Her i januar måned er vi på uundgåelig vis gået fra ét religiøst ritual til den næste: fra juletid til eksamenstid.

Som det så ofte er tilfældet med ritualer og traditioner, tilgår vi dem relativt ukritisk – selv om de er problematiske.

Julen efterlader mig altid en smule desorienteret. Det vil sige, jeg går faktisk og småglæder mig til klippeklister og julekalender, men ender skuffet. For omkring den 20. december får jeg en træls åbenbaring.

Jeg kommer til at fokusere på det helt forkerte

Senest skete det i Magasin Du Nord, hvor jeg i selskab med resten af København var på febrilsk jagt efter gaver. Magasin havde opgraderet de sædvanlige plastikkurve til gigantiske sække på hjul, et electropop-mash-up af en julesalme spillede over højtaleren, og der lugtede kraftigt af syntetisk kanel. Det var klaustrofobisk, og det var svært at se forbindelsen mellem stress og overforbrug og juleånd, familiehygge, eller, for den sags skyld, Jesusbarnet. Men år efter år gentager proceduren sig, og jeg ender desillusioneret i Magasins parfumeafdeling.

Sådan er det også år efter år i eksamensperioden. Den samme drøm med den samme mareridtsagtige udvikling, der gentager sig i et sci-fi-tidsloop. Jeg kan overordnet set godt lide mit studie, og jeg plejer at være fortrøstningsfuld ved udgangen af semesteret. Men januar ender altid med at være et helvede. Jeg mister evnen til at fastholde gode vaner. I en måned lever jeg af skumslik og toastbrød. Jeg får ondt i nakkemuskler og i min faglige selvsikkerhed, og jeg tænker dagligt på, om jeg lever på en løgn og slet ikke er egnet til at være akademiker.

Jeg mister evnen til at fastholde gode vaner. I en måned lever jeg af skumslik og toastbrød.

Det handler nok om en usund cocktail af masseuniversitetets fiksering på firkantede læringsmål og en virkelig dårlig kultur blandt os studerende, der gør os besatte af karakterer som mål i sig selv. Præstationsangsten ender med at erstatte læring og fordybelse. Det er hårdt, ubehageligt og kedeligt.

Eksamensperioden er ellers der, vi endelig får feedback

Men mest af alt dybt irrationelt og afsporet. Eksamensarbejdet flugter ikke med, hvorfor jeg egentlig læser på universitet: Det skal give mening at gå til eksamen, være lærerigt og spændende. For eksamener er en integreret del af læringsprocessen. På mit studie, statskundskab, skriver vi næsten udelukkende opgaver i eksamensperioden, som også er vores eneste mulighed for at modtage direkte feedback. Det er i eksamensopgaverne, vi får en konkret anledning til at bruge og reflektere over den viden, vi har modtaget i løbet af semesteret.

I den perfekte verden burde eksamenerne være en fejring af læring. Den flittige elevs fest, som onkel John sagde over julemiddagen. En faglig festival, hvor vi studerende får plads til kreativitet og kritik.

Derfor er det også paradoksalt, at eksamen næsten aldrig er en god oplevelse.

Men ligesom det er relevant at sætte spørgsmålstegn ved, hvilke værdier der kommer i højsædet i julen, kan vi stille os kritiske over for, hvordan vi som samfund, og ikke mindst som studerende, tilgår eksamensperioden.

Både julen og eksamensperioden er ritualer, hvor vi fortaber os i det velkendte, og holder op med at spørge, hvorfor vi gør som vi gør.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Jeg synes, det er megadejligt at holde jul og spise konfekt med min familie. Og jeg kan tilsvarende også godt lide at fordybe mig i mit studie og skrive analyser.
Det ender bare med, at jeg fokuserer på alt det forkerte.

For eksamensperioden behøver ikke være forfærdelig.
Den kunne også være noget andet.
Næste gang?