Ris i dag, hund i morgen

Institut for Statskundskab på Københavns Universitet har afskaffet en tradition for at opkalde de nye studerendes hold efter lande i fagets introuge, og reaktionen er til at mærke. Studerende på instituttet, og resten af den danske befolkning, er rykket til tasterne for at begræde eller forsvare beslutningen.

‘Lande-gate’ har, ligesom sagen om de mexicanske sombrerohatte på Jura for et par år siden, fået uproportionalt meget mediedækning.

De identitetspolitiske banestreger er tegnet op, og mediedanmark ved, at historier om Københavns Universitet og kulturkrig er en stensikker garant for klik og et glohedt kommentarspor om knæfald for krænkelsesparathed og amerikanske tilstande på universiteterne.

Men diskussionen om landene er nu også relevant. Den rejser spørgsmål om, hvem vi er, og hvad vi vil på universitetet.

LÆS OGSÅ: Det er grotesk, at mit gamle institut har forbudt de studerende at lege, at de er fra forskellige lande

For er der tale om mindretalstyranni, når en lille gruppe studerende med en klage får lov at bestemme, hvad der er krænkende – og dermed hvad man må, og hvad man ikke må sige?

Og er det i universitetets ånd at censurere?

Og er det ikke også ærgerligt at sløjfe en velfungerende tradition, der har været en fasttømret del af de statskundskabsstuderendes introduktion til deres fag siden 90erne?

Måske ikke verdens dybeste identitetsprojekt

Det kan også diskuteres, om nationale stereotyper er den mest hensigtsmæssige måde at bygge en introuge op anno 2021. Om det er tonedøvt at klæde sig ud som thailandske ladyboys, og om det er særlig nice, at de afrikanske lande konsekvent har Løvernes Konge-tema.

Vi skal have lov til at være med til at definere vores universitet.

Man kan også sætte spørgsmålstegn ved, om traditionen med de landenavne mon er så vigtig, som dens fortalere hævder. Hvis voksne mennesker kan bygge en kollektiv identitet op omkring små ‘kinesiske’ paphatte og sange om forårsruller, hvorfor skulle vi så ikke kunne navngive årgangens hold efter mælkekartoner eller akrylfarver?Eller om det var marginaliserende, eller ligefrem racistisk, da et retorisk geni fra mit eget stamhold – Kina 2017 – fandt på kampråbet ‘ris i dag, hund i morgen’?

Men alle disse spørgsmål og diskussion af dem, har vi studerende på Institut for Statskundskab ikke fået lov til at tage del i.

Netop i svære sager er medbestemmelse afgørende

Studiemiljøet skal være »åbent, trygt og inkluderende,« skriver institutleder Nina Græger og viceinstitutleder Anders Berg Sørensen i begrundelsen for afskaffelsen af landetraditionen – og måske er det også rigtigt nok.

Ledelsen har fået en klage over introforløbet i 2020, og i 2018 kritiserede en studerende det i et debatindlæg i Information. Og måske var det én klage for meget.

Beslutningsprocessen har dog været alt andet end åben og inkluderende.

Selvfølgelig er det instituttet, der lægger navn til introforløbet, og derfor i en vis forstand har ret til at udstikke retningslinjer. Men afskaffelsen af landetraditionen var en egenrådig ledelsesmæssig beslutning taget uden hensyn til eller med inddragelse af studenterdemokratiet.

Det kan godt virke, som om universitetsledelsen glemmer det engang imellem, men vi studerende er ikke bare indskrevet på universitet. Vi er ikke rekvisitter.

Beslutninger om studerendes traditioner er ikke kun et anliggende for Statskundskab. Ikke alene bliver det en diskussion, som resten af universitetet tager del i. Med den massive mediedækning bliver historier om vores introforløb også folkeeje og dermed definerende for, hvem vi er som institut.

Vi studerende bliver sat i en kasse som krænkere eller krænkede ud fra en beslutning, vi ikke selv har været med til at tage.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Det kan godt virke, som om universitetsledelsen glemmer det engang imellem, men vi studerende er ikke bare indskrevet på universitet. Vi er ikke rekvisitter. Vi er en væsentlig del af Københavns Universitet.

Vi skal have lov til at være med til at definere vores universitet. Eller som minimum inddrages, når der træffes beslutninger, som vedrører os.

Så vi bliver nødt til at få medbestemmelse, også i sagerne om sombrerohatte og landenavne.

Alt andet er formynderisk og udemokratisk.

LÆS OGSÅ: Tidslinje: Sager om identitetspolitik og krænkelser på Københavns Universitet