Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Arbejdsmiljø

Eksamensvagter står tilbage som de store tabere efter dom i retssag

Retssag — 75 pensionerede eksamensvagter havde krævet større millionerstatning fra Københavns Universitet. I stedet får de fleste blot 7.500 kroner – og føler, at afgørelsen er en fuser.

Artiklen er opdateret 13. maj kl. 13.10 med skriftlig kommentar fra KU’s ledelse.

»Det er helt klart et skuffende resultat. Uden tvivl«.

Sådan lyder vurderingen fra eksamensvagternes formand, Vilhelm Kent, efter der 6. maj faldt dom i sagen mellem de 75 tidligere eksamensvagter og Københavns Universitet.

En dom, som giver de tidligere eksamensvagter, der i dag alle er pensionister, medhold i, at de havde krav på ansættelsesbeviser, mens de arbejdede på KU. Derfor skal universitetet efter domsafsigelsen samlet betale 552.500 kroner i erstatning til de tidligere eksamensvagter.

Vi mener jo ikke, at vi har fået i nærheden af det, vi havde krav på

Vilhelm Kent, formand for de opsagte eksamensvagter

To af sagsøgerne skal hver have 10.000 kroner, 71 af sagsøgerne skal hver modtage 7.500 kroner, mens to må gå tomhændede hjem.

De andre stridspunkter i sagen, som foregik over to dage i Københavns Byret, endte alle med at falde ud til KU’s fordel. Derfor er beløbet også et godt stykke fra de knap fem millioner, som eksamensvagterne gik efter.

»Man er kommet meget let hen over det ved nærmest bare at stikke os 7.500 kroner hver,« siger Vilhelm Kent.

LÆS OGSÅ: Millionkrav og juridisk tovtrækkeri: Eksamensvagter og KU tørner sammen i retten

Et plaster på såret

Den tidligere eksamensvagt kan dog alligevel finde en smule trøst i, at dommen ikke udelukkende faldt ud til KU’s fordel.

»Vi får jo et lille beløb, og flere af os har jo også fået udbetalt penge inden dommen, fordi KU erkendte, at de havde haft rod i nogle ting. De penge havde vi ikke fået, hvis ikke vi havde kæmpet for det,« siger Vilhelm Kent.

»Men vi mener jo ikke, at vi har fået i nærheden af det, vi havde krav på. Og derfor er det også et skuffende resultat,« siger han.

LÆS OGSÅ: Fyrede eksamensvagter stævner KU. Kræver millioner i erstatning

Forhandlingsudvalget, der består af seks af de tidligere eksamensvagter, som repræsenterer alle 75, skal nu mødes med deres advokater og tale dommen igennem og sammen finde ud af, hvad der videre skal ske i sagen.

Københavns Universitet har ikke tidligere kommenteret sagen offentligt, og har trods Uniavisens henvendelser heller ikke ønsket at gøre det efter dommen.

Forhandlingsudvalget, der består af seks af de tidligere eksamensvagter, som repræsenterer alle 75, skal nu mødes med deres advokater og tale dommen igennem og sammen finde ud af, hvad der videre skal ske i sagen.

Københavns Universitet har ikke tidligere kommenteret sagen offentligt og har heller ikke ønsket at stille op til et interview, efter dommen er faldet. I stedet har Uniavisen modtaget et skriftligt svar fra vicedirektør for HR, Thomas Molin, hvor det blandt andet lyder:

»Vi er naturligvis først og fremmest glade for, at sagen nu er afgjort, og håber, at der med dommen er sat punktum for denne sag. Som det også blev oplyst i forbindelse med retssagen, havde der været langvarige forligsforhandlinger mellem parterne, og KU er fortsat af den opfattelse, at vores forligstilbud burde have lukket sagen. Under alle omstændigheder er KU særligt tilfreds med, at det med byrettens dom er slået fast, at eksamenstilsyn ikke er at betragte som funktionærer, og at dommen giver os ret i, at vi alene har hjemmel til at afholde de udgifter, som vi har hjemmel til – i dette tilfælde, at vi alene må betale den timetakst, der er angivet i vores hjemmelsgrundlag.«

Seneste