Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen
—
Arbejdsmiljø
Jurist med erfaring i rådgivning om krænkelser kritiserer humanioras dekans udtalelser efter, at P1 afslørede, at 12 personer har klaget over en professor, der stadig er ansat. Dekanen genkender ikke billedet.
»Det ser ud som om, at der er grundlæggende mangel på en ordentlig klagestruktur og på ordentlig ledelse.«
Så hård er konklusionen fra Charlotte Kirkegaard, som er jurist og selvstændig konsulent, der har arbejdet med at rådgive kommuner og virksomheder i at lave nye strategier for sager om krænkelser.
Kritikken kommer efter, at P1’s Kulturen har kunnet afsløre, at der er blevet indgivet 12 klager mod KU-professoren Matthew Driscoll for mobning og krænkelser. En sag som Uniavisen tidligere har beskrevet.
DR kunne samtidig afsløre, at sagerne har fået kollegaer fra Norge, Sverige, Island og USA til at fraråde deres studerende at søge stillinger på den Arnamagnæanske Samling ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, hvor professoren fortsat er ansat.
Charlotte Kirkegaard retter særligt sin kritik mod humanioras dekan, Kirsten Busch Nielsen, og de udtalelser, hun er kommet med efter sagen. Dekanen har ikke villet gå ind i den konkrete sag, men adspurgt om, hvad man som studerende eller ansat skal gøre, hvis man oplever krænkelser, svarer hun DR:
»Det første, man skal gøre, er jo at prøve at sige fra, og så skal man dernæst tale med nogen, og hvis man synes, at man ikke kan få løst det, som jo er en klart ubehagelig oplevelse, så skal man overveje at klage,« siger hun.
Den respons, vurderer Charlotte Kirkegaard, er »et stort advarselsflag«, og hun efterspørger grundlæggende ændringer i KU’s håndtering af krænkelsessager.
»Dekanen siger nærmest ’hvis det er virkelig, virkelig slemt, kan du eventuelt overveje at klage’. Man tænker at 50’erne har ringet, for det er jo et signal om, at man ikke tager det alvorligt.«
Uniavisen har modtagtet dette skriftlige svar fra humanioras dekan Kirsten Busch Nielsen
– Sagen fra 2019 var alvorlig og trist, og det har berørt mange at høre om den, bestemt også mig. Jeg er dog ikke enig i det billede, Charlotte Kirkegård tegner af måden, KU arbejder med krænkende handlinger på.
– Det er vigtigt, at der kommer lys på det, når der sker krænkende handlinger. At tilfælde af krænkende handlinger kommer frem, skal man som leder opfordre til og understøtte. Og når en sag opstår, skal den behandles grundigt, og vi skal som arbejdsplads og studiested lære af det. Der skal være klarhed over, hvor man kan henvende sig, og klageadgangen skal være enkel. Det mener jeg også, at tilfældet er i dag.
– Samtidig med, at det er en afgørende værdi for universitetet at anspore til åben og kritisk akademisk diskussion, skal det være trygt at studere og arbejde på Københavns Universitet. Jeg kan kun være enig med Charlotte Kirkegård i, at det gode arbejdsmiljø kræver en konstant indsats. For den del, der handler om omgangsformen i studie- og arbejdsmiljøet, er det nødvendigt med en helt særlig opmærksomhed og et vedholdende arbejde – ikke mindst fra os som ledere, der har ansvaret.
– Det er velkomment, at Charlotte Kirkegård vil drøfte universitetets personalepolitiske retningslinjer. Det sker allerede – bl.a. hvert år, når medarbejdere og ledere på alle institutter og fakulteter drøfter deres egen handleplan mod krænkende handlinger. Det samme gælder for de studerende, hvor – i vores tilfælde på Humaniora – de studerende og dekanatet drøfter handleplanen minimum en gang årligt, og når der i øvrigt er behov for det.
Charlotte Kirkegaard kritiserer dekanen for at opfordre parterne til at indgå i dialog, som hvis det var en almen konfliktsituation.
»Vi taler ikke om en konfliktsituation med to ligeværdige parter. I selve krænkelsen ligger en grundlæggende ulige magtrelation, så den tankegang giver slet ikke mening,« mener hun.
Samtidig peger hun på, at der er et grundlæggende dokumentationsproblem i, at man med dekanens tilgang minimerer antallet af klager.
»Når hun siger, at man lige først skal prøve at løse problemet selv, kan man hurtigt forestille sig, at der kommer langt færre klager. På den måde bliver det reelle omfang af problemet også gemt væk.«
Samtidig opfordrer Charlotte Kirkegaard Københavns Universitet til at etablere en central klageinstans – enten internt på universitetet eller ved at hyre en ekstern partner. Det er der flere fordele i, argumenterer hun.
For det første sikrer det, at dem, der behandler klagerne, ikke er filtret ind i alle mulige relationer lokalt på institutterne. Men samtidig sikrer det også, at der er en ensartet behandling, og at det er uddannede folk, der håndterer klagerne.
»Ledere har ikke så meget erfaring i at tale med medarbejdere om sex og grænser, og det kræver en professionel tilgang og et særligt sprog at tale om disse sager, så der ikke opstår nye former for krænkelser. Derfor skal man sikre et uddannet korps af medarbejdere, der er klædt på til både samtalerne og sagsbehandlingen. I sagen her synes jeg for eksempel, at det lyder meget voldsomt, at der er en, der kan blive siddende efter 12 klager.«
En ny klagestruktur, hvor klagerne bliver centralt behandlet – og hvor alt opfordres til at blive indrapporteret – og en bedre uddannet ledelse er de to afgørende ting, der kan forhindre disse sager i fremtiden, mener hun.
»Lederne skal klædes langt bedre på i forhold til at spotte eventuelle krænkelser, sikre en ordentlig kommunikation og dialog på arbejdspladsen, og sørge for, at alle er inkluderet. Samtidig skal de naturligvis være meget opmærksomme på deres egen adfærd.«
Det sidste kritikpunkt fra juristen gælder Københavns Universitets retningslinjer på området. Her gør de brug af en definition af, at det skal være groft eller gentaget flere gange, før der er tale om seksuelle krænkelser.
»Det stammer fra Arbejdstilsynet, men i ligebehandlingsloven står der, at det er nok med en gang, hvilket også stemmer overens med EU’s linje på området,« vurderer hun.
Samtidig mener Charlotte Kirkegaard, at det er problematisk, at det af universitetets retningslinjer fremgår, at man skal vurdere om offeret er blevet fysisk eller psykisk syg af krænkelsen ud fra krænkelsens omfang eller grovhed.
»Men sådan fungerer det slet ikke. Du kan ikke lave en objektiv vurdering af, om det har været ofte eller groft nok til, at offeret er blevet fysisk eller psykisk syg af det. Man er simpelthen nødt til at tage afsæt i, hvordan offeret har det.«