Emma og Viktoria fik udgivet deres bacheloropgave i kæmpe tidsskrift

En dag, da Emma Johanne Poulsen Siig sad til middag på en konference med nogle kolleger, rejste hendes samtalepartner sig op, slog på glasset og annoncerede for hele forsamlingen:

»Hende her er ved at få publiceret en artikel i The Lancet!«

Mens varmen steg op i hendes kinder, gik det op for Emma Johanne Poulsen Siig, at det faktisk var en ret stor bedrift.

Emma Johanne Poulsen Siig og Viktoria-Maria Hvidtfelt Lykke læser en kandidat i Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. I efteråret fik de udgivet en videnskabelig artikel baseret på deres bachelorprojekt i det internationale tidsskrift The Lancet Psychiatry – et af de mest prestigefyldte og indflydelsesrige lægevidenskabelige tidsskrifter.

Makkerpar fra første dag

Hvordan kom det i stand?

Emma Johanne Poulsen Siig og Viktoria-Maria Hvidtfelt Lykke tager plads i Uniavisens køkken og forsøger at ryste vinterkulden af sig. De er i gang med eksamen – sammen. De har skrevet langt de fleste opgaver sammen, siden de mødtes første dag i introugen for over fire år siden. De har været i praktik sammen, udskudt fag sammen, og snart skal de på udveksling til Tokyo – sammen.

Nu, efter halvandet års arbejde ved siden af studie og studiejob, har de altså udgivet en artikel i et anerkendt internationalt tidsskrift. Noget, de færreste studerende kan skrive på deres CV.

»Vi har talt meget om, hvor vigtigt det er at have en makker i det her,« siger Emma Johanne Poulsen Siig. »For der ligger virkelig mange svære og opslidende timer i det. Timer, som er hårde at komme igennem alene – især når man ikke ved, om arbejdet nogensinde bærer frugt.«

Viktoria-Maria Hvidtfelt Lykke, som sidder ved siden af, supplerer:

»Emma og jeg måtte nogle gange rejse os op midt i en forelæsning og gå ud på gangen for at svare på kommentarer fra de forskere, der peer reviewede artiklen – fordi det skulle være nu.«

LÆS OGSÅ: Debatsvar: Her er reglerne, hvis bachelorprojekter og specialer skal blive til videnskabelige artikler

Et inspirerende forskningsmiljø

For Emma Johanne Poulsen Siig var det slet ikke en tanke, hun havde, da hun begyndte på studiet. Viktoria-Maria Hvidtfelt Lykke havde det lidt anderledes:

»Jeg havde tidligt en idé om, at det kunne være fedt at prøve at udgive noget. Jeg tænkte over, hvad man kunne gøre af spændende og seje ting på studiet.«

Det var hendes ønske, der førte de to studerende til Australien på et praktikophold ved Queensland Center for Mental Health Research. Her arbejder en gruppe forskere på det globalt anerkendte studie Global Burden of Disease, som forsøger at kortlægge sygdomsgrupper og deres samlede sygdomsbyrde.

»Vi ville egentlig bare gerne rejse et fedt sted hen, så vi tog derned med en lidt naiv tilgang. Vi tænkte, at de kunne sætte os til lidt af hvert,« fortæller Viktoria-Maria Hvidtfelt Lykke.

Men snart blev de introduceret til projektet og fik til opgave at undersøge en sygdomsgruppe, forskerne ikke tidligere havde analyseret: funktionelle lidelser – på engelsk kaldet somatoform disorders. Pludselig sad de i et inspirerende internationalt forskningsmiljø og begyndte at overveje, om deres arbejde kunne blive til en artikel.

Men først skulle det blive til et bachelorprojekt.

»Der er helt forskellige krav til en bacheloropgave og en videnskabelig artikel. Til bacheloren skulle vi sætte vores resultater ind i en dansk kontekst og folkesundhedsperspektiv,« forklarer Emma:

»Vi havde en periode, hvor vi indsamlede data og læste en masse. Så skrev vi bacheloren, og bagefter omskrev vi det hele til en artikel.«

Find nogen, der er ambitiøse på dine vegne

I Australien fik de en vejleder, Damian F. Santomauro, som også er medforfatter på artiklen, og som blev afgørende for projektets videre skæbne. Han så potentiale i deres data og opfordrede dem til at gå videre med det.

»Han var meget ambitiøs på vores vegne,« siger Viktoria-Maria Hvidtfelt Lykke.

Tilbage i Danmark valgte de en bachelorvejleder, Terese Sara Høj Jørgensen, som tidligere har hjulpet studerende med at få publiceret projekter. Også hun blev medforfatter på artiklen.

Efter opgaveafleveringen fulgte halvandet års aften- og weekendarbejde med at omforme projektet til en artikel, der kunne udgives i et internationalt tidsskrift. Det indebar blandt andet fagfællebedømmelse fra erfarne forskere.

Forskerne i Australien havde tidligere udgivet i The Lancet, så det virkede oplagt at sigte efter det. Der blev dog holdt et møde om, hvorvidt de i stedet skulle starte med et mindre tidsskrift for at gøre processen lettere. Men det afviste de:

»Vi besluttede os for at gå all in – så kunne vi altid prøve andetsteds, hvis vi blev afvist.«

Det første udkast blev da også næsten afvist. De modtog omfattende rettelser og skulle indsende en ny version.

»Det var ikke sådan, at de bare sagde: Den tager vi!« siger Emma Johanne Poulsen Siig.

LÆS OGSÅ: Han har været klar til universitetet, siden han var 11

Hårdt (ulønnet) arbejde og uvished

Tilbage i Danmark begyndte de på ny at skrive om. Byture måtte vente, og det blev normalt at vågne med dårlig samvittighed og en lang to do-liste.

Men det sværeste var ikke timerne foran computeren – det var uforudsigeligheden. De vidste aldrig, hvornår næste tilbagemelding ville komme. Friuge eller arbejdsuge? Ingen anelse.

Hvordan holder man gejsten oppe, når der hele tiden er ændringer, og man ikke aner, hvornår det slutter?

»Jeg tror, det hjalp os, at vi ikke vidste på forhånd, hvor svært det ville blive. Så kunne vi være lidt delusional,« siger Viktoria-Maria Hvidtfelt Lykke.

»Vi anede ikke, at det ville blive så lang en proces,« siger Emma Johanne Poulsen Siig.

»Nej. Vi har tit sagt til hinanden, at vi ikke ved, om vi ville have gjort det, hvis vi vidste, hvor krævende det ville være,« tilføjer Viktoria-Maria Hvidtfelt Lykke.

Som forsker på et universitet har man arbejdstid og løn til den slags. Det havde de ikke som studerende.

»I bagklogskabens lys er det nogle ret vilde vilkår. Vi havde fuldtidsstudie og arbejde – og forsøgte også at have et socialt liv.«

De oplevede det som en indføring i en akademisk verden fuld af uskrevne regler. Hvordan svarer man en anerkendt forsker, når man er uenig? De lærte, at det kræver både mod og fingerspidsfornemmelse.

»Som studerende har man lyst til bare at gøre, hvad man får at vide. Men vi skulle lære at stole på vores mavefornemmelse. Vores vejleder Damien var god til at minde os om, at det var vores projekt, og at vi kendte det bedst,« siger Viktoria-Maria Hvidtfelt Lykke. »Det gav selvtillid – det her kan jeg godt finde ud af.«

En lidt fesen fornemmelse

Da artiklens endelige version skulle afleveres, var Viktoria-Maria Hvidtfelt Lykke på ferie i Napoli med sin familie, mens Emma Johanne Poulsen Siig befandt sig på en båd uden internet. Viktoria-Maria Hvidtfelt Lykke ringede til Emma Johanne Poulsen Siig, hvis der var noget, hun skulle ændre – og så skyndte Emma Johanne Poulsen Siig sig at tjekke det, når båden lagde til.

Og så … var den pludselig ude.

Man skal ikke gå og gemme på den drøm!

Viktoria-Maria Hvidtfelt Lykke

»Det var faktisk en lidt fesen fornemmelse,« siger Viktoria-Maria Hvidtfelt Lykke. Det var ikke noget, de talte om på studiet, og det er alligevel et fåtal af mennesker, der dagligt læser The Lancet Psychiatry og af sig selv fandt frem til artiklen.

Men andre steder er det blevet bemærket. Til konferencen. Til jobsamtaler. Her blev det tydeligt, at det store arbejde, de havde lagt i artiklen gennem halvandet år, blev anerkendt og gjorde indtryk.

»Jeg tror, det betyder noget, hvis man gerne vil forske senere,« siger Viktoria-Maria Hvidtfelt Lykke.

Sig det højt!

De vil begge gerne forske udgive mere. Nu har de fået smag for det. Og de har et klart råd til andre studerende med samme drøm:

»Man skal ikke gå og gemme på den drøm! Tag kontakt til folk. Skriv til en, der har udgivet noget, du synes er fedt, og spørg, hvordan du selv kan komme videre,« siger Viktoria-Maria Hvidtfelt Lykke.

Vigtigheden af, at have gode folk omkring sig, der er ambitiøse på ens vegne, kan ikke overvurderes når man som studerende gerne vil prøve kræfter med at få udgivet noget. Det er de enige om. Men det kræver, at man tør banke på nogle døre og bede om hjælp. Det kan man til gengæld også roligt gøre, siger de.

»Jeg synes kun, vi er blevet mødt af folk, der virkelig gerne ville hjælpe os,« siger Emma Johanne Poulsen Siig.