En ode til biblioteket

Lad mig først gøre noget tindrende klart: Jeg har befundet mig flere år på campus KUA, men jeg er en intruder, en ubuden gæst. For jeg læser her ikke.

Dog læser jeg, bare ude på RUC, men hvis man eń gang har taget toget mod Holbæk Station fra Hovedbanegården, gået den slagne vej fra Trekroner Station til Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, så finder man hurtigt ud af, at vejen til KUA er noget nemmere – om end lyssky.

Jeg har lusket rundt på flere forskellige læsesale på KUA, endda sneget mig over til Jura og følt, at min læsning der var ekstra vigtig. Dog kastede jeg en juni formiddag min kærlighed på biblioteket på NorS. Og, som alle ved, er den første kærlighed så absolut den bedste.

Da jeg første gang satte mig for enden af lokalet ved et skrivebord med udsigt til det monumentale maleri De fire elementer i nordisk lys af Merete Barker vogtende over bøgerne, vidste jeg, at jeg her havde fundet et midlertidigt hjem.

Det lydløse rum

Den italienske forfatter Umberto Eco beretter i starten af dokumentaren Umberto Eco – mit italienske bibliotek om Dante, hvis jeg-fortæller i Den guddommelige komedie for sidste gang ser Gud i paradiset og skal beskrive ham. Hvordan gør han det?

Han beskriver Gud som alle bibliotekers bibliotek.

Umberto Eco fortsætter og siger i dokumentaren: »Et bibliotek er både et symbol og virkelighed af det kollektive sind«.

Hvilket sind biblioteket på NorS repræsenterer, har jeg fået en idé om. Det er fyldt med forståelser, nuancer, idéer og fortællinger nok til et helt liv. Måske to. Her hersker få absolutter, få fjendske holdninger, næsten ingen fordomme og dem, der er, bliver konfronteret. Også mit eget sind, må jeg konstatere, er blevet lidt som bibliotekets: lidt mere rummeligt, lidt mere vidende.

LÆS OGSÅ: Dyrk løbeterapi til lyden af Oppenheimer 

Det lydløse rum er et fascinerede rum. Stilheden er et løfte om fortrolighed mellem forfatter og studerende, en art sandhedsfortryllelse, som er kastet over biblioteket, som lyder: I disse bøger findes ingen løgne. Stilheden er en slags hemmelighed, som vogtes af os, der kender den: Dette rum er noget særligt –  så sig det ikke til nogen.

I et rum, hvor talen ikke fylder, fylder alle de andre lyde. De forstærkes. Sko på linoleumsgulv, klikken-og-klakken fra tastaturer, bøger der bladres i, host, snork, stræk og andre ukontrollerbare lyde fra kroppen.

Mig og mine venner

I mine år på læsesalen har jeg stiftet flere lydløse bekendtskaber, sågar venskaber. Jeg har aldrig talt med mine venner, men vi har forstået hinanden. Vi har siddet over for hinanden, set hvad vi hver især har læst, accepteret de dage, hvor det var svært at forstå det skrevne, vi har nikket, blinket og himlet med øjnene, når unge bachelorstuderende har hvisket i et hjørne eller hørt for høj musik i deres AirPods – hvilken uskik.

Min bedsteven blev hende, som jeg aldrig har vekslet et ord med, men som har været en næsten lige så ivrig bruger af bøgerne og stilheden som jeg selv. Sidste vinter havde hun en slem forkølelse, som varede både december, januar og februar. Hun snøftede og prustede, men kom dog ind og fik læst sine tekster, hvilket var beundringsværdigt.

LÆS OGSÅ: Morgenmad er for de uambitiøse 

Jeg så hende engang til en reception ude i byen, men vi vidste begge, at stilhedens bånd ikke måtte brydes og nikkede derfor blot til hinanden i forbifarten.

Andre flygtige relationer har også eksisteret. En ung mand har flere gange flirtet åbenlyst med mig. Han havde overskæg, var høj og stærk med en guldring i højre øreflip. Når jeg kastede stjålne blikke på hans skrivebord, lå der for det meste litteraturanalytiske bøger, flere som min egen lektor Erik Svendsen har skrevet. Det var et karakteropbyggende træk.

Effekten af tunge bøger

At hente en enorm stak bøger, tænde læselampen og lægge dem frem på skrivebordet, som var de min identitet, som forbipasserende kunne læse, har jeg flere gange yndet at gøre. Dog er det vigtigt, hvis man vil mærke bøgernes sjælelige gravitationskraft, at man ikke læser dem alle, men kun sporadisk bladrer i en enkelt bog. 

I en sådan stak bøger kunne en bog som Virkelighedens Niveauer af smukt døbte psykologiprofessor Simo Køppe sagtens være brugbar. Nogle gange har jeg kunnet mærke tyngden af de indsigter, der eksisterer inde i sådan et værk, helt fysisk, som at holde en kampesten mellem mine hænder.

Den tyngde kan være overrumplende, endda ophidsende.

Et eksempel på bøgernes ophidsende effekt oplevede jeg en sen eftermiddag, tæt på aften, da jeg hørte en medstuderende røre sig selv på en intim måde. Ved den nederste reol på tredje sal – ved den den lingvistiske samling – var en person ganske enkelt blevet overvældet.

Lingvistik er tilfældigvis mit speciales fokus og derfor befandt jeg mig i dyb fordybelse lige i nærheden, da de lavmælte lyde begyndte at stige op mellem reolerne. Skumringlyset farvede bogryggene røde, der var ingen på biblioteket – vi var de eneste to.

Det er ikke rart at forlade et rum, som har ydet en omsorg, men jeg ved, at andre skal sidde, hvor jeg har siddet, læse de samme bøger som jeg har læst. Det fylder mig med en ro, selvom ingen vil mærke biblioteket, som jeg har mærket det. Nu drager jeg snart væk hjemmefra, specialet skal snart afleveres, ængsteligt og blødt, farvel og på gensyn – virkeligheden venter.