Erfaren underviser: Sådan tager jeg hensyn til studerende med særlige behov

Når Kim Ebensgaard starter undervisning med et nyt hold, ved han, at mindst én studerende bagefter vil komme op og fortælle, at vedkommende har særlige behov. Det kan skyldes fysiske udfordringer som nedsat syn eller psykiske funktionsnedsættelser som autisme, adhd eller social angst.

Kim Ebensgaard er lektor i engelsk på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk og underviser i grammatik og sprogvidenskab. Han har været ansat på KU siden 2016, men har undervist på universitetsniveau i over 20 år. I den tid har han oplevet en klar stigning i antallet af studerende, der har brug for særlig støtte i undervisningen.

»Jeg har en oplevelse af, at der er flere studerende med diagnoser og særlige behov, og i sig selv er det jo en god ting. Det betyder, at der er mindre tabu om det, og at de studerende føler, de kan tale åbent om deres behov,« siger han.

Vild vækst i støttebehov

Kim Ebensgaards erfaringer afspejler en bredere samfundstendens. Antallet af universitetsstuderende, der modtager støtte via SPS-ordningen (Specialpædagogisk Støtte), er i massiv vækst. I 2020 var der på universiteterne 5.103 studerende, der modtog SPS. I 2024 var tallet 10.109. De grupper, der vokser mest, er studerende med psykiske funktionsnedsættelser og ordblindhed.

LÆS OGSÅ: »Man er meget lille som studerende med særlige behov, og man beder ikke om særlig meget«

SPS er en statslig ordning, der tildeles studerende med dokumenterede, særlige behov for at sikre, at de kan følge undervisningen på lige fod med andre. Ordningen dækker for eksempel mentorer, støttepersoner og tekniske hjælpemidler – men den bliver også kritiseret for at være tung at søge og svær at administrere.

I den store inklusionsmåling, som KU offentliggjorde i sommer, pegede flere ansatte på, at de hverken har tid eller kompetencer til at støtte studerende med særlige behov.

En ansat skrev:

»Jeg mangler uddannelse og overblik over, hvor meget tid, jeg kan/må bruge på studerende med særlige behov.«

En studerende svarede i undersøgelsen at:

»Det tog 1 år at få bevilget SPS støtte og fagstøttelærer (!) Da jeg endelig fik det, var jeg mentalt helt færdig og fagligt udbrændt.«

Rigsrevisionen udtrykte for nyligt kritik af både Uddannelses- og Forskningsministeriet og Børne- og Undervisningsministeriet for deres forvaltning af SPS. Ifølge beretningen får 51 procent af de studerende, der starter på universitetet, ikke den støtte, de har brug for, i tide.

LÆS OGSÅ: Her er de fem mest og mindst overraskende konklusioner i KU’s store inklusionsmåling

En krævende undervisningsopgave

Kim Ebensgaard prøver altid at tage hensyn til studerendes forskellige behov i sin undervisning, siger han. Men det kræver, at han kender deres behov:

»Jeg kan godt lave ad hoc løsninger i klasselokalet, som ikke kræver det store. Men det kræver, at jeg ved, at der er et behov. Og i takt med, at der kommer flere studerende med særlige behov, er vi undervisere nødt til også at have noget formel træning,« siger han.

KU udbyder kurser i inkluderende undervisning, som Kim Ebensgaard godt kender til. Men han har endnu ikke haft mulighed for at deltage.

»Hvis man som underviser skal deltage i kurser, kræver det ekstra timer, som man ikke altid har.«

Indtil videre har han klaret sig med sine mange års erfaring. Men det er lettere at tilpasse undervisningen, når man har et lille hold, end når man står foran 150 studerende i en forelæsningssal, siger han:

»Det kræver, at man hele tiden er opmærksom på, hvem der har brug for hvad. Som underviser skal man både være opmærksom på det faglige og på, hvilke pædagogiske greb man skal bruge for at nå de studerende. Man kan ikke bare lave den samme undervisning hver gang, for folk lærer på forskellige måder. Det kræver et ekstra lag af opmærksomhed.«

LÆS OGSÅ: Halvdelen af de studerende kender ikke denne hjælpeordning

Han har også oplevet at undervise på hold med studerende, der har modsatrettede behov.

»Nogle gange bliver man nødt til at sige, at nu gennemgår vi materialet på én måde først – og så på en anden bagefter. Så bruger man dobbelt så meget tid på én type indhold og må ofre noget andet. Det vælter ikke undervisningen, men det betyder, at de gamle metoder, man har brugt i årevis, nok kommer til at skulle opdateres.«

Kim Ebensgaard opfordrer for eksempel til, at man som underviser gentænker, hvad det egentlig vil sige at deltage aktivt i undervisningen. For nogle studerende – især med social angst – kan det være grænseoverskridende at tale i plenum, men de kan godt være aktive på andre måder:

»Hvis en studerende med social angst møder op, har læst materialet, laver øvelser i klassen og kan stille spørgsmål en til en – tæller det så ikke lige så meget som at række hånden op i plenum? Der skal være plads til, at de studerende med social angst kan stille spørgsmål til mig som underviser på tomandshånd.«

En velkommen udfordring

På mange måder byder Kim Ebensgaard udfordringen velkommen. Det tvinger ham til at tænke undervisningen på nye måder, og det gør også materialet mere interessant for ham selv.

»Men,« tilføjer han, »det er klart, at hvis man er presset, er det nemmest at kunne bruge det samme materiale igen og igen og på den samme måde. Hvis en underviser er presset og ikke har timerne til at tilpasse undervisningen, kan det vælte hele semesteret.«

Der skal være plads til, at de studerende med social angst kan stille spørgsmål til mig som underviser på enmandshånd.

Kim Ebensgaard, Lektor i Engelsk

»Med erfaring kommer rutine og tricks til, hvordan man kan spare tid. Som helt ny underviser har man hverken rutine eller erfaring, og så kræver det mere tid at forberede undervisning til et diverst klasselokale. Jeg kan godt forestille mig, at det kan være ødelæggende tidligt i karrieren for mindre erfarne undervisere.«

Nogle semestre har han haft studerende, som først sent i forløbet fortæller, at de har særlige behov. Så er det svært at tage hensyn.

»Jeg spekulerer nogle gange på, om jeg taber nogle studerende på gulvet. Klasselokalerne har altid været mangfoldige – vi har bare fået mere viden om denne mangfoldighed. Men det stigende behov kræver, at underviserne har en større bevidsthed og bruger mere tid på planlægningen. Det kan godt være svært.«

Han oplever, at mange studerende har brug for mere struktur, end universitetet umiddelbart lægger op til.

»Det er vigtigt for dem, at hele læseplanen bliver offentliggjort med det samme. Det kan man godt klare med kurser, der kører igen og igen, men på nye kurser kan det blive en stressfaktor for underviseren.«

En del af pædagogikum

Bente Stallknecht, som er dekan og talsperson for diversitet på KU, har tidligere sagt til Uniavisen, at universitetet arbejder på at gøre undervisning i det mangfoldige klasserum til en del af akademisk pædagogikum. Målet er at klæde underviserne bedre på til at imødekomme de studerendes forskellige behov.

Det initiativ bakker Kim Ebensgaard op – så længe det ikke går ud over metodefriheden.

»Noget af det, der gør, at vi kan tage højde for de studerendes forskellige behov, er metodefrihed i undervisningen. Det er det, der tillader os at være fleksible og bruge ad hoc-løsninger, der virker.«

LÆS OGSÅ: Inklusion på KU: »Jeg er overrasket over, hvor mange der føler sig som en minoritet«