Angst og ensom i coronaland: »Det er svært at gøre helt normale ting – som at stå op«

Fra sit spisebord, som også er hendes arbejdsplads, kan hun se sin seng. Den trækker, siger hun, energien er nul. Hun føler sig ensom. Hun kan mærke sin angst – den er tung, den larmer i hendes hoved.

Da Anna Nørgaard Sørensen hørte, at nedlukningen af Danmark blev forlænget, var hun tæt på at græde, siger hun. Hun læser engelsk på kandidaten på Københavns Universitet, nu fra sit soveværelse i den lille lejlighed, som hun bor alene i.

Hun ved, hun ikke er den eneste, der føler sig udsat, siger hun, for hun sidder i Studenterrådets bestyrelse og forretningsudvalg, og rådet har hørt fra flere studerende, der kæmper med deres mentale sundhed i isolationen. De føler sig overladt til sig selv, siger Anna Nørgaard Sørensen. Det gør hun også.

LÆS OGSÅ: Vi skal passe ekstra godt på de studerende lige nu, siger denne lektor

I en uge har Anna Nørgaard Sørensen fotograferet tidspunkter, hvor hun mærker den angst, hun til daglig formår at holde i ave, når hun beskæftiger sig med studier og utallige aftaler i kalenderen, og den ensomhed, der er opstået i isolationen.

Hun beskriver angsten som at være i en osteklokke: »Jeg er afskåret fra verden, jeg kan godt se, at den sker omkring mig, men jeg kan ikke forholde mig til den, for jeg er spærret inde i min egen hjerne. Og så er der en konstant indre stemme, der bare siger: Aaarrrh.«

Den oplevelse har hun oftere disse uger.

»Når jeg ikke ser mennesker, kommer jeg i underskud. Det er ligesom at sove for lidt. Det er svært at gøre helt normale ting – som at stå op. Eller lave mad og sørge for at spise.«

Og så er der den nye følelse: Ensomhed. »Jeg er meget ekstrovert, jeg får min energi af at være sammen med andre mennesker,« siger hun. Hun savner kram og dagligdagssnak på studiet.

Her fortæller Anna Nørgaard Sørensen om de billeder, hun har taget af sin angst og ensomhed:

»Jeg kan ikke se min familie lige nu, for min far har en sygdom, som gør, at hans immunforsvar er meget svagt. Indtil videre har jeg været isoleret fra familien på grund af ham.

Det her er min kat, Buller. Jeg blev meget ensom, og så ringede jeg til min mor og fik hende til at facetime min kat. Min kat har en rigtig god virkning på mig. Da jeg boede hjemme, kunne det også afstresse mig at være i nærheden af hende og ae hende – det kan jeg jo så ikke lige nu, og så måtte vi være kreative.

Normalt tager jeg hjem og besøger min familie en gang om ugen eller hver anden uge, så vi ser hinanden en del. Jeg savner dem rigtig meget – at se dem, snakke med dem, spise mad med dem. Det er utrygt at være afskåret fra hinanden på den måde.

Jeg har prioriteret et se en lille bitte gruppe venner. Fire mennesker har jeg set uden for det virtuelle rum.

Jeg har krammet et par af dem. Jeg kan ikke lade være, det er for hårdt. Og jeg kan mærke, at det er rigtig rart efterfølgende. Det fylder lidt og gør det bedre i nogle dage. Selv om det ikke er optimalt at bryde det påbud, at man helst ikke … ja. Når man ikke har en familie tæt på, må man jo finde på noget andet.«

»Jeg havde fjernundervisning den anden dag. Det fik mig til at føle mig enormt ensom, for det blev meget virkeligt, hvor alene jeg var.

Normalt, når vi mødes i klasselokalet, så snakker vi om, hvad vi har lavet i weekenden og sådan, nu var det ’bare’ undervisning, der skulle klappes af. Det kan godt være, at jeg var sammen med mine medstuderende og min underviser, men det var jeg alligevel ikke.

Det udstillede den manglende personlige kontakt. På det her hold kommer vi rigtig godt ud af det med hinanden, og det fællesskab er pludselig blevet fjernet.«

»Der er mange, der taler om, at det virtuelle er en måde at komme omkring isolationen og alligevel ses, men da mit arbejde lavede virtuel fredagsbar på en onsdag, synes jeg, det blev udstillet, hvor begrænset den måde, vi kan være sammen på, egentlig er.

Selv om jeg havde nogle mennesker med på en skærm, var jeg ikke sammen med dem, overhovedet. Tværtimod. Det blev overfladisk, og jeg følte mig meget alene, da jeg sad bag min skærm i min egen lejlighed og drak den øl.«

»Jeg vågnede med følelsen af, at jeg var helt alene i verden. Den ramte mig i det øjeblik, jeg slog øjnene op, og jeg kunne ikke ryste den af i løbet af dagen. Jeg prøvede at komme ud og gå tur, men jeg kunne ikke engang komme ud af døren. Følelsen sad hårdt fast i mig.

At være sammen med mennesker giver mig meget energi, og det er det, der er min drivkraft. Når jeg ikke kan det, mister jeg meget af min energi. Så mister jeg overskuddet til at gøre ting.

Det er en mat følelse. Det hele er tungt. Og det er nemmere bare at give efter, når jeg ikke har fået noget så simpelt som et kram.«

»Jeg brød påbuddet om ikke at tage offentlig transport og tog ud i Utterslev mose og gik en lang tur sammen med en ven.

Normalt, når jeg tager metroen, er der mange mennesker, masen og puffen for at få plads. Lige pludselig havde jeg en hel metro for mig selv. Både ensomheden og situationens alvor slog mig rigtig hårdt.

Det er jo ikke for sjov, at en metro, der normalt er fyldt til randen, pludselig er tom. Så er det sgu alvor. Det fik mig til overveje, om jeg burde tage hjem igen. Det burde jeg måske, men det havde jeg ikke lyst til. Hvad er vigtigst: Samfundssind eller min psyke? I den her situation? Jeg valgte at prioritere min psyke.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Jeg vil gerne efterleve det her med at holde afstand, men det er svært.

En medstuderende fortalte mig den anden dag, at der var en, der var kommet til at give hende et kram, og hun havde været ved at bryde sammen i gråd, fordi hun savnede den der fysiske kontakt. Det kan jeg meget godt genkende. Den manglende fysiske kontakt er ret voldsom.«

»Det her billede er taget fra mit spisebord, som også er mit arbejdsbord for tiden. Jeg kan sidde og se over på min seng, og da jeg tog det her billede, havde jeg mere lyst til at lægge mig derover. Jeg kunne ikke komme i gang med noget som helst, for jeg var fuldstændig drænet for energi.

Jeg bor i en etværelses lejlighed på 41 kvadratmeter. Jeg er i det samme rum hele tiden. En af mine venner har beskrevet det som at være løve i et bur, og det kan jeg godt nikke genkendende til. Jeg føler, jeg vandrer frem og tilbage. Jeg inddeler mit hjem i forskellige små zoner – sovezonen, arbejdszonen, køkkenzonen …

At arbejde i samme rum, som man sover i, er ikke fedt. At man ikke kan bevæge sig væk og skifte omgivelser. Jeg kan flytte mig om på den anden side af mit skrivebord, det er det vildeste, der kan ske. Normalt kan jeg tage over på KUA, hvis jeg får nok af mit hjem. Så kan jeg støde ind i en ven, mens jeg henter kaffe i cafeen, her kan jeg ikke støde ind i nogen, når jeg går ud i køkkenet for at lave kaffe.«

»Jeg bukkede under. Det blev for meget, og jeg gav efter for den her matte følelse.

Det føltes som et nederlag. Jeg ville ønske, jeg kunne ryste følelsen af mig og fortsætte, som jeg plejer, men det er jeg ikke i stand til.

Det her påvirker mine studier rigtig meget. Rigtig, rigtig meget. Jeg skal helst læse to tekster om ugen til mit studie. Det lyder måske ikke af meget, men jeg har ikke fået læst noget, siden universitetet lukkede ned. Det begynder at blive et problem. Hvis jeg ikke snart begynder at læse, så er jeg ikke sikker på, at jeg kan indhente det.

Man skulle jo mene, at tiden var her til at læse, men når man bruger så meget energi på at stå op, fordi man er fuldstændig drænet … jeg er bekymret for, hvad der sker, det fylder også meget.

LÆS OGSÅ: Julie er bange for at forsumpe, mens universitetet er lukket

Jeg er meget bekymret. Da nedlukningen blev forlænget, havde jeg lyst til at græde. Udsigten til at være spærret inde i tre uger mere kunne jeg slet ikke håndtere. Bare tanken.

De to ting lagt sammen … det kan godt være, jeg har tiden, men jeg har ikke overskuddet. Hvis jeg ikke følte mig så ensom, kunne jeg måske bedre overskue at få åbnet det dokument.

Jeg har taget fat i en psykolog for at se på, om noget terapi kan hjælpe. Det er dyrt, og jeg er heldig, at jeg har nogle resurser at trække på.

Jeg vil gerne opfordre Københavns Universitets ledelse til at se på, hvordan de kan hjælpe os studerende. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der sidder i den her situation. Vi er mange, der har brug for hjælp.«

Prorektor: Mere information på vej

»Der er en hel masse på vej,« siger prorektor på Københavns Universitet, Bente Merete Stallknecht. Hun forstår godt, at de studerende føler stress, angst og ensomhed i isolationen, siger hun.

»Og så kan du spørge: Hvorfor er der ikke kommet tiltag før nu?« Hun svarer selv:

»Vi har først fokuseret på at få undervisningen til at køre og få styr på de eksamener, der skulle afholdes i den første uge af nedlukningen. Det næste, vi har fokuseret på, er at få hjemmel fra ministeriet til at skabe tryghed i forhold til, hvad der skal ske med resten af forårssemestrets undervisning og eksamener. Og det tredje fokus er så studietrivslen.«

Bente Merete Stallknecht siger, at ledelsen har rakt ud til universitetets egen tænketank for stress og studietrivsel og bedt den komme med input.

»De har fået en kort frist, så jeg regner med, at vi allerede senere på ugen kan melde nogle gode råd ud,« siger hun.

Konkret, siger hun, kommer der en fane om studietrivsel under corona på KUnet, »jeg vil næsten love, at fanen er der, inden ugen er omme.« Der vil også blive sendt to studiebeskeder ud i denne uge – en om specialefrister og sommereksamener og en studietrivsel i en digital tid. Og så kommer der en FAQ til studerende med gode råd om trivsel.

Den FAQ kommer også til at indholde råd fra Studenterrådgivningen, siger Bente Merete Stallknecht:

»De har blandt andet lavet en mindfulness-app, man kan downloade, og de tilbyder online studiefællesskaber – det kommer vi til at linke til.«

LÆS OGSÅ: Københavns Universitets præster står klar til at hjælpe studerende under coronapres