Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Et ærgerligt skridt for studenterdemokratiet

Konservative Studerendes Mads Strange og Frit Forums Kasper Stisen kritiserer Studenterrådet for at være løgnere og bruge beskidte tricks for at sno de studerende om lillefingeren. Vi skulle, efter deres mening, udnytte et vist monopol og lyve om at vi repræsenterer alle studerende. Spørgsmålet er, om de overhovedet har forstået pointen med Studenterrådet?

Studenterrådet adskiller sig markant fra andre foreninger på KU ved især to forhold. Ud over Studenterhuset er Studenterrådet den eneste forening, som er åben for alle KU-studerende på tværs af hele universitetet. Det ser vi som en stor styrke. Vi er et åbent studenterråd, der dagligt forsøger at kæmpe alle studerendes kampe.

Er det en let opgave? Nej, selvfølgelig er det svært at inkludere og repræsentere så mange vidt forskellige studerende. Dog har vi det til fælles, at vi alle er studerende på samme universitet, og med vores lokale fagråd omfavner vi forskellighederne på studierne og er så vidt muligt der, hvor de studerende befinder sig.

LÆS OGSÅ: Frit Forum og Konservative Studerende vil udstille Studenterrådets »løgnehistorie«

Modsat mener vi, at en studenterorganisation netop er ekskluderende, hvis den associeres med et bestemt parti eller ideologi. Og hvis I i Konservative Studerende og Frit Forum benægter at være associeret med bestemte partier, ændrer det ikke, at de studerende associerer jer med partitænkning, når de møder jer. Vi er 40.000 studerende på KU. Hvor mange tror I, der går op i politik og identificerer sig med et politisk parti? Det gør overraskende få, hvilket de af os, der er politisk interesserede og engagerede, har godt af at blive mindet om en gang imellem.

I hævder, at studenterpolitik har en demokratisk udfordring. Her er vi enige. Det forsøger vi netop at bekæmpe ved at være politisk neutrale, præcis ligesom folkeskolens og gymnasiets elevråd også er for alle. På Studenterrådets tillidsposter har vi alt fra konservative, røde og liberale aktive. Det er dog ikke noget vi flager med, for vi synes det er underordnet og kan virke ekskluderende, når det er meningen, at alle de studerende skal føle sig set og repræsenteret af os.

En uberettiget kritik

Vi føler os især trådt på, når I hævder, at Studenterrådet skulle levere floskler og fluffy politik. Vi finder kritikken malplaceret og uberettiget – har I overhovedet læst vores politik? Til univalget havde vi blandt andet plakater med overskriften Studenterrådet er KU’s grønne vagthund. Hvis man tog sig tid til at læse det med småt, så man vores tjekliste med konkrete sejre: Et CO2-reduktionsmål på 50 procent, en revideret rejsepolitik og flere grønne valgfag. Derudover har vi fx leveret på en konkret mærkesag om stærkere fælleskaber, som I kan læse mere om i indlægget her.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Vores fagråd kan tage æren for rigtig mange lokale sejre. Det tæller bl.a. færre fagsammenlægninger og mere fagspecifikke kurser på Humaniora. SCIENCErådet sikrede en rustur til alle i 2020, og flere fagråd har skaffet stamlokaler til studierne. HUMrådet fik bordene tilbage i lokalerne under coronanedlukningen, og Forenede Jurister har sikret, at jurastuderende kan komme tilbage på deres stamhold efter et valgfagssemester. Alle kampe har været hårde og har krævet handlekraft og samarbejde. Vi er stolte af både lokale og ikke-lokale sejre, så det er uberettiget at kritisere os for at mangle konkrete løsninger.

Mudderkastning svækker studenterdemokratiet

Som politisk organisation overvejer vi selvfølgelig vores kommunikation og retorik udadtil, så vi kan være et studenterråd, de studerende kan se sig selv i. Derfor bliver vi ærgerlige – og supertrætte – når kritikken hagler ned over os i en dårlig tone, hvor vi bliver kaldt løgnere. Det mener vi ikke hører sig til i studenterpolitik.

Engagementet i studenterdemokratiet er i forvejen svagt, og vi tror ikke, at flere studerende får lyst til at deltage, hvis dialogen reduceres til mudderkastning. Måske det tiltrækker nogle få ungdomspolitiske studerende, som synes det er skægt at lege voksenpolitik, men vi er sikre på, at det virker frastødende på majoriteten af studerende. Vi gør en dyd ud af at holde den gode tone og fokusere på det, som det egentlig drejer sig om, nemlig alle studerende.

Seneste