Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Fem KU-professorer skylder at tage stilling til det, som Besenbacher har gjort

Forskningsfrihed — Fem prominente professorer fra Københavns Universitet underløber bærende principper i fri forskning med deres forsvarsskrift for formand for Carlsbergfondet Flemming Besenbacher, fordi de nedtoner, at han har brugt sin magt til at forsøge at bremse en fri debat om fejl i den forskning, som fondet havde støttet.

Sagen startede med en fejl, der må tilskrives et hændeligt kiks. Det var i en artikel i Nature fra 2016, skrevet af to forskere fra Aarhus Universitet. Gennem en kædereaktion er sagen vokset og har bredt sig ud, så den nu også eksponerer fem professorer fra Københavns Universitet, Vincent F. Hendricks, Jens Hjorth, Bente Klarlund, Birger Lindberg Møller og Eske Willerslev.

De fem har den 15. februar 2021 i Science Report skrevet et indlæg om sagen, som Berlingske i en længere kommentar den 20. februar kaldte ”varm luft og bullshit”. Stærke ord om så højt anerkendte professorer.

DEBAT

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Så langt min indsigt rækker, har man kun grund til at have faglig respekt for hver af de fem, og jeg er også overbevist om, at de værner om forskningsfrihed, videnskabsetik og god videnskabelig praksis.

Imidlertid er de desværre med deres indlæg kommet til at skade præcis disse værdier, og de skylder os en forklaring på, hvordan de kan vurdere sagen, som de gør i deres indlæg. Berlingske rammer faktisk ikke helt ved siden af i sin karakteristik: varm luft og bullshit, efter min vurdering.

Kort fortalt er de fem professorers indlæg et defensorat for formanden for Carlsbergfondet, Flemming Besenbacher, der har høstet kritik efter at have blandet sig i sagen om den fejlbehæftede forskningsartikel fra Aarhus Universitet. Deres retoriske greb er at bagatellisere Besenbachers forseelser og forskyde fokus fra sagen til i stedet at handle om Carlsbergfondet og Besenbachers karakteregenskaber.

De taler om »karaktermord« på Besenbacher, men faktisk refererer de kun to prædikater, der udtrykker konkrete anklager mod fondsformanden, og som kunne pege i retning af karaktermord, nemlig »magtfuldkommenhed« og »forvaltningsmæssig uredelighed«. Især »forvaltningsmæssig uredelighed« er en meget alvorlig anklage, muligvis på kanten af loven.

Jeg har fulgt sagen, gransket min hukommelse og udført søgning på Infomedia. Jeg har ikke kunnet finde de prædikater. Hvor kommer de fra?

Sagen er som følger: Flemming Besenbacher er blevet udsat for alvorlig kritik for sin indblanding i sagen om den fejlbehæftede Nature-artikel efter afsløringer af Berlingskes gravergruppe. Efter et meget langtrukkent forløb og sejpineri med kritik fra flere sider blev fejlen i Nature-artiklen til sidst afdækket og dokumenteret, så artiklen måtte trækkes tilbage. Pinligt, men det kan ske. Det værste var, at forfatterne til Nature-artiklen holdt deres algoritme tilbage for længe, da de blev afkrævet udlevering. Forfatterne blev på baggrund af den interne kritik indklaget for Praksisudvalget på AU, der bedømte dem skyldige i »tvivlsom videnskabelig praksis«.

Dette bragte Besenbacher i blækhuset til forsvar for forfatterne af den fejlbehæftede artikel og med angreb på deres kritikere. Sagen blev dermed vendt på hovedet, forfatterne blev fremstillet som mobbeofre, og kritikerne, der fandt fejlen, som mobbeskurke. Han afsendte mails med grove ukvemsord og mere eller mindre skjulte trusler mod kritikerne og lagde op til ledelsen at lukke munden på kritikerne. Carlsbergfondet havde finansieret de to forskere, og Besenbacher havde som patron ære på spil.

Forløbet er beskrevet og dokumenteret grundigt i en række artikler i Berlingske fra slutningen af december og frem. Jeg har haft adgang til selve dokumentationen, da jeg af Berlingske blev bedt om at vurdere sagen i lyset at principper for god videnskabelig praksis.

Ingen påstår, at fondet og Besenbacher ikke også gør gavn

Der er ingen tvivl om, at Besenbacher har begået fejl ved sin intervention. Han har også beklaget, og, efter at sagen har været behandlet i bestyrelsen for Carlsbergfondet, indrømmet, at han ikke skulle have sendt disse mails. Fornuftigt nok har han valgt at erklære sig inhabil ved eventuelle fremtidige ansøgninger fra fakultetet, hvormed han erkender, at man ikke vil kunne have tillid til hans bedømmelser efter det passerede.

Mig bekendt er der derimod ingen, der hævder at Carlsbergfondet eller Besenbacher ikke også har gjort gavn for forskningen i Danmark.

Desværre formår de fem professorer fra Københavns Universitet i deres defensorat forunderligt at trylle Besenbachers fejl ud af historien. I stedet for at vurdere selve sagen og tage klar stilling til Besenbachers handlemåde, svømmer de over med udpensling af Carlsbergfondets høje idealer og gode gerninger, som Besenbacher dernæst tildeles hovedæren for:

»Således skal vi ikke gøre os til dommere, men blot gøre opmærksom på, at der er betragtelig meget at takke Flemming Besenbacher og Carlsbergfondet for, når det drejer sig om dansk forskning og universitetspolitik, videnskabens sociale ansvar og fondets reaktionsparathed, beslutning om løn til kvindelige forskere på barselsorlov, risikovillighed og civilsamfundsaktørrolle,« skriver de.

I stedet for at vurdere selve sagen og tage klar stilling til Besenbachers handlemåde, svømmer de over med udpensling af Carlsbergfondets høje idealer og gode gerninger.
*

 

Man bliver uvilkårligt rørt. Og indsatsen er solidt forankret og tydeligt annonceret. Det kan man se både i fundats og på hjemmeside, skriver de fem:

»Alle danske forskningsbevilgende fonde har fundats og strategibeslutninger inklusiv Carlsbergfondet. Dette står også klart på Carlsbergfondets hjemmeside, hvor det hedder sig, at fondet støtter visionær og innovativ grundforskning på internationalt niveau inden for naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab.«

Visionær og innovativ rækker dog ikke for at nå »succes«. Der skal mere til:

»Det væsentlige succeskriterium er, at forskningen skal udføres til gavn for hele menneskeheden.« Hele menneskeheden. Bevillinger fra Carlsbergfondet forpligter. De fem KU-professorer har tilsammen fået 50 mio. fra fondet, ifølge Berlingske.
Og hvem har æren? Besenbacher, naturligvis. Dog ikke helt alene, trods alt:

»At inddrage videnskabens sociale ansvar som en stadig vigtigere hjørnesten i Carlsbergfondets samfundsambition og bevillingspraksis er i vid udstrækning Flemming Besenbachers og de øvrige bestyrelsesmedlemmers fortjeneste.«

Mailudveksling var ikke blot en sag mellem gamle venner

Hvad handler kritikken af Besenbacher så om, den som de fem så elegant lader forsvinde? For det første, at han som en af forskningens mest magtfulde personer i Danmark i det skjulte blander sig i interne sager på Aarhus Universitet. Det er en krænkelse af universitetets autonomi.

Besenbacher har søgt at bortforklare dette problem med henvisning til, at der var tale om private mails. Få dage før en afslørende artikel i Berlingske fik jeg en mail fra ham, hvor han blandt andet skrev:

»Nu har Berlingske så bedt om aktindsigt i mine mails, der var tænkt som personlige mails til Brian Bech Nielsen [rektor for AU]. Brian er min personlig gode ven. Jeg var specialevejleder for Brian. Jeg har skrevet til Brian som ven, ikke til rektor Brian, … I de givne mails bruger jeg flere steder en række ord, som jeg aldrig havde brugt i det offentlige rum. Jeg kan godt forstå, at ordvalget kan falde nogen for brystet, særligt når man blot læser det uden megen kontekst. Mit sprog skyldes min dybe indignation over den uetiske og umenneskelige behandling af en god mangeårig kollega og et fagligt fyrtårn.«

Det var altså tænkt at skulle foregå bag nedrullede gardiner, som en snak mellem venner. Det gør jo ikke sagen bedre, snarere tværtimod. I dette tilfælde får vi så et lille indblik i, hvad der øjensynligt foregår mellem venner i magtens øvre lukkede cirkler, til skade for saglighed og ytringsfrihed. Men kun takket være ihærdige journalister.

Dertil er det kommet på danske universiteter, på trods af at åbenhed og transparens skulle være adelsmærke, fremhævet i alle kodekser og lignende. Og når en formand for en fond, via fondets mailkonto, skriver til en rektor (og dekan) på deres universitets-mailkonti, om en sag, der angår embedsførelse, kan det aldrig være en »personlig« mail. Det siger sig selv. Det ville i øvrigt være tilfældet uanset kommunikationsmedium.

Rektor og dekan har sagt, at de ikke har ladet deres beslutninger påvirke af Besenbachers mails. En kendsgerning er det, at dekanen som svar har skrevet til Besenbacher, at han kunne ønske at tape forskernes munde til med gaffatape, og at han på et tidspunkt fratog institutlederen sagen.

For det andet er selve det, som Besenbacher blander sig i, en af forskningens mest livsvigtige og mest sårbare funktioner. Han vil stoppe den fri kritiske debat blandt forskerne om fejlen i forskningsartiklen og om forfatternes handlemåder i forhold til god videnskabelig praksis. Forskningens kvalitet og troværdighed forudsætter, at kritik og fejleliminering kan foregå helt frit og åbent blandt forskere.

Positivt ladede nonsens-omskrivninger

Well, well: det hænder, at grænser overskrides, i nogles øjne i hvert fald, erkender de fem KU-professorer i forsvaret for Besenbacher:

»Ingen tvivl om, at alle kan slå sig hårdt på Besenbachers facon, direkte modus og no-nonsense fremtrædelsesform.«

For de fem er det blot en »fremtrædelsesform«, når Besenbacher bruger sin magtposition og venskabsrelation med rektor til skjult at blande sig i interne anliggender på AU og lægge op til at stoppe kritik og debat blandt forskerne. Den tillægges ydermere en positiv valør, den er »no-nonsense«.

Ved den slags positivt ladede nonsens-omskrivninger søger de fem at skrive Besenbachers fejltagelser ud af syne. Det er at underløbe bærende værdier og principper i fri forskning. De fem kommer til at sige god for Besenbachers handlemåder, kontra deres erklæring om ikke at ville sætte sig til dommer. De godkender dermed også Besenbachers bagatellisering af de to AU-forfatteres brud på god videnskabelig praksis.

Forskningsfrihed medfører kollektiv forpligtigelse til at holde selvjustits, herunder når det gælder overholdelse af principper for god videnskabelig praksis. Det sker ved en aktiv kollektiv proces med gensidig kritik, det som Robert Merton kalder »organiseret skepticisme«. Kun derved kan forskningen skabe og opretholde troværdighed. Vi kan ikke forvente forståelse fra omverdenen for friheden, hvis vi ikke holder selvjustits. Her svigter de fem efter min vurdering.

De skylder klart svar på, hvordan de vurderer Besenbachers handlemåde. Altså:

1) Er det i orden, at Besenbacher har brugt sin magtposition og personlige forbindelser til bag kulisserne at intervenere i anliggender på Aarhus Universitet?

2) Er det i orden, at Besenbacher via personlige kontakter bag kulisserne har søgt at stoppe den kollegiale kritik blandt forskerne på AU?

LÆS OGSÅ: Fem professorer forsvarede Flemming Besenbacher. Nu svarer de på Heine Andersens kritik

Seneste