Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Finanslov: Ville man spare 10 procent på naturvidenskab?

Taxameter — Regeringen lancerer kæmpe besparelser på samfundsvidenskab og humaniora stik imod alle anbefalinger.

Prøv at forestille dig et finanslovsforslag, hvor regeringen lancerer besparelser på 10 procent på hele det naturvidenskabelige og tekniske område. Det er heldigvis uden for alles forestillingsevne, og det kommer næppe til at ske. Men hvordan f….. kan det så være, at en regering kan foreslå det på hele det samfundsvidenskabelige og humanistiske område?

Det er desværre udtryk for en ringeagt for det humanistiske og samfundsvidenskabelige felt, når der kan foreslås fem års omprioriteringsbidrag på én gang på de to områder. Det er som om, politikerne har glemt, at det er faktisk er vigtige uddannelser, som vores samfund ikke kan undvære.

Adskillige fag og forskningsmiljøer vil blive så skadede, at man ikke kan hverken fastholde eller tiltrække kapaciteter.

Humaniora har sat standarder for vores respekt for enkeltindividet, hvilket i samspil med samfundsvidenskaberne har skabt vores demokrati, retssikkerhed og retsstat. Det er de fags traditioner og tankegods, som hele vores samfundsmodel bygger på, og de fag er bærere af vores kulturarv.

Den dybe forståelse af dansk litteratur, kultur og organisationsformer i danske virksomheder er heller ikke noget, man bare kan importere udefra, hvis de forskningsområder imploderer. Vi kan slet ikke undvære solide forskningsmiljøer og dygtige kandidater inden for humaniora og samfundsvidenskab.

LÆS OGSÅ: Trods valgløfter: Regeringen vil spare millioner på humaniora og samfundsvidenskab

Der er brug for dygtige humanistiske og samfundsvidenskabelige kandidater til virksomheder, ministerier, kommuner og regioner, så der blandt andet kan skabes organisationsforbedringer og solide ledelsesmæssige beslutninger. Og der er brug for dygtige humanister og sociologer, som fx kan afkode menneskelige relationer og bringe det i samspil med nye digitale løsninger. Så det er os, der styrer teknologien, og ikke os, der bliver styret.

Arbejdsgiverne ved godt, at de har brug for dygtige humanister og samfundsvidenskabelige kandidater – nu skal vi bare også have hele Christiansborg til at forstå det.
*

Så kære Christiansborg: Vis respekt for alle fagområder og beslut ved denne finanslov, at taxameteret for humaniora og samfundsfag selvfølgelig ikke skal barberes ned, men i stedet permanent have det ‘løft’, som blev indført i 2010, fordi uddannelserne dengang var exceptionelt underfinansierede. Og det var vel at mærke før den forrige regerings rundbarbering af hele uddannelsesområdet.

Vi er heldigvis ikke alene om det synspunkt. Dansk Erhverv og DI har også været blandt kritikerne af HUM/SAMF-besparelserne, da finansloven blev præsenteret. Arbejdsgiverne ved nemlig godt, at de har brug for dygtige humanister og samfundsvidenskabelige kandidater – nu skal vi bare også have hele Christiansborg til at forstå det.

Vedtages besparelserne, vil det være en katastrofe, som ikke kan genoprettes senere. Adskillige fag og forskningsmiljøer vil blive så skadede, at man ikke kan hverken fastholde eller tiltrække kapaciteter, ligesom karrierevejene for unge forskere lukker. Det kan vi ikke acceptere, og derfor fortsætter vi med at lægge pres på, at alle besparelserne tages helt af bordet ved denne finanslov. Heldigvis bakker regeringens støttepartier os op, men vi skal helt i mål i finanslovsforhandlingerne.

Der skal være respekt for alle fagområder og en ordentlig, stabil finansiering, så der både kan skabes kvalitetsuddannelser og stærke forskningsmiljøer inden for alle fakultetsområder. Det kræver investeringer – og at man ikke beslutter 5 års omprioriteringsbidrag på én gang.

LÆS OGSÅ: Rektoratets klumme: Grabben op for universitetet

Seneste