Før langede de kaffe over disken, nu leverer de pinde til næsen

Normalt ville kantinen på Søndre Campus være fuld af sulte studerende, der spiste deres mad og drak kaffe side om side. Nu er stedet ommøbleret til test og strikt hygiejne.

Under gule veste med COVID SAFETY på ryggen har personalet, de såkaldte selvtest-supervisors, t-shirts på fra Food & Co. og Hav a Java. Testningerne bliver nemlig dirigeret af personale, der normalt står i kantinerne og cafeerne på Københavns Universitet.

Over disken langer de små kits med vatpinde, buffertuber og testkassetter. Kasseapparatet er skiftet ud med et højt bord og en delvist afskærmende plexiglasplade.

Jeg bestiller en selvtest. Bliver anvist til et bord, hvor jeg i ro og mag pakker mit kit ud. Her er håndsprit, spejl, klisterbånd og en vejledning i at udføre testen.

Jeg pakker podepinden ud, og stikker den op i mit højre næsebor til »den kan sidde fast af sig selv,« som vejledningen byder mig. Efter jeg har ladet pinden stritte frit ud af næsen et øjeblik, roterer jeg den fire gange rundt, tager den ud, og nyser.

Så det andet næsebor. Podepinden ned i røret med ekstraktionsbuffer, altså den væske, podepinden skal røres rundt i otte til 10 gange.

Jeg drypper væsken ud på testkassetten og får mindelser om dengang i kemilokalet på Blovstrød skole, da vi testede PH-værdien på sure og basiske ting.

Kaffe er sjovere, siger Jolá

Chefen for testcenteret er den under normale forhold kontoradministrerende køkkenchef Heino Knudsen. For ham er testregimet en måde at få sine folk på arbejde igen, efter at de har været hjemsendt med lønkompensation.

Nu hvor vi har fået den her opgave, tror og håber vi på, at vi kan beholde alle.

Heino Knudsen, køkkenchef

»Jeg har været nødt til at afskedige to tredjedele af mit personale. Enkelte har jeg måttet køre til lufthavnen fordi de så ikke kunne være i landet længere. Det var ikke sjovt,« siger han.

»Nu hvor vi har fået den her opgave, tror og håber vi på, at vi kan beholde alle. Og så snart vi må åbne flere madsteder, kan vi forhåbentligt genansætte de fleste.«

Jeg taler også med testsupervisoren Jolán Detreköy der inden coronanedlukningen solgte mig kaffe, og nu tager imod min selvtest.

»Først blev vi sendt hjem på lønkompensation. Jeg vidste ikke om jeg ville ende med at blive fyret,« siger hun.

»At jeg så skulle ende med at lave det her, havde jeg ikke lige gættet. Men så længe man bliver kaldt på arbejde, er det jo godt nok.«

Er det spændende arbejde?

»Nej.«

Jolán Detreköy fortsætter arbejdet med at tage imod en stadig strøm af test.

»Næste gang må du gerne tape tuben med væske fast på papskiven. I tilfælde af at testen ikke viser noget resultat, kan vi lave én til. Men det går for nu,« siger hun til en testperson der afleverer en papskive til hende.

Hendes kollega Cloe Voegele er også blevet testsupervisor. »Først var jeg angst for at skulle lave en test på mig selv,« siger hun.

De færdige test placeres efter et simpelt og smart system på supervisernes bord. På bordets ene side er en seddel med testtidspunktet. På den anden side er klokkeslættet for, hvornår testen skal aflæses.

»Det var noget, de havde fundet på ved et af de andre teststeder på KU. Det er op til os selv at lave vores egne systemer for, hvad vi synes er smartest«, siger Heino Knudsen.

Jeg opholder et par testpersoner, og spørger om deres oplevelse. De er glade for testcenteret på campus, siger de, og de stoler på, at deres testresultater er valide.