Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Førende forsker: Lykkeriddere og charlataner har spændt ben for forskning i stamceller

Nullernes store hype om stamceller betød, at forskningen i en periode var ekstremt ringe, siger Henrik Semb. På hans center er stamcelleforskning et langt, sejt træk.

De kunne kurere kroniske sygdomme. Diabetes, Parkinsons og Alzheimer.

Måske kunne de endda skabe kloner og ændre samfundet, som vi kender det.

Stamcellerne var en kilde til håb og frygt. Der var dem, der stemplede forskningens brug af embryoner, det tidligste stadie af et foster, som uetisk, og så var der dem, der hellere ville snakke om de millioner af patienter, der måske ville få et bedre liv.

Alt det foregår måske nok stadig, men det er, som om snakken om stamcelleforskning, de mulige gennembrud og de etiske gråzoner, er blevet lidt mere jordbunden.

Stamceller

Stamceller kan modsat andre celler dele sig i det uendelige og erstatte specialiserede celler, når de dør. Et eksempel: Når vi hver dag mister utallige hudceller, sørger stamcellerne for at lave nye hudceller, så vi ikke mister huden.

I forskningen forsøger man at få stamcellerne til at opføre sig på måder, så de kan reparere dele af kroppen, der ikke fungerer. Det kunne være hos patienter med type 1-diabetes, der ikke selv kan producere insulin.

Der er i hvert fald sket noget, siden tv-serien South Park behandlede emnet i starten af 00’erne. Her får den uvorne skoleknægt Eric Cartman afskaffet et forbud mod stamcelleforskning, som regeringen ellers netop har indført, ikke for at redde sin døende ven, som alle tror, men for at manipulere stamcellerne til at bygge en eksakt kopi af en lokal pizzarestaurant.

Det er en absurd animationsserie, ja, men en animationsserie, der har gjort det til sit varemærke at gøre grin med tidsånden. I dag er det svært at forestille sig et lignende afsnit, måske fordi de vilde forudsigelser om stamceller bliver luftet med lavere frekvens.

Spørger man en af Europas førende stamcelleforskere Henrik Semb, er det befriende.

Han har forsket i stamceller siden slutningen af 90’erne og leder nu centret DanStem på Københavns Universitet, og som han ser det, har hans job aldrig haft noget at gøre med science fiction. Han møder ikke på arbejde hver dag med tanken om, at han vil kurere hobevis af mennesker, og i lang tid troede han slet ikke, at han ville nå at lave kliniske forsøg med patienter, inden han gik på pension.

Det sidste har dog ændret sig for nylig. I december fik et hold forskere med Henrik Semb i spidsen en femårig EU-bevilling på otte millioner euro, knap 60 millioner danske kroner, hvor målet netop er at udvikle produkter, der kan testes på patienter med type 1-diabetes.

Hypen tiltrak lykkeriddere og charlataner, og i en periode var forskningen ekstremt ringe.

Henrik Semb, leder af DanStem

Det er målet at føre stamceller ind i diabetespatienter, så deres blodsukker forbliver stabilt, uden at de har behov for insulin. Forudsætningen er, at forskerne kan få pluripotente stamceller til at differentiere sig til insulinproducerende celler og transplantere dem i patienterne på en måde, så de præcist kontrollerer sukkerniveauet.

Forskerne har allerede vist, at det er muligt at helbrede mus med diabetes. Men ét er at lave forsøg med mus i et laboratorium, noget andet er at få stamcellerne til at opføre sig på en bestemt måde i en menneskekrop.

Det er det, Henrik Semb siger, at mange havde svært ved at forstå, da stamcellehypen var på sit højeste: Hvor ufattelig svært det er at omsætte laboratoriearbejdet til behandlinger af patienter.

Selv mange af dem, der arbejdede med stamceller var, ifølge forskeren, ikke villige til at acceptere det.

»Hypen tiltrak lykkeriddere og charlataner, og i en periode var forskningen ekstremt ringe. Det var enormt svært at navigere i det landskab, fordi man ikke vidste, hvem man skulle stole på. Man følte altid, at alle var foran, fordi folk forsøgte at publicere ting, der slet ikke var klar til at blive publiceret,« siger han.

Når man som forsker forsøgte at kopiere forskningsresultater, viste de sig umulige at reproducere, fordi kvaliteten af studierne simpelthen var for lav. Ifølge Henrik Semb skyldtes det, at mange lod sig forblænde af endemålet og prøvede at springe den solide grundforskning over for at fremtrylle et banebrydende produkt med det vons.

»På et tidspunkt indser man, at man bare skal gøre det, man selv tror er det rigtige i stedet for at løbe efter andre. Man skal have sin egen plan og følge den.«

Skandaler og mirakler

Hypen om stamceller var ikke bare en hæmsko for forskningen. Den har også haft alvorlige følger for patienter.

For eksempel udsatte en italiensk fuplæge hundredvis af mennesker for en stamcellebehandling, hvis effekt ikke var dokumenteret. Han blev dømt for svindel i 2015 og fik en straf på 22 måneders fængsel, men i stedet for at afsone, indgik han et forlig, hvor han accepterede ikke at tilbyde behandlingen længere. Det gjorde han så alligevel, og kom han i fængsel.

Det er meget specielt, at så mange af forskningskronerne kommer fra det private i Danmark. Jeg ville foretrække, at det var finansieret af offentlige skattekroner.
Henrik Semb, leder af DanStem

Det er bare et af mange eksempler på »useriøse mennesker«, der har lovet at kurere alle mulige sygdomme med stamceller, siger Henrik Semb.

I hans indbakke ligger mange mails fra forældre, der beder ham forholde sig til udenlandske stamcellebehandlinger, fordi de har et barn med en alvorlig sygdom.

»Jeg fortæller dem, at de er nødt til at se, om der er nogen videnskabelig evidens for, at det, de her behandlere siger, de kan udrette, er sandt. Om der er data, der understøtter det. Hvis de ikke kan finde det, anbefaler jeg, at de lader være med at tage risikoen,« siger han.

»Men det er en meget svær situation for dem, og i sidste ende er det jo altid deres egen beslutning.«

Til gengæld har stamcellerne også produceret det, man før i tiden kaldte mirakler. For eksempel lykkedes det et hold forskere og læger anført af Michele De Luca at genskabe store dele af huden på en syvårig dreng, der led af en genetisk hudsygdom. Var behandlingen slået fejl, havde drengen ikke været i live i dag.

De Luca korrigerede mutationen, der var årsag til sygdommen, og brugte de ‘raske’ hudstamceller til at gendanne drengens hud.

Henrik Semb arbejder med en anden type stamceller, dem, der er dyrket fra embryoner, fostre i det tidligste stadie, og som kan blive til alle celletyper i kroppen. De indgår endnu ikke i nogen registreret behandling.

Ifølge forskeren er netop den type stamcelleforskning dog værd at satse på. Den tager bare længere tid, end mange er villige til at give.

Hvis vi gør det akademisk, siger nogen, at det tager for lang tid, men jeg tror faktisk, vi sparer tid.

Henrik Semb, leder af DanStem

»Politikerne og universitetet er nødt til at forstå, at der stadig er brug for basal grundforskning. Man kan aldrig bare sige: ’Det var det, nu skal I begynde at behandle sygdomme’. Det er ikke sådan, det fungerer.«

Så der er stadig for meget fokus på at fremstille et slutprodukt, der med det samme kan helbrede en masse patienter?

»Ja, bestemt.«

»Hele ideen med at lave EU-programmet er, at vi skal undersøge hvilke celleprodukter der fungerer bedst i patienter med type 1-diabetes. Erfaringerne fra vores forsøg kommer til at give os ny viden, der vil fortælle os, hvad næste skridt skal være. Det er sådan, man systematisk arbejder sig frem til noget, der virker og kan hjælpe så mange patienter som muligt.«

Ville foretrække offentlig støtte

Det er også derfor, han mener, at det er bedre at være finansieret af offentlige end private midler: På grund af den tålmodighed, der er svær at opnå, hvis ivrige investorer står på sidelinjen og kræver et afkast inden for en tidsramme, der i bedste fald er urealistisk.

For slet ikke at tale om den gennemsigtighed, der er afgørende for offentlig forskning, men som hurtigt bliver til forretningshemmeligheder i privat regi.

etik

Ikke alle har set positivt på stamcelleforskningens brug af befrugtede æg, og i nogle lande er forskningen stadig stærkt reguleret af denne grund.

I Danmark siger loven, at et befrugtet æg højst må holdes i live i 14 dage uden for livmoderen. Desuden benytter stamcelleforskerne kun embryoner, der er kommet i overskud under fertilitetsbehandlinger – og efter parret, der har modtaget behandlingen, har givet deres samtykke.

Men hvad så med det center, han selv leder?

Dets lange navn er The Novo Nordisk Foundation Center for Stem Cell Biology. Det vil sige, at centret nok ligger på Københavns Universitet, men det er finansieret af en erhvervsdrivende fond, Novo Nordisk Fonden, der delvist ejer medicinalfirmaet Novo Nordisk og biotek-firmaet Novozymes. I 2010 gav de 350 millioner kroner til at etablere centret, og i 2015 skød de 235 friske millioner ind.

»Indtil videre donerer Novo Nordisk Fonden penge til universitetet, og så kan vi bruge dem, som vi ønsker, men vi vil se en forventning om, at forskningen skal kunne anvendes på et tidspunkt. Du kan sige, at det er forståeligt. Er det godt? Jeg tror, vi kan imødekomme begge interesser uden at gå på kompromis med den grundlæggende forskning,« siger Henrik Semb.

»Men det er et meget legitimt spørgsmål, og vi vil jo se om fem-ti år, hvordan det er gået. Det er meget specielt, at så mange af forskningskronerne kommer fra det private i Danmark. Jeg ville foretrække, at det var finansieret af offentlige skattekroner.«

Når han forklarer, hvorfor han kastede sig over stamcelleforskningen, siger han, at han ville forstå de dybeste processer i menneskekroppen og hjælpe patienterne. Det kræver ifølge Semb, at forskningen tager afsæt i deres behov.

Han svarer ikke særlig præcist på det spørgsmål, som han med et lille suk siger, at alle altid vil have svar på: Hvornår får patienterne så gavn af forskningen?

Men han insisterer på, at det arbejde, han skal lede i det nye EU-projekt, er den hurtigste vej til de gennembrud, som mange hungrer efter.

»Hvis vi gør det akademisk, siger nogen, at det tager for lang tid, men det her program er fyldt med dedikerede forskere, der har ekspertise på forskellige områder og ved, hvad der skal gøres i forskellige situationer. Så jeg tror faktisk, at vi sparer tid.«

# Skriv kommentar
Del

Deltag i debatten

Seneste