Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Leder — Det kan være svært at forstå, hvorfor Marianne Stidsen vælger at sige sin stilling op, når hun ikke tillægger plagiatbeskyldninger mod hende nogen vægt.
»Hysterisk pedanteri.« Sådan har det lydt fra lektor, dr.phil. Marianne Stidsen fra Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, når der er kommet beskyldninger om plagiat, og i det lys er det svært at forstå, hvorfor Stidsen så alligevel har opsagt sin stilling.
Historien om Marianne Stidsen er et todelt kalejdoskop – akkurat som hendes professionelle virke. Hun er på den ene side historien om den akademiske outsider, der begik aktivistisk forskning. Og på den anden historien om en debattør, der de seneste år har sprøjtet bøger ud i et omfang, som var der tale om læs-let knaldromaner.
Debattøren Stidsen har altid stillet op. Hun har indtaget upopulære synspunkter og gerne talt den intellektuelle elite midt imod i en polariserende facon, der fik mange op i det røde felt, og lige var ved at sprænge Det Danske Akademi til atomer. Hun har bakket sine kulturkritiske debatbøgers påstande og konklusioner op med misundelsesværdig kampgejst i offentligheden, når de blev mødt med kritik. Og så har hun stået fast – helt fast – selv om alt og alle omkring hende stod i brand, og det ikke skortede på bandbuller mod hende.
De studerende mister en enormt engageret underviser. Humaniora mister noget ret unikt: En lektor der formår at spille sit forskningsområde ind i nutidig kontekst.
Nu lukker debatvirksomheden Stidsen Inc. Og når hun siger, at hendes modstandere har vundet, kan det ikke udelukkes, at der i debatdanmark er et par personer, der har headbanget en lille sejrsdans til tonerne af Pussy Riot. Omvendt er det måske også relevant at spørge, om en forskers aktivistiske tilgang ikke er gået for vidt, når Stidsen kan tale om, at hendes modstandere har vundet. Kommer hun da ikke netop til at bekræfte politikerne i, at der er behov for at lovgive om, at forskning skal være apolitisk?
Omvendt har historien om lektor, dr.phil. Marianne Stidsen næsten kun tabere her på Københavns Universitet.
De studerende mister en enormt engageret underviser. Humaniora mister noget ret unikt: En lektor der formår at spille sit forskningsområde ind i nutidig kontekst. Og som gerne stiller op i tide og utide i offentligheden og peger på, hvordan tanker fra oplysningstiden er relevante i fx #metoo-debatten. Hendes slags hænger ikke på træerne, og slet ikke på de små spinkle gevækster på Karen Blixens Plads. Med Stidsen på Humaniora fremstod Københavns Universitet som en rummelig institution med plads til uenighed, som den akademiske tradition fordrer. Det er et adelsmærke. Og Stidsen var – ja, det er snart datid, der skal bruges – en konstant reminder om, at uenighed ikke behøver være et problem, når det kommer til den akademiske debat. Det har vi mistet – på godt og ondt.
Hvis nogen kan huske, hvilken omgang hjerneforsker Milena Penkowa fik i danske medier efter afsløringen af videnskabelig uredelighed, forstår man godt, at Stidsen vælger selv at gå. Det var alt andet end kønt. Og det slipper Stidsen for. Så hvis nogen vinder bare en lille smule i sagen om lektor Stidsen, er det måske hovedpersonen selv. Det er svært at forstå, at Stidsen har opsagt sin stilling, hvis der intet er at komme efter. Selvom Stidsen stopper, så granskes hendes disputats fortsat, og hun slipper derfor ikke for at få svar på, om hendes videnskabelige praksis er i orden.
Marianne Stidsen fremstår på alle måder som et menneske med en mission. Hun brænder, brænder igennem, og den slags ildsjæle er sjældne og svære at have andet end sympati for. Som sådan vil hun helt naturligt blive savnet på KU. Hvis der er tale om plagiat, skal hun naturligvis gå. Men at gå før tid virker fjollet, hvis hun vitterlig mener, at der intet er at komme efter. Vi ville på Uniavisen klart have foretrukket, at vi slet ikke var kommet hertil, men at Stidsen – i stedet for at gå i vanlig offensiv – havde taget kritikken til sig og fortsat sit arbejde. Som den sten i skoen, der minder os om, at vi skal være kritiske over for andre såvel som tidens udbredte holdninger og verdenssyn.