Da jeg ringer på døren til Marianne Stidsens lille femtesalslejlighed på Frederiksberg en eftermiddag midt i november, er jeg forberedt på at møde et menneske i frit fald.

Marianne Stidsen har opsagt sin lektorstilling på Københavns Universitet efter 25 år. I disse måneder er universitetet i gang med at plagiatteste hendes doktorafhandling fra 2015 efter en artikelserie i Information anklager hende for plagiat i to nyere debatbøger.

Vi giver ikke hånd, fordi corona, men Marianne Stidsen går straks i gang med at sniksnakke og bande over en termokande, hvor låget har sat sig fast. Vi får skruet låget løs ved fælles indsats, mens vi begge hævder, at det var den anden, der fik det til at lykkes.

»Jeg er træt,« siger Marianne Stidsen.

»Det har været en fuldstændig sindssyg måned, og jeg har jo ellers vænnet mig til, at det går hedt til, for jeg har været i nogle ret hårde debatter i nogle år efterhånden, men det her har jeg dog ikke prøvet før,« siger hun med henvisning til plagiatanklagerne.

Marianne Stidsen har givet interviews hver dag i ugevis. Tidligere på dagen havde hun besøg af Kristeligt Dagblad, fortæller hun og siger, at hun har stillet op til det hele, fordi »det er meget vigtigt for mig at forklare, hvordan jeg ser på de her ting.«

Hun hælder kaffe i to enorme keramikkopper og sætter sig til rette i en gylden lædersofa, der står op ad væggen i den lille stue. Jeg har læst, at alle hendes mange bøger og debatindlæg er blevet til i den sofa, og det giver mening, for hun ejer ikke et skrivebord.

Rummet er sparsomt møbleret, alligevel er stemningen puppeagtig. Det skyldes bøgerne, der tårner sig op i stabler alle vegne. I en reol, på kommoden, i vindueskarmen og på spisebordet midt i rummet. Marianne Stidsen har alligevel aldrig middagsgæster, fortæller hun.

»Jeg er ikke så socialt anlagt, at det gør noget. Jeg er meget hjemmemenneske, og jeg elsker at være her.«

Hun har indrammet sit stærke blik med kohl og har clipset det skulderlange rødbrune hår op med et spænde i den ene side, en frisk asymmetri, der får hende til at se yngre ud end sine 59 år.

Hvis der er lavet original forskning i moderne humaniora, så er det eddermame fru Stidsen, der har gjort det.

Hun har en firseragtig vintagestrik på, men den er næsten kamufleret af en kæmpe buket, der står på sofabordet mellem os. Blomsterne har rødbrune og dyblilla efterårsfarver, og de kom med et bud fra Trykkefrihedsselskabet »da alt stod på gloende pæle,« som hun siger.

Marianne Stidsen var ti år om at skrive sin doktorafhandling. Hvad betyder det for et universitetsmenneske, at hendes bedømmere nu har bestilt en plagiattest af hendes værk, spørger jeg.

»Absolut ingenting. Selvfølgelig synes jeg, det er trist,« siger Marianne Stidsen og sukker dybt. »Og egentlig også ynkeligt, at nogen kan finde på at komme seks år efter og påstå de her ting. Hold nu op. Læs værket. Det er mig hele vejen igennem, det kan man simpelthen ikke tage fejl af. Og hvis de kan komme igennem med nogle anklager nu, så føler jeg mig fuldstændig sikker på, at der på den lange bane vil komme nogen og rense mig og pege på, at hvis der er lavet original forskning i moderne humaniora, så er det eddermame fru Stidsen, der har gjort det.«

Sidst jeg interviewede Marianne Stidsen, talte vi om disputatsen, som hun netop havde forsvaret og fået hug for i et propfyldt auditorie. Forsvaret trak ud i timevis på grund af skarpe protester fra stolerækkerne.

Blandt kritikerne var Lars Bukdahl fra Weekendavisen og Tue Andersen Nexø, anmelder på Information og lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab. Nexø havde en lang liste af kritikpunkter, blandt andet at afhandlingen led under »faglige stråmænd og en mærkelig blanding af begrebsligt sjuskeri«, som han formulerede det i en anmeldelse i Information i januar 2016.

Marianne Stidsen var i hopla. Hun sagde, at uenighederne primært havde rod i forskellige syn på individets stilling i litteraturen, »subjektet er ikke kosher i øjeblikket,« som hun formulerede det.

I dag siger hun, at årene siden forsvaret har været hendes bedste:

»Jeg arbejdede på min doktorafhandling i ti år, og da den kom ud, var det som om proppen sprang af flasken. De sidste seks-syv år har jeg forløst mine forskningsmæssige ambitioner med en stribe af værker fra afhandlingen over min bog om eksistentialisme til min bog om dansk litteraturkritik gennem fem årtier.«

LÆS OGSÅ: Punkeren der blev dr.phil. (men stadig lever, som da hun var på dagpenge)

Universitetsmennesker kender Marianne Stidsen som litteraturforsker og dr.phil. Endnu flere kender hende som debattør og arg kritiker af identitetspolitik og feminisme, ja, hele »den radikale venstrefløj,« som hun har kaldt sine værdipolitiske modstandere i stribevis af debatindlæg i den skrevne presse, også i Uniavisen.

Ved siden af sværdslagene mod #metoo og »wokeisme« i medierne har Marianne Stidsen skændtes med både kritikerkollegaer i bogtillæggene og med forfatterkollegaer i Det Danske Akademi, hvor uenighederne kulminerede med, at fire medlemmer skred i protest og ikke kom tilbage. En af dem var Suzanne Brøgger, som Stidsen tidligere har fremhævet som sit store forbillede.

Marianne Stidsen stak ikke piben ind, men kæmpede videre fra duel til duel. Lige indtil den 25. oktober, hvor hun sagde sit gode job op som lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab kort før sit 25 års-jubilæum på Det Humanistiske Fakultet.

Men hvorfor går hun? Hvorfor læner hun sig ikke tilbage og venter på den renselse, som hun er så sikker på, at historien vil give hende?

»Jeg synes grundlæggende, at der er sket et skred fra, at det er de store tanker, de skarpe analyser og de intelligente pointer, der er det vigtigste og nærmest bliver overskygget af, hvad jeg flere steder har kaldt hysterisk pedanteri. Men eftersom jeg nu er blevet belært på den hårde måde om, at det ikke er sådan resten af universitetsverdenen ser på det, er der jo ingen tvivl om, at det er mig, der skal gå.«

Tre uger inden opsigelsen blev hun i en artikel i dagbladet Information anklaget for plagiat i sin nye debatbog Køn og identitet – et spadestik dybere fra 2021.

En juraprofessor mente, at Stidsen var på kant med ophavsretten, fordi ordrette passager fra leksikonnet Den Store Danske er flettet ind i teksten uden at forfatteren markerer afsnittene med gåseøjne. Stidsen tog til genmæle og kaldte sin metode parafrase.

Siden fulgte en hel serie artikler i Information, hvor også en bog fra 2019 kom under luppen, og her beskyldes Stidsen for at skrive af fra artikler i Weekendavisen, Information og Uniavisen uden at kreditere og citere korrekt.

Der er forskel på krimskrams som det her og så egentligt plagiat.

Marianne Stidsen forsvarede sig. Hun ville tillade samme metode hos sine studerende, sagde hun, og på spørgsmålet om hun ville benytte samme praksis i sit videnskabelige arbejde, svarede hun ja. Det fik bedømmelsesudvalget bag hendes doktorafhandling Den ny mimesis til at bede universitetet kontrollere dens 1.300 sider for plagiat.

Hvis plagiatkontrollen svinger ud, risikerer Marianne Stidsen at få frataget sin doktorgrad, som det sidst skete for hjerneforsker Milena Penkowa i 2017.

Uniavisen er ikke kommet for at debattere værdipolitik med Marianne Stidsen. I dag skal det handle om akademisk praksis og synet på det universitet, Stidsen forlader om kort tid.

Marianne Stidsen nøjes nu ikke med at tale om det litterære subjekt som i sin disputats, men om individets stilling i selve civilisationen. Fra sofaen siger hun noget, der lyder som en programerklæring:

»Jeg vil forsvare det skaldede lille forblæste enkeltindivid til jeg ikke kan gå oprejst på den her jord mere. For mig er det civilisation, når det enkelte individ har værdi i sig selv, og den samme civilisation slutter, når det ikke længere er tilfældet.«

Hun har samme fokus i sit fag. Den akademiske hovednerve i Marianne Stidsens forskning stammer fra oplysningstiden, siger hun.

»Individet bliver italesat første gang i oplysningstiden, hvor det bliver tildelt nogle rettigheder på baggrund af det, man kaldte naturretten. Alle mennesker er født lige og har ret til forskellige ting, såsom blandt andet at ytre sig frit. Det er en strøm, der har holdt hele mit apparat i sving.«

Ifølge Marianne Stidsen er dette ’skaldede lille forblæste enkeltindivid’ kommet under et kæmpe pres. Retorikken skærpes, og kampmetaforerne overtager naturbillederne, når Stidsen beskriver det aktuelle debatklima.

På den ene side ser hun en toneangivende og arrogant kulturelite, der hamrer derudad under woke paroler. På den anden side befinder Marianne Stidsen sig. Sammen med en majoritet af mennesker, der ikke nyder samme privilegerede adgang til medierne, men som ifølge hende finder udviklingen lige så skræmmende, som hun gør.

Og nu er kampen om civilisationen så blevet til en kamp om citationspraksis, hvis man skal tro Marianne Stidsen:

»Jeg kan se, at de fleste avislæsere, selv folk der er meget politisk uenige med mig, ser det her som en politisk heksejagt. Der er forskel på krimskrams som det her og så egentligt plagiat. Når noget er så meget ude af proportioner, er det logisk, at der må ligge andre motiver bag. Det er svært ikke at lægge to og to sammen. Jeg oplever anklagerne som et led i den kulturkrig, der raser derude. Hvis der ikke havde været det voldsomme kulturelle drama udenom, som jeg jo har været en meget aktiv del af, havde jeg helt stensikkert taget det meget mere personligt,« siger hun.

LÆS OGSÅ: Københavns Universitet må ikke blive en feministisk og intersektionel præsteskole

»Det er kommet bag på mig, at det lige skulle være sådan noget her, der fældede mig i gåseøjne, men at der ville komme noget på et tidspunkt, har jeg overhovedet ikke været i tvivl om«, siger Marianne Stidsen.

Hun har god appetit på mit medbragte wienerbrød, og hun ligner ikke en, der har ligget søvnløs i ugevis.

»Lige da det brød løs, var der en uge, hvor jeg faktisk ikke sov. Eller rettere, jeg sov lige akkurat tilstrækkeligt til, at jeg kunne komme igennem dagene på en måde, så andre i hvert fald ikke bemærkede noget. Jeg gik på arbejde som jeg plejer og passede min undervisning. Og så bundfældede det hele sig ligesom lidt.«

Marianne Stidsen afviser, at hun ville ønske, at der var ting, hun havde gjort anderledes. Heller ikke i lyset af den seneste måneds udvikling.

»Det kan jeg svare helt klart nej til. Og jeg ved godt, at mange synes, jeg er dumstædig. Det er også derfor, jeg ikke har haft en masse ubehagelig tvivl undervejs.«

Stidsen siger, at hun ikke spurgte nogen til råds, før hun besluttede sig for at sige op:

»Jeg har ikke snakket med nogen om det. Det gør jeg aldrig med beslutninger, som er altafgørende for min egen fremtid. Jeg diskuterer dem mig selv og når frem til en afgørelse, som jeg fører ud i livet. Jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg selv må stå til ansvar for den slags beslutninger. Det kan man ikke tørre af på andre, for hvad så, hvis det ikke går godt, hvad hvis jeg får en depression? Er det så de mennesker, der rådede mig, der skal stå til ansvar? Små beslutninger, til gengæld … Jeg siger tit til min søster: det må du afgøre, for jeg kan ikke bestemme mig. Men aldrig med store ting, og heller ikke denne her.«

Marianne Stidsen er ikke typen, der skelner mellem arbejds- og privatliv. Hun bor sammen med de bøger, der inspirerer og tænder hende.

»Du kan se, at bunkerne kun er vokset, siden du var her sidst. Jeg ved nøjagtig, hvad der er i alle bunker, og så lader jeg ligesom lysten styre.«

Herfra Marianne Stidsens verden går. Og den nærmeste støtte kommer i bogstavelig forstand fra naboopgangen, hvor hendes elskede forældre bor.

»De støtter mig i alt, hvad jeg gør med meget stor tillid til, at jeg gør det rigtige. Og jeg tror godt, de har kunnet se, at det også har været hårdt. Jeg har intet overblik over, hvor mange indlæg jeg har skrevet de seneste tre-fire år, men det er mange. Og det har været ved siden af mit fuldtidsarbejde på universitetet, så som mine søde og omsorgsfulde forældre, synes de, at det er godt, at deres datter får lidt fred og ro,« siger Marianne Stidsen.

Hun siger også, at selv om forældrene er af bondeslægt, er de et par af de klogeste mennesker, hun kender. Det lå ikke i kortene, at deres datter skulle gå hen og blive akademiker, men måske lå det i kortene, at hun ville blive fritænker. Hun har i hvert fald altid følt sig på kanten af det gode selskab, siger hun.

Til Information har Marianne Stidsen sagt, at man kunne håbe, at nogen vil starte et privat universitet. Det havde hendes far grublet videre over, siger hun, og han konkluderede, at Danmark er for lille, men at man måske kunne forestille sig noget på internordisk plan med hovedsæde i Malmø.

»Bare for at sige, at vi alle sammen er fulde af ideer i min familie, også min gamle far. Det er jo genialt,« siger Marianne Stidsen. »Og sjovt nok var det jo samme dag, nyheden kom om at der er startet et privat universitet i Austin, Texas, hvad jeg ikke vidste, da jeg sagde det. Det er lige til at blive overtroisk af.«

Marianne Stidsen kunne godt drømme om at være på en arbejdsplads, hvor hun ikke hele tiden er den med de forkerte holdninger, men hun siger, at hun ikke kommer til at forlade Danmark nogensinde.

Du kunne tage dine forældre med til Texas?

Marianne skraldgriner og siger så:

»Min mor har fløjet én gang. Frem og tilbage til Kreta, det var vores gave til dem, da de fyldte tres, og det var absolut nok for hende.«

Marianne Stidsen fortsætter med at undervise på sine to kurser i faget moderne litteratur på grunduddannelsen frem til den 31. januar for at gøre semesteret færdigt og bedømme de studerendes opgaver.

»Det betyder meget for mig at komme fra universitetet med værdighed, og det betyder blandt andet at mine studerende kan være rolige ved, at de ikke skal skifte lærer midt i det hele. De har jo uro nok, siger Marianne Stidsen.«

Uniavisen har talt med nogle danskstuderende om plagiatanklagerne mod Stidsen. Flere af dem siger, at hele historien efterlader dem med en stor følelse af usikkerhed, og de efterlyser en samtale om, hvor grænsen går. De har hørt, at studerende kan blive smidt ud af universitetet for langt mindre forseelser. Deres forvirring giver mening for Marianne Stidsen.

LÆS OGSÅ: Studerende om Stidsens plagiatsag: »Undervisere skal overholde de samme regler som os«

»Som jeg forstår det, synes de studerende, at det er meget små ting, de kan risikere bål og brand og i værste fald udsmidning for. Og jeg må sige, at jeg ikke anede, at det stod sådan til. Det har jeg tænkt afsindig meget over, og det bekræfter mig i mit valg om at sige op, for hvis det er sådan, det er blevet, kan jeg ikke stå inde for at undervise. Ikke forstået på den måde, at de formelle spørgsmål ikke skal tages alvorligt, men begrebet plagiat er da blevet fuldstændig misforstået, hvis den mindste lille fejl i kildehenvisning eller fodnote kan udløse sådanne sanktioner, og så er der da noget rivravruskende galt i vores system. Det vil jeg gerne sige højt.«

Forstår du, at dine studerende er kommet i en prekær situation, hvor de kan komme i tvivl om det, de lærer af en underviser, der er ved at blive undersøgt for plagiat?

»Ja. Det kan jo ikke nytte noget, at jeg siger god for noget, og så risikerer de studerende at blive fældet af systemet bagefter. Det siger sig selv. Eftersom de alle sammen ved, at jeg har fået skældud, har jeg opfordret dem til hellere at sætte et par gåseøjne for meget end et par for lidt. Jeg har forsøgt at tage det på den humoristiske måde for ikke at gøre dem endnu mere urolige.«

LÆS OGSÅ: Få styr på citatreglerne

Andre studerende har over for Uniavisen udtrykt stor beklagelse over at skulle miste Marianne Stidsen, som de kalder en meget pædagogisk og engageret underviser. Hvad tænker hun om det?

»Det gør mig da helt vildt glad. Nærmest rørt til tårer. Altså.«

Marianne Stidsen er stille usædvanligt længe. Hun sunder sig med en tår kaffe. Så siger hun, at hun føler, at hun kan noget som lærer, og at hun har det i blodet.

Med årene er der opstået kold luft rundt omkring mig.

Marianne Stidsen fortsætter tankerækken og siger, at flere af hendes venner har fået at vide, at det ikke er en god ide at omgås en som hende.»Desværre er universitetet blevet et sted, hvor det kan koste, hvis man siger noget pænt om de forkerte og noget grimt om de rigtige. Det ved alle, også de studerende. Og jeg mindes ikke, at det har været sådan før, selv om bølgerne kunne gå højt. Der er opstået en frygtkultur, som hedder noget fint på udenlandsk, nemlig guilt by association.«

»Med årene er der opstået kold luft rundt omkring mig. Gamle studiekammerater, der drejer hovedet den anden vej, hvis vi passerer hinanden. Det kan selvfølgelig også være mig, der ser spøgelser ved højlys dag.«

Marianne Stidsen siger, at hun har tænkt meget over, hvad der er sket med universitetet i de år, hun har været ansat. Også når det kommer til plagiatbegrebet, som hun »selvfølgelig har været opmærksom på som underviser.«

»Jeg har bedømt opgaver og voteret med et hav af forskellige censorer, og du opøver en sjette sans for at fornemme, hvis der er noget lusk, og nogen forsøger at udgive noget for deres eget og stjæle tanker, ideer, analyser, originale formuleringer fra andre. Det er plagiat, og den går selvsagt ikke, og det har den aldrig gjort.«

Og så ransager hun sig selv med bedømmerblikket:

»Jeg har aldrig påstået, at det, jeg laver, er fuldstændig fejlfrit, men det har intet med plagiat at gøre.«

Spørgsmålet er, om ikke Marianne Stidsen ville ønske, at hun havde været mere omhyggelig med de skide gåseøjne, når hun genlæser eksemplerne i pressen?

»Jeg er enormt bevidst om, hvad jeg gør, når jeg skriver. Og jeg synes, det ville være hyklerisk at efterrationalisere på den måde. Når jeg benhårdt siger, at jeg står hundrede procent inde for det, jeg har gjort, er fordi jeg synes, jeg har brugt en OK praksis. Jeg synes, jeg er redelig og krystalklar, og jeg henviser til kilderne. Skal man, når man refererer faktuelle oplysninger fra et leksikonopslag – der vel at mærke bygger på andre leksikonopslag og derfor er det, man kalder almen viden – sidde og sætte små gåseøjne rundt om oplysningerne? Jeg mener nej, og det holder jeg fast ved. Andre mener ja, og det er så der, vi står.«

»Jeg er sikker på, at dem, der er ude efter mig, godt har vidst, at de har verdens tyndeste sag, men jeg er også sikker på, at de har villet have mig hen, hvor peberet gror. Og det har de fået.«

Jeg lader den sidste sætning synke ind. Så holder jeg en kronik op fra Weekendavisen fra den 28. oktober 2021 med titlen Vendekåber og Stalin-orgler. Et genmæle et par uger efter de første plagiatanklager, hvor Marianne Stidsen gransker sine anklageres motiver og opfordrer koret af kritikere til at sagsøge hende.

Vil det sige, at der ikke kommer flere indlæg fra dig som det her?

»Nej, det gør der ikke. I hvert fald ikke i et godt stykke tid fremover.«

Du trækker dig fra debatten?

»Ja, det gør jeg. Jeg har lige lavet et oplæg, der kommer et sted langt ude på nettet, fordi jeg blev kaldt ind til et debatmøde om kønsskifte for børn, som jeg har skrevet om i min seneste bog. Ellers har jeg tænkt mig at holde en meget lang pause.«

Og hvornår giver du dit sidste interview i den her sag?

»Nu. Det er dig. Jeg har sagt til folk, at jeg løber med bolden, så længe jeg har den, og når der kommer nogen og tager den fra mig, så lægger jeg mig ned på sofaen og puster ud.«

Du siger, at du opfatter anklagerne som et ideologisk motiveret forsøg på at få dig verfet af vejen. Du har sagt dit gode job op, og nu proklamerer du så, at du trækker dig fra debatten?

»Ja.«

Marianne Stidsen føler sig kriminaliseret. Men man kan vel også hævde, at hun kriminaliserer sine modstandere med den retorik, hun selv bruger, når hun kalder #metoo en terrorbevægelse, feminisme for mazisme og så videre.

»Det er da tankevækkende, at det altid er de ord, der bliver citeret. Der er aldrig nogen, der interesserer sig for den kontekst de indgår i, og den er ellers ret stille og rolig. Når den anden fløj kaster med polariserende udtryk som fx toksisk maskulinitet, betragtes det ikke som kontroversielt, fordi det indgår i det tankesæt, vi nu skal have, hvor vi skal forstå, at mænd alene qua deres køn er et problem, mens kvinder er det modsatte. Ifølge mit verdensbillede er det diskrimination af værste skuffe.«

Jeg lader de polariserende ord ligge, fordi de åbner for en ladeport væk fra sofagruppens konstruktive dialog, men jeg fortæller Marianne Stidsen, at jeg godt kan finde på at bruge et begreb som giftig maskulinitet.

»Der kan du bare se! Det er mindst på niveau med grovheden i de ord, jeg selv har brugt. Men debatten foregår sådan i dag, at hvis en person stiller sig lidt ved siden af fællesskabet og går ud i eget navn og skriver et eller andet, bliver man straks mødt af en hel flok den anden vej. Der er en kollektiv blodrus i de her kulturdebatter, som jeg finder ekstremt uhyggelig.«

Marianne Stidsen siger, at hun kun har rosende ting at sige om ledelsen hele vejen op til bestyrelsen, selv om hun i samme åndedrag ikke føler, at der er plads til hendes slags på Københavns Universitet.

»Jeg synes virkelig, at min nærmeste ledelse har kæmpet for at holde den akademiske friheds fane højt og insisteret på, at der skal være plads til, at perspektiver og holdninger brydes på kryds og tværs. Og det nye bestyrelsesmedlem [lektor Pia Quist, red.] var ude i Uniavisen og sige, at der skal være plads til netop det, hvilket er virkelig rart for sådan en som mig. Men måske er det ikke nok,« siger Stidsen.

Det er da ledelsens opgave at beskytte universitetet mod politisering.

»Den kraft, det politiske pres kommer med, er så stor. Jeg tænker, at ledelsen i fremtiden med fordel kunne være lidt tydeligere med, hvor grænsen går for aktivistisk indflydelse. Jeg synes det er for meget, hvis det er overladt til enkelte modige stemmer, typisk studerende, at tale politiseringen imod. Det er da ledelsens opgave at beskytte universitetet mod politisering. Rektor sætter den overordnede kurs, og hvis han vil gøre det lettere for ledere andre steder i systemet at sætte foden ned, kunne han melde det klarere ud.«

Rektor benyttede sin taletid ved årsfesten den 16. november til blandt andet at sige, at »forskere skal kunne holde til benhård kritik, så længe det ikke tipper over i hate.« Jeg tænkte på dig …

»Det tror jeg nu ikke, rektor gjorde … Men det kan ikke nytte noget, at man bliver alt for sart. Så kan man sige, at det skulle komme fra mig, der lige har sagt min stilling op, men jeg synes, at det er helt afgørende, at vi som de meget, meget privilegerede universitetsansatte vi er, forstår, at samfundet rummer mange andre slags mennesker, der prøver at udtrykke deres holdning med de ord, de nu har. Jeg har vænnet mig til at udveksle med omverden, og jeg er vant til alle mulige menneskers måde at tale på, også når deres sprog ikke er totalt dannet og slebent.«

Marianne Stidsen er træt af at føle sig som et enmandsshow, siger hun. Folk følger ikke hendes opfordring om at stå frem med deres overvejelser, fordi prisen er for høj:

»Der er folk på vores universitet, som har set de samme problemer som mig, men som ikke har lyst til at tale åbent om dem, fordi de har en klar og begrundet fornemmelse af, at det kommer til at koste, siger hun.«

»Og vi taler ikke om vrede kulturkrigere, men folk der stille og roligt iagttager udviklingen og finder dele af den beklagelig og måske udtrykker det i en videnskabelig artikel, og næste gang de tager på konference, vil ingen sidde ved siden af dem. Det er vilde historier, jeg får fra folk. Og det gør mig ked af det. Og det har gjort, at det også kunne blive anstrengende at gå på arbejde.«

Jeg husker Marianne Stidsen på, at hun også har fået kollegial medvind. I 2018 fik hun den faglitterære pris af Dansk Forfatterforening for at have gjort vanskeligt fagligt stof tilgængeligt for et bredt publikum.

»Ja, den var jeg selvfølgelig helt vildt glad for og beæret og stolt over. Det var nok ikke sket, hvis det havde været et par år senere. Det var godt, at jeg nåede at få den, inden jeg gjorde mig helt umulig i det gode selskab,« ler Marianne Stidsen.

»Vil du have mere kage?«

Nej tak, men jeg synes, at resten af mine spørgsmål er kedelige, så jeg vil spørge dig, om der er noget, du har lyst til at sige.

»Jeg ved ikke, om det passer ind i det her interview. Det blev – for mig i hvert fald – et godt interview, fordi du forholder dig til det enkeltindivid, du sidder overfor. Du ser ikke bare en repræsentant for en eller anden uhyggelig gruppe.«

Det er jo et afskedsportræt, så selvfølgelig skal det handle om mennesket Marianne Stidsen.

»Ja! Det er det jo,« siger Stidsen, og lyder selv overrasket. »Og så passer det med at jeg holder op næsten samme dag som mit 25 årsjubilæum, det er der også en eller anden symmetri i. Da jeg havde sagt op, havde jeg en følelse af enorm stolthed. Når jeg tænker tilbage på alle de år, har jeg udrettet meget mere end jeg selv drømte, at jeg skulle komme til, da jeg startede,« siger hun og tilføjer:

»Det, jeg ikke fik gjort, er mit nye forskningsprojekt, der skulle handle om litteratur og ytringsfrihed og som jeg satte i gang i foråret på et valgfagskursus.«

Lader du dig hylde med afskedsforelæsning og reception?

Der bliver absolut ingen afskedsforelæsning. Det skal jeg skåne alle for.

»Jeg har sagt til min institutleder, at det er hyggeligt, hvis hun gider holde en lille reception, men det er det. Der bliver absolut ingen forelæsning. Det skal jeg skåne alle for.«

Jeg spørger Marianne Stidsen, hvad der så skal ske, og hvad hun skal leve af. Hun gentager det med sofaen og siger, at hun ikke leder efter noget nyt job, og at hun har regnet på det:

»Natten inden jeg skrev min opsigelse, var min sidste søvnløse nat, og der lå jeg og lavede et primitivt regnestykke. Siden jeg blev færdig med at betale mit studielån af, har jeg sparet op af min lektorløn. Jeg har kun få udgifter, og jeg kan klare mig, hvis jeg spænder bæltet lidt ind og ikke køber så meget vintagetøj som ellers … Da jeg havde lavet det regnestykke, faldt jeg i søvn.«

Hun siger også, selv om det er et regnestykke, jeg har svært ved at få til at gå op, når man tænker på, hvor meget og hyppigt hun er udkommet de senere år, at hun har forskellige manuskripter i skuffen.

»Nogle sjove, skøre, skæve bogideer svarende til den måde jeg arbejdede på tidligere. Så jeg tænker, at jeg slår en sløjfe tilbage og bevæger mig ind i den frihed, jeg havde inden jeg blev ansat på universitetet. Jeg kommer til at fortsætte ad det spor i et underligt genrekryds mellem kunst og forskning og kritisk debat.«

Til genrekrydset foreslår jeg begrebet sampling fra hiphoppens verden, men det tilhører nok mere min generation end Marianne Stidsens. Hun har beskrevet sig selv som provinspunker i sin ungdom, og hun bider på mit forslag til genrebetegnelsen postpunk.

»Ja, postpunk, det er det virkelig. Og det kommer til at foregå i et mindre hektisk tempo. Det handler også om alder. Det hele må ærlig talt godt gå lidt langsommere,« siger hun, inden hun tilføjer:

»Men det går ikke helt i stå. Det kan jeg godt love. Og jeg går med lige så fint humør, som jeg kom.«

LÆS OGSÅ: Uniavisens leder om Marianne Stidsens exit