Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Forskere må ikke 'bedrive aktivisme' – men hvad betyder det? Vi spurgte Ane Halsboe-Jørgensen

Uddannelses- og forskningsministeren vil ikke gøre sig til dommer, men siger samtidig, at forskere skal undgå at bedrive aktivisme med deres forskning, hvis politikerne ikke skal blande sig. Uniavisen har spurgt ministeren, hvornår forskning bliver aktivisme.

»Ren pseudoforskning«. »Politisk ekstremisme dårligt forklædt som forskning«. »Et lukket system af konspirationsteorier«.

Bølgerne er gået højt i de seneste ugers debat i flere medier om forskningen på de »humanistiske identitetsstudier,« som folketingsmedlemmerne Morten Messerschmidt og Henrik Dahl samt især borgerlige debattører har kritiseret krast.

På den anden side kalder en række forskere diskussionen – og især forslagene om at lukke bestemte forskningsmiljøer – et brud på armslængdeprincippet, der kan føre til, at forskningsfriheden går fløjten.

LÆS OGSÅ: Forskere: Den politiske offensiv mod »pseudoforskning« er fordomsfuld og farlig

Uddannelses- og Forskningsministeren har udtalt, at politikerne ikke skal blande sig i forskningskonklusioner, men siger samtidig, at det bekymrer hende, når hun læser artikler om hele forskningsfelter, der tilsyneladende har en »aktivistisk tilgang til forskningen«.

»Hvis vi politikere ikke skal blande os, så skal de heller ikke bedrive aktivisme og politik med deres forskning,« har Ane Halsboe-Jørgensen sagt til Kristeligt Dagblad. Spørgsmålet er, hvad ministeren mener, når hun taler om aktivisme.

Ane Halsboe-Jørgensen, hvad er en aktivistisk forsker?

»Det, der er vigtigt, er, at grundstammen er forskning. At man har objektiviteten, at man har kvaliteten. At man lever op til de faste kriterier, vi har for, hvornår noget er forskning af høj kvalitet. Det må være det bærende i forskningsaktiviteten landet over.«

»Det vil jeg så i øvrigt godt benytte lejligheden til at sige, at der er umådelig meget af. Der bliver bedrevet utroligt meget vigtig forskning i Danmark. Det er en af hjørnestenene og en del af fundamentet for vores demokrati. Det er selvfølgelig det, der skal være udgangspunktet, når man er forsker.«

Kan du give et eksempel på, hvornår en forsker, eller nogle forskere, har lavet aktivisme i stedet for bare at fremlægge deres forskning?

»Jeg har hele vejen igennem i denne her debat lagt meget stor vægt på, at jeg ikke har forudsætningerne for at vurdere hverken enkelte forskningsprojekter eller hele forskningsmiljøer og har dermed også afholdt mig fra at gøre det. Så det, jeg siger, er, at hvis det skulle være tilfældet, at man for vores forskningsmidler laver aktivisme frem for forskning, er det selvfølgelig noget, der skal fokus på. Jeg har ikke konkluderet, at det er det, der foregår.«

Men hvad er et konkret eksempel på at bedrive aktivisme frem for forskning?

»Det er jo, hvis grundstammen ikke lever op til de grundlæggende krav, vi stiller for, hvornår noget er forskning. Med objektivitet og med høj faglig kvalitet. Det har vi heldigvis nogle ret stærke systemer i vores forskningsmiljøer, der løbende er garant for. Men derfor er det selvfølgelig stadigvæk i sidste ende mit øverste ansvar, at de 24 milliarder vi beder danskerne betale i skat og sender ud til forskningsmiljøer landet over, bliver brugt til lige præcis det.«

Er aktivistisk forskning og dårlig forskning så det samme?

»Jeg mener primært, at det er et problem, hvis ens fokus er at bedrive aktivisme og påvirke noget politisk frem for at lave forskning. Spørgsmålet er, hvor ens hovedfokus er. Og jeg vil gerne understrege, at jeg oplever nogle forskningsmiljøer, der tager det uhyre seriøst.«

Hvad kunne være et tænkt eksempel på en forsker, som har det andet fokus?

»Jeg synes, det er for principiel en debat til at sidde og opdigte hypotetiske eksempler, som jeg bagefter skal forsøge at forklare, ikke er noget, jeg beskylder nogen for. Jeg er med på, at det her er en debat, som er ømtålelig, fordi det er så vigtigt et princip, at jeg som politiker, hverken er den, der dømmer eller bedømmer vores forskning, men at jeg udstikker nogle rammer. Og så er der i øvrigt armslængde. Og det har jeg tænkt mig at holde fast i.«

Jeg siger hverken ”det har vi intet af” eller ”det kender jeg masser af”.

Det lyder, som om der ikke er de store eksempler på danske forskere, der bedriver aktivisme med deres forskning?

»Jeg vil godt have lov at understrege, at når jeg siger, at jeg ikke har forudsætning for at vurdere det, så gælder det begge veje. Jeg siger hverken ”det har vi intet af” eller ”det kender jeg masser af”. Men jeg lytter selvfølgelig, når nogen rejser problemstillingen og tager det op der, hvor jeg mener, at det er rigtigt at tage det op – nemlig med universiteternes ledelser.«

Du skal tale med universitetsledelserne i den kommende uge. Er der noget, som ledelserne gør klogt i at tænke over inden det møde?

»Jeg håber da, at det her er noget, de løbende forholder sig til. For det er et ansvar for den enkelte ledelse, at det, man bruger sine basismidler på, er forskning, der bidrager med ny viden og har høj kvalitet. Og jeg mener faktisk, at det er en helt fair at have en løbende drøftelse af, hvorvidt vi rammer det rigtige snit.«

Er du på nogen måde bekymret over, om de løfter den opgave godt nok i forvejen?

»Jeg mener, at det er en rigtig vigtig dialog at have tæt og løbende. Jeg vil godt understrege, at jeg ikke sætter det på dagsordenen, fordi jeg konstaterer, at der er et problem. Jeg sætter det på dagsordenen for at være helt sikker på, at de som ledelser løbende er opmærksomme på, om de her problemer opstår.«

Du sagde tidligere, at forskellen mellem aktivistisk forskning og ikke-aktivistisk forskning primært ligger i intentionen med arbejdet. Hvordan kan man vurdere den distinktion?

»Det, jeg sagde, var, at politisk skal vi ikke blande os i deres forskning, men så skal man også vare sig ved som forsker at tro, at ens opgave er at bedrive aktivisme og politik med sin forskning. Men det, der er grundelementet er, hvorvidt ens forskning er reel forskning. Hvis det ikke er det, så er det en ledelsesopgave at få slået ned på det.«

Hvordan gør man det som ledelse?

»Der er faktisk ret stærke systemer sat op for at kontrollere objektiviteten og kvaliteten af vores forskning. Jeg mener også, at der i den tid vi lever i er et vigtigt perspektiv i, at der ikke er forskningsmiljøer, hvor et særligt perspektiv bliver for stærkt, og hvor der ikke er plads til at indtage det modsatte udgangspunkt i sin forskning. Det er uhyre vigtigt, at vi har meninger, der brydes i politik, men at vi også har viden, der brydes i vores forskning. Derfor tror jeg – især, hvis man ser på strømninger fra udlandet – at det er noget, vores ledelser i årene, der kommer, skal være ekstra opmærksomme på ikke er noget, der indfinder sig hos os.«

24 milliarder kroner forpligter

Christoph Ellersgaard, der forsker på CBS, har tidligere sagt, at forskere ikke er dummere, end at de kan finde ud af at lade være med at sige noget, folk ikke kan lide, hvis det betyder, at de mister deres job. Er der en risiko for, at alene det, at du som minister går ind i sagen på denne her måde, kan afskrække forskere fra at beskæftige sig med visse emner og perspektiver?

»Det er jeg meget opmærksom på, og derfor er det også vigtigt for mig, hver gang jeg udtaler mig om de her debatter, at slå fast, at jeg ikke har tænkt mig at gøre mig til dommer over, hvorvidt de skal have lov til at udføre deres forskning eller blande mig i deres konklusioner. Når der kommer forskningsresultater, vil jeg have lov til at konstatere, hvis jeg ikke er politisk enig i det, eller at det ikke er den vej, jeg har tænkt mig at gå. Men jeg synes, at der er meget stor forskel på de to ting. Derfor skal man ikke frygte, at man ikke har sin bevilling næste år, hvis man konkluderer noget, jeg er politisk uenig i – under ingen omstændigheder.«

Er en forsker for aktivistisk, hvis vedkommende går ud i den offentlige debat og taler rigtig meget for ét bestemt synspunkt?

»Primært hvis det er på bekostning af lødig og objektiv forskning.«

Så man må gerne være meget politisk engageret som forsker, så længe man er det på baggrund af solid forskning?

»Vi har masser af forskere, der blander sig i den offentlige debat. Og jeg kunne aldrig finde på at sige, at de ikke må det. Det er faktisk noget af det, vi gerne vil have mere af, nemlig forskningsformidling. At den viden, som bliver tilvejebragt, også kommer ud og kommer os alle sammen til gavn. Så du hører ikke nogen mundkurv herfra.«

Når det er så svært at definere, hvad aktivistisk forskning er, tror du så, at der er en risiko for, at der nogle forskere, som bliver afskrækket fra at deltage i den offentlige debat, fordi de er tvivl om, hvorvidt det vil blive vurderet som aktivistisk?

»Det er et perspektiv, jeg er helt bevidst om. Derfor forsøger jeg også, hver gang jeg udtaler mig, at understrege, at det ikke er min opgave, hverken at dømme eller bedømme, hverken forskningsfelter eller forskningskonklusioner. Jeg vil dog til hver en tid påberåbe mig retten til at have en offentlig debat af, hvordan vi bedst bruger de 24 milliarder offentlige kroner, som vi bruger på forskning hvert år. Og jeg vil også have ret til politisk at være uenig i konklusionerne, uden at den enkelte forsker skal frygte for sit forskningsprojekt.«

Seneste