Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Forskere: Den politiske offensiv mod »pseudoforskning« er fordomsfuld og farlig

Værdikamp — Morten Messerschmidt vil have uddannelses- og forskningsministeren til at gøre op med ensidig, aktivistisk forskning inden for fx kønsstudier og postkoloniale studier. Flere forskere ser det som et »skræmmende« brud på armslængdeprincippet.

Den 23. februar sendte Morten Messerschmidt, Dansk Folkepartis næstformand, en byge af spørgsmål til uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

De handlede alle om det samme: forskning i hvidhed, postkoloniale studier og en række andre humanistiske felter og teorier, der har mødt kritik fra flere borgerlige politikere og debattører – blandt andet i Uniavisen, Kristeligt Dagblad og Berlingske.

»Hvordan vil ministeren forhindre, at uvidenskabelige og holdningsbaserede universitetsstudier som hvidhedsstudier, postkoloniale teorier m.m. fortrænger almindelige lødige forskningsområder?« spurgte Messerschmidt blandt andet.

LÆS OGSÅ: Værdikrigeren Henrik Dahl blæser til angreb på »nonsensfag« og »krænkelsessyge«

Han spurgte ikke bare af nysgerrighed. Han spurgte, fordi han vil have ministeren til at gribe ind over for de forskningsmiljøer, som han mener er så gennemsyret af identitetspolitisk aktivisme, forklædt som videnskab, at andre perspektiver bliver udelukket.

Det siger han til Uniavisen.

»Det er ren pseudoforskning. Man må selvfølgelig gerne have politiske outrerede synspunkter – på den måde er det et frit land – men så skal man ikke kunne kalde det forskning på statens vegne eller regning,« siger Morten Messerschmidt.

LÆS OGSÅ: Verdenskendt fredsforsker anklaget for racisme: »Jeg har aldrig haft det så dårligt med mit liv som akademiker«

I første omgang foreslår han, at universiteterne indskriver de såkaldte Chicago-principper i universitetsloven for at værne om den frie tanke og debat på universiteterne. Han afviser dog ikke, at det kan komme på tale helt at lukke visse forskningsmiljøer, sådan som debattøren Rune Selsing har foreslået i en klumme i Jyllands-Posten:

»Det kunne man sagtens. Det har man jo gjort før. Tilbage i 1980erne lukkede man ned for Sociologi, simpelthen fordi det var blevet kommunistisk infiltreret,« siger Morten Messerschmidt.

»Og det er klart, at har man en tilsvarende situation, hvad angår kønsstudier eller postkoloniale studier, eller hvad det måtte hedde, så kan man overveje at gøre noget tilsvarende.«

Skyder med oversavet jagtgevær

Ifølge flere forskere går Morten Messerschmidt alt for vidt.

Det siger blandt andre sociologiprofessor emeritus Heine Andersen, der i flere årtier har beskæftiget sig med forskningsfrihed og i 2017 udgav en bog om emnet. Han kalder Messerschmidts offensiv for farlig:

Det er ren pseudoforskning

Morten Messerschmidt, næstformand, Dansk Folkeparti

»Det er faktisk lidt skræmmende, for han lægger sådan set op til, at vi får en politisk styring af, hvad der er god eller dårlig videnskab,« siger Heine Andersen.

»Selvfølgelig kan der være forskning, der går for vidt og skyder ved siden af, og det skal kritiseres, men politikerne skal ikke bestemme, hvad der er videnskabeligt korrekt. Det ville være fuldstændig grotesk, hvis Messerschmidt og uddannelses- og forskningsministeren skulle gøre sig til dommere over forskningsprojekters videnskabelige lødighed i Folketinget.«

Han får opbakning af Thomas Brudholm, der er lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, hvor han blandt andet beskæftiger sig med minoritetsforskningens teorier.

For nok er der brug for kritik af alle forskningsfelter – også dem, Messerschmidt skyder på – men:

»Han skyder jo med et oversavet haglgevær og bliver på den måde et skørt spejlbillede af de tendenser, han foregiver at kritisere. Det er utroligt, hvor mange normative præmisser han kan pakke ind i en sætning, og hvor uvidenskabeligt, vagt og overgeneraliserende han udtrykker sig,« skriver han i en mail til Uniavisen.

Christoph Ellersgaard, der er sociolog og magteliteforsker på CBS, siger, at forskere – og særligt samfundsforskere – generelt må acceptere kritik, også fra afsendere uden for den akademiske verden.

Men han kritiserer de politikere og debattører, der opfordrer regeringen til at lukke bestemte forskningsmiljøer.

»Det opfatter jeg som problematisk. Det betyder reelt at fyre de folk, der i dag sidder i de her forskningsmiljøer. Det synes jeg ikke er så dialogorienteret,« siger han.

Lukningens følger

Christoph Ellersgaard har selv oplevet, hvordan en lukning af et forskningsfelt har forplantet sig som et slags traume i et forskningsmiljø.

I 1986 blev Sociologisk Institut på Københavns Universitet af daværende undervisningsminister Bertel Haarder lukket i en periode efter beskyldninger om at være en rugekasse for marxister, der bedrev aktivisme snarere end videnskab. Det var den nedlukning, som Morten Messerschmidt refererer til, når han argumenterer for politisk indgriben over for visse forskningsfelter i dag. I de otte år, der fulgte efter nedlukningen, blev der ikke optaget nye sociologistuderende i Danmark.

Christoph Ellersgaard studerede selv sociologi på Københavns Universitet fra 2003 til 2010, og har været ansat på Sociologisk Institut fra 2009 til 2015, hvor han færdiggjorde sin ph.d. Han siger, at den politiske lukning af studiet stadig trak spor ind i forskerkontorene, da han havde sin daglige gang på instituttet.

Det er utroligt, hvor uvidenskabeligt, vagt og overgeneraliserende Morten Messerschmidt udtrykker sig

Thomas Brudholm, lektor, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier

»Der er ingen tvivl om, at det har påvirket, hvad der blev forsket i. Jeg vil også vove at sige, at det har betydet, at der er nogle emner – særligt dem, der har været forbundet med en bred kritik af samfundets magtstrukturer – som man i nogle år ikke har beskæftiget sig med,« siger han.

Det er risikoen, når politikerne blander sig i bestemte forskningsfelter, siger Christoph Ellersgaard: At forskerne tilrettelægger deres karrierer på en måde, så de undgår at støde politikerne på manchetterne og skyr den offentlige debat.

Resultatet? Forskningsfriheden går fløjten, siger Christoph Ellersgaard.

»Forskere er jo heller ikke dummere, end at de kan finde ud af at lade være med at sige noget, folk ikke kan lide, hvis det betyder, at de mister deres job.«

»Hvis man gerne vil have kedelig forskning, der siger præcis det, som magthaverne gerne vil have, skal man bare give sig til at lukke alt det, man ikke synes kommer frem til de rigtige konklusioner. Det er nemt nok.«

Venstreorienteret kritik

Morten Messerschmidt, Henrik Dahl, Rune Selsing m.fl.’s beskyldninger mod visse akademikere for at være for venstreorienterede og aktivistiske er del af en strømning især i højre side af det politiske spektrum. Men der også eksempler på venstreorienteret kritik af akademia med krav om forandring af måder at undervise og forske på.

For eksempel har økonomistudiet på Københavns Universitet været under beskydning for at skole de studerende i en ensidig mainstreamforskning. I 2019 hev Christian Poll, dengang finansordfører i Alternativet, den daværende uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) i samråd om studieplanerne på Økonomi, der ifølge Poll fokuserede for meget på »regneark i en neoliberal model«.

Spørgsmålet er, hvorfor det ikke udløste en lige så skarp kritik af armslængdebrud som kravet om at stække påstået venstresnoet forskning?

»Jeg synes faktisk, at det var betænkeligt, at de sad i et udvalg og diskuterede indholdet af konkrete studieplaner. Selv om de kan have en pointe, så er det ikke noget, Folketinget skal blande sig i. Det var forkert,« siger Heine Andersen.

LÆS OGSÅ: Kritikken af økonomistudierne tager til. Nu også på ministerniveau

Men politikerne kan jo sige: Forskning er betalt af skattekroner, og når vi så ser, at de går til pseudovidenskab eller akademisk ensretning, så er det vores pligt at bringe det op i Folketinget. Det er vel en rimelig pointe?

»Nej.«

Hvorfor ikke?

»De har lov at have en mening om det, men det er ikke noget, statsmagten skal blande sig i,« siger Heine Andersen.

Jeg synes, det er mere væsentligt, at vi har fri forskning på universitetet, end at der er et eller andet princip, der bliver håndhævet

Morten Messerschmidt, næstformand, DF

»Vi har en universitetslov, der helt klart fastlægger kompetenceforholdene mellem universitetet og andre myndigheder. Her står universitetet for forskningsfrihed, og der vil ikke være lovgrundlag for, at ministeren begynder at stikke direktiver ud om fx hvilke teorier og metoder fagene skal indeholde. Gudskelov for det.«

Ifølge Heine Andersen har en folketingspolitiker lov til at kritisere forskning, så længe kritikken er saglig og faglig og underbygget af dokumentation. Problemet opstår, når politikeren tilskynder ministeren til at bruge sine magtmidler og ændre indholdet af fagene.

Thomas Brudholm istemmer:

»Kritikken bør i sig selv leve op til netop de videnskabelige normer og værdier, der glimrer ved deres fravær i Messerschmidts spørgsmål: Præcision, saglighed, belæg, evnen til at ikke at skylle barnet ud med badevandet og ikke at forudsætte det, man skulle bevise. Så kan Messerschmidt sige, at han jo ikke er forsker, men netop derfor skulle han måske formulere sig mindre skråsikkert og fordomsfuldt om forskning.«

Christoph Ellersgaard siger, at kritikerne af mainstreamøkonomien ikke agiterede for at lukke Økonomisk Institut på Københavns Universitet. De ønskede derimod bredere forskningsmiljøer og nogle andre perspektiver på debatten – hvilket er helt legitimt, siger han.

»Jeg synes, det er problematisk at kalde ministre i samråd om pensum på konkrete uddannelser. Men jeg synes godt, at man kan ønske nogle andre perspektiver på en debat og derfor bevilge nogle midler til at få forsket specifikt i den.«

Hvis politikerne vil bekæmpe faren for akademisk ensretning – om det så er inden for økonomi, migrationsforskning eller noget tredje – kræver det dog et bredere opgør med topstyringen i forskningsmiljøerne, siger Christoph Ellersgaard.

»Det handler om at gøre op med den magt, som de, der sidder på flæsket på de videnskabelige felter, har. Og som gør, at de primært rekrutterer nogle, der ligner dem selv op igennem systemet.«

Løsning er vigtigere end princip

I Kristeligt Dagblad har Morten Messerschmidt udtalt, at der skal ske »et oprydningsarbejde« på universiteterne. Hvad det helt præcist indebærer svarer han ikke entydigt på, men essensen er ifølge næstformanden, at man ikke skal acceptere forskningsfelter, hvor bestemte politiske holdninger er blevet så dominerende, at de udelukker andre perspektiver.

Det er »svært at sige«, hvornår oprydningen er en succes, siger Messerschmidt.

»Hvis der sad en enkelt særling, som det var i 80erne og 90erne, så ville man trække lidt på skuldrene og sige nå ja, fred være med ham eller hende. Det kunne man måske leve med,« siger Morten Messerschmidt.

»Problemet er, at det ikke bare er blevet en dominerende trend, men også en undertrykkende trend. Og det kan man ikke leve med.«

I de spørgsmål, han har stillet uddannelses- og forskningsminiteren, nævner Morten Messerschmidt flere forskellige forskningsfelter og teorier: »hvidhedsstudier, postkoloniale teorier m.m.«, »andre racestudier« samt »identitetspolitik, intersektionalitet og kosmopolitisme«.

Jeg vil i den kommende tid drøfte emnet med universiteternes ledelser

Ane Halsboe-Jørgensen, uddannelses- og forskningsminister (S)

Det lyder ret bredt. Kan du definere det nærmere og give nogle eksempler?

»Skulle man have en bred betegnelse, så er problemet de humanistiske identitetsstudier. Spørgsmålet er, om man ser sig selv som en undertrykt person på grund af sin race eller sit køn, eller hvad det måtte være, eller om man ser sig selv eller andre som en i forvejen undertrykkende person på grund af race eller køn eller noget andet,« siger Morten Messerschmidt.

»Problemet opstår, hvis man, allerede inden man begynder sin forskning, sætter en præfiks på. At man bestemmer sig for, at nu laver vi et antikolonialistisk studie. Eller et prokolonialistisk studie. Det er jo bizart. Og så er det politik.«

Og der har du et indtryk af, at de her ideer er konsensus på de forskningsmiljøer, du snakker om?

»Ja, det er mit helt klare indtryk. Der er en enorm ensretning. Jeg tror ikke, man har en lang akademisk karriere, hvis man ikke tilpasser sig de tanker.«

Hvad bygger du det på? Vidnesbyrd, forskningsrapporter, noget andet?

»Der er jo ikke mig bekendt lavet et forskningsstudium af forskningsmiljøerne. Det kunne være interessant i sig selv. Min oplevelse er jo fra de ting, jeg bliver præsenteret for, og de folk i forskningsverdenen, jeg taler med.«

Flere forskere mener, at du bryder armslængdeprincippet ved at stille de her spørgsmål i Folketinget. En kalder det direkte farligt for forskningsfriheden. Hvad siger du til det?

»Det kan heller ikke komme bag på ham, at vi ikke kommer til at acceptere, at armslængdeprincippet betyder, at radikale politiske bevægelser kan overtage et helt forskningsfelt,« siger Morten Messerschmidt og tilføjer, at armslængdeprincippet gælder den ansvarlige minister, ikke almindelige folketingsmedlemmer.

Forskerne ser dine spørgsmål som en opfordring til ministeren om at bryde armslængdeprincippet, men det er måske ikke sådan, man skal tolke dem?

»Jeg interesserer mig ikke for, hvordan ministeren løser problemet, jeg interesser mig for, at hun løser problemet. Men hvis jeg skal sætte det på spidsen: Jeg synes, det er mere væsentligt, at vi har fri forskning på universitetet, end at der er et eller andet princip, der bliver håndhævet.«

Minister vil drøfte emnet med universitetsledelser

Efter interviewet med Messerschmidt fandt sted, har uddannelses- og forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen, skriftligt svaret på en række af hans spørgsmål. Hun skriver blandt andet, at forskningsfrihed er en af grundpillerne i et moderne demokrati.

»Jeg mener ikke, at vi fra politisk side skal gøre os til dommere over den videnskabelige metode i individuelle forskningsfelter,« skriver ministeren.

I et andet svar skriver hun dog, at det bekymrer hende, når hun læser om hele forskningsfelter, der »tilsyneladende har en teoretisk ensporet og aktivistisk tilgang til forskningen«.

»Det er universitetsledelsernes ansvar at sikre, at forskningen på de danske universiteter er uvildig, og at alle krav til god videnskabelig praksis er overholdt,« lyder det.

»Det er en svær, men meget vigtig problemstilling, og jeg er meget opmærksom på den. Jeg vil derfor i den kommende tid drøfte emnet med universiteternes ledelser.«

Uniavisen arbejder på at få et interview med Ane Halsboe-Jørgensen om hendes svar til Morten Messerschmidt.

Seneste