Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Forskningsfriheden er under pres, men ikke fra identitetspolitik

Værdikamp — I en kronik i Berlingske har 14 danske professorer advaret mod forskeraktivisme og identitetspolitik som alvorlige nye trusler mod forskningsfriheden, med dermed overser de fuldstændig det reelle og aktuelle pres fra udemokratisk ledelse og økonomiske magthavere, som forpester dansk forskning.

Det skaber store forventninger, når en gruppe på 14 velestimerede professorer i Berlingske tager til orde i et forsvar for forskningsfriheden. Jeg har beskæftiget mig fast med emnet i en årrække, og har været med at afdække et efterhånden ret stort antal sager og analysere bagvedliggende årsagsfaktorer. Der er solid dokumentation for at forskningsfriheden er alvorligt truet, og dette er efterhånden også anerkendt, både på politisk plan og i universitetsledelser.

Der er således et udvalg i gang under rektorkollegiet, der skal udarbejde retningslinjer for den forskningsbaserede rådgivning og det forskningsbaserede samarbejde eksternt. Og før coronakrisen havde Folketingets forsknings- og uddannelsesudvalg arrangeret en høring om forskningsfrihed, der dog måtte udsættes.

Så det er med spænding, man går i gang med læsningen. Efter gennemlæsning af kronikken et par gange bliver man desværre skuffet, og ikke blot det, man efterlades med nogen forvirring med hensyn, hvad ærindet egentlig er.

DEBAT

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Forvirringen opstår ved, at de 14 kronikører slår stort set alle de tidligere til overflod dokumenterede problemer hen, herunder dem, rektorkollegiets udvalg sidder og arbejder med, og som Folketingets høring skulle handle om. Det gør de med følgende bemærkning:

»Politikerne respekterer i det store hele stadig den model [den frie]. Presset på universitetet kommer andre steder fra. For det første er der et erhvervsliv (eller dets organisationer!), der ønsker sig mere universitetsinvolvering i form af – med et politiker-udtryk – »fra forskning til faktura.« Det er nok den mindste »presfaktor,« og erhvervslivet er generelt respektfuldt over for forskningsfriheden.«

De 14 frygter identitetspolitik

Vi skal i stedet, skriver de 14 professorer, fokusere på:

1) Pres fra ledelsen for at forskerne skal »tilslutte sig mere eller mindre brede politiske målsætninger«. Her nævnes eksemplet med Syddansk Universitets støtte til FN’s verdensmål samt et engelsk universitets støtte til Black Lives Matter.

2) »Forskeraktivisme«, og

3) En identitetspolitisk dagsorden. Under pkt. 2 og 3 referer de 14 professorer udelukkende forhold i UK og USA, og konstaterer derefter, at »I Danmark er vi – heldigvis – endnu lang fra situationen i særligt UK og USA«. Men vi kan frygte det også kommer til Danmark, og så er det bedre at »træffe foranstaltninger« … »før gemytterne hidses op«.

Disse alvorlige problemer bliver overset

Lad os lige se på udvalgte eksempler på problemer, som vi ikke behøver at bekymre os særligt om ifølge kronikken:

1) Danmark ligger i bunden blandt EU-lande, når det gælder akademisk frihed. Den engelske uddannelsesforsker Terrence Karan foretog i 2007 (Karran 2007) og 2017 (Karran m.fl. 2017) sammenligninger mellem henholdsvis 23 og 28 EU-lande med hensyn til tilstanden i akademisk frihed. Danmark havnede i begge undersøgelser tæt ved bunden i rangordenen, henholdsvis tredjesidst og femtesidst. De væsentligste grunde var fraværet af kollegialt selvstyre, fraværet af valgte ledere og fraværet af tenure (fastansættelse). Her trækker det særligt ned, at der er så stor en andel løst ansatte (næsten halvdelen).

2) Flere universiteter har gennem mindst 10 år skrevet under på kontrakter med bestemmelser, der klart krænkede forskernes forskningsfrihed, ophavsret og ytringsfrihed, dem der blev døbt ‘dobbelte mundkurvskontrakter’. Kontrakterne var uomtvisteligt ulovlige, men blev først ændret, efter at jeg afslørede dem (Andersen 2018: 189-203, 341-344).

3) Tre forskere i pædagogisk filosofi ved Aarhus Universitet blev fyret med den begrundelse, at deres forskning ikke var »relevant«. I en klagesag afgjorde tilsynsmyndigheden, at det var institutlederens prærogativ suverænt at afgøre relevans. Efter omfattende protester blev fyringerne trukket tilbage (Andersen 2018: 250-253, 305-310).

4) En professor i økonomi ved Syddansk Universitet fik af institutlederen beslaglagt en rapport, hvori han kritiserede kollegers resultater. Efter at dele af rapporten blev offentliggjort i et videnskabeligt tidsskrift og en klage til ombudsmanden, blev rapporten frigivet igen (Andersen 2018: 262-265).

5) En professor i akustik ved Aalborg Universitet påviste gener med lavfrekvent støj fra store vindmøller. En direktør fra vindmølleindustrien ringede til professorens rektor og forlangte ham fyret. Professoren blev fyret, formelt begrundet i økonomi, men mange indicier tyder på, at dette var en skinbegrundelse, og fyringen reelt kom efter presset fra industrien (Andersen 2018: 246-249, 301-304, 333-341).

6) En professor i geofysik ved KU blev fyret med de begrundelser, at han havde rådgivet en postdoc om, at man godt må udtrykke kritik af ledelsen (i en APV-undersøgelse), og at han havde brugt privat mail til arbejdsrelateret kommunikation. Fyringen vakte international bestyrtelse, og en protestindsamling samlede mere end 1.500 underskrifter fra forskere i over 50 lande. Fyringen blev underkendt i det arbejdsretlige system. Men professoren blev ikke genansat, og den ulovlige fyring fik ingen konsekvenser for den ansvarlige dekan (Andersen 2018: 254-259, 311-316, 344-346).

Det er en tyndbenet kronik, de 14 professorer har skrevet.
*

7) En rapport, samfinansieret af Bæredygtigt Landbrug og Copenhagen Business School om landbrugets rammevilkår og konkurrencevne konkluderede, at landbrugets rammevilkår var konkurrenceforvridende til skade for dansk landbrugs konkurrenceevne. En person med tæt tilknytning til interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug havde været med til at udarbejde rapporten. Rapporten måtte trækkes tilbage (Andersen 2018: 211).

8) Et projekt om ny regulering af landbrug havde en bevilling fra SEGES, en konsulentvirksomhed under Landbrug og Fødevarer. Institutlederen havde skrevet under på en kontrakt med følgende tekst: »Leverandørens medarbejdere [dvs. forskerne] skal optræde loyalt og udelukkende varetage SEGES’ interesser i relation til aftalens omfang og indhold.« Universitetet fik påtale fra tilsynsmyndigheden (under Uddannelses- og Forskningsministeriet) for ikke at have levet op til universitetslovens krav om at værne om forskningsfrihed og videnskabsetik (Andersen 2018: 346f; Forskerforum 2018, jan./febr.:12).

9) Et institut ved Aarhus Universitet udsendte en rapport om klimabelastning fra produktion af oksekød. Den konkluderede blandt andet, at belastningen fra oksekødsproduktion var mindre end belastningen fra nydelsesmidler som slik, kaffe og alkohol. Rapporten var bestilt af landbrugsorganisationer, og det viste sig, at disse havde været med at styre og redigere indholdet. Rapporten blev trukket tilbage.

10) En undersøgelse på Aarhus Universitet viste, at 16 procent af forskerne sagde, at de havde været udsat for pres for at ændre i, undlade at publicere eller udskyde at publicere resultater (Ejersbo mfl. 2018).

11) En undersøgelse gennemført af Dansk Magisterforening viste, at 24 procent af adspurgte forskere blandt dem, der udfører opgaver for myndigheder havde følt sig presset til at ændre i resultater, undlade at publicere eller udskyde at publicere resultater. Af dem der var udsat for pres, gav mellem 20 og 76 procent efter for presset (Magisterbladet d. 18. juni 2020).

Listen kunne forlænges.

Risiko for vildspor

De ærede kolleger skal have levet i en osteklokke i en hel del år for at mene at politikerne i det store hele stadig respekterer fri forskning, når statslige myndigheder i årtier har brugt mundkurvskontrakter for at lukke munden på forskere, og angiveligt i mange tilfælde har lagt pres på forskerne for at ændre resultater, undlade at publicere eller udskyde publicering.

Vi skal til at sondre mellem forskningsfrihed, akademisk frihed og ytringsfrihed generelt. Ellers udvander og slører vi begreberne.

Og udsagnet »erhvervslivet er generelt respektfuldt over for forskningsfriheden« passer ikke helt sammen med oksekødsskandalen og heller ikke med, at en kontrakt fra landbrugets organisation SEGES indeholdt ordlyden: »Leverandørens medarbejdere skal optræde loyalt og udelukkende varetage SEGES’ interesser i relation til aftalens omfang og indhold.«

Det passer heller ikke med, at en direktør fra vindmølleindustrien ifølge rektor for Aalborg Universitet Finn Kjærsdam ringede til Finn Kjærsdam og forlangte en højt anerkendt professor, Henrik Møller, fyret.

Man må undre sig over, at de 14 professorer slår disse problemer hen i et par sætninger. Man kunne måske forstå det, hvis det var grundet i en afgrund med hidtil uerkendte katastrofalt alvorlige problemer. Det er jo ikke tilfældet. Man kan have forskellige holdninger til SDU’s tilslutning til FN’s verdensmål og til ‘forskeraktivisme’ (ansporet af Butler og Foucault), men en afgrund er det ikke.

Henvisninger

Andersen, Heine (2018): Forskningsfrihed. Ideal og virkelighed. København: Hans Reitzels Forlag.

Andersen, Heine (2019): Problemer med forskningsfriheden? Samfundsøkonomen, 2019, nr. 2: 59-70.

Karran, Terence (2007): Academic Freedom in Europe: A Preliminary Comparative Analysis. Higher Education Policy. Vol. 20, iss. 3: 289-313.

Ejersbo, Niels, Kira Solveig Larsen, Niels Matti Søndergaard, Rasmus Højbjerg Jacobsen, Emil Thranholm  og Tobias Sønderby Jørgensen (2018): Undersøgelse af forskningsfrihed I forhold til offentliggørelse på Aarhus Universitet. København: Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd.

Karran, Terence, Klaus Beiter & Kwadwo Appiagyei-Atua (2017): Measuring academic freedom in Europe: a criterion referenced approach. Policy Reviews in Higher Education. Vol 1, issue 2: 209-239.

Værdifrihed vs engagement, tilskuer og deltager, ordenes magt osv. er klassiske og gennemdiskuterede faglige problemer, især i samfundsvidenskaber og humaniora. De skal diskuteres hele tiden, når vilkårene ændres. Det burde være universiteternes og forskernes egen opgave – og pligt – at sørge for det, og det sker også.

Jeg mener ikke, at denne diskussion truer forskningsfriheden ved danske universiteter, men hvis de 14 forfattere mener det, bør de udfolde deres argumentation i solide akademiske tekster. Kom og slut jer til.

Identitetspolitik kan være et retfærdigt led i antidiskriminationspolitik, fx antiracisme, men der er også eksempler på, at det drives ud i næsten bizarre former. Men jeg kan ikke se, at der er nogen eksempler på, at det har truet forskningsfrihed ved danske universiteter.

I den forbindelse mener jeg iøvrigt, at vi skal til at sondre mellem forskningsfrihed, akademisk frihed – alt hvad der foregår på universiteter – og ytringsfrihed generelt (ytringer som ikke har noget med akademia at gøre). Ellers udvander og slører vi begreberne. Sagerne fx om fester med mexikanerhatte og brug af dikotome kønnede pronominer i undervisning har jo ikke noget med forskning af gøre.

Det kan være fornuftigt at forberede sig på problemer, der kunne risikere at dukke op. Men det skal da ikke ske på bekostning af eksisterende veldokumenterede og alvorlige problemer.

Det er en tyndbenet kronik, de 14 professorer har skrevet, og jeg ville ikke have brugt så mange ord på den, hvis det ikke var fordi, der er tale om en stor forfattergruppe af forskere, hvoraf jeg gennem årene har haft frugtbare relationer til flere. Jeg forstår oprigtig talt ikke, hvad de vil med kronikken, og frygter at den kan lede på vildspor, hvis den bliver slugt råt.

Men jeg håber i det mindste, de har haft det hyggeligt sammen under arbejdet.

Rettelse: I punkt fem ovenfor nævnes en sag om en professor i akustik fra Aalborg Universitet. I en tidligere udgave af denne kronik stod der Aarhus Universitet. Fejlen opstod i opsætningen af artiklen.

Seneste