Forsvar for Polsk og Balkanstudier

Dekanen på Det Humanistiske Fakultet har – stort set uden at inddrage repræsentanter for fagene – anbefalet rektor for Københavns Universitet at nedlægge de selvstændige uddannelser i Polsk og Balkanstudier og ændre dem til “tilvalgspakker”.

Hvis rektor vælger at følge dekanens indstilling, betyder det i praksis, at fagene kun overlever på en form for markedsvilkår, altså hvis der er nogen, der skulle få lyst til at tage et tilvalg. Udbud, defineret af efterspørgsel.

Muligvis sød musik i kroner og Excelark-ører, men dystre toner, ikke kun for de to lukningstruede uddannelser (hvis økonomi i øvrigt er sikret af småfagsbevillinger), men også i et bredere perspektiv. Ud over det indlysende umulige i at opretholde faglighederne på så spinkelt et grundlag som tilfældige tilvalg (versus fast studenteroptag hvert år) er der en række gode grunde til, at dekanens anbefaling bør genovervejes.

Vi taber økonomisk og historisk værdi

Polen er ikke kun et kæmpe eksportmarked (18,4 milliarder kroner i 2015), der skriger på veluddannede specialister inden for sprog, kultur, mentalitet, historie, forretningsetikette og lokalkendskab. Det er også et af vores største nabolande med næsten 40 millioner indbyggere.

Vi risikerer at miste store dele af et bredt perspektiv på vores fælles historie, vi risikerer at miste eksportkroner, og vi risikerer, at nedlæggelsen af de to uddannelser rammer bredere end som så

Balkan er især interessant som et område, der i de mange år, kommunisterne var ved magten, var spærret inde i et ideologisk forsøgslaboratorium. Efter murens fald blev Balkanlandene på godt og ondt eksempler på, hvordan stater indretter sig og forholder sig til fortiden og fremtiden – vælger man en nationalistisk kurs? Orienterer man sig udadtil? Skuddet i Sarajevo, Srebrenica-massakren, flygtningestrømmene og striden mellem NATO og Rusland i forbindelse med Kosovo-konflikten vidner om, at Balkan ikke er Udkantseuropa, men i høj grad et område, der er tæt forbundet med os alle sammen og derfor værd at beskæftige sig akademisk med.

Der er med andre ord gode økonomiske og historiske argumenter for at opretholde uddannelserne inden for de to områder. Og nu vi er ved uddannelser – de to står ikke alene, og en nedlæggelse vil også påvirke andre uddannelser.

En skrabet tredjedel vil stå tilbage

I efteråret kunne de studerende på Polsk, Balkanstudier og Russisk følge et emnekursus om holocaust i Øst- og Centraleuropa, og her i foråret er emnet populisme. Begge emner er mere relevante end nogensinde, hvis vi skal blive klogere på, hvordan vi i fremtiden undgår gentagelser af nogle af historiens mørkeste stunder: masserepressioner som i 1930’ernes Sovjetunionen, nedslagtningen af jøder som den i Warszawas ghetto under Anden Verdenskrig og folkedrab, som vi så på Balkan i 1990’erne.

Underviserne kommer fra Polsk, Balkanstudier og Russisk og bidrager alle med specialiseret viden om deres respektive områder. Synergieffekten er iøjefaldende, og de studerendes reaktioner i form af særdeles positive evalueringer vidner om, at den brede tilgang er efterspurgt. Denne efterspørgsel vil vi ikke kunne imødekomme, hvis to tredjedele af vores uddannelser bliver nedlagt.

Hvis rektor vælger at følge dekanens indstilling, betyder det i praksis, at fagene kun overlever på en form for markedsvilkår

De studerende på Polsk, Balkanstudier og Russisk følger som led i deres uddannelse obligatoriske fælleskurser i Øst- og Centraleuropas generelle historie og kultur. Også her kan vi trække på undervisere fra de tre områder, således at den polskstuderende gyser med Dostojevskij og analyserer Putin, den russiskstuderende forundres over Enver Hoxha og over, hvorfor Zlatan Ibrahimović spiller for Sverige, og den kommende balkanist har styr på oprøret mod kommunismen i Polen med Lech Walesa i spidsen.

Eksistensen af tre uddannelser er med andre ord med til at sikre bredde på den enkelte uddannelse. En nedlæggelse af Polsk og Balkanstudier vil ikke alene reducere denne bredde. Den vil også gøre det vanskeligere at planlægge undervisningen på mit eget fag, russisk, idet vi ikke længere vil kunne trække på vores nedlagte kollegers kompetencer.

På det personlige plan nyder jeg at være omgivet af yderst kompetente kolleger, der til enhver tid kan give mig et perspektiv på en sproglig problemstilling eller en grammatisk finurlighed. Også denne form for kollegial sparring forsvinder med nedlæggelsen af Polsk og Balkanstudier.

Summa summarum er, at vi risikerer at miste store dele af et bredt perspektiv på vores fælles historie, vi risikerer at miste eksportkroner, og vi risikerer, at nedlæggelsen af de to uddannelser rammer bredere end som så.