Fra forsker til mediedarling: Her er opskriften

Sidder du som ung adjunkt i teologi, antropologi eller kemi med forhåbninger om at få lov at udbrede dig i pressen om din exceptionelt spændende forskning, bliver du skuffet. Det bliver nok ikke dig, medierne ringer til. Er du derimod professor – og gerne i statskundskab, økonomi eller jura – så læn dig tilbage, slå benene op og læs med velbehag videre.

LÆS OGSÅ: Top-20: Disse forskere fra Københavns Universitet er allermest i medierne

Samfundseksperten

Den mest effektive vej til medierne er at have noget at sige om politik og samfundsøkonomien. Her handler det ikke om at udtale sig om det samme specifikke politiske eller økonomiske spørgsmål hver gang. Snarere er tricket at svæve over vandene og blive hevet ind som ekspert på lidt af hvert. Finanslov, Brexit, formandsopgør i Venstre, flygtningekrise – der er ikke nogen grund til kun at vælge én.

TILMELD DIG UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Klimakrisen er kommet massivt på dagsordenen i de danske medier. Det betyder, at pressen har fået øjnene op for Københavns Universitets klimaeksperter som Katherine Richardson, Carsten Rahbek og Jens Hesselbjerg Christensen. Endnu bedre er det dog, hvis man både kan sige noget om klimaet og om økonomien. I top-10 over mest omtalte forskere findes hele tre eksperter i den grønne omstillings økonomi.

Nicheeksperten

Det kan synes uoverskueligt at skulle stå klar til at ekspertudtale sig om så brede emner som samfundets, økonomiens eller planetens tilstand. Men man kan også blive akademisk mediedarling med et mere snævert fokus. Det er listens evige førsteplads, professor i statskundskab Kasper Møller Hansen, et strålende eksempel på. Han er Rigets foretrukne valgekspert, og i valgtider udlægger han meningsmålinger og vælgerbevægelser i medierne flere gange om dagen.

Med sin valgforskning har Møller Hansen ramt mediejackpot, men for tiden er der frem for alt én lodseddel, der giver gevinst i pressen: coronavirus. COVID-19 har smidt en håndgranat ind i det normale mediehierarki og bragt tre viruseksperter i top-20.

Allermest omtale har epidemien givet Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi, som har sprængt statskundskabspodiet og besat andenpladsen. Længere nede af listen finder man professor i infektionsmedicin Jens Lundgren på tiendepladsen og professor i immunologi Jan Pravsgaard Christensen på femtendepladsen, og blandt boblerne er der også flere sundhedseksperter end normalt.

Det er ikke uden risiko at basere sin adgang til medierne på et enkelt emne. Når emnet ikke længere er oppe i medierne, kan man simpelthen fordufte fra spalterne. Den oplevelse kender arbejdsmarkedsforsker Mikkel Mailand. Fjerdepladsen på Uniavisens 2018-liste var en af mediernes foretrukne eksperter i den overenskomstkonflikt, som rasede i foråret for to år siden. Mikkel Mailand blev i 2018 omtalt 194 gange i medierne – men i de senest opgjorte tolv måneder er det kun blevet til tre medieomtaler. Drømmer man om kontinuerlig spalteplads, kan dette tjene som en advarsel om at sprede sine formidlingsinvesteringer.

Meninger på slap line

Tro det eller lad være, men forskere er også mennesker, og de kan tale om andet end forskning. Dette faktum munder i nogle tilfælde ud i forskere, som mest optræder i medierne med deres personlige holdninger frem for deres forskning. Det tydeligste eksempel er Marianne Stidsen, lektor i dansk litteratur på Københavns Universitet. Næsten alle bobleren Stidsens 146 medieomtaler knytter sig til hendes synspunkter på den identitetspolitiske debat, i hvilken hun blandt andet har markeret sig ved at kalde #Metoo »en terrorbevægelse«.

En effektiv måde at få sine meninger ud i pressen er at få foden indenfor som fast skribent på et af de store dagblade. Det er en strategi, borgerlige debattører som professorerne i statskundskab Peter Nedergaard og Peter Kurrild-Klitgaard har taget i brug på Berlingske. Her skriver Nedergaard fast i den satiriske bagsideklumme Groft Sagt, og Kurrild-Klitgaard er aktiv som erklæret liberal meningsdanner.

Man kan dog også få ansættelse på et dagblad uden at træde ind i rollen som meningsdanner. Bente Klarlund Pedersen har i en årrække besvaret diverse sundhedsspørgsmål fra Politikens læsere, og Erik Skyum-Nielsen og Tue Andersen Nexø er begge klatret op ad mediestigen i kraft af deres tjanser som litteraturanmeldere i Information.

Skæv kønsfordeling

Sandsynligheden for at komme på listen er størst, hvis du er en mand. Hele seksten ud af de tyve forskere er mænd. 80/20-fordelingen mellem mænd og kvinder genfindes blandt boblerne lige uden for top-20. Det kan virke nedslående, men det er desværre ikke så overraskende, som det burde være. På Københavns Universitet er 75 procent af professorerne mænd, så måske ligger forklaringen på den ulige fordeling ikke primært i, at medierne kun vil tale med mænd, men at der simpelthen ikke er nok kvindelige professorer at ringe til.

Otium med pressen i røret

Man skal ikke frygte at forsvinde fra mediebilledet, fordi man går på pension. Uniavisens liste medtager ikke professorer emeriti, men det er værd at nævne, at flere forskere ikke udlever otiummet i tavshed. Særligt pensionerede juraprofessorer som Jørn Vestergaard (325 omtaler) og Eva Smith (206 omtaler) stikker op i medielandskabet, men også professor emeritus i sociologi Heine Andersen (180 omtaler) har markeret sig med sit syn på forskningsfrihed.

Sidder du som professor i alt andet end samfundsvidenskab, klima eller corona tilbage med følelsen af, at mediekortene er pakket på forhånd? Så må du trøste dig med, at der også findes folk som Vincent F. Hendricks, Eske Willerslev og Anja C. Andersen – filosofiens, genetikkens og astrofysikkens enlige mediesvaler.

Er det professoratet, du savner, kan du se mod medievante lektorer som de humanistiske boblere Jes Fabricius Møller, Lilian Munk Rösing og Brian Arly Jacobsen. Er det heller ikke trøst nok, må du nok lære at acceptere, at der også findes glimrende forskere, som aldrig får en overskrift på CV’et.