Fra globalt udsyn over national protektionisme til »akavet kompromis«: Her er universitetets historie

I år fejrer universitetsloven 20 år.

Det markerer en milepæl i en periode, der har været fyldt med flere forandringer på universitetsområdet end nogensinde.

I perioden har universitetet været gennem et hav af reformer, der har været styret af både skiftende regeringer og modsatrettede ideologier, der dog alle har resulteret i, at universitetet i dag er både mindre selvstændigt og mere markedsorienteret, end det var for 20 år siden.

Hvad betyder det for den rolle, universitetet spiller i samfundet i dag?

I samspil med tre universitetseksperter tegner vi et portræt af universitetets forandring de sidste 20 år.

»Der er truffet en lang række forkerte valg, som kan blive katastrofale for dansk forskning og universitetsuddannelse. Heldigvis er der en stor verden, som holder fast i grundlæggende idealer for universitetet. Og når vi begynder at miste landets bedste hjerner, kunne man håbe, at vi trækker i bremsen,« siger Asger Sørensen, der er lektor i pædagogisk filosofi, AU, og blandt andet forsker i akademisk frihed og ideen om universitetet.

Man kan ikke micromanage sig til de resultater, man skal bruge i et samfund. Det er ikke sådan, et universitet fungerer.

Katja Brøgger, lektor i uddannelsespolitik

»Universitetet har gennem de seneste 20 år været genstand for forskellige og modstridende ideologiske kampe. Det skal man være varsom med. Man kan ikke micromanage sig til de resultater, man skal bruge i et samfund. Det er ikke sådan, et universitet fungerer, og det er ikke sådan, ny viden bliver til,« siger Katja Brøgger, der er lektor i uddannelsespolitik ved afdeling for uddannelsesvidenskab, AU.

»Universitetet har forandret sig helt vildt de sidste 20 år. Jeg vil påstå, at danske universiteter i dag er blandt de allermest forandringsparate offentlige institutioner i Danmark – på godt og ondt,« siger Andreas Kjær Stage, der er postdoc på ved Institut for Statskundskab, AU, og har forsket i styring og organisering af universiteter.

Da viden blev en handelsvare

»Katastrofen«.

Så nemt kan universitetsreformen fra 2003 beskrives.

I hvert fald hvis man spørger Asger Sørensen, der efter eget udsagn hører til den gruppe af forskere, der tillægger 2003-reformen afgørende betydning for den gennemgribende forandring, de danske universiteter siden har været igennem.

»Værdien af videnskabeligt selvstyre har været anerkendt i århundreder. Og den danske lovgivning i 2003 var det mest radikale brud på tillid til viden og uddannelse, vi har set i noget moderne vestligt land. Overhovedet,« siger han.

Universitetsreformen ’Nye veje mellem forskning og erhverv – Fra tanke til faktura’ fra 2003 handlede i korte træk om at bringe klassiske markedslogikker ind i universitetsverdenen og derved skabe større samspil mellem virksomheder og vidensinstitutioner. Viden skulle anskues som en handelsvare, og Danmark skulle være blandt verdens bedste til at levere den, lød argumentet.

Før reformen i 2003 havde universiteterne internt selvstyre, hvor rektor blev valgt af og blandt universitets videnskabeligt ansatte, og hvor øverste organ var det såkaldte Konsistorium, der bestod af fastansatte forskere, studenter og administrativt personale. Det interne selvstyre havde dog i mange år været under kritik for at være svagt og ude af stand til at gennemføre nødvendige ændringer.

Med loven i 2003 afskaffede den daværende Fogh-regering med uddannelsesminister Helge Sander i spidsen derfor Konsistorium og oprettede i stedet en bestyrelse. Den bestod af videnskabeligt personale, studerende og teknisk-administrativt ansatte og et flertal af udefrakommende medlemmer, som skulle sikre, at de danske universiteter forblev relevante og konkurrencedygtige.

»Man valgte fra politisk side at installere en ledelsesmodel på universiteterne, der var direkte kalkeret efter en større privat virksomhed. Men et universitet har slet ikke samme formål som en større privat virksomhed,« siger Asger Sørensen.

For mens en virksomheds overordnede formål er at producere overskud til private aktionærer, er universitetet sat i verden for i al offentlighed at producere den viden og uddannelse, et samfund har brug for både nu og i fremtiden, siger han.

Viden var nu blevet så vigtig en vare, at man ikke turde overlade det til videnskabsfolk at forvalte den.

Asger Sørensen, lektor i pædagogisk filosofi

»Siden middelalderen har man i de lande, vi normalt sammenligner os med, betragtet det som indlysende, at de bedste til at vurdere hvordan vi sikrer viden og uddannelse på det højest mulige niveau, selvfølgelig er de videnskabeligt ansatte på universiteterne. Denne pointe valgte man at underkende, da man indførte universitetsloven i 2003,« siger Asger Sørensen.

Med universitetsreformen i 2003 fulgte argumentet, at Danmark skulle have et højere internationalt udsyn og være et videnssamfund, som kunne konkurrere på lige fod med øvrige aktører i den globale markedsøkonomi. Samme tankegang gik igen i flere dele af Europa og Amerika.

»Viden var nu blevet så vigtig en vare, at man ikke turde overlade det til videnskabsfolk at forvalte den. Man ønskede i højere grad at kontrollere og styre den politisk. Men hvor indgreb i universitetets selvstyre mange steder måtte opgives efter enorme protester, gik overgangen til det topstyrede universitet relativt gnidningsfrit i Danmark,« husker Asger Sørensen, som selv var ung forsker i starten af 00’erne.

Da reformen kom, var der udbredt ideologisk konsensus om, at der var brug for mere professionel ledelse af universiteterne. Reformen ændrede ikke universitetet i sin grundessens fra den ene dag til den anden, men ifølge Asger Sørensen, markerede 2003 alligevel et afgørende skel.

Med den nye lov fik danske universiteter i stigende grad en »instrumentel dagsorden«. Viden, oplysning og uddannelse blev tillagt mindre værdi i sig selv, og i stedet blev det afgørende, at man kunne bidrage med noget, der var umiddelbart anvendeligt og salgbart.

»Det har betydet, at vores forhold til viden helt overordnet har ændret sig. Vi er som forskere blevet langt mere strategiske, frygtsomme og kalkulerende i vores tilgang til viden og videnskab,« siger Asger Sørensen.

Fra konkurrence til antiakademisk diskurs

Spørger man Asger Sørensen, var flere skelsættende begivenheder de efterfølgende år med til at accelerere udviklingen. Konkret peger han på fusionen mellem sektorforskningen og universiteterne i 2007, fremdriftsreformen i 2013 og dimensioneringen i 2014.

I 2007 blev universiteterne opfordret til at fusionere med forskellige sektorforskningsinstitutioner. Sektorforskning er offentligt finansieret forskning, der typisk er problemorienteret med et tydeligt samfundsmæssigt sigte, og konsekvensen blev, at universiteterne i højere grad måtte målrette dele af forskningen mod specifikke problemer udpeget af forskellige myndigheder.

Skal man i dag kigge i helikopterperspektiv på de reformer, der forandrede universitetet i 00’erne, vil Asger Sørensen mene, at særligt ideen om den globale vidensøkonomi, videnssamfundet og konkurrencestaten var blandt de ideologier, der drev forandringen frem.

Men i 10’erne skete et skift i de tanker, der lå bag ønsket om at reformere universitetet. Det kom blandt andet til udtryk i fremdriftsreformen i 2013 og dimensioneringen i 2014.

»Fremdriftsreformen var et markant indgreb i noget helt afgørende for det traditionelle universitet, nemlig den akademiske frihed. Akademisk frihed er kombinationen af forsknings-, undervisnings- og læringsfrihed, og fremdriftsreformen var især et indgreb mod sidstnævnte,« siger Asger Sørensen og refererer til, at man med fremdriftsreformen for første gang lavede en begrænsning på, hvor længe studerende kunne gå på universitetet. Hidtil havde der kun været begrænsning på SU.

Igen flyttede man myndigheden væk fra universiteterne og over til nogen, som strengt taget var dårligere kvalificeret til at tage disse beslutninger.

Asger Sørensen, lektor i pædagogisk filosofi

Allerede året efter kom næste store reform, dimensioneringen, som betød, at universiteterne af ministeren blev pålagt at skære ned på studiepladser på fag, hvor arbejdsløsheden blev betragtet som alt for høj. Universiteterne havde tidligere selv kunnet bede om lov til at begrænse adgangen til bestemte studier for at sikre ressourcer til andre studier – nu blev optaget på udvalgte studier styret fra ministeriet.

»Universitetet blev frataget den selvstændighed, der ligger i at lade kompetente forskere fra forskellige fag indbyrdes diskutere, hvilken viden og uddannelse, som det er samfundsmæssigt vigtigt at prioritere. Reformen var et forsøg på at tage hensyn til samfundet og især arbejdsmarkedets behov – men igen flyttede man myndigheden væk fra universiteterne og over til nogen, som strengt taget var dårligere kvalificeret til at tage disse beslutninger,« siger Asger Sørensen.

Et overordnet tema i alle reformer, der er blevet lavet på universitetsområdet de sidste 20 år, er en gradvis overførsel af myndighed fra universiteterne til staten og eksterne aktører. Men med 10’ernes reformer begyndte 00’ernes tanker om konkurrencedygtighed, globalisering og økonomi at vige til fordel for nye prioriteter.

»Fremdriftsreformen og dimensioneringen havde en mere defensiv logik end 2003-reformen og fusionerne. De havde afsæt i en nationalstatslig logik og handlede i højere grad om at sikre sammenfundets sammenhængskraft. Denne logik fik støtte i en diskurs om ’overuddannelse’ – altså, at politikerne skulle sikre, at samfundets borgere ikke uddanner sig for meget,« siger Asger Sørensen:

»Det sidste bekymrer mig. De seneste reformer anfægter idealer om oplysning, viden og uddannelse, der har været drivende for globale fremskridt i århundreder. 00’ernes reformer har haft en antielitær toning, der nemt kan glide over i at blive antiintellektuel, antiakademisk og i sidste ende direkte antividenskabelig.«

LÆS OGSÅ: Dit overblik over det nye kandidatudspil

Fra international til protektionistisk uddannelsespolitik

Skiftet fra det globale, udadvendte og markedsorienterede perspektiv til det nationale og i nogen grad antielitære er også en forandringsmekanisme Katja Brøgger, lektor i uddannelsespolitik ved afdeling for uddannelsesvidenskab, AU, betoner, når hun ser tilbage på, hvordan universitet har ændret sig de sidste 20 år.

2003-reformen fulgte i kølvandet på Bologna-processen, der blev vedtaget i 1999, og som havde til formål at gøre det nemmere for både studerende og forskere at bevæge sig frit på tværs af europæiske landegrænser.

»EU ville styrke sit indre marked og det krævede, at vi kunne genkende hinandens kvalifikationer på tværs af landegrænser. Før Bologna-reformerne var det svært, fordi uddannelsessystemerne var forskellige rundt omkring i Europa,« fortæller Katja Brøgger og fortsætter:

00’ernes reformer har haft en antielitær toning, der nemt kan glide over i at blive antiintellektuel, antiakademisk og i sidste ende direkte antividenskabelig.

Asger Sørensen, lektor i pædagogisk filosofi

»Man havde en meget specifik målsætning om, at Europa skulle have en stærk, vidensbaseret økonomi, der kunne konkurrere globalt, og Bologna-processen var startskuddet til, at universitetet i stigende grad blev en institution, der skulle tjene økonomien og sikre den europæiske vækst.«

Katja Brøgger peger også på, at forandringerne for alvor tog fart i Danmark efter 2003 med en stærk økonomisk dagsorden, en større orientering mod arbejdsmarkedet og en internationaliseringsproces på universiteterne.

»Mange af reformerne frem mod år 2015 var udtryk for store ambitioner om, at Danmark skulle være en del af et internationalt samarbejde. Vi skulle have eliteuddannelser, vi skulle have flere internationale studerende og så videre. Og den tendens er egentlig det modsatte af, hvad vi ser i dag,« siger Katja Brøgger og nævner blandt andet globaliseringsaftalen i 2004, internationaliseringsstrategien og fremdriftsreformen i 2013.

Ligesom Asger Sørensen mener hun, at der skete et skift i starten af 10’erne. Fra at have været udadvendt mod verden og internationalt ambitiøs, blev uddannelsespolitikken protektionistisk, indadvendt og nationalt orienteret. Ifølge Katja Brøgger var migrationskrisen i 2015 med til at forstærke denne tendens og sætte den nationale dagsorden yderligere i forgrunden.

»Migrationskrisen flyttede fokus fra globalisering og internationalt samarbejde til beskyttelse af dansk økonomi. Man begyndte at lukke engelsksprogede uddannelser med begrundelser om, at det ikke kunne svare sig økonomisk at have internationale studerende, fordi de skulle have SU, mens de var her,« siger hun.

Og i kølvandet på det pludselige skift i uddannelsespolitikken, begyndte den antielitære tankegang også så småt at slå sine rødder. En ny ideologi erstattede ideen om styrkelsen af videnssamfundet på højeste internationale niveau. Hos både den foregående og nuværende regering har fokus i stedet centreret sig om overuddannelse og styrkelse af erhvervsuddannelserne gennem beskæringer på universiteterne, mener Katja Brøgger.

»I nyere reformer, herunder det seneste reformudspil, er man begyndt at gå kontra på nogle af de internationale strategier for uddannelse, man har samarbejdet om gennem Bologna-processen. Nu fokuserer politikerne i højere grad på det danske arbejdsmarked,« siger hun og fortsætter:

»Og set fra et uddannelsespolitisk og internationalt synspunkt, må man nok sige, er det er en lidt skrøbelig strategi, når vi et lille et land med en åben økonomi.«

Særligt regeringens seneste reformudspil står i stærk kontrast til Bologna-processen, der har været under udvikling i mere end snart 25 år, mener Katja Brøgger. For selv om udspillet blandt andet indeholder målsætninger om flere internationale studerende, strider forslagene, især om at forkorte kandidatuddannelser, mod internationale standarder.

»Hvis det nyeste reformudspil gennemføres som det blev udlagt i første omgang, vil det være en total omkalfatring af det universitet, vi kender og har etableret efter europæisk forbillede,« siger hun og fortsætter:

Set fra et uddannelsespolitisk og internationalt synspunkt, må man nok sige, er det er en lidt skrøbelig strategi, når vi et lille et land med en åben økonomi.

Katja Brøgger, lektor i uddannelsespolitik

»Jeg gætter på, at punktet med flere internationale studerende har været en studehandel mellem Venstre og Moderaterne på den ene side og Socialdemokratiet på den anden. Liberale partier kan næppe stå inde for en uddannelsespolitik, der er så indadvendt, at man nærmest lukker landet for internationalt samarbejde.«

Foruden skiftet fra internationalt udsyn over national protektionisme til »akavet kompromis« – som Katja Brøgger kalder det seneste reformudspil – peger hun også på konkrete reformer, der gennem de seneste 20 år gradvist har indført centraliserende styringsinstrumenter og samlet set har bidraget til mindre selvstændighed på universiteterne. Hun nævner blandt andet udviklingskontrakterne fra 2006, som senere blev til rammekontrakter, og uddannelsesakkrediteringen fra 2007, som senere blev til institutionsakkreditering.

LÆS OGSÅ:  Ingen ultimative krav i det nye kandidatudspil 

»Akkreditering er en ekstern kvalitetssikring af universitetet, som også blev etableret i kølvandet på Bologna-processen. Hovedformålet er at sikre, at vores uddannelser forbliver relevante – for arbejdsmarkedet, vel at mærke. I dag kan universiteterne slet ikke få godkendt uddannelser, hvis ikke de kan godtgøre, at der findes et solidt arbejdsmarked for kandidaterne,« siger Katja Brøgger.

Hun understreger, at lige præcis den pointe er vigtig i den aktuelle debat om universiteterne, som fra politisk side beskyldes for at være gammeldags og elitære.

»Selv om det ikke er nyt at universitetet skal bidrage til staten, har de seneste 20 års reformer dog haft et betydeligt fokus på at designe et universitetet, der understøtter arbejdsmarkedets behov, ligesom politikerne har skærpet kravene til forskningsydelser. Det er med andre ord lang tid siden, vi forlod ’det gamle universitet’,« siger Katja Brøgger.

Og hvad har den lange reformperiode, de skiftende uddannelsespolitikker og ikke mindst det seneste reformudspil så betydet for forståelsen af universitetets rolle i dag?

»Jeg tror, at universitetet i dag forstår sig selv som en aktør, der skal bidrage til samfundsudviklingen ved både at levere til velfærdssamfundet og levere forskningsresultater, der kan konkurrere internationalt. Samlet set står universitetet i dag i højere grad i tjeneste end tidligere.«

Når universitetsmejetærskeren får premiere

Andreas Kjær Stage er postdoc ved Institut for Statskundskab, AU, og har studeret vidensproduktion, herunder universiteternes forandring. Han ser det heller ikke som en ny tendens, at universiteterne forventes at bidrage til staten.

»Arbejdsmarkedet har altid til en vis grad defineret universiteterne. Det har altid været en kontrakt, at universiteterne fik penge og frihed til gengæld for, at de leverede arbejdskraft til staten,« siger Andreas Kjær Stage.

Det særlige i den forandringsproces, der har foregået de sidste 20 år, er ifølge Andreas Kjær Stage, at universitetet har forvandlet sig til en gigantisk, problemløsende maskine. En mejetærsker, der er mere omstillingsparat end de fleste er klar over, og som i dag er enormt dygtig til at løse både samfundsmæssige og arbejdsmarkedsorienterede problemer.

Gennem et hav af reformer – både dem, der trækker i den ene og den anden retning – er den administrative del af universitetet blevet radikalt forandret og er i stigende grad blevet besat af højtuddannet, akademisk personale og forskellige niveauer af ledere. Det har skabt en administrativ infrastruktur, der er langt mere omstillingsparat og handlekraftig end tidligere, mener Andreas Kjær Stage.

Jeg tror kun, vi har set generalprøven på den omstillingsparathed, de sidste 20 års reformer har opbygget

Andreas Kjær Stage, postdoc ved Institut for Statskundskab, AU

»Jeg tror kun, vi har set generalprøven på den omstillingsparathed, de sidste 20 års reformer har opbygget. Implementeringen af en ny intern struktur har taget lang tid, men vi er efterhånden der, hvor universiteterne står klar med et voldsomt stort forandringspotentiale, som jeg tror, vi kommer til at se premieren på inden længe – måske allerede ved det seneste reformudspil,« siger han.

Også Andreas Kjær Stage peger på, at 2003-reformen ændrede både præmis og klima for forskningen. Og i dag, 20 år senere, står vi med en hel generation af forskere, der er vokset op med fortællingen om, at forskning skal være relevant og aktuel.

»Universitetet fungerer i dag lidt som et fodboldhold: Hvis du ikke bidrager nok, eller der kommer en ind, som er bedre, kan du nemt udskiftes. Det er benhårdt, men det er også noget af det, som bidrager til omstillingsparatheden,« siger han med henvisning til, at mange universitetsansatte i dag er ansat på korte, tidsbegrænsede kontrakter og med fastlagte arbejdsopgaver.

Andreas Kjær Stage ser en vis sammenhæng mellem alle reformerne, som leder mod samme mål: En transformation af universitetet, som vi kender det.

»Markedslogikkerne er klart blevet tydeligere på universiteterne i dag. Og den interne fortælling har været, at den store, onde, neoliberale konkurrencestat har knægtet forskningen og undervisningen. Men i virkeligheden har universiteterne i høj grad tilpasset sig en situation med både inde- og udefrakommende krav,« siger han:

»Universiteterne kæmper måske lidt med sit eget forhistoriske selvbillede. Hvis vi lukker øjnene og forestiller os et universitet, ser vi gamle professorer i støvede forsøgslokaler. Men det er slet ikke sådan, det ser ud længere. Mange er ikke klar over, hvor meget det faktisk har forandret sig. Mit bud vil være, at vi snart vil se endnu et ordentligt ryk længere væk fra universitetet og henimod multiversitetet: En multifunktionel, problemknusende maskine.«