Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Frit Forum er fuldkommen afkoblet fra studentermassen

Det er svært at tage Frit Forums kritik af de nylige studenterprotester alvorligt, når de støtter en politisk aftale, der er i direkte modstrid med studerendes interesser, skriver sociologistuderende Sanja Loncarevic i dette debatindlæg.

I løbet af efteråret opstod en række oprør som følge af den utilfredshed, regionaliseringsaftalen vakte blandt mange studerende. Modstandsinitiativerne opstod simultant og forholdsvis uafhængigt af hinanden på en række forskellige uddannelsesinstitutioner over hele landet. Man kan altså ikke påstå, at det, vi så, var en massebevægelse, og det er der heller ingen fra oprøret, der har udtalt.

Alligevel er det det, Frit Forums formand, Kasper Stisen, gør i et nyligt interview med Uniavisen:

»Hvis man udgiver sig for at repræsentere alle studerende, så skal man også gøre det. Det er det, Studenteroprøret 2022 prøver at gøre. De lader, som om de er ligesom studenteroprøret i ’68, men det er de slet ikke,« sagde han.

Frit Forums kritik af de nylige studenterprotester klinger i det hele taget hult, når de selv vælger at støtte op om en politisk aftale, der er i direkte modstrid med nuværende og fremtidige studerendes interesser. Regionaliseringsaftalen er intet andet end en spareøvelse i forklædning, og fortællingen om, at aftalen skulle udligne forskelle i uddannelsesmuligheder inden for og uden for de store byer er desværre ikke sand.

Kasper Stisen udbreder derudover den klassiske del og hersk-logik om, at nogle grupper af studerende må lide, før at andre kan få det godt, og en sådan politisk linje skaber intet andet end splid blandt studerende. Vi burde som studerende forene vores kræfter og kæmpe i solidaritet for bedre uddannelser i hele landet, som det nylige oprør netop var et eksempel på.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Kasper Stisen mener, at studerende generelt er positive over for regionaliseringsaftalen, og at oprøret derfor kun repræsenterer et mindretal blandt studerende. Formanden bygger påstanden på samtaler med sine venner på studiet, siger han.

Os, der var aktive i protestbevægelsen på KU, brugte de fleste af vores kræfter på at komme i kontakt med vores medstuderende. Vi afholdt en række stormøder, hvor alle studerende havde mulighed for at møde op og stemme om retningen for bevægelsen. Mødernes formål var netop at inddrage vores medstuderende i beslutningsprocesserne og informere om aftalens indhold og konsekvenser. Det er mere end, hvad man kan sige om Frit Forum, der ikke lyder til at have gjort andet end at undersøge stemningen blandt de studerende, der udgør formandens egen vennekreds.

I modstrid med de studerendes interesser

Nu er de politiske forhandlinger om aftalen afsluttet, og det officielle tal på, hvor mange studiepladser der bliver nedlagt på de videregående uddannelser uden at blive genoprettet andre steder i landet, er sat til 1.950.

Regeringen har finansieret aftalen så dårligt, at de penge, der er sat af til udflytningen, ikke engang er tæt på at dække de omkostninger, som en udflytning af diverse uddannelser kræver. Udflytningsaftalen handler ikke om udflytning, men om at sænke optaget på de videregående uddannelser, og kan altså betragtes som endnu en spareøvelse fra regeringens side.

Frit Forum varetager tydeligvis ingen andres end regeringens interesser, når de vælger at forsvare aftalen.

Bevægelsen voksede sig aldrig stor

Noget ved regionaliseringsaftalen vakte en vrede blandt studerende, som udmærkede sig efter år med stilhed på den studenterpolitiske front. Uddannelsesområdet har ligesom en række andre velfærdsområder i Danmark været udsat for et årti med historiske besparelser. Det er ikke så mærkeligt, at der har ophobet sig en vis vrede blandt studerende, der år efter år oplever forringelser på deres uddannelser og på velfærden i Danmark generelt. Men på trods af at det nylige studenteroprør var spredt over en række uddannelsesinstitutioner, så var det bestemt ikke en massebevægelse, og det ville undre mig meget, hvis nogen fra bevægelsen skulle påstå andet.

Vi stødte på en lang række udfordringer, der kan være med til at forklare, hvorfor bevægelsen ikke voksede sig større.

Der gik ikke lang tid, før vi måtte konstatere, at studenterbevægelsen generelt er i en dvalelignende tilstand. Alle studenterråd og organisationer stod nærmest tomme, hvilket de efterhånden har gjort i en årrække. Vi måtte derfor starte fuldstændig fra bunden med organiseringen af bevægelsen. Det var utroligt omfattende og krævede mange flere kræfter, end vi havde at trække på. Derudover lagde regeringen tilfældigvis de afsluttende politiske forhandlinger om regionaliseringsaftalen få dage efter læseferiens afslutning i februar. Viden går forud for handling, og det er nærmest umuligt at informere en studentermasse, når de ikke befinder sig på campus og samtidigt er optaget af deres eksaminer. Aftalen fik dermed lov til at fremstå som et politisk tiltag, der reelt handlede om udflytning, som det fremgår af aftalens navn.

Regionaliseringsaftalen er intet andet end en spareøvelse i forklædning

Frit Forum er ligesom størstedelen af den politiske venstrefløj med til at legimitere regionaliseringsaftalen. De venstrefløjspartier, der normalt stiller sig på unge og arbejderes side, når der bliver sparet på velfærden i Danmark, gik pludselig med i en aftale om at nedlægge studiepladser på de videregående uddannelser. Enhedslisten trak sig godt nok fra aftalen sammen med Alternativet dagen inden demonstrationen d. 9. februar. Men de forholdt sig ukritisk til udspillet i månederne op til. Der er ingen tvivl om, at den manglende kritik fra venstrefløjen har været afgørende for den generelle opfattelse af det politiske tiltag blandt studerende.

Aftalen skaber mere ulighed

Frit Forum omtaler sig selv som »den eneste stemme til venstre for midten« på universiteterne. Det er for mig at se en absurd påstand, når Frit Forum samtidig støtter en politisk linje, der betyder besparelser på uddannelse, der er et kerneområde inden for velfærd i Danmark. Det er i den sammenhæng vigtigt at slå fast, at regionaliseringsaftalen ikke kommer til at udligne de aktuelle forskelle i de uddannelsesmuligheder, der eksisterer mellem mennesker i og uden for de store byer. Forskellene vil blot vokse sig større med implementeringen af aftalen. For sænker man optaget på de videregående uddannelser, der er placeret i de største byer, vil de karakterkrav, der i forvejen er tårnhøje, vokse sig endnu større. Det skaber mere ulighed, fordi der kommer et A-hold inde i byerne og et B-hold uden for byerne, hvor kun eliten kan få adgang til de mest eftertragtede uddannelser i de store byer.

Kasper Stisens logik er, at de studerende inde i de store byer må lide, før studerende uden for de store byer kan få det godt.  Han siger følgende om de studerende, der har deltaget i det nylige oprør: »De er bare ikke villige til at ofre noget for sagen. Hvis der skal udflyttes, skal det ikke ske på deres fakultet.« Det nylige oprør var et forsøg på at udviske interne splittelser blandt studerende og kæmpe som en samlet enhed for alle studerendes interesser. Vi, der var en del af oprøret, var fra begyndelsen enige om, at vi måtte danne en fælles front for at undgå interne krige mellem studierne. Regionaliseringsaftalen lagde nemlig op til, at man kæmpede for at redde sit eget studie, fordi ikke alle uddannelser blev beskåret lige meget. Den kamp, vi kæmpede, var en kamp imod besparelser på uddannelsesområdet generelt, hvilket i mine øjne er en solidarisk kamp.

Kasper Stisen bidrager med sine udtalelser til at udbrede den løgn, der splitter befolkningen i grupper med fiktive modsatrettede interesser. Her sidder diverse magthavere og klapper i hænderne, når studerende bekriger hinanden i stedet for at modsætte sig dem, der rent faktisk er skyld i de forringelser, som studerende i hele landet oplever på deres uddannelser og i deres levevilkår. Selvfølgelig kan regeringen finde penge til at investere i uddannelse uden for de store byer, uden at man samtidigt er tvunget til at nedlægge studiepladser i de store byer.

Ansvaret ligger også hos regeringen

Kasper Stisen siger også, at det udelukkende er ledelsen på KU, der er skyld i, at der bliver nedlagt studiepladser i forbindelse med regionaliseringsaftalen. Jeg er enig i, at ledelsen gang på gang viser, at de ikke kæmper for at sikre den faglige bredde på KU, men i højere grad retter sig efter erhvervslivets ønsker.

Men det er regeringen og aftalepartierne, der dikterer, at universiteterne skal tage hensyn til »offentlige arbejdsgivere og erhvervslivets behov« og ikke mindst prioritere »uddannelser med særlig høj efterspørgsel og beskæftigelse«. Universitetsledelsen på KU har i den sammenhæng valgt at lukke uddannelsespladser på baggrund af dimittendledighed. Ofte boner de små humanistiske og blødere samfundsvidenskabelige uddannelser ud i de forholdsvis ubrugelige beskæftigelsesstatistikker. Derfor er mange af de uddannelser, der bliver ramt af aftalen, mindre uddannelser, der i forvejen er sparet i knæ, og som har både økonomiske og faglige barrierer, når det kommer til at udflytte studiepladser. Ledelsen har altså, uden at gøre modstand, fulgt den linje, som regeringen har fremlagt, hvor dimittendledighed bliver rettesnoren for, hvilke uddannelser man lukker studiepladser på.

Men det fratager bestemt ikke regeringen ansvaret for de aktuelle nedskæringer, sådan som Kasper Stisen prøver at gøre. I mine øjne bør både ledelsen og regeringen tværtimod kritiseres.

Seneste