Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

G.A. Hagemanns Kollegium: Traditionsrigt fællesskab i overdådige omgivelser

Tour de chambre — På det overdådige G.A. Hagemanns Kollegium, der blandt andet kan prale med egen kok, flygel og to af J.F. Willumsens mest berømte malerier, er der plads til lige dele nørderi og fest.

Når man åbner dørene til G.A. Hagemanns Kollegium i midten af ambassadekvarteret på Østerbro, træder man direkte ind i ’Hallen’. I midten af lokalet ligger den nuværende ankebog, hvori beboerne skriver beskeder til hinanden, ligesom deres forgængere har gjort det siden kollegiets stiftelse i 1908.

G.A. Hagemanns Kollegium

Adresse: Kristianiagade 10, 2100 København

www.gahk.dk

Månedlig husleje: 5.210 kr.

Gennemsnitsalder: 25 år

Ansøgningsproces: Man anmoder om en rundvisning på kollegiets hjemmeside, hvorefter man sender en motiveret ansøgning. Man skal læse på en lang videregående uddannelse og have bestået 60 ECTS. To tredjedele af værelserne er reserveret til DTU-studerende.

På væggene hænger J.F. Willumsens berømte maleri ’En bjergbestigerske’ og dets sidestykke ’En fysiker’ fra henholdsvis 1904 og 1913. Førstnævnte er kendt som et symbol på den frigjorte kvinde, hvilket harmonerer godt med det faktum, at kollegiet var det første af sin slags i København, der tilbød værelser til kvindelige studerende.

Nørder ud til aftensmaden

Af de i alt 61 værelser er to tredjedele reserverede til studerende fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU), hvor stifter Gustav Adolph Hagemann i sin tid var rektor.

At den resterende tredjedel af værelserne er åbne for andre slags studerende skyldes, at Hagemann ønskede, DTU-studerende skulle have mulighed for at lære fra eksempelvis filosoffer og kunstnere »for at få et bredere verdensbillede,« fortæller beboer Marcia Søgaard Brinck.

»Her er virkelig mange spændende mennesker. Og folk går stadig meget op i at lære fra hinanden,« siger Marcia Søgaard Brinck.

»Alle sidder bare og nørder ud til aftensmaden.«

Hverdagens frokost og aftensmad bliver i øvrigt serveret af kollegiets kok i det store fælleskøkken. Det får du altså med i købet, når du betaler den månedlige husleje, som ligger i den høje ende på 5.210 kroner. Du slipper alligevel ikke helt for at lave mad – beboerne har nemlig køkkenvagter, der ligesom den fælles rengøring og andre arbejdsopgaver er obligatoriske at tage del i.

Det hænger sammen med, at kollegiet er selvstyrende, og at det derfor i sidste ende er beboernes eget ansvar at få alting til at løbe rundt.

»Vi går meget op i kollegiet,« fortæller Marcia Søgaard Brinck. »Vi føler, at stedet faktisk er vores.«

Væggene på en af gangene er efter sigende malet over af nogle forhenværende beboere under et syretrip.
billede: Anna Trads Viemose
Værelserne er forskellige i både størrelse og stil.
billede: Anna Trads Viemose
Der er mange finurlige genstande rundt omkring på kollegiet.
billede: Anna Trads Viemose

Én stor familie

Kollegiets historie kan mærkes på stedet, der stadig fejrer både G.A. Hagemann og hans kone Mathildes fødselsdage hvert år med henholdsvis udflugt til parrets gravsted og galla.

SERIE: TOUR DE CHAMBRE

Uniavisen besøger Københavns kollegier.

LÆS OGSÅ: Sådan skriver du ansøgningen, der får dig ind på et fedt kollegie

»Vi er generelt et meget traditionsrigt og socialt kollegium,« siger Marcia Søgaard Brinck. »Det er ligesom at bo med én stor familie.«

»Det er næsten mere et kollektiv,« tilføjer hendes bofælle Nicolai Fürstnow, hvis forældre også boede på kollegiet og kraftigt opfordrede ham til at søge.

»De sagde, at det var fantastisk at bo et sted, hvor man kunne lære noget af andre.«

Nicolai Fürstnow skulle søge et par gange, før han fik plads, men ofte er der ikke langt fra ansøgning til optagelse på G.A. Hagemanns Kollegium. Til gengæld slipper du i dag for at stjæle et skilt og skrive taler til ænder, hvilket tidligere har været en del af optagelsesprocessen på stedet.

Nu handler det mest om, at man vil være en del af familien i tykt og tyndt, fortæller Marcia Søgaard Brinck: »Vi lægger vægt på, at man går op i fællesskabet. At man er der for de andre både i gode og dårlige tider.«

LÆS OM FLERE KOLLEGIER: Den store kollegieguide

Seneste