Gid de nye kandidatuddannelser var kommet noget før

I 2019 startede jeg på historiestudiet på Københavns Universitet. Forleden fandt jeg ud af, at det desværre var ca. 10 år for tidligt. For hvis man skal bruge Uddannelses- og Forskningsminister Christina Egelunds (M) spådomme som rettesnor, er det først i 2028, at nye og fleksible kandidatuddannelser bliver til virkelighed. Det betyder, at jeg og mine medstuderende går glip af et stærkt fagligt studiemiljø og muligheden for at specialisere os inden for det, som vi ønsker.

LÆS OGSÅ: Overblik – her er hovedpunkterne i nyt kandidatudspil

Siden jeg startede på min bachelor og efterfølgende kandidatuddannelse, har tendensen været den samme: Vi er en blandet forsamling på historiestudiet med forskellige interesser, ambitioner og håb for fremtiden. Jeg er overbevist om, at vi ikke er et enkeltstående tilfælde. Det er på én og samme tid fantastisk, men også en stor hæmsko.

Det er fantastisk, fordi det altid er en fornøjelse at lytte, når de af os, der vil være forskere, fortæller om deres drømme om at udforske de mange forskellige dele af historiens kroge og ubelyste emner. Og det er spændende at dele erfaringer, idéer og tanker med dem som mig, der gerne vil ud og iværksætte vores analytiske og metodiske kompetencer fra historiestudiet på en arbejdsplads.

Men på samme tid er det en stor udfordring. For giver det virkelig mening, at dem, der drømmer om at forske, skal tage de samme obligatoriske kurser på deres kandidatuddannelse som os andre, der gerne vil ud på arbejdsmarkedet?

Det synes jeg ikke.

Ja tak til mere målrettet undervisning

Jeg ved, at netop det har været en anledning til, at mange af os studerende med forskellige interesser har bekymret os om, hvorvidt vi går glip af vigtige diskussioner og perspektiver, fordi vi modtager undervisning, der ikke er målrettet det, som vi ønsker at beskæftige os med. Og jeg er overbevist om, at både studiemiljøet, vores fællesskab og engagement i undervisningen ville blive løftet markant, hvis vi studerende havde mulighed for at tage en kandidatuddannelse skræddersyet til vores egne ambitioner og interesser.

Det er en bredt anerkendt præmis, at det er på kandidaten, at man for alvor får lov at specialisere sig. Men hvis den selvsamme kandidatuddannelse både uddanner forskere og folk til arbejdsmarkedet, hvor meget får vi så egentlig specialiseret os? Og når 42. pct. af nyuddannede kandidater har svært ved at sætte ord på, hvilke kompetencer de har fået fra studiet, er det så ikke tid til forandring?

Jeg mener ikke, det er til gavn for hverken underviserne, universitetet, den faglige diskussion eller dialog, at vi studerende så langt henne i uddannelsen stadig deler klasselokale med folk, der ikke ønsker at gå samme vej. Jeg tror, at undervisere, der brokker sig over studiemiljøet og studerende, der møder uforberedte op til undervisningen ville se positive resultater, hvis de studerende rent faktisk fik muligheden for at vælge en uddannelsesvej, der imødekom de konkrete forhåbninger for fremtiden, som de studerende har.

Derfor vil regeringens forslag om at indføre nye kandidatuddannelser være en fremragende idé. Både for os studerende, der gerne vil specialisere os, for undervisningen, læringsmiljøet og det fællesskab, der opstår, når man møder folk med samme interesser og ambitioner som en selv.

LÆS OGSÅ: Etårige kandidatuddannelser er et rodet og ulogisk makværk