Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Navne
Uniavisen 50 år — Uniavisens femte redaktør gav ikke meget for sociale hierarkier og kæmpede for universitetet som et sted for erkendelse – i en tid, hvor hun syntes, at erhvervslivets interesser begyndte at fylde for meget.
Kritik og kontrast.
Uniavisens højloftede lokaler med tunge, gamle møbler fik en kontrastfuld beboer, da Gitte Meyer i 1980 satte sig i redaktørstolen. Ind kom en spinkel kvinde – en kritisk enmandshær, der, forsynet med store mængder smøger og kaffe, satte en avis sammen hver anden uge, som dengang var Uniavisens udgivelsesfrekvens.
Hun var gravid, da hun var til jobsamtale, og hun dulmede efterfølgende nerverne med et glas øl. Det var en anden tid. Og Gitte Meyer var egensindig.
»Jeg er ikke så god til at opdage sociale hierarkier omkring mig, så jeg buldrer ligesom bare igennem,« konstaterer hun.
Gitte meyer
Gitte Meyer er journalist, forfatter og forsker
Født 1953
Selvlært journalist. Først som frivillig redaktør på Gymnasiebladet, derefter journalist på Land og Folk og senere redaktør på Magisterbladet
Var redaktør på Uniavisen fra 1980 til 1988
I 2001 begyndte hun på en ph.d. på SDU og KU om forholdet mellem journalistik og videnskab.
Har siden blandt andet været tilknyttet Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, CBS og KU som lektor, postdoc og seniorforsker.
Uniavisen har sat hende stævne på det gamle universitetsbibliotek i Fiolstræde i anledning af vores serie om avisens historie.
LÆS OGSÅ: Uniavisens første redaktion var en enmandshær med en kvinde i front
I dag ville hun nok få en diagnose, begynder hun at spekulere.
»Jeg er nok lidt en gammel sur mand – men man kan også sige, at jeg er kritisk,« konkluderer hun.
Og der er da også meget Gitte Meyer, der i dag er 70 år gammel, er utilfreds med, når det gælder universitetets udvikling i hendes tid. Hun nævner i flæng forskningsfinansieringen, teknokrati, instrumentaliseringen af forskningen og »udviklingen hvor studerende bliver elever«.
»Og i dag er det kun blevet endnu værre,« understreger hun med sin ru stemme.
Indignationen over samfundets udvikling har været Gitte Meyers faste følgesvend i mange år.
Hun blev en del af den første årgang på Det Fri Gymnasium, men droppede ud efter to år, fordi hun var »træt af de forkælede overklasseløg, der gik der«. Samtidig blev hun aktiv i det dengang meget venstreorienterede Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og blev også medlem af DKP, Danmarks Kommunistiske Parti.
Kombinationen af det politiske netværk og hendes erfaring som frivillig redaktør på Gymnasiebladet kastede hendes første stilling i mediebranchen af sig, da hun på DKP’s dagblad Land og Folk fik ansvaret for at skrive om uddannelsesområdet. Det var her, hun opdagede sin forkærlighed for universitetsområdet, som hun også siden dyrkede som redaktør på Dansk Magisterforenings medlemsblad, Magisterbladet.
Uniavisen 50 år
I år fylder Uniavisen 50 år. Men hvordan har de studerendes og ansattes frie presse udviklet sig med årene? Uniavisen fortæller historien om sig selv.
»Magisterforeningen var et sted med pæne kontordamer og ditto omgangsformer. Jeg følte mig aldrig helt hjemme i det, men det gjorde mig renere som journalist, fordi det ikke virkede så venstreorienteret – og jeg opførte mig jo også ordentligt og fair og fik mulighed for at opdyrke et stofområde,« siger hun.
Det var en opfordring fra en professor i Uniavisens bladudvalg, der efter to år på Magisterbladet fik Gitte Meyer til at søge stillingen som redaktør på Uniavisen.
»Jeg vidste med det samme, at det var noget, jeg gerne ville. Universitetet var en institution, jeg hævede op på en piedestal i samfundet. Universitetet stod for mig for fri forskning og den frie tanke,« siger hun og tilføjer:
»Og bemærk, at jeg taler i datid. Det var det, det stod for.«
LÆS OGSÅ: I 50 år har KU flashet både strandmuskler og bingovinger i al offentlighed
Da den dengang gravide Gitte Meyer skulle til jobsamtale i foråret 1980 på rektors kontor, blev hun mødt af en »kødrand af mennesker« fra Bladudvalget, der stirrede på hende.
»Jeg vidste jo godt, at den mave var lidt af et problem, for de skulle jo bruge en redaktør i de ti uger, hvor jeg kunne holde barsel. Omvendt havde de jo opfordret mig til at søge,« siger hun og mindes, at hun lagde vægt på, at hun gerne ville fokusere på forskning og universitetsdebat.
De ti ugers barsel er langt fra nutidens barselsregler. Og selvom samfundets kønsroller var et andet sted dengang, insisterer Gitte Meyer på, at hendes køn ikke har spillet nogen større rolle i hendes karriere.
»Sådan var det. Det fyldte ikke for mig, men det kan da også være, at jeg bare ikke har været opmærksom på det. «
Samtalens udfald betød til gengæld meget for hende. Så i ventetiden, hvor bladudvalget vendte jobsamtalen, fandt hun en bar i nærheden og dulmede nerverne med et glas øl.
Stillingen gik til Gitte Meyer, og 1. august 1980 måtte hun derfor aflevere sin tre måneder gamle søn i vuggestue og sætte sig i redaktørstolen i den fine tidligere museumsbygning i Nørregade, hvor Uniavisen dengang holdt til.
Den 157 cm høje kvinde med trang til opgør med konventionerne var kommet ind på et kontor med høj stuk og tunge møbler.
Her blev Gitte Meyer en enmandshær med assistent – der i pendulfart hentede både småkager og kaffe – som satte en avis sammen hver anden uge.
Artiklerne blev skrevet i hånden, for så kunne de skrives overalt – uanset om hun var ude på et af sine mange besøg på fakulteterne eller derhjemme om aftenen, hvor hun arbejdede videre, når barnet sov. Og hendes femårige datter kom også med til mange af Gitte Meyers interviews, hvor datteren pænt sad i hjørnet og tegnede, mens redaktøren vendte alt fra forskningsfrihed til besparelser med kilderne.
Det var formentlig også et nyt syn på universitetet, da Gitte Meyer den første tid begyndte at malke ud og stille modermælken mellem to vinduer, så den kunne holdes kølig til efter arbejdsdagen.
»Det opdagede Erik Skinhøj (daværende rektor red.), der tilbød mig at stille den ned i sit køleskab.«
Og det illustrerer på mange måde Uniavisens forhold til ledelsen i den tid, mener Gitte Meyer. Hun gjorde tingene på sin måde, og ledelsen respekterede avisen.
»De var megaforsigtige med ikke at give indtryk af, at ville blande sig i min redaktionelle uafhængighed.«
Det på trods af at Gitte Meyer så det som sin fineste opgave at understøtte en klassisk offentlighed på universitetet, hvor man skulle diskutere de vigtige emner for universitetssamfundet.
»Det betød selvfølgelig også, at der blev skrevet kritisk, og at enkelte blev sure, men ledelsen prøvede aldrig at blande sig,« understreger hun.
Adgangsbegrænsninger, SU, besparelser, forskningsfrihed og debatindlæg om universitetspolitik. Der går en lige linje mellem temaerne fra aviserne i 1980 til i dag, konstaterer Gitte Meyer, da hun bladrer gennem de gulnede aviser i Uniavisens arkiv.
»Man begyndte dengang at kritisere universiteterne for at være fulde af virkelighedsfjerne akademikere. Så vi lavede et format på bagsiden, hvor vi besøgte forskellige institutter og beskrev, hvad de lavede.«
Samtidig begyndte Uniavisen at lave en årlig temaavis under temaer som ’mad’ eller ’magt’, hvor forskningen inden for feltet blev beskrevet for læserne. Temaviserne blev distribueret i 100.000 eksemplarer uden for universitetet, fordi både Bladudvalget og Gitte Meyer gerne ville »give tilbage til det samfund, der finansierede hele foretagendet«.
Forholdet mellem samfund og universitet blev et gennemgående tema i 80’ernes Uniavisen. 68’ernes værdibaserede tankegang havde sat sit præg og var stadig grundlaget i 80’erne, mener Gitte Meyer.
»Vi repræsenterede et klassisk europæisk universitet, hvor forskning ikke bare var til for erhvervslivet, og man var stor modstander af teknokratiske visioner – at alt skulle evalueres. Og det var ellers nogle af de tanker, der kom ind i 80’erne med Bertel Haarder.«
Med tiden blev en af Gitte Meyers kæpheste også udviklingerne inden for forskningsfinansiering:
»Der var allerede dengang tegn i sol og måne på afhængighed af penge udefra – og det er kun blev tydeligere siden,« fortæller hun med henvisning til den store andel af forskningen, der i dag finansieres af fondsmidler og kontrakter.
Overordnet mener Gitte Meyer, at der i de år foregik en kamp mellem erkendelse og strømlining hos de ansatte og de studerende på universitetet.
»Det var grundlæggende en frygt for, at universitetet skulle blive, hvad det er blevet i dag: En vidensproduktions- og certificeringsfabrik. Viden og uddannelse skulle pludselig bruges til at tjene penge i stedet for at være erkendelse for erkendelsens skyld.«
I løbet af årene blev Uniavisen et mere og mere etableret medie med flere billeder og tegninger i de ellers ordrige spalter, og mediets historier begyndte fra tid til anden at blive omtalt i andre medier.
Gitte Meyer hiver pludselig et stykke papir i plastiketui frem under interviewet. Det rummer en vigtig pointe, mener hun.
Papiret er en satiretegning af Bo Bojesen, der blev trykt i Politiken under overskriften »Målrettet«. Tegningen forestiller en universitetsprofessor, der svinger med en taktstok, og foran ham sidder en ung mand med studenterhue og holder labberne frem som en hund, der afventer en ordre.
»Hos mig lærer de at klare sig i erhvervslivet!« står der i bunden af tegningen, der refererer til Uniavisens dækning af, at studerende i højere grad forlangte, at underviserne skulle holde sig inden for pensum – »de ville kun lære det eksamensrelevante« siger Gitte Meyer.
»Det er kun blevet værre i dag. Meget af den frihed og det ansvar, de studerende havde dengang, er pist forsvundet,« siger Gitte Meyer og kigger op uden at fortrække en mine.
»Vuf vuf – sådan er det.«
Universitetet måtte hellere end gerne åbne sig over for verden som politikerne begyndte at kræve, men det skulle bare nødigt alene være over for erhvervslivet, mener den tidligere redaktør.
»Universitetet var ikke helt så langt i den triste udvikling, mens jeg var der, for jeg nåede heldigvis at stå af,« siger Meyer, der sagde redaktørjobbet op i 1988 – dels fordi hun ikke brød sig ikke om udviklingen på universitetet, dels fordi hun »ønskede at prøve noget andet«.
»Det blev mere og mere en organisation, der skulle arbejde effektivt for erhvervslivet frem for at være en samfundsinstitution med fokus på erkendelse og kritisk tænkning.«
»I et samfund har man en uafhængig avis, men i en organisation passer en kommunikationsafdeling nok bedre ind,« vurderer hun og understreger, at hun aldrig oplevede nogle konkrete trusler af mediets uafhængighed.
De næste år gjorde hun karriere som freelancejournalist med fokus på forskning, inden hun i 2001 kastede sig over en ph.d. om forholdet mellem forskning og journalistik på SDU’s Center for Journalistik.
Men hverken videnskabsjournalistikken eller den dominerende medieforskning blev steder, hun følte sig helt hjemme. Videnskabsjournalistikken som felt begyndte at smage mere af PR end kritisk journalistik, mente hun – og den og mange andre journalistiske tendenser, hun var kritisk overfor, oplevede hun også på SDU.
»Jeg kan jo godt se, at jeg har været genstridig på tværs af tid og sted,« konkluderer Gitte Meyer.
»Men det gav mig faktisk ikke vanskeligheder på Universitetsavisen dengang. Det var spændende og lærerige år.«