Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

I 50 år har KU flashet både strandmuskler og bingovinger i al offentlighed

Jubilæum — Siden 1973 har Uniavisen leveret journalistik fra Københavns Universitet. Primært til studerende og ansatte. Men alle andre har også haft mulighed for at læse med i KU's lokalavis, som i år fylder 50.

Hvad ville Danmark være uden Politiken, Berlingske, Weekendavisen? Kedeligere, fattigere, mindre demokratisk. Svaret er det samme, hvis man i stedet spørger »Hvad ville Københavns Universitet være uden Uniavisen?«

Journalistik har aldrig haft til opgave at vinde popularitetskonkurrencer og være BFFs med magten. Derfor er det en helt særlig blomst, der i 1973 blev plantet af ledelsen på Københavns Universitet, og som nu har groet i 50 år.

At flekse universitetets strandmuskler er en kommunikationsopgave. Inden mullerne skal luftes i al offentlighed, skal de gode historier både omkring solcentret og smøres ind i kokosolie, så det hele sidder, som det skal, og er klar til at glinse i al sin storhed. Men kommunikation er omvendt også kun en halv sandhed, og det er da helt vildt træls, når man har trænet strandmuskler i en evighed, og der så kommer nogen forbi og bemærker bingovinger og strækmærker. Og skriver om begge dele, så alle kan læse med og få hele historien.

I 50 år har det nu været Uniavisens lod i republikken Københavns Universitet – at levere journalistik.

Alle elsker Uniavisen

Universitetsavisen – som Uniavisen oprindeligt hed – udkom første gang den 26. januar 1973. I næste nummer af Uniavisens magasin – som udkommer den 3. februar – kan du læse et interview med Helle Bygum, der var avisens første redaktør:

»Tiden var til mere åbenhed og information om virket på universitetet,« som Helle Bygum udtrykker det.

Avisen udkom hver 14. dag, og blev sendt med post til alle studerende og ansatte ved Københavns Universitet. Helle Bygum blev i første nummer af den trykte avis budt velkommen af daværende rektor ved KU, Thor A. Bak:

»Redaktøren er – mere end nogen anden – den, der kan mane det rygte til jorden, at universitetet skjuler sine svagheder, dysser skandaler ned og dækker over sine egne.«

Det gør redaktøren stadig gerne. Ingen kan beskylde Københavns Universitet for at skjule sine svagheder, så længe Uniavisen eksisterer. Inden for den seneste måned har vi trykt vidneudsagn fra unge brune mænd, der føler sig forskelsbehandlet på Odontologi. Vi har dækket blokaden på Psykologi, hvor studerende var utilfredse med pensum og studiets retning. Vi var med, da dekanen på SAMF beklagede, at han traf jordens værste beslutning ved at indsætte sig selv som midlertidig leder på Antropologi.

Kigger vi tilbage på de seneste år, har Uniavisen ikke alene præget, hvad vi taler om på KU – men også samtalen udenfor. Der var sombrerohistorien, som satte gang i hele woke-debatten i Danmark. Der var forfatter Sissel-Jo Gazans historie om at blive krænket på sin rustur, som gav krænkelsesdebatten en stærk jeg-fortæller. Der var interviewet med Ditlev Tamm, der fyrede op under samtalen om mandeidealer. Og der var historien om, at KU blev grundlagt af en kvinde.

Og mens vi dækker historierne journalistisk, følger vores kernelæsere trop med debatindlæg, der gør Uniavisen som KU-republikkens lokalmedie levende – og også elsket, hvis man spørger tidligere forskningsminister Helge Sander:

»Uniavisen kan vel som den eneste avis her i landet glæde sig over, at den er elsket af alle sine læsere.«

Alle hader Uniavisen

Mens Helge Sanders mening er skøn at lune sig ved, er den blot den halve sandhed.

Rektoratet skriver i det kommende magasin:

»Som repræsentant for universitetsledelsen kan det være udfordrende, når jubilaren, som den første og ofte eneste, stiller universitets indre liv til offentligt skue.«

En noget mere stedmoderlig lykønskning. Og heldigvis også noget mere afdæmpet end det retoriske spørgsmål, jeg engang fik fra en repræsentant fra ledelsen: »Er du klar over, hvor mange der hader Uniavisen?«

Som chefredaktør tænker jeg, at sandheden ligger et sted mellem de stærke følelsers poler. Men jeg er professionelt ualmindelig stolt over at stå i spidsen for en redaktion, der dagligt balancerer strandmuskler og bingovinger, hjerne og hjerte – hele KU’s body of work – og får det ud at flyve. På et universitet, som har så brede skuldre, at det kan bære sit eget selvbillede.

Tak til alle vores læsere, som gør Uniavisen til et levende sted. Tak for den tillid, I viser os, når I betror os jeres historier. Tak fordi I er med til at skrive Københavns Universitets samlede historie.

Hep for de næste 50 år.

Seneste