Han leder en global indsats mod corona, men svarer stadig på mails fra tilfældige mennesker

Jens Lundgrens indbakke bugner med mails fra personer, der beder ham om hjælp. De fortæller deres personlige sygdomshistorie og spørger manden, de kender som coronaforskeren fra fjernsynet, hvad de skal stille op.

Det er ikke alle henvendelser, der er sammenhængende, nogle gange er det uklart, hvad problemet egentlig er.

Men Jens Lundgren kan ikke bare overhøre dem. Han har ofte brugt tid, han egentlig ikke har, på at svare på henvendelserne:

»Nogle har foreslået, at jeg bare skulle skrive en standardfrase i stil med ’jeg er ked af, at du har det dårligt, men du skal søge egen læge’. Men det er et ligegyldigt svar, og dem hader jeg at give. Hvis jeg skal svare, skal jeg svare ordentligt,« siger han.

At han ofte svarer skyldes måske, at han er dårlig til at sige nej, siger han. Ikke bare til personer, der beder om hjælp, men også til for eksempel journalister, der vil have hans vurdering af de seneste smittetal og restriktioner eller de nyeste lægemidler.

Hans datter ynder at kalde ham en idiot (det er vist nok kærligt ment), fordi han for ofte gør, hvad folk beder ham om. Og hans kone har fortalt ham, at han skal blive bedre til at sige fra. Det er bare ikke altid, at det trænger ind.

Det er et ligegyldigt svar, og dem hader jeg at give.

Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme, KU og Rigshospitalet

»Jeg ved, at jeg igennem årene har haft rigtig svært ved at sige nej, når folk har bedt mig om noget. Det har jeg simpelthen. Jeg opfatter det jo, som om de har brug for hjælp, eller at de er interesseret i, hvad jeg tænker.«

Han har heller ikke sagt nej til det her interview.

Det er ellers ikke, fordi Jens Lundgren ikke har andet at lave, det ville hans kropssprog afsløre, hvis man ikke vidste det i forvejen. Selv efter båndoptageren er begyndt at lyse rødt, bladrer han i nogle A4-ark på sit sofabord. Så læner han sig tilbage i stolen, tager sine briller af og gnider sine øjne, hårdt og længe, som om de ville holde op med at virke, hvis han lod være.

Han besvarede de første mails klokken fem i morges og har arbejdet uafbrudt lige siden, her hvor klokken nærmer sig frokosttid. Hans sidste møde er i aften klokken 22, 17 timer efter arbejdsdagen startede.

Et øjeblik, man lever for

Det er der intet usædvanligt i. Det har været Jens Lundgrens liv siden marts, og det vil det være i, ja, hvem ved hvor længe?

I maj blev han en del af Operation Warp Speed, en storstilet global indsats i kampen mod corona, 65 milliarder kroner dyr og igangsat af Det Hvide Hus. Han er den eneste ikke-amerikaner i det projekt, der går under navnet ACTIV-3, men det er ikke desto mindre ham, der leder indsatsen. Som han selv siger: »Det er da mærkeligt … «

På den anden side har Jens Lundgren allerede været med til at producere afgørende forskningsresultater i kampen mod covid-19. Han var europæisk koordinator for forsøget med Remdesivir, der som det første præparat viste sig at have en positiv effekt på coronapatienter med fremskreden lungebetændelse.

LÆS OGSÅ: De første danske coronapatienter har nu fået lovende medicin

Det er faktisk det forsøg, der udgør grundlaget for den indsats, som Jens Lundgren nu leder, og som skal teste op mod 45 lægemidler på 10-20 tusind patienter verden over.

»Lige pludselig kunne vi sige: ’Okay, det her virker’. Næste skridt er så at spørge: Kan vi forbedre behandlingen med andre midler? Kan vi gøre det smartere? Forsøget med Remdesivir er blevet et vidensmæssigt ankerpunkt,« siger Jens Lundgren.

»Det er ligesom at få fjernsynet til at fungere første gang. Det er forudsætningen for, at man bagefter kan købe større skærme, gøre opsætningen lækrere eller få flere streamingplatforme.«

Normalt rejser jeg jo 100 til 150 dage om året, så jeg har aldrig været så meget hjemme.

Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme, KU og Rigshospitalet

Forsøget med Remdesivir siger også noget om Jens Lundgren. Det viser, hvorfor han overhovedet har indvilliget i at bruge stort set samtlige vågne timer på at bekæmpe coronavirussen.

Det handler ikke om penge. Han er professor i infektionssygdomme på Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet, altså i det offentlige, hvor de astronomiske bonusser er få. Faktisk siger han, at han kunne tjene 10 gange sin nuværende løn, hvis han tog et job i det private.

Det handler tværtimod om at bekæmpe en ny og ukendt sygdom og skabe videnskabelige landvindinger, der med det samme kommer patienter til gavn. Som for eksempel Remdesivir-studiet.

»Det er jo det, vi lever for. Det er derfor, sådan et menneske som mig arbejder. Det er for at opleve de få øjeblikke i ens karriere, hvor man virkelig kommer frem til et gennembrud.«

Jagten på de øjeblikke sker for tiden med en usædvanlig hast. Det er derfor, amerikanerne har opkaldt deres forskningsindsats efter den vilde fart, som rumskibene i Star Trek skyder: Operation Warp Speed.

Jens Lundgren har kaldt forsøget med Remdesivir for det suverænt hurtigste, han har været med til at gennemføre. Forskerne fik godkendt forsøgsprotokollen på rekordfart i slutningen af marts, og de var allerede klar med resultaterne lidt over en måned senere.

»Det var en meget syret proces,« siger han.

»Jeg var sgu ikke sikker på, at det ville have en positiv effekt. Det var et slumpetræf, det må jeg sige. Vi havde ingen tid til at forberede det og rationalisere, om det gav mening eller ej. Det var bare: Det prøver vi. Så kom vi frem til resultaterne på to måneder, og så viste det sig at virke. Bum.«

Bureaukratiet fejet til side

Det er alt sammen »fuldstændig ekstraordinært«, siger Jens Lundgren – og ikke kun på grund af hastigheden.

Det er også nemmere at sejle forbi den malstrøm af politik og bureaukrati, der har det med at forsinke videnskaben. Vil forskerne have noget, så får de det. Beder Lundgren og kollegerne for eksempel om at have en bestemt forskningsgruppe med på et af deres daglige videokald, så tropper de op, no questions asked, om det så er en søndag klokken 14.

Jeg var sgu ikke sikker på, at det ville have en positiv effekt. Det var et slumpetræf, det må jeg sige.

Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme, KU og Rigshospitalet

Samtidig venter en hel verden på de svar, som Jens Lundgren og kollegerne arbejder på. Magtfulde politikere, folk med familie eller venner i risikogruppen, rastløse sjæle, der bare gerne vil feste igen.

Lundgren påstår, at netop det pres – presset udefra – ikke går ham på.

Til gengæld siger han, at han mærker et pres for at finde sandheden og undgå fejl, fordi de resultater, forskningsgruppen kommer frem til, får betydning for menneskers liv og helbred.

»Mange folk vil med det samme handle på vores resultater, og det er det, der er det vigtige pres. At der er pres udefra, og at alle gerne vil have, at vi skynder os … det behøver de sådan set ikke fortælle os. Det er vi sgu godt klar over.«

Jagten på landvindinger

Presset udefra har Jens Lundgren da også oplevet før. Faktisk kalder han mødet med covid-19 for en deja-vu-oplevelse.

Det startede med, at han som ung medicinstuderende i midten af 1980’erne drog til det amerikanske forskningsagentur National Institutes of Health (NIH) – delvist fordi han ikke havde held med kærlighedslivet herhjemme, siger han og griner.

Året før han ankom til USA havde forskere opdaget hiv, og det betød, at Lundgren fra første parket kunne se sine amerikanske kolleger bekæmpe en ny ukendt virus.

LÆS OGSÅ: Allan Randrup Thomsen taler med journalister døgnet rundt. »Jeg er enormt ræd for at udstille mig selv«

Det fascinerede ham straks.

»Det var virkelig spændende, fordi det var en ny sygdom. Landvindingerne og det, man lærte – det gjorde sådan her,« siger Jens Lundgren og knipser. »Det er ligesom covid-19 nu. For et halvt år siden vidste vi ikke noget om sygdommen, og nu er der omkring 50.000 artikler om den.«

Hvis han ikke var nysgerrig, ville han ikke leve det liv, han gør, siger professoren.

Nysgerrigheden drev ham til at fortsætte arbejdet med hiv, da han var rejst hjem til Danmark. Dengang var hiv-forskningen stadig plaget af stigmatisering, og det betød, at mange lungelæger ikke ville undersøge patienternes lunger. Det var Lundgren nødt til at lære selv.

»Feltet tiltrak folk, der gerne ville skabe viden om noget nyt i stedet for at bygge videre på eksisterende viden om kendte sygdomme. Det er det, jeg synes er interessant ved infektionsmedicin. Du kan aldrig sige, ’det er sådan, vi plejer at gøre’, for det er hele tiden nye mikroorganismer, du skal deale med og lære om.«

Nok så vigtigt er, at både hiv og covid-19 er alvorlige sygdomme, der har ramt millioner af mennesker verden over, og derfor har tvunget forskere til at skabe gennembrud.

Dem har Jens Lundgren i flere tilfælde stået bag. Han har blandt andet været med til at vise, at hiv-positives risiko for at få aids samt andre sygdomme som kræft og tuberkulose falder betydeligt, hvis patienterne bliver behandlet, før de får symptomer. Det var forskning, der fik verdenssundhedsorganisationen, WHO, til at ændre deres retningslinjer for behandling af hiv-smittede.

Smædemails og trusler

Jens Lundgren er altså vant til at være i frontlinjen i krigen mod en ny virus. Men han er ikke vant til at være så meget i medierne, som han er lige nu.

På Uniavisens liste over de mest citerede forskere på Københavns Universitet kravlede han i år op på en tiendeplads, og det er ganske givet, at han har avanceret yderligere, siden listen blev offentliggjort i midten af april.

Han siger, at han forsøger at dække et oplysningsbehov i befolkningen, i en tid hvor det er gabende stort. Og i en tid, hvor muligvis ikke alle, der får stukket en mikrofon i snuden, burde udtale sig så skråsikkert, som de gør.

LÆS OGSÅ: Top-20: Coronaeksperterne gør massivt indtog på listen over de mest medieomtalte forskere

»Måske er mit speciale ikke så svært, for jeg kan se, at rigtig mange har tillært sig det i løbet af det seneste halvår. De er blevet meget dygtige til det og udtaler sig meget autoritativt om emnet. Men nogle af os har prøvet det i flere år, så måske har vi lidt mere erfaring at tale ud fra.«

Det er helt vildt at se, hvad folk kan finde på at skrive til sådan en som mig.

Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme, KU og Rigshospitalet

Det har dog sin pris at udtale sig.

Det indikerede Jens Lundgren allerede, da han var gæst i TV 2 News-talkshowet Lippert, hvor værten holdt et billede af Roskilde Festival op foran ham og spurgte ham, hvornår danskerne kan forvente, at de kan skeje ud på Dyrskuepladsen igen.

Jens Lundgren tøvede:

»Se, når jeg svarer på det, så ved jeg, at jeg får 50 hademails.«

Det viser sig, at det sker i mange sammenhænge.

»Det er en downside til det her,« siger Jens Lundgren.

»Det er helt vildt at se, hvad folk kan finde på at skrive til sådan en som mig. De kender mig overhovedet ikke. Jeg forsøger sådan set bare at give min ærlige vurdering af noget. Jeg synes, det er virkelig ubehageligt.«

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

De arrige anklager kommer i mange former: Nogle angriber ham personligt, andre mistænker ham for at have skjulte motiver eller dække over sammensværgelser, og endnu andre virker til at være plaget af jalousi, siger han.

I starten gik det ham så meget på, at han måtte afsætte lang tid til at snakke med både sin familie og sine kolleger om det.

»Jeg forstod ikke, hvad det var, der motiverede de her mennesker til at skrive så personlige ting. Men jeg kan forstå, at det er en del af spillet. Åbenbart. Det er jeg jo ikke den eneste, der oplever.«

»Men når det begynder at blive trusselsagtigt, så bliver det jo for meget.«

Har du fået deciderede trusler?

»Ja, men det bliver så håndteret … det er jo åbenbart en del af spillet, når man stikker næsen frem.«

Han har flere gange overvejet at melde sig helt ud af den offentlige debat, men som han siger, er der nogle »rimelig indflydelsesrige mennesker i det her land«, der har fortalt ham, at det er vigtigt, at han bliver ved.

»Så kommer vi tilbage til udgangspunktet: Så gør jeg det,« siger Jens Lundgren.

Tilbage til basen

Der er efterhånden kun ét tidspunkt på ugen, hvor hans tanker med sikkerhed ikke kredser om corona. Det er de to-tre timer lørdag formiddag, hvor han sidder på sin racercykel, midt i et felt af motionister.

Han sætter sig på sadlen, fordi han har lyst til det. Men også fordi han er nødt til det.

»Ellers bliver jeg … «

Han vejer ordene kort.

»Jeg bliver bare nødt til en gang imellem at cykle langt og mødes med folk i cykelklubben. Bare ligge på række fire og snakke om alt muligt.«

Kan du godt koble helt af på sadlen?

»Ja, jeg har efterhånden lært, at jeg ikke gider at snakke om corona der. Og de andre er enormt søde til ikke at spørge ind til det.«

Sådan får Jens Lundgren altså stadig set nogle venner, selv om corona lægger beslag på størstedelen af hans tid. Han ser påfaldende nok også sin familie mere, end han plejer.

»Normalt rejser jeg jo 100 til 150 dage om året, så jeg har aldrig været så meget hjemme!« siger han.

»Og så har min familie og mine venner slået ring om mig. Jeg er søgt tilbage til basen, kan man sige. Der er jo mange, der har forsøgt at udnytte, at jeg har den her position, og der er mange, der vil have en bid. Der er det vigtigt at omgive sig med folk, man virkelig kan stole på.«

Spørgsmålet er, om han undervejs i kampen mod covid-19 bliver nødt til at trække sig længere tilbage til basen og tage en pause fra medier og 18 timers arbejdsdage?

Svaret er, at han ikke ved det.

»Jeg er inde i en boble i øjeblikket, og nu kører jeg bare på. Så må vi se.«