Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Humaniora fyrer 11, og 24 tager imod frivillig fratrædelse

13 blev prikket på Det Humanistiske Fakultet under en fyringsrunde den 8. maj, og 24 har taget frivillige fratrædelser. Tillidsmand siger, at processen har været for lang og er gået ud over arbejdsmijøet. Studerende frygter, at nedskæringerne kommer til at gå ud over kursusudbuddet. Dekanen afviser.

Onsdag den 8. maj mellem klokken 8 og 10 var al undervisning aflyst på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet, fordi ledelsen havde varslet en fyringsrunde blandt de ansatte.

En lille gruppe studerende var stået tidligt op for at hænge et banner op fra øverste repos på Torvet på KUA2.

»Solidaritet med de ansatte – nej til fyringer,« stod der på banneret, som blev hængt op klokken 7.30, så de ansatte kunne se det, efterhånden som de mødte ind. De ansatte havde fået ordre fra ledelsen om at sidde klar på deres pladser klokken 9.

Tillidsmand for forskerne på fakultetet Peter Birkelund Andersen siger, at 13 ansatte blev prikket: 11 med en ufrivillig fratrædelse, mens to blev bedt om at gå ned i tid. Forinden havde 24 taget imod frivillige fratrædelsesordninger, mens tre selv havde søgt om at gå ned i tid.

35 personer siger altså farvel til Københavns Universitet, mens fem går ned i tid (med forbehold for resultatet af den høringsproces, der nu er i gang).

Det er den tredje fyringsrunde, som Det Humanistiske Fakultet må igennem inden for forholdsvis få år – der var også fyringsrunder i både 2011 og 2016 – og flere små fag har måttet lade livet undervejs.

»Det er mange, vi har sagt farvel til, og når man tænker på, hvor mange vi sagde farvel til for tre år siden, så er det et væsentligt mindre fakultet,« siger Peter Birkelund Andersen.

Samlet har Københavns Universitet reduceret antallet af ansatte med over 700 siden 2015 primært på grund af politisk vedtagne besparelser på to procent årligt, der har reduceret universitetets budget med årligt 150 millioner kroner i forhold til 2015.

HUMrådet frygter færre kurser

Malte Kolze havde banneret med ud på Søndre Campus onsdag morgen. Han læser europæisk etnologi, og så er han formand for studenterorganisationen HUMrådet. Han siger, at han er bekymret over, at der igen tyndes ud blandt de ansatte. Han frygter, at kursusudbuddet vil blive mindre og mere usikkert – og at fag ligefrem vil lukke.

Der kan sagtes være et hjørne, hvor der er lidt at spare endnu, men jeg kan ikke se, at det ikke ender med færre kurser og smallere kursusudbud.

Peter Birkelund Andersen, tillidsrepræsentant

»For eksempel er sprogfag som Portugisisk, Italiensk, Fransk og Tysk allerede under pres. Mister de en underviser, kan det gå hårdt ud over udbuddet af kurser til de studerende,« siger Malte Kolze.

Tillidsrepræsentant Peter Birkelund Anders siger, at han godt kan forstå, hvis de studerende er bekymrede.

»Det er et af de steder, man kan gå ind og lave en reel besparelse: at udbyde færre kurser. Den forrige besparelsesrunde gik systematisk efter at sammenlægge kurser og kræve flere studerende på kurserne, for at de kunne oprettes og gennemføres. Så der er ikke ret meget at tage af der. Der kan sagtes være et hjørne, hvor der er lidt at spare endnu, men jeg kan ikke se, at det ikke ender med færre kurser og smallere kursusudbud.«

Så den frygt er ikke ubegrundet?

»Det er egentlig en studieleder, du skal spørge, men det mener jeg, at de studerende logisk har ret i.«

Det var ikke muligt at få et interview med dekan på Det Humanistiske Fakultet Jesper Kallestrup inden deadline, men i en mail skriver han, at der »ikke er grund til at frygte, at denne sparerunde i sig selv vil medføre en reduktion i kursusudbuddet, eller at enkelte fag må lukke.«

Tillidsmand: Forløbet har været for langt

De studerende, der mødte op for at støtte de ansatte, blev siddende bag deres banner i de to timer, hvor undervisningen var aflyst i solidaritet med dem, der blev ramt af fyringsrunden.

De berørte ansatte fik en mail kort efter klokken 9 om, at de skulle til en samtale – inklusiv navn og mail på den tillidsrepræsentant, de havde mulighed for at tage med.

»Dagen forløb på en absolut ordentlig og rimelig måde. Det er blevet håndteret professionelt fra ledelsens side,« siger Peter Birkelund Andersen.

Han er dog ikke ukritisk:

»Når jeg ser tilbage på hele forløbet nu, så blev det først konkret igangsat temmelig sent på foråret, men det var allerede annonceret, at det ville komme, før jul. Der havde det været bedre for arbejdsmiljøet, hvis man havde kørt en skarp tidsplan fra det tidspunkt, man vidste, at den (fyringsrunden, red.) ville komme.«

Vi har forsøgt at afvikle processen så hurtigt som muligt, men fordi vi netop ikke har ønsket en grønthøster-metode, har vi haft en længere dialog med institutledelserne om, hvordan vi bedst griber det an lokalt.

Jesper Kallestrup, dekan på Humaniora

»Arbejdsmiljøet har lidt under, at den har været så lang tid undervejs. Fremover vil jeg argumentere langt kraftigere for, at det skal afvikles over en kortere periode, end jeg har gjort i det her forløb. Det er også noget af det, vi vil tage i de interne evalueringer med ledelsen og HR, når den tid kommer. Det har været en unødig belastning af arbejdsmiljøet.«

Som kommentar til Peter Birkelund Andersens kritik, skriver dekan Jesper Kallestrup i en mail:

»Vi har forsøgt at afvikle processen så hurtigt som muligt, men fordi vi netop ikke har ønsket en grønthøster-metode, har vi haft en længere dialog med institutledelserne om, hvordan vi bedst griber det an lokalt.«

LÆS OGSÅ: HUM-dekan før sparerunde: De brede skuldre skal bære lidt mere

Seneste